Ét land, to kulturer: Grønlandske og danske Francisca står i midten

18 dage har jeg tilbragt i den vestgrønlandske by og tidligere amerikanske militærbase, Kangerlussuaq, der fungerer som by, lufthavn og mellemstation for rejsende til hele Grønland.

Her befinder vi os 30 km fra indlandsisen, hvor kulden kan mærkes kraftigere, jo tættere, du kommer på, og forbarmer sig over dig med dens vilde og bombastiske udtryk i et ellers grønt og klippet landskab uden et eneste naturligt voksende træ.

I Kangerlussuaq lever der ca. 500 indbyggere, og det kan mærkes, når man kører gennem byen på den eneste trafikerede vej med Grønlands største vejnet. I Kangerlussuaq vinker næsten alle til hinanden, når du kommer kørende gennem byen. Og for at komme ud af byen skal du enten flyve, sejle, køre ATV, snescooter eller tage hundeslæde, hvor de to sidste muligheder kræver, at landskabet er dækket af sne.

Spørgsmålene i mit hoved til Grønland, Kangerlussuaqs indbyggere og relationen til Danmark vokser i takt med dagene, når jeg vågner op forskellige steder i både natur og by.

Grønlandsk identitet har mange nuancer
Heldigvis kunne min nysgerrighed forløses, da jeg fik henvendt mig til en af de lokale. Francisca Davidsen Olsen. Francisca er 23 år, og bor i Kangerlussuaq i lejlighed. Francisca har 22 slædehunde i en hundegård i Kangerlussuaq, og hun kan måske svare mig på alt det, jeg ikke blot kan læse mig til. Nemlig både hvordan relationen er mellem grønlændere og danskere, men også hvordan det er både at være grønlandsk og dansk. Franciscas far er halvt dansk og halvt grønlandsk og mest dansktalende, og hendes mor er helt grønlandsk. Francisca har også en tvillingesøster, der hedder Stella, som bor i byen Sisimiut med resten af de slædehunde, som søstrene har delt imellem sig.

En opvækst på Grønland adskiller sig hurtigt fra den danske, bl.a. fordi afstandene er så store mellem hver by, og det samtidig ikke er alle, der har midlerne til at rejse rundt.

– Jeg er født på Grønland, jeg har ikke boet i Danmark udover at være et halvt år på efterskole. De første syv år af mit liv boede min mor og far sammen ude i Sisimiut, og da de gik fra hinanden, flyttede vi herind til Kangerlussuaq med vores far. Jeg flyttede så igen til Sisimiut i tre år for at gå i gymnasiet som 15-16 årig. Her boede jeg på et fælleskollegie i en kæmpe husblok for børn under 18 med mange andre unge, der kom forskellige steder fra på kysten.

Francisca har skullet stå på egne ben en del gange, og da jeg stillede spørgsmålet: Hvad er forskellen på danskere og grønlændere? Svarede hun:

– Jeg synes, der er stor forskel på grønlændere og danskere generelt. Men jeg synes også, der er stor forskel mellem grønlænderne internt på Grønland. Der er de helt grønlandske – de er ikke sammen med danskerne, og snakker kun med grønlændere. Så er der dem, der er danske, som kun snakker dansk og med danske venner. Og så er der sådan en som mig i midten, der hverken er anti-dansker eller anti-grønlænder.

Afstandene gør, at byerne på Grønland ligger isoleret fra hinanden, og det kan ses på en befolkning med vidt forskellige tilgange til turister, men også måden de ser verden på.

Francisca kender til de forskelle, der er, når man bevæger sig rundt i landets byer. Og hun fortæller, at der generationerne imellem er stor forskel på, hvordan man interesserer sig for sin egen kultur.

– Der er forskel på, om du kommer fra en af de her store byer med 5000 mennesker, eller om du kommer fra en lille bygd med 100-200 mennesker. Mellem grønlændere og danskere er der en vidt forskellig mentalitet, selvom vi kender hinandens kulturer. Jeg føler lidt, at nogle af dem fra mine forældres årgang, de er meget anti-grønlændere, de har ikke villet lære noget om deres grønlandske kultur, fordi de blev opdraget til at prøve at være danske. Så i stedet for at lære, hvad deres forældre lavede – fiske, jage eller andre ting fra fangerkulturen – så har de hellere villet have et mere almindeligt arbejde. Men lige pludselig er der en generation før mig, som gerne vil lære om deres egen kultur, forklarer Francisca.

