Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in ,

Er stress en folkesygdom eller en samfundstendens?

430.000 danskere har symptomer på alvorlig stress hver eneste dag. Hvad hvis stress slet ikke er en folkesygdom mere, men mere en slags folketilstand?

Long time, no see! Jeg har ikke skrevet indlæg herinde på Kiosk i nogle måneder, da jeg simpelthen har været lagt ned. Ikke af en omgang corona eller en slem forkølelse.

Næ nej, det var min hjerne og min krop, der ikke ville, som jeg ville. Som i: Den ville absolut ingenting. Eller måske er en mere præcis beskrivelse, at den ville alting. Det afhænger vist lidt af øjet, der ser.

Jeg tog derfor til min egen læge for cirka to måneder siden. Det gjorde jeg, fordi jeg døjede lidt med sådan en nonstop kronisk uro i maven som før en eksamen, et bankende hjerte, som var jeg ude at løbe og et fandens besvær med at sove om natten. Jeg græd også en hel del mere. Altså som i dagligt. Og råbte.

Ikke, at jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg havde stress-symptomer. Det var min læge som sådan heller ikke.

Stress.

En diagnose jeg næsten er flov over at sige højt.

Skal jeg fortælle hvorfor? (Og nu må I endeligt ikke dømme mig som arrogant eller andet, lov mig lige det!?)

Fordi det føles som sådan en folketendens. Fordi alle, jeg snakker med, er mere eller mindre småstressede. Fordi stress-sygemeldingerne flyver til højre og venstre. Fordi jeg i så fald er en af de svage, som ikke kunne modstå presset.

Jeg hader de der billeder med noget tekst, som florerer på internettet, som ”os med stress” kan svælge i: ”Du er ikke svag, du har bare været for stærk for længe” og lignende citater. Misforstå mig ikke. Det er jo ikke, fordi det ikke er fine tekster, men jeg kan bare ikke holde ud at være ”en af dem”.

Og hvad nu, hvis der slet ikke er et ”en af dem”? Hvad hvis virkeligheden er, at hovedparten af os alle går og har det sådan jævnt dårligt – altså i mere eller mindre grad?

Hvad hvis stress slet ikke er en folkesygdom mere, men mere en slags folketilstand? At større eller mindre dele af vores samfund i bund og grund er mere eller mindre stressede hele tiden. Jeg har på fornemmelsen, at stress er blevet sådan en folketing … Sådan lidt ligesom dengang alle folk ville have køkkenerne i hvid højglans, og de nu skal være petroleumsblå eller mørkegrønne. Det er mainstream, og tallene er (uhyggeligt) høje.

Jeg spørger mig selv, hvad der er årsag til problemet: Er det curling-generationens arbejdsmoral, den er gal med, eller er det i højere grad samfundet omkring curling-generationen? Er det telefonerne, som skaber hyperstimulering af os hele døgnet rundt, så vi slet ikke kan finde ud af at slappe af? Er det vores opvækst, hvor vi har fået blæst ørerne fulde af omverdenen om, at ”vi kan gøre, hvad vi vil, og at vi skal få det maksimale ud af livet?”

Ud fra tal fra Stressforeningen Danmark bliver min fornemmelse kun bekræftet. Lad os bare tage nogle af tallene:

430.000 danskere har symptomer på alvorlig stress hver eneste dag. Det svarer til cirka 12 % af Danmarks befolkning. Stress er derudover skyld i en halv million henvendelser i almen praksis hvert år. 
(https://blog.as3transition.dk/stress-statistik)

Min tese: Det tal er SÅ meget højere. Især, hvis man inkluderer alle dem med milde til moderate tegn på stress… hvilket vel heller ikke kan være super sundt? Uanset hvad: Det er virkelig mange!

Jeg tror ikke på, at vores stress i samfundet kun skyldes dårligt arbejdsklima. Jeg tror, det stikker dybere. Det gør det i hvert fald for mig, og da mit ”journalistiske virke” jo i høj grad bare er, hvad jeg synes, føler og oplever, bliver det altså fra mit point-of-view.

