Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in ,

Line Ingrid: Rekordmange ændrer navn – hvorfor er det et problem?

Forleden hørte jeg et indslag i radioen om navneændring. Nyheden gik på, at rekordmange har ændret navn under Corona. Tal fra Danmarks Statistik viser en markant stigning. I 2020 ændrede 29 procent flere personer fornavn sammenlignet med gennemsnittet for perioden 2015-2019.

Fordomme og undren

Indslaget gik selvfølgelig på, hvorfor i alverden folk kan finde på at ændre navn. Den generelle undren i indslaget blev efterfulgt af en solid mænge fordomme: ”Folk har simpelthen haft for meget tid” eller ”Det er, som om de, der ændrer navn, vitterligt tror på, de får bedre karma.” Radioværterne fortsatte med fordomme på fordomme.

I et kort øjeblik følte jeg mig ramt. Jeg følte et instinktivt behov for at forsvare mig selv. Jeg er nemlig en af dem, der har foretaget navneændring under Corona.

Hverken på grund af karma eller for meget tid

Inden første lockdown stod der ”Line Hedemann Andresen” på mit sundhedskort. I dag, et år efter, står der ”Line Ingrid Hedemann Mikkelsen”. Mit navn er hverken ændret, fordi jeg får mere karma, eller fordi jeg har haft for meget tid. Så hvorfor?

”Friskhed, lethed og følelsen af at være et nyt menneske”

For det første har jeg endnu ikke i mit 23-årige liv oplevet en lærer, en læge eller for den sags skyld særlig mange af mine venner udtale mit efternavn korrekt. Der er stort set altid sneget sig et ’a’ ind mellem ’e’ og ’s’ – ”Andreasen”. Udover den detalje, så har efternavnet en tilknytning til min far, som jeg i mange år ikke har haft kontakt til. Efter et helt ungdomsliv, hvor jeg dagligt har måtte stå ansigt til ansigt med et efternavn, og en far, som jeg på mange måder ikke kan identificere mig med, foretog jeg ændringen i april 2020. Det betyder, at jeg nu har min mors efternavn 100 % og et mellemnavn efter min oldemor.

“Hvis man er utilfreds med noget ved sin krop, skal man sgu bare ændre det.” Netop den sætning satte gang i tankerne hos min veninde, som derfor ændrede sit navn.

Navneændringen gav mig en følelse af friskhed, lethed. En følelse af, at være et andet menneske. Det var lidt som at få en ny start. Men samtidig medførte det også en del fordomme, spørgsmål og en forudindtaget holdning til, hvorfor jeg pludselig skiftede navn.

Undskyldende argumentation

Når folk har spurgt mig, hvorfor jeg valgte at ændre mit navn, har jeg med det samme følt et behov for at argumentere i en undskyldende form i stedet for at stå ved det faktum, at jeg hadede mit efternavn. Den samtale tog jeg med en veninde, som også har ændret navn under corona. Hun fik fjernet en del af sit fornavn. Hun fortalte mig, at hun gjorde det under corona, fordi hun dermed håbede, at folk ikke ville opdage det – fordi hun ikke magtede konfrontationen.

Jeg kan huske, at min veninde fortalte om en podcast, hvor værten havde udtalt noget i stil med: ”Hvis man er utilfreds med noget ved sin krop, skal man sgu bare ændre det”. Netop den sætning satte gang i tankerne hos min veninde, som derfor ændrede sit navn. Som vi sad der, kunne jeg ikke lade med at tænke og håbe på, at folk med tiden vil have det på samme måde med navneændring.

Manglende forståelse fra familien

Både min veninde og jeg har oplevet kommentarer fra vores familier, der på mange måder havde svært ved at forstå vores beslutning: ”Hvorfor var det nu så vigtigt?” I mit tilfælde var især tilføjelsen af ’Ingrid’ et samtaleemne. Især mine søskende grinede af det, selvom det var en hilsen til vores fælles oldemor. De så det som en pludselig indskydelse fra min side – og jeg hoppede med på den fjollede tone, og lod som om, at det også bare var sjovt. I virkeligheden blev jeg bare flov, når jeg gang på gang skulle forklare mig.

Men sandheden er bare, at hverken min veninde eller jeg identificerede os med vores navne fra dåben – af den ene eller anden årsag. Vi var ikke tilfredse med den del af os, som virkelig fortæller os, hvem vi er, og derfor ændrede vi det. Jeg har svært ved at forstå, hvordan det kan være så meget anderledes end at få fjernet et par bryster – eller tilføjet dem for den sags skyld – af identitetsmæssige årsager.

Jeg føler, vi lever i en tid, hvor refleksion er i højsæde. Jeg oplever, at flere unge stiller spørgsmål ved deres identitet og valg.

Jeg har endnu ikke oplevet kritikere sige: ”Fik hun/han fjernet sine bryster, fordi han havde for meget tid til sig selv?” eller ”Er det bare, fordi hun/han gerne vil have mere karma i livet?”

Mavepinen vinder over glæden

Jeg føler, vi lever i en tid, hvor refleksion er i højsæde. Jeg oplever, at flere unge stiller spørgsmål ved deres identitet og valg. Det har fx netop været konfirmationstid, hvor mange flere i dag tager aktivt stilling til tro/ikke-tro, end dengang jeg blev konfirmeret. Det vidner om en generation, der tænker over tingene, og hvor det selvstændige valg er vigtigt. Derfor skuffer det mig, at min mavepine vinder over glæden, når jeg efter lang overvejelse får skiftet navn. At man stadig lever i en tid, hvor et forældet syn på ændringer ved egen ’krop’ kan forarge den generelle befolkning.

Derfor håber jeg virkelig, at den her stigning fortsætter, så vi med tiden kan normalisere vores tilgang til generelle ændringer ved os – kroppe, navne eller noget helt tredje. Folk fortjener at ændre det, de ikke er tilfredse med. I bund og grund er livet i virkeligheden for kort til at være ked af, hvem man er. Så hvis du sidder derude med en lyst til at ændre noget ved dig selv, skal du ikke stå skoleret overfor mig. Gør det, der gør dig glad, og så må vi sammen bidrage til at normalisere ændringer ved sig selv.

Danmarks Statistik har undersøgt, hvad der er sket under Covid 19. Læs om de mange navneændringer, og hvad der ellers er sket i en særlig tid her.

What do you think?

Written by Line Ingrid

Jeg er en 23-årig kommunikationsstuderende og er netop ved at færdiggøre min bachelor i Dansk. Udover at være studerende, er jeg også studentermedhjælper hos Kiosk. Jeg interesserer mig for kommunikation, sprog og retorik. Jeg har ofte en holdning til den aktuelle debat og giver gerne mit besyv med. Min tilgang er ofte at finde en tredje vinkel, hvilket er et udfordrende ’skrive-mål’. Jeg er dog overbevist om det sunde i, at se tingene fra andre sider, end de to sider, som medierne ofte stiller op som modsætninger. Jeg elsker at bryde tabuer, og håber derfor, at jeg med tiden også kan give mit bidrag til dette. Jeg er ærlig, ufiltreret og nysgerrig. Mit håb er, at I vil tage godt imod mine indlæg. Dernæst håber jeg, at I vil være med til at udfordre mig, og hinanden, gennem en god debat og nye synspunkter – hvem ved? Måske kan du og jeg faktisk udvide vores horisont.

Skriv et svar