in ,

Tre generationers syn på feminisme: ‘Der er masser af steder, hvor vi slet ikke gør det godt nok endnu, som kan gøre mig rasende’

LYT TIL HELE INDLÆGGET HER

Ordet feminisme giver efterhånden anledning til en del forskellige anskuelser, debatter og dilemmaer både i den offentlige debat, men også i privaten. Men hvad ligger der bag ordet, og hvordan ser vi forskelligt på, hvad feminismen har gjort, gør, kan og skal i fremtiden?

Det spurgte jeg tre generationer af kvinder fra samme familie om. Mor, datter og farmor/svigermor. 

Yderst til venstre på billedet sidder, Louise Warberg Hækkerup, 46 år og er uddannet advokat og har eget tøjfirma.
I midten sidder Lise Hækkerup, 74 år, uddannet bibliotekar, voksenunderviser og har været medlem af folketinget og medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, og er nu pensioneret.
Til højre sidder, Anne Sophie Warberg Hækkerup, som er 21 år og studerer Økonomi på Københavns Universitet. 

Den brede definition sådan som ordet beskrives, når det søges frem lyder således: ‘Feminisme er en betegnelse for en række politiske bevægelser, ideologier og sociale bevægelser, som har det fælles mål at definere, etablere og opnå politiske, økonomiske, personlige og sociale rettigheder for kvinder, der er ligestillet med mænds.’

På Østerbro bor den yngste af de tre kvinder, Anne Sophie, sammen med sin kusine. Her mødtes jeg med de tre generationer Hækkerup en eftermiddag. Vi fik alle skænket kaffe i kopperne og taget en scones. Og mens vi satte os tilrette, spurgte jeg: 

Hvad betyder feminisme for dig?
 

Anne Sophie, 21 år:
‘Der er forskel på, hvordan jeg opfatter feminisme i medierne, og hvordan jeg taler med mine veninder om det. Fordi jeg er opvokset her på Østerbro, så er jeg opvokset med mange veninder, der også vil sige, de er feminister. Jeg tror også, jeg selv vil sige, jeg er feminist. Men det er ofte noget folk har rigtig mange holdninger til, så jeg tror ikke alle ville mene, jeg var feminist. Den måde jeg opfatter feminisme på, handler meget om ligestilling. Derudover er det en analyse af verden og en måde at se verden på. Der er forskel på, hvordan man ser på ligestilling. Feminisme handler for mig om reel ligestilling og ikke kun formel ligestilling.’ 

LÆS OGSÅ: Feminismens fire bølger forklaret på ét minut!

Louise, 46 år:
‘Jeg tror slet ikke, jeg har gjort mig så mange tanker, som min datter har. Jeg ved ikke, om det er kendetegnet for min generation, men jeg har taget det meget for givet, at alle har samme rettigheder og muligheder. Det er ikke et særlig stort emne i min vennekreds, det er allesammen veluddannede kvinder, og jeg mener alle har haft samme rettigheder og muligheder som mænd. Jeg regner bestemt med, at min datter har samme muligheder i samfundet, som mine sønner har. Det har ikke fyldt meget for mig, fordi jeg ikke på den måde føler mig anderledes behandlet. Jeg kan ikke identificere mig med at være brændende feminist.’

Lise, 74 år:
‘For mig er feminisme lig med en kamp. Ganske enkelt. En kvindekamp. De fordele man har nu, de er ikke kommet af sig selv. Det har været en lang sej kamp. Det gælder barselsorlov, det gælder normeringer i daginstitutioner og uddannelsesområdet f.eks.
Der har altid været argumenter imod kvinder. Hvorfor må kvinder ikke komme på universitetet? Det måtte de ikke, fordi de ikke var tilstrækkeligt kloge. Når de så endelig kom på universitetet, hvorfor måtte kvinder så ikke læse medicin? Det måtte de ikke, fordi de måtte ikke vide noget om den mandlige anatomi. Hvorfor måtte kvinder ikke læse jura? Næh, det måtte de ikke, fordi de ikke ved noget om retfærdighed. Hvorfor måtte kvinder ikke være i bankbestyrelser? Fordi kvinder har ikke sans for økonomi.’