Politiken udgav en tema-sektion om Grønland i slutningen af juni. Her taler flere af de interviewede unge grønlændere om inuitkulturen.

– Politiken har for nyligt skrevet et temaindlæg om Grønland, men kun valgt at tage én gruppe af grønlændere og deres udtalelser om Grønland. Det er de her 18 unge i Nuuk. Journalisten har valgt kun den ene del af den grønlandske befolkning, som er meget grønlandske i deres mentalitet. De unge viser, at de går meget ind for, at man skal værne om sin kultur med inuit-tatoveringer osv. Hvor de gerne vil understrege, at de er grønlændere.

Ifølge Francisca er det et lidt for ensidigt billede at tegne, da Grønlændere er mange forskellige ting.

– Jeg synes jo, jeg er ligeså meget grønlandsk som måske ikke dansk, men jeg er dansktalende og har danske og grønlandske venner. Det er ikke, fordi jeg hader nogen parter, men jeg blev lidt chokeret over, at Politiken skriver et tema om Grønland, og så vælger de kun én gruppe, som kun viser ét synspunkt.

Midt imellem modpoler
Ligeså spredt som afstandene er på Grønland, ligeså splittet kan man føle sig, når man både har en grønlandsk og dansk baggrund. Som datter af en grønlandsk mor og en blandet grønlandsk og dansk far kunne Francisca i sin opvækst stå lidt i midten.

– På min mors side er de er meget grønlandske. Danskere taler de ikke altid godt om, da de nogle gange mener, at danskerne kommer herop for at tage de gode arbejdsstillinger, hvor de ikke altid forstår de lokales sprog og kultur. Hvorimod på min fars side har jeg f.eks. en faster osv., som måske ikke taler så meget grønlandsk, men de har så meget mere forståelse for grønlandsk kultur. Og på den anden side står nogen grønlændere lidt og kritiserer danskerne på Grønland. Så jeg har lidt to modstridende poler, hvor jeg står lidt i midten af alt det, som blev skabt for mange år siden af bl.a. Hans Egede. Han prøvede at gøre Grønland til et kristent land, hvor jeg er sådan lidt et biprodukt af de to ting. På en eller anden måde har jeg sympati for, at min mors familie føler sig lidt udsatte. Men på den anden side tænker jeg, kan de ikke tale med nogen om det, vi er allesammen blot mennesker. På min fars side kan jeg godt forstå, at de kan være trætte af ikke at blive accepteret som en del af det grønlandske samfund, men kaldt danskere, selvom de måske ser sig som grønlændere.

Grønlandske ’’curlingbørn’’
Der er flere ting, jeg ved mit besøg hos Francisca godt kunne tænke mig at spørge ind til. Én af de ting er den høje selvmordsrate, der er på Grønland.

Når man bevæger sig rundt i Kangerlussuaq, ser man børn lege på fodboldbanen, der ligger i byen, men ellers er der meget stille og ikke et fyldt gadeliv, som du ser i blot en mindre by i Danmark. I Kangerlussuaq passer man meget sig selv, og hvis du vil på eventyr, skal du pakke dig godt ind og kende din vandrerute.

Francisca kender desværre godt til den høje selvmordsrate.

– Jeg kender folk, som har begået selvmord. Jeg tror i bund og grund, at det er, fordi der er nogle mennesker, der ikke er så gode til at vise deres svagheder eller har svært ved at acceptere deres opvæksts op- og nedture. De går ikke rundt og råber efter hjælp, og hvis de gør, er det måske i ti minutter, hvor ingen lægger mærke til det. Vi kan jo alle sammen godt være kede af det, men det er et helt andet niveau at begå selvmord. Jeg tror oftest, det er det her med, at man ikke siger sin mening, eller man ikke har lært som barn at sige sin mening på den rigtige måde. Det hedder noget specielt på grønlandsk: nukatsitsineq sernersarneqarneq. Jeg talte for nyligt med en ven om det. Det kan forklares kort sagt, at dine forældre tager nogle beslutninger for dig, der ikke altid burde tages af dem.