Måske er det følelsen af at skulle leve det ypperste og mest meningsfulde liv med perfekte relationer, et sundt forhold, glade unger, et pænt hus, et sundt og flot ydre, gode interesser osv. osv. osv. Hvem kan nå det ved siden af et 37-timers arbejde (plus interesse-timerne, som mange af os alligevel kommer til at lægge)?

Få, vil jeg vove at påstå.

Når det er sagt, har vi mennesker simpelthen et problem med det perfekte. Vi vil være det hele, og vi vil være det mere end godt. Jeg selv inklusive. Derfor er det også hamrende frustrerende, når vi så oplever ikke at kunne være det.

Hvis jeg var et krydderi, var jeg allroundkrydderi. Jeg er middelmådig til det meste, jeg laver, men til gengæld kan jeg tilføjes til næsten alt.

Hvis jeg var et krydderi, var jeg allroundkrydderi. Jeg er middelmådig til det meste, jeg laver, men til gengæld kan jeg tilføjes til næsten alt. Uden at være prangende (i øvrigt nøjagtig som allroundkrydderi). Jeg har let ved at indgå i forskellige sammenhænge, med forskellige typer af mennesker og til forskellige typer af arbejde.

Jeg synes virkeligt, det var svært at dyrke alle mine sider ved siden af en fuldtidsstilling. Især fordi jeg jo ikke ville være middelmådig – jeg ville være mere end god.

Spørgsmålet, som opstår i mit hoved, er så, om det er mine forventninger, der skal skrues ned? Er det godt nok at være en middelmådig dyrlæge? Ikke at være den bedste? Er det godt nok at være en middelmådig veninde, som ikke får ringet, en middelmådig datter, som ikke altid har overskud, en middelmådig kæreste og at gøre et middelmådigt forsøg på at dyrke nogle interesser? Tanken giver mig ærlig talt ubehag i maven. Jeg har virkeligt ikke lyst til at være middelmådig.  

Men altså, døgnet har jo kun 24 timer. Også selvom min mor ofte har drillet mig kærligt med, at jeg planlagde ud fra flere. Så i bund og grund er det vel ret simpelt:

Enten skruer man ned for antallet af timer, man er på arbejde. På den måde kan man måske være så perfekt man nu kan/vil være på arbejdet, men samtidig have tid (og energi) bagefter til også at yde godt på privatfronten. Det kræver selvklart, at man kan få kedelige, men ikke uvæsentlige ting som økonomi til at gå op.

Den anden mulighed er, at man enten skruer ned for forventningerne – enten moderat på flere punkter i ens liv eller rigtig meget på et sted. Jeg tænker fx, at man bedre kan hvile i at være arbejdshest og business-kvinde, hvis man slipper forventningerne om at skulle være den perfekte mor samtidig. Spørgsmålet er så bare, om man kan det?

Det bringer mig fluks videre til et andet punkt på dagsordenen: Med den øremærkede barsel til mændene er der opstået en ikke uvæsentlig diskussion imellem de kvinder, der mener, at der skal være en faktuel ligestilling blandt kønnene, med lige løn, lige vilkår og lige barsel og de kvinder, der mener, at kvinder skal hyldes for deres omsorgsgen, deres evne til at føde babyer og brystføde dem.

Diskussionen vil jeg ikke gå ind i. Men! Det har affødt et spørgsmål inde i mig. Jeg er bange for at stille det, for jeg vil egentlig gerne anskues som feminist – og ser på mange måder også mig selv som en, der kæmper for lige rettigheder.

Min stresssygemelding har alligevel fået mig til at tænke. Hvis man kigger på, hvem der primært bliver stressede, er det især kvinderne, der lider overlast:

I en undersøgelse i 2017 havde 29 pct. af kvinderne et højt stressniveau, mens det samme gjaldt for 21 pct. af mændene

Om det så skyldes, at kvinderne er bedre til at sygemelde sig, om det er kvinders perfektionisme, noget tredje, en kombi, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men, jeg vil alligevel – yderst forsigtigt!!!! – spørge ud:

Hvad nu hvis vi går imod biologiske instinkter, og det er det, der gør os kede af det?