‘Hele tiden har kvinder måtte støde på barrierer, hvis de ville noget. Min pointe er i virkeligheden, at kvinder skal være dobbelt så dygtige som mænd. Og mænd danner netværk for sig selv, og de er meget lukkede. Da jeg var forskningspolitisk ordfører i Folketinget, der var 8% af professorer kvinder. Alle de andre 82% var mænd. Dvs. kvinder støder mod et fuldstændigt usynligt loft. Det er meget tankevækkende. Også når man tænker på jeres uddannelser (Lise kigger på Anne Sophie), har det måske også været præget af, at professorerne var mænd.’ 

Hvis man kigger på nogle af de seneste års tal, var der lige knap 20% i 2017 og 23% kvindelige professorer i 2019 på de danske universiteter, hvoraf resten er mænd. Anne Sophie kan genkende tendensen på KU, og fortæller:
‘‘Sådan er det meget på Økonomi uddannelsen på KU, hvor jeg går. Der er kun en håndfuld kvindelige professorer og lektorer – der er langt, langt flere mænd. Jeg går på andet semester, og alle mine forelæsere har været mænd indtil videre – og mit hold har kun haft én kvindelig underviser ud af seks.’

‘‘Sådan er det meget på Økonomi uddannelsen på KU, hvor jeg går. Der er kun en håndfuld kvindelige professorer og lektorer – der er langt, langt flere mænd. Jeg går på andet semester, og alle mine forelæsere har været mænd indtil videre – og mit hold har kun haft én kvindelig underviser ud af seks.’.’

Rødstrømper og ligeløn
Der gik ikke længe, før de tre kvinder og jeg selv havde en masse emner, der kunne diskuteres på baggrund af det ene ord: feminisme. 

Det interessante ved samtalen kunne derfor være, hvordan generationerne hver især kigger på de bevægelser, der har været tidligere. Derfor lød mit næste spørgsmål således:

Hvad har generationen før dig gjort af gode ting i forhold til feminisme?

Anne Sophie:
‘Der har været en kontinuert kamp for kvinders rettigheder i generationerne før, og specielt også folk med en anden seksuel orienterings rettigheder. Der er virkelig sket meget på et par generationer. En generation tilbage har de været gode til at udbrede det, der har været kæmpet for tidligere, så det ikke længere er uden for normen, at kvinder klarer sig godt. Det er mere blevet normen. Det er selvfølgelig stadig ikke helt ligestillet, men der er meget større ligestilling i min mors generation, end der var i min farmors,’ siger Anne Sophie. 

Og netop farmor Lise har oplevet de tidlige feministiske bevægelser helt tæt på. Lises mor blev født i 1916, som er året, efter at kvinder fik stemmeret.

Lise:
‘Mine bedsteforældre syntes, at alle deres børn skulle have en uddannelse. Så det har været en selvfølge i hele min opdragelse. Min søster var meget aktiv rødstrømpe. Hun var med til at besætte busser og sporvogne, fordi der var forskel på mænds og kvinders løn for samme arbejde, og derfor nægtede de en gruppe kvinder på en given dag at betale fuld pris for en busbillet, og blev derfor båret ud af politiet.’

‘Kvinder fik mindre i løn end mænd, ergo skulle de ikke betale det samme for en busbillet. Så det var en måde at demonstrere imod det. Det var et faktum, at der ikke var ligeløn. Det har vi i dag, men nu er det noget andet, for til syvende og sidst så er det kvinderne, der taber, fordi de ikke har den samme pension, fordi de er gået på barsel og har haft orlov og nedsat arbejdstid osv. Men formel ligeløn det har man alligevel fået.’ 

Louise:
‘Jeg synes, de har gjort vanvittig mange gode ting. For mange af forældre generationerne før min, var de fleste af kvinderne hjemmegående, og det var jo helt en anden verden. Det har generationen før mig ændret efter min opfattelse. Så langt de fleste er blevet meget mere ligestillede med deres mænd og blevet meget mere en del af arbejdsstyrken osv.’

‘Så jeg føler, det har været fuldstændigt forventet for min generation, at kvinderne gik ud og fik akkurat den samme uddannelse som mænd og det samme job. Jeg føler, der er sket et stort ryk faktisk to generationer tilbage. Jeg føler slet ikke, jeg har haft de ting at kæmpe med, som generationerne før har haft.’