Den grønlandske opdragelse var et emne, vi hurtigt slog over i, da vi begyndte at tale videre om unge, og hvordan der er forskel på, hvilken måde du vokser op på, og hvad det kan betyde senere i livet.  

– Danske børn er mere udsat for de her curlingforældre, som forkæler dem med materialistiske ting. Grønlandske curlingbørn er mere udsat for denne her konstante omsorg. Jeg kender mange børn, som hele tiden læner sig op af deres forældre, og som barn er det også ok. Men det er også det her med at lære sine børn, at de godt kan lege og slå sig og lære af den oplevelse. Der er mange børn, der bliver overbeskyttede. Det er sådan, jeg oplever det, skal det lige understreges.

Særligt de grønlandske drengebørn er i nogen familier utroligt højt værdsat, og de får ofte lov til at gøre en masse uden helt at blive sat på plads. Sådan er Franciscas opfattelse.

– Man er meget mere striks i den danske opdragelse, og man sætter skarpe linjer. Nej betyder nej. Der er mange børn, når de græder heroppe, så får de deres vilje. Hvis vi vælger at kalde det for grønlandske curlingbørn – er det, hvor forældrene tager valg for dem. De tager ansvaret fra dig, og de tror, de gør dem en tjeneste lige i momentet, men det er en bjørnetjeneste, fordi de ikke finder ud af, hvordan virkeligheden ser ud. Og det kan på et tidspunkt slå meget hårdt tilbage. Jeg kender så mange, der bliver frataget ansvaret fra deres forældres side her på Grønland. Der er også meget det her med, at mænd, de bliver set meget op til, og hvis du er den eneste dreng i huset eller førstefødte skal de hele tiden understrege for barnet, at det er okay, du er sådan, det er okay, du får din vilje. Det er sådan noget, jeg ikke rigtig har lagt mærke til hos danskere. Det er noget, jeg har lagt mærke til, da jeg voksede op på Grønland.

Francisca fortæller videre, at det selvfølgelig ikke gælder for alle grønlændere, men at det er nogle tanker, hun har gjort sig. Generelt lyder det til, at en opvækst i Kangerlussuaq og Grønland er begrænset med muligheder. Der er én nærliggende børnehave og et værtshus lige overfor i Kangerlussuaq, og hvis du vil læse videre i gymnasiet skal du flytte til en ny by.

Ikke selvstændige nok til selvstændighed
Flere grønlandske politiske bevægelser og Grønlands selvstyre har tidligere udtrykt, at de bestræber sig på at få selvstændighed. I medierne har det også af flere omgange været omtalt, hvorvidt Grønland skulle være selvstændigt eller blive en del af USA.

Selvom Francisca ikke er ekspert på netop dette område, så har jeg spurgt ind til, hvad hendes tanker er i forhold til et selvstændigt Grønland uden Danmark.

– Når jeg taler med danskere om rigsfællesskabet, tænker de altid på de fire milliarder, vi får i bloktilskud. Der er mange gode ting, der kommer fra de penge, men jeg ser også en stor korruption bag al det her i landet. Jeg kan nogle gange stille spørgsmål ved, hvor mange penge danske firmaer får fra Grønlands ressourcer. Og derfor kunne det selvfølgelig være fint at have sit eget land, hvor generelt andre landes firmaer skal betale skat af den grønlandske indtjening. Tænk, hvis vi kunne have et velfungerende samfund uden bloktilskuddet. På Grønland kopierer vi rigtig mange love direkte fra danske love – fordi det er nemmest. Men jeg føler ikke, vi er klar til at hoppe ud i selvstændighed. Jeg synes dog godt, der kunne ændres nogle love, hvor man siger, at de penge man tjener på Grønland, de skal bruges anderledes. Der er mange firmaer, der kommer herop, og de betaler aldrig en krone i skat.

Generelt har den gennemsnitlige grønlænder ikke så mange penge på lommen. Kun nogle enkelte familier på Grønland stikker ud og har mere end den gennemsnitlige. Og som Francisca forklarer det, er der stor ulighed.