Hvad nu hvis vi går imod biologiske instinkter, og det er det, der gør os kede af det? Som naturvidenskabeligt uddannet dyrlæge kan jeg ikke lade være med at kigge på dyrene og se, hvor stærke deres instinkter er. Vi mennesker er vel også født med en vis portion instinkter, som kultur, historie og samfund derefter påvirker. Men i sidste ende vil instinkterne vel altid være der – hvad end vi lærer og hører. Hesten er et flugtdyr, og selvom den lærer at gå ved siden af sin ejer uden at løbe væk, vil dens instinkt alligevel medføre, at den en dag flygter, hvis den møder alvorlige farer. Er vi blevet så kloge, at vi helt glemmer og undertrykker, hvad vores naturlige instinkter er?

Når jeg føler mig mest forbundet og mest grounded, er det, når jeg er i naturen og indsamler ting til et måltid. Når jeg senere bruger det i madlavningen, og jeg senere igen serverer det for min kæreste og mig selv, bliver jeg ganske enkelt glad. Men måske det faktisk stikker dybere end det. Jeg føler, jeg udlever noget af min essens. Et instinkt.

Da jeg arbejdede fuldtid – og i øvrigt stressede helt vildt – var noget af det, jeg frustreredes mest over, at jeg ikke kunne yde omsorg for min kæreste, for vores venner, for min familie, for hjemmet, for aftensmaden, for mig selv. Det stressede mig mindst lige så meget, at jeg ikke kunne nå og ikke havde energi til omsorgen, som selve arbejdet gjorde. Jeg har ingen børn, men jeg kunne forestille mig, at den følelse ikke mindskes af at være nogens mor.

Jeg siger ikke, at vi skal gå tilbage til et samfund som i 50’erne, hvor kvinden går hjemme. Jeg mener heller ikke, at man kan skære alle kvinder over en kam.

Jeg spørger blot, om en del af forklaringen (blandt en masse andre forklaringer) også kunne være, at en andel af kvinder – måske mig selv inklusiv – slet ikke er gearet til karriereræs, men i langt højere grad ønsker at passe på alt det, vi elsker? Måske det faktisk bliver FOR stressende og FOR hårdt både at ville være karrierekvinde, supermor, powerwoman, sexet kæreste, husholderske, yogi, marathonløber etc.?

Jeg ved det ikke, og jeg håber ikke, at jeg bliver slagtet. I stedet vil jeg virkeligt gerne høre fra både karrierekvinderne, de hjemmegående og dem midt imellem, hvad I tænker?

Jeg mærker i hvert fald selv, at jeg stortrives med mine nye arbejdstider på 20 timer ugentligt. At få lov at bruge vores have, sylte grøntsager derfra, samle urter og svampe i naturen, bage en kage til min kæreste, hygge om vores fælles hjem og base samt have tid og overskud til mine venner og familie. Kald mig gammeldags, bagud og røvsyg – men jeg kan lide det. Når det er sagt, så elsker jeg også at være dyrlæge. Jeg kan lide at arbejde, og jeg ville ikke trives med at gå hjemme og passe hjemmet fuldtid. Derudover hader jeg at støvsuge, hvorfor det aldrig har været min opgave herhjemme.

Måske er det ikke i mine start-tredivere, at jeg skal udleve drømmen om at være hardcore business-woman og topdyrlæge. Måske er det senere i mit liv? Måske er det aldrig?

Det, jeg tænker, er blot, at man skal prøve at være bevidst om, hvordan ens balance skal være, for at man trives bedst. Derudover tror jeg på, at der er en tid for alting. Måske er det ikke i mine start-tredivere, at jeg skal udleve drømmen om at være hardcore business-woman og topdyrlæge. Måske er det senere i mit liv? Måske er det aldrig?

Livet er heldigvis langt og fuld af kapitler. Lige nu er mit kapitel, at jeg er dyrlæge 20 timer om ugen, Frederiks kæreste i nogle timer, naturelsker i nogle andre, veninde, datter, klaverspiller, skabs-kunstner, amatør-yogi, hyggeskribent her hos Kiosk og en helt masse andet. Nå ja, og så er jeg rent faktisk ret glad og tilfreds for første gang i lang tid.

What do you think?