Louise og Anne Sophie kan som mor og datter en gang imellem diskutere deres forskellige syn på, hvordan ligestillingen i dag står til, og Anne Sophie kommer med en indskydelse til sin mors udtalelse: 

Anne Sophie:
‘Men der er stadig stor forskel på, hvad kvinder og mænd tjener i sidste ende. Hvis man f.eks. er uddannet økonom er der flere 100.000 kroner i forskel på den gennemsnitlige årsløn. Noget af det kan forklares med præferencer, der er mange flere kvinder i den offentlige sektor i forhold til den private. Men selv inden for det private er der stor lønforskel. Selvfølgelig er noget af det pga. barsel eller andet, man selv har valgt, hvilket man også kan kritisere, fordi det også er strukturelt betinget, hvem der vælger det. Men der er også forskel i, hvordan man agerer til en lønforhandling, og hvordan en chef der måske er mand, reagerer.’

Anne Sophie: ”..Men der er stadig stor forskel på, hvad kvinder og mænd tjener i sidste ende. Hvis man f.eks. er uddannet økonom er der flere 100.000 kroner i forskel på den gennemsnitlige årsløn.”

Kvalitet kan ikke måles i tid
Når det kommer til uddannelse, arbejde og åbenhed om seksualitet, kan de tre generationer alle se en positiv udvikling. Derfor spurgte jeg yderligere: 

Hvad mener I generationerne efter jeres egen, ikke har gjort godt nok?

Louise:
Jeg tænker, at mange af dem fra den nyere generation er mere fremme i skoene og progressive, end jeg selv er, når det kommer til bl.a. feminisme. I fremtiden burde man måske få øjnene op for, at kvalitet ikke kun kan måles i tid. Som advokat fornemmer jeg, at kvinder forlader branchen i stor stil, fordi de ikke vil lægge de 70 arbejdstimer, der skal til.’

‘Så kan jeg godt blive lidt gammeldags og sige, hvem er det, det er synd for? Jeg synes, det er synd for mændene, fordi hvordan får du et værdifuldt liv? Får du det ved at tjene en million eller to eller fem om året, eller får du det ved at være hjemme ved dine børn kl. 16 hver eftermiddag? Hvad er diskussionen om ligestilling? Er det ikke nogen gange mændene, det er synd for – dem der ikke har opdaget værdien i livet?’

‘Der er jeg meget anderledes end de unges generation, tror jeg. Når kvinder og mænd kommer tilbage fra barsel, så arbejder mændene videre i stor stil og kvinderne siger, det her liv det er ikke det værd, jeg gider ikke gøre den indsats. Hvad giver lykke i sidste ende, og hvem bliver snydt i sidste ende? Dem der får de høje stillinger, eller dem der ikke får familielivet? Der er jeg mere rolig, for der føler jeg selv, at kvinderne selv melder fra.’

Anne Sophie:
‘Jeg synes, min mor har ret i det her med, at man ikke kan sige entydigt, hvem der er vindere i det her. Det tænker jeg også, man nogen gange glemmer, når man snakker om feminisme. Det er ikke kun en kamp for kvinder, men en kamp for ligestilling generelt. Så jeg synes også, det er synd for de mænd, der ikke føler, de kan tage barsel, fordi de skal forsørge deres familier, eller fordi det ikke er kutyme på arbejdspladsen.’ 

Lise:
‘Men man vil jo også det hele. Man vil bo i København og ikke rykke ud i forstæderne. Og så skal der altså en vis økonomi til. Derfor skal en af parterne have et fuldtidsjob. Så det er ikke alle, der bare kan trække sig tilbage.’ 

Blev kaldt slavetøs på arbejdet
Lise fortæller yderligere, hvor hun mener, der er sket et svigt i forhold til de nuværende generationer:
‘Et sted hvor vi har svigtet med ligestilling, der vil jeg sige, der har min og din Louises generation svigtet i forhold til MeToo. Vi har lært vores piger og drenge, at de skal forsvare sig. De skal forsvare sig f.eks. fysisk mod et fysisk overgreb, det kan jeg huske, vi havde i gymnastiktimerne i forsvar i 60’erne.’

‘Pigerne de lærte at stikke fingrene ind i øjnene og et knæ mellem benene. Men der er jo et step før det. Og der har vi ikke sagt fra. De der tilnærmelser og lumre bemærkninger, der har vi ikke været opmærksomme nok. Det har jo ført til grusomme ting nu mth. MeToo. At sige fra og henvende sig højere oppe, der synes jeg, min generation har svigtet.’

Lise: “Pigerne de lærte at stikke fingrene ind i øjnene og et knæ mellem benene.”

