Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in ,

Caroline Plummer: Crop top længe leve!

Jeg går meget sjældent med crop top, men da jeg var pre-teen og teenager tilbage i 90’erne og 00’erne, var det muligvis min favoritbeklædning. Til min store fornøjelse er meget af den mode, vi så i 90’erne og 00’erne, tilbage for fuld skrue – heriblandt crop toppen. Det er dog ikke lige nemt at acceptere for alle, og sidste uges debat gav mig lyst til at dedikere et indlæg til crop tops, unødvendig seksualisering og skam. Heldigvis endte skolen i Vejle med at trække deres forbud om crop tops tilbage efter protester fra skolens elever og forældre samt opbakning fra resten af landet, men forbuddet satte alligevel nogle tanker i gang, som jeg har lyst til at dele.

Først og fremmest, fordi jeg kan mærke, at jeg bliver træt helt ind i knoglerne, over at voksne mennesker føler sig berettiget til at diktere, hvordan ungdommen skal gå klædt. Specielt, når det bliver gjort på en måde, der problematiserer noget, der på ingen måde er et problem – nemlig noget så naturligt som hud! Hud for fanden!!! Det kan da ikke undre nogen, at unge mennesker føler sig forkerte i deres kroppe, når voksne (!) mennesker går ind og problematiserer et stykke bar hud. Det at italesætte påklædningen er én ting, men at man begrunder forbuddet med, at drengene ikke kan koncentrere sig i skolen, når pigerne har crop top på, er simpelthen noget af det mest langt ude, jeg nogensinde har hørt.

Det ville klæde forældre, lærere eller hvem end der har den slags samtaler, at opdrage drenge til, at de har et ansvar, og at det simpelthen ikke er andres problem end deres eget, hvis de ikke kan styre sig på grund af et stykke med bart.

Hvornår har det nogensinde været pigernes ansvar, om drengene kan koncentrere sig? Det ansvar må vel udelukkende være drengenes eget? Og er det ikke problematisk, at bar hud er blevet så seksualiseret, at nogle mennesker decideret mister koncentrationen? Nu tænker du sikkert: “Jamen, de er jo teenagere, og hormonerne flyver rundt i hovedet på dem, de kan jo slet ikke styre det.” Dertil må jeg bare sige: Nej, men det bliver de simpelthen nødt til. Det ville klæde forældre, lærere eller hvem end der har den slags samtaler, at opdrage drenge til, at de har et ansvar, og at det simpelthen ikke er andres problem end deres eget, hvis de ikke kan styre sig på grund af et stykke med bart. Jeg går ud fra, at forbuddet er blevet indført, fordi det var et reelt problem, men jeg synes, det er positivt, at man kigger ind i at løse problemet på andre måder end ved et forbud.

Da jeg gik i 3. klasse, var min favoritting i hele verden at slæbe alt mit tøj med i skole for derefter at slæbe det med over i SFO’en, hvor vi var efter skole. Her lavede nogle af pigerne og jeg modeshow for dem, der gad at se på. Det gad nogle af drengene, og det fik vi masser af sjov ud af. Under et modeshow skal der selvsagt skiftes tøj, og det gjorde vi naturligvis uden at tænke for meget over det – det skulle gå stærkt og der var ikke meget tid til at dække sig til, men bevares, vi var jo også kun 9-10 år gamle. En dag hev en ung, kvindelig pædagog min veninde og mig til side og informerede os om, at det, vi havde gang i, var dybt upassende. Man skulle ikke skifte tøj foran drengene, og kunne vi ikke se, hvordan det kunne opfattes? Min umiddelbare reaktion var, at jeg synes hun var åndssvag… Og så strømmede skammen ellers ind over mig. En skam jeg har oplevet tusind gange siden; når jeg har taget en kort kjole på i byen og pludselig står og skal hjem og føler mig helt eksponeret, upassende og dum: Hvad tænkte jeg på? Kan nogen få det forkerte indtryk? Er jeg selv udenom det, hvis der sker noget dårligt for mig? Mine forældre har, heldigvis, altid givet mig lov til at gå i det, jeg ville, uden at blande sig særlig meget, og debatten i sidste uge vidner om, at der, heldigvis, også er en masse seje forældre derude, der støtter deres børn i, at de skal tage lige det på, de vil.

Man bør ikke – hverken som pre-teen, teenager eller voksen føle skam over sin krop og sin seksualitet. Aldrig! Og vi bliver nødt til at kæmpe imod den form for kultur, hvis vi vil undgå kropshad, usikkerhed og skamfølelse hos de næste generationer.

Flere har pointeret, at pigerne udmærket er bevidst om, hvad de gør, og hvordan de opfattes af det modsatte køn, når de viser hud på den måde. Og det har de sikkert ret i. Det gjorde jeg sikkert også selv (så meget som man nu kan, når man er 9-10 år gammel). Men er det ikke det (især), ungdomsårene skal bruges til? At eksperimentere med grænser, se hvad der føles komfortabelt og finde sig til rette i egen krop og seksualitet?

Når der bliver sat begrænsninger, når der bliver “victim blamet”, og når der bliver skabt skyld og skam omkring bar hud på måde fra en alder, hvor pigerne ikke engang har fået bryster endnu, så har det konsekvenser. Man bør ikke – hverken som pre-teen, teenager eller voksen føle skam over sin krop og sin seksualitet. Aldrig! Og vi bliver nødt til at kæmpe imod den form for kultur, hvis vi vil undgå kropshad, usikkerhed og skamfølelse hos de næste generationer. Jeg synes, min generation har båret rundt på rigeligt kropsskam, og jeg er simpelthen færdig med det. Heldigvis lader det til, at episoden i Vejle har pustet endnu mere liv i den bevægelse, der allerede eksisterer i vores samfund i dag, hvor piger og kvinder går i det, de vil og ikke lader sig diktere. Det samme bør i øvrigt, hvis du spørger mig, gælde for drenge og mænd. Og på trods af hvad nogle har pointeret, så tror jeg alligevel, at folk er i stand til at skelne og ikke tage den for langt og eksempelvis “gå på arbejde i bar overkrop”, som en supporter af forbuddet ellers brugte som argument.

Så hvad har episoden på skolen i Vejle lært os? Den har lært os, at vil man gå med crop top, skal man frit have lov til at gøre det. Man skal også have lov til ikke at gå med crop top, hvis det er det, man vil. Det vigtige er, at det er en selv og ingen andre, der skal bestemme det.

What do you think?

Written by Caroline Plummer

Caroline er en 30-årig millennial med stort M. Hun er cand. mag. i Engelsk fra Københavns Universitet, hvor hun skrev sit speciale om cultural appropriation, og hvor hun desuden lige nu læser sidefag i Film - og Medievidenskab for at kunne undervise i Mediefag. Caroline har prøvet kræfter af i magasinbranchen, i filmbranchen og senest i mediebranchen, hvor hun har arbejdet de sidste syv år. Caroline mener selv at popkulturen har været med til at forme hende - på godt og ondt - og hun elsker at dykke ned i diverse popkulturelle fænomener og forsøge at finde ud af hvordan de er opstået og hvordan de påvirker den verden vi lever i.

Skriv et svar