Written by Nanna Nørholm

Mit navn er Nanna. Jeg er en 30 årig nordjyde som efter en del år i København har vendt snuden hjem mod Nordjylland. Nu bor jeg i en lille by der hedder Tversted sammen med min kæreste Frederik. Til dagligt arbejder jeg som hestedyrlæge og ved siden af dette har jeg Instagramprofilen @udkansk med Frederik. Her beretter vi om livet i Nordjylland, deler have- og naturtips og hvad der ellers lige falder os ind.
Her hos mig er planen ikke lagt på forhånd, så jeg kommer til at skrive om det der lige rør sig i mig eller omkring mig. Selvfølgelig med et særligt og i min optik lidt for sjældent perspektiv.... nemlig en lille stemme fra Vendsyssel hvor min verden nu engang går fra <3

4 Comments

Leave a Reply
  1. Hej Nanna!
    Først og fremmest vil jeg gerne have lov at sige at det er en super god artikel du har skrevet!
    Jeg er normalt ikke en der sådan kommentere på ting, jeg læser og kigger for det meste bare med og ikke så meget mere. Men jeg bliver nød til at knytte en kommentar til din artikel, fordi jeg kan genkende så meget af mig selv i det du beskriver både om dig selv men også om de tanker du har, både ift. stress og livet i det hele taget. Jeg er selv midt i en sygemelding med stress. Og har mærket på egen krop hvad det gør netop, at ville det hele på en gang, som du beskriver i artikelen. Jeg har på samme måde skulle have mit arbejdsliv og liv i det hele taget op til revidering. Hvad er det egentlig der gør mig glad, hvad er det der gør at jeg trives, fungere, og har tid, energi og overskud til andre end mig selv og mit arbejde, som sygeplejerske. Jeg var lige startet i en drømme stilling og det var nok en af grundene til, at jeg havde svært ved at acceptere, at nu kunne min krop og mit hoved bare ikke mere, sammen med mange andre grunde. B.la. at jeg var flov over at skulle blive en af dem med stress, det kunne jo ikke passe, jeg har jo kun været uddannet i 3 år…. Men i sidste ende var jeg jo heller ikke tvivl om at det var stress og det var min læge heller ikke – præcis som du skriver…

    Jeg tror helt sikkert på, at der er noget omkring det du skriver. At der er et helt grundliggende indstinkt i os, så vel som kvinde som mand. Det kan jeg i hvertfald genkende fra mig selv. Og så er det indstinkt måske mere dominerende end ved andre.
    Men jeg tror også at der er blevet en helt grundliggende “normalisering” af at man skal have FOR travlt, for hvis man ikke har det er det helt “unormalt”. I hvertfald inde for det fag jeg arbejder. Og det kan man holde til, lige til man ikke kan holde til det mere. Så der nogen der for stoppet i tide og andre gør ikke.
    Jeg deltager i et mindfulness kursus (MBSR), som er et kursus over 8 uger. Det har gjort en forskel for mig ift at vide hvad jeg skulle gøre for at håndtere mine symptomer. Og supplerede til nogle af de redskaber jeg havde i forvejen.
    Jeg tror på, at hvis der kunne blive gjort mere ud af at få implementeret nogle mindfulness ellemneter i en arbejdsdag ville det kunne gøre en kæmpe forskel for mange mennesker, det er i hvertfald videnskabeligt bevist. Men det vil kræve meget af de enkelte og også af arbejdsgiveren. Når det så er sagt skal jeg da ikke gøre mig klog på, om det vil give mening på alle arbejdspladser, jeg ved bare at det ville give mening mange steder inden for mit fag.
    Nårh det var ikke mening at det skulle blive til en hel roman… – Det giver efter min mening bare rigtig god mening det du skriver og jeg kan identificere mig selv med meget af det du skriver! – vi er sku nok ikke så forskellige fra dyr vi mennesker, når det kommer til stykket 😉

