Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in ,

Rebecca Ranfelt fra PASSAGE Festival: Vi burde udsætte os selv og hinanden for mere gadeteater!

LYT TIL HELE INDLÆGGET HER

Gøgleri, gadekunst, anderledes teater, modige akrobater – gadeteater kan og er mange ting, alt efter hvem du spørger. I Helsingør har man flere år i træk afholdt en international gadeteaterfestival, også kaldet PASSAGE Festival. Mere end 50 europæiske performere, digtere og kunstnere præsenterer deres værker rundt omkring i Helsingørs gaders kulisser hen over en uge.

Rebecca Ranfelt på 23 år har været i praktik hos Helsingør Teater, som står bag hele PASSAGE Festival.

Til dagligt studerer Rebecca Teater- og Performancestudier på Københavns Universitet. Jeg mødte Rebecca efter at have besøgt PASSAGE Festival, da Rebecca gennem både sin uddannelse og praktik har haft fokus på flere af de problemstillinger, der fylder inden for teatermiljøet. Samtidig med hun selv synes, at gadeteater er superfedt. Men hvorfor er gadeteater fedt? Og hvorfor er det så usikker en branche?

– Det er de prekære arbejdsforhold – det vil sige et arbejdsmiljø, der er usikkert og ustabilt, og som virker ustadigt. Og så er der en diskussion om, hvorvidt der er opstået en helt ny arbejderklasse, vi kalder prekariatet – hvor usikre arbejdsforhold er vilkårene. Hvorfor er det, vi aldrig har betalt kunstnere det, som deres arbejde egentlig er værd, og hvorfor er det, vi stadig ikke gør det?

Prekariatet er en gruppe af eksempelvis gadekunstnere, hvor arbejdsforholdene er lig med færre faste ansættelser og flere løse ansættelser, hvor usikkerheden tager til. Samtidig med at flere arbejder og lever under usikre vilkår med skiftende korte ansættelser, som hverken fører til stabil indkomst eller social beskyttelse. Særligt som gadekunstner er man udsat for nogle anderledes arbejdsforhold. Og man skal tænke sine performances helt igennem, alt efter hvor man befinder sig i gadebilledet.   

– Gadekunstnere er nogle af dem, der har det sværest. Gadeteaterets præmis er, at de, der oplever det, tilfældigvis bliver udsat for det, og det er noget af det smukke ved gadeteater. Medmindre man har et arrangement som PASSAGE Festival, hvor folk køber billet.

Fra forestillingen “Follow Me”, Foto: Amalie Sofie Olsen

Teater er af borgerne til borgerne
Det er generelt set ikke majoriteten af den danske befolkning, der ser gadeteater. Det kunne man også fornemme, da man gik rundt i Helsingør og oplevede publikums deltagelse ved de forskellige forestillinger. Der var stort fremmøde, men oftest kun enten børnefamilier eller ældre. Og det er ærgerligt, da gadeteater er for alle, mener Rebecca.  

– Jeg synes, at gadeteater er enormt værdifuldt, netop fordi det rammer et helt andet publikum, end man gør på de mere etablerede teatre. Ved siden af det synes jeg, det er et problem, at vi er så dårlige til at få yngre mennesker og folk, som ikke er en del af den øvre middelklasse, til at gå i teatret generelt. Det er både, fordi det er dyrt, og fordi vi har en idé om, at det er elitært. Der er gadeteatret jo et fint modspil, fordi gadeteatret på ingen måde anskues som elitært.

Rebecca vil bredt set gerne have flere i teatret, men påpeger også, hvor meget priser og lokationer udfordrer vores syn på, hvad teater er.

– Teater er til alle, det er faktisk det, der er meningen med det. Det var det, der var meningen, da det opstod i Grækenland. Idéen med det er jo, at teater er af borgerne til borgerne. Det tror jeg også gerne, det vil være i dag, men vi diskuterer, hvorvidt det er det. Simpelthen fordi alene sådan noget som pris og lokation også udelukker nogen. Hvis du sidder ude i provinsen og gerne vil opleve noget stort teater, så skal du også langt, og det er også dyrt. Og så har du igen skåret nogen fra.

Gøgleri kan også noget
Der eksisterer også et par fordomme omkring gadeteater. Derfor spurgte jeg Rebecca, hvad hun tænker om, at man kalder nogle gadekunstnere for gøglere?

– Ja, det er meget misforstået. Det er det, man tænker på, når man tænker gadeteater, og det kan jeg godt forstå. Det er, fordi det var sådan det opstod med de her gøglere, og folk der sprang rundt på alle mulige måder. Men hvorfor tale om det som noget negativt, at det bare er gøgleri? Hvorfor er gøgleri ikke også en værdi? Det har mega høj underholdningsværdi, hvorfor sætter vi ikke bare pris på det?

– Med meget gadeteater får du det ud af det, som du kommer for at få ud af det. Hvis du bare kommer for at blive underholdt, så kan jeg garantere, at det bliver du. Hvis du kommer for at se, hvad de vil sige med forestillingerne, så skal du nok også finde ud af det. Gadeteateret fungerer på mange forskellige niveauer.

Rebeccas ønske er at forandre synet på særligt gadeteaterkunst. Da hun bl.a. mener, vi bliver mere interesseret, hvis vi husker at udsætte hinanden for det i en tidlig alder.  

– Jeg synes, vi helt fra starten i skolen og i opdragelsen er for dårlige til at udsætte vores børn og unge for kunst i alle mulige former. Det er, som om musik er fint, fordi musik på en anden måde er mere tilgængelig end andre kunstarter, og så er det, som om alt andet på en måde bare bliver ligegyldigt. Vi har heller ikke tradition for at tage vores børn med i teateret, fordi teatret er en elitær institution. Jeg tror også selv, jeg er blevet så interesseret i teater, fordi mine forældre havde mig med, da jeg var barn.

Tilgængeligheden, der ligger i de forskellige kunsttyper, afgør også, hvorvidt vi oplever dem og hvor ofte.

– Jeg synes, vi er for dårlige til at anerkende de kunstformer, der ikke er musik. Og jeg skal ikke hate på musik, fordi selvfølgelig er musik værdifuldt. Musik kan virkelig meget, men fordi teater er mindre tilgængeligt, så tror jeg, man blokerer for ret meget. Jeg synes jo, teater har en kæmpe værdi som kunstart, bl.a. fordi det er den kunstform, der kan reagere hurtigst på de ting, der sker i samfundet. Hvis der sker eksempelvis noget historisk i samfundet, kan der være en teaterforestilling på banen en måned senere, hvis man er rigtig god. Det tager et år eller mere at lave en film.

Det rum, der er mellem publikum og teater, kan ifølge Rebecca ikke sammenlignes med nogen anden kunstart – da vi som individer rammes af en hel særlig følelse.

– Jeg mener også, at helt tilbage til det græske, der mente man, at borgere skulle tage i teateret, fordi når de sad i salen og kiggede på det, der foregik på scenen, så kunne man gennem hovedpersonens lidelser og rystelser få en karmisk renselse. Det siger jeg ikke, jeg oplever i teatret, men man kan relatere og føle med performerne. Vi kan på en unik måde, synes jeg, få udviklet vores empatiske evner.

Opsangen herfra Rebeccas stemme er altså, at vi skal værdsætte det, bl.a. når en kommune som Helsingør giver plads og råderum for et internationalt gadeteater som PASSAGE til at dele ud af kunstoplevelsen, man kan få med gadeteater. Derudover at man også helt generelt bliver bedre til at prioritere det som teater kan, nemlig at røre mennesker på en måde, som ikke alle kunstformer