Louise:
‘På min arbejdsplads var der en af cheferne et af de steder, jeg var, der generelt spurgte mig, om jeg ville være hans slavetøs. Det er jo ikke, fordi der er gået skår af mig, det er lidt komisk. Det var generelt, at han kaldte mig det. Men man er også lidt pæn pige-opdraget, og jeg gider jo heller ikke være den, der ødelægger den gode stemning ved at lave problemer osv., så det blev bare et grin. Så ville han have nogle bolsjer inde i min skuffe, så han kunne ‘’stikke fingeren i skuffen’’. Men jeg har jo altid bare grint og aldrig sagt fra. Det ville man jo ikke finde sig i idag, hvis en chef kaldte dig slavetøs. Der tror jeg, vi er de pæne piger, og vi vil ikke ødelægge den gode stemning.’    

Louise: “På min arbejdsplads var der en af cheferne et af de steder, jeg var, der generelt spurgte mig, om jeg ville være hans slavetøs.”



Hvordan ser I fremtiden i forhold til feminisme?
Selvom vi alle sidder og griner lidt af de spøjse oplevelser, man har oplevet både på arbejdspladsen, men også med venner og i skolesammenhæng, så er der stadig et delt land, når det kommer til, hvordan man skal håndtere de mange forskellige holdninger, der er til ligestilling. For hvordan ser fremtiden ud?

Louise:
‘Man skal tale pænt og ordentligt, og så snart man ved og har forstået, hvad en gruppe/person, gerne vil kaldes, skal man selvfølgelig kun kalde gruppen/personen dette. Men nogle gange, kan det være svært at følge med i, hvad der er politisk korrekt, og der håber jeg også, at modtageren vil have forståelse for, at man måske må guide lidt, og at alt ikke er sagt med en nedladende bagtanke. Men alle sjove jokes om andre, om homoseksuelle, sorte mm. skal selvfølgelig væk. Det er godt, der bliver kæmpet videre for, at der ikke bliver talt ned til nogen. Min generation har måske været mere sådan, ha-ha en sjov homojoke.’

Anne Sophie:
‘Feminisme er gået fra at handle om to køn til generel ligestilling. Det er meget bredt. For mig er reel ligestilling stadig meget vigtig. Der er et symptom på, at der ikke er ligestilling, når kønnene fortsat vælger så forskelligt, som de gør. Jeg håber, vi får bredt ligestillingen mere ud – feminisme skal ikke kun være et københavner-fænomen.’

Louise:
‘Retten til at være sig selv. Som mange ting er det en bevægelse, der starter et sted og forhåbentlig bliver mere gængs. Det er også en kamp udover landets grænser. Jeg håber, det vil sprede sig. Og de unges skingre stemme den kan nogen gange være god til at råbe de her ting op. Jeg vil stadig være bange eller bekymret for, hvis jeg havde en søn der gik hånd i hånd med sin drengekæreste på Nørrebro. Og det skal man jo ikke. Så nogen steder der er vi slet ikke kommet langt nok endnu. Der er masser af steder, hvor vi slet ikke gør det godt nok endnu, som kan gøre mig rasende.’ 

Udenfor er eftermiddagssolen så småt ved at gå ned, og kaffekanden har snart været tom i noget tid. Så jeg takker de tre kvinder for deres tid og siger farvel.

På vej hjemad tænker jeg; Mener de fleste mon overhovedet at feminisme vigtigt i 2021? Hvad synes du?

Feminismens fire bølger på ét minut!

Se Magnus Moths explainer om feminisme herunder.

Kunne du lide indlægget?

Indlæg af Amalie Sofie Olsen

Uddannet journalist, 27 år og i gang med en kandidat i journalistik på SDU suppleret af fag på CBS, og er samtidig vært her på Kiosk, hvor jeg har været med fra den spæde start og stået for Kiosks identitetsudvikling, teknisk opsætning og samtidig har ansvaret for Kiosks sociale medier.
Jeg har en aktivistisk og innovativ tilgang til mit fag, og jeg tror på, vi kan omforme journalistens rolle og mediernes rolle i dag til noget helt nyt, som ikke går efter sociale mediers agenda og clickbait, men tager borgeren i hånden, samtidig med at jeg som journalist skal kunne varetage langt flere tekniske egenskaber i et digitalt univers. Du kan altid skrive til mig, hvis du har emner eller andet, jeg skal undersøge. //amalie@kiosk.social

Skriv et svar