  2. Hej Nanna. Hvor er det et vigtigt skriv, du har lavet. Din artikel rammer, mega bræt, nok mest kvinder, men jo også mænd. Jeg følger jer, på jeres private Instagram, så havde jo læst, du pt. er sygemeldt. Du og Frede har jo et travlt liv, i er unge, har mange følgere, jobs, hus & have, venner, familie, og jeres selv, helt privat. Derudover skal der handles, laves mad, gøre rent, hold da op, man er jo træt, bare ved at høre alt det man “skal” For hvem siger vi skal, det er jo nok mest os selv, der gerne vil have haven er pæn(det er jo nok mest Frede😉) Huset skal holdes, katten fodres, bilen skal vaskes osv. Jeg er en “ældre” årgang, jeg er fra 1971,dengang var livet anderledes, man flyttede bla. hjemmefra og boede ofte på et lille værelse med møbler der var lånt og fået hist og her. I og de unge idag, jeg kalder jeg, uden det er fordømmende luxus årgangen(min datter inkluderet) I flytter helst i hus/lejlighed med helt nye møbler, og alt passer sammen. Bare det, giver dem der IKKE har råd eller mulighed STRESS, for hvad gør man så? Alle vi jo følge med. Måske låner man nogle penge, måske er man en reklame sølje på Instagram præcis som jer, og mange andre unge. Mange levende reklame søjler, tjener kassen, og de er unge🤔De skal leve op til det hver eneste dag, som du også selv gjorde, trods du og Frede var mega nede på jorden og naturlige. Og tjente ikke helt kassen, men i har dog haft spændende folk at samarbejde med. Men vi taler ikke nyt køkken, nye biler, dyrt tøj, nye maskiner til køkkenet samt masser af hoten ophold, for heldigvis er I IKKE sådan. Og derfor er I vigtige for de unge mennesker,således at man kan se, at man også kan være smuk, have god uddannelse og så alligevel, så rammer man bunden. Kæreste Nanna, du har skrevet et fedt indlæg, du er en skøn person, det er i begge. Ville faktisk ønske, de unge, fyldte mere med hos jer. Så lidt til Fredes planter, og til når du lavede dine egne cremer. For de behøver jo IKKE koste 2800 kr for en lille krukke. Jeg er total vild med jeres liv på landet. Jeg er vild med det du skriver og gør, men vi skal huske, du også skal have fred, må trække stikket, og ride dig en lang tur langs vandet. Det giver velvære, for nogle, måske ikke dig. Og du er også en voksen klog kvinde, der selv skal finde vejen ud af din stress. Men du har delt ud af dig selv, det er stort.
    “Håber du vil finde din sti at gå på, nord, syd, øst eller vest, jeg tror DU ved bedst, vejen ligger for dine fødder. Tag din tid, lad dig ikke lokke, du kan din klokke, og ved når uret skal ringe”
    Tak for dine ord-tak for din ærlighed, og tak fordi vi må følge jer og jeres liv. Alt godt til dig♥️
    Knus fra Ann-christina Lyster Olsson

  3. Tak for din artikel, Nanna . Jeg er synes, det er så sejt at du er kommet frem til at en 20 timers arbejdsuge, er din vej til trivsel . Da jeg var i 20’erne, lovede jeg mig selv, at jeg ALDRIG ville ende i det hamsterhjul, jeg så mange omkring mig var havnet i . Og wupti, nu sidder jeg der selv, før jeg fik set mig om . Mand, børn, hus, sommerhus og økonomisk forpligtiget på en måde, hvor 20 timer om ugen ikke er nok til at få lortet til at hænge sammen 🙂 .. alt dette er selvforskyldt, det er jeg fuldt bevidst om ! Men jeg vil ønske nu, at jeg havde prioriteret anderledes .
    Til sidst vil jeg sige tak for jeres inspirerende Instagram profil !

  4. Hej Nanna
    Sikke en fantastisk artikel og virkelig rammende.
    Du har helt sikkert fat i noget i dine antagelser.
    For et år siden endte jeg selv i en stress/angst sygemelding som var arbejds relateret. 4 måneder tog det før jeg var rimelig på den den anden side, dog forandret. Corona har også gjort noget ved min opfattelse af, hvad et godt arbejdsliv er. Jeg ved at jeg gerne vil være selvstændig/min egen chef, så jeg selv kan bestemme, men det er ikke en jobtype hvor der skal arbejdes 60 timer om ugen…
    Jeg troede jer skulle piske rundt i karriere ræset men mærkede min intuition for de bløde værdier i livet og stile efter et arbejdsliv hvor jeg er min egen chef

Skriv et svar