– Der er nogle mennesker, der lever med kun få penge om ugen, og så er der andre, der har mange penge. Der er stor forskel på dem, der bor her, og hvem der går rundt og bruger penge. Der er meget stor økonomisk ulighed. Kommunerne går ind og betaler, hvis du ikke tjener nok, så giver de dig boligtilskud. Du kan godt bo pænt, du får bare støtte fra kommunen. Der er få hjemløse, men uligheden er stor. Der er mange der heller ikke har set den store verden, fordi flybilletterne er så dyre, at de ikke har penge til det. Der er også mange, der ikke kommer ud og fisker eller skyder dyr, fordi de ikke har råd til en jolle osv. Der er mange normale mennesker, der har helt ringe vilkår. Vi har til gengæld et gratis studiesystem ligesom jeres.

NO-GO som dansker på Grønland
Til sidst i vores samtale spurgte jeg ind til, hvad man absolut ikke skal sige eller gøre, når man kommer som dansker til Grønland.
– Det der med at sige, bor du i en iglo? Jeg tror ikke en gang, at halvdelen af befolkningen ved, hvordan man laver en iglo, udover den er lavet af sne og skal have den rigtige temperatur og kondens.

Det værste ifølge Francisca er fordommene i forhold til alkohol. Alkohol og grønlændere er oftest noget, der bliver brugt i samme vending, som f.eks. grønlænderstiv, der ovenikøbet står i den danske ordbog.

– Den værste er nok den der med at være fordomsfuld i forhold til fulde grønlændere, fordi man har set de få grønlændere, der bor i Danmark, som går rundt og er fulde i bybilledet – og som sikkert er i kulturchok, men kan få billig øl og god bistandshjælp. Det er jo slet ikke sådan herovre. Der kan jeg godt blive lidt fornærmet, fordi, ja, jeg ved godt, der er grønlændere der er fulde i gaderne i Danmark – de har nok ting, de skal arbejde med, måske identitetskrise – men det der med at stemple grønlændere som festaber eller alkoholiserede på en eller anden måde, som en nederen ting, at man som dansker ikke kan tænke, det kun en lille del af en stor befolkning på Grønland, det er trist.”

Nogle steder hos grønlandske familier kan det være helt bandlyst at have alkohol stående fremme, hvis der er børn til stede. Og sidst men ikke mindst, danskerne drikker mere, blev vi hurtigt enige om.

”Jeg elsker at feste, jeg tager med til efterfester eller hygge med vennerne og øl, hvor byen er lukket osv. Men danskere drikker mere end grønlændere. Det kan godt være, de holder den på lige niveau, men de drikker godt nok mere. Danskere drikker også, når de spiser middag, og grønlændere drikker udelukkende i weekenderne. Jeg kender nogle, der er opvokset med, at man nærmest ikke engang må have en enkelt ølflaske fremme, mens børnene er der. Der er for eksempel nogen grønlændere, de drikker slet ikke, det er bare total yt, og børn skal ikke se drikkekulturen. Og så er der dem, der drikker sig lidt fulde og siger dumme ting, men jeg kender da også mange, ikke kun grønlændere, der siger dumme ting, når de er fulde. Og så er der min egen holdning, hvor jeg siger ja tak, hvis jeg bliver tilbudt alkohol. Jeg holder mig ikke tilbage, fordi der er et barn, der kigger.”

Efter at have talt med Francisca og være vendt hjem til Danmark, havde jeg et inderligt ønske om at kunne give blot en brøkdel af den oplevelse, jeg har fået af Grønland og Franciscas indblik i en anderledes kultur.

Jeg håber, at min snak med Francisca kan give et bedre indblik i den splittede identitet, man kan føle som både grønlænder og dansker, der er opvokset i Grønland. Franciscas historie kan give en forståelse for, at der er mange perspektiver i forhold til snakken om Grønland, som tit er stillet ret sort/hvidt op i medierne.

Grønland er generelt et helt særligt sted, hvor terræn og natur har en stor magt, og følelsen som individ af at høre til en bestemt verdensdel vil sandsynligvis være noget, der bliver diskuteret en del tid endnu. En ting er sikkert, og det er, man bliver aldrig klogere, før man spørger og går tæt på, de mennesker, det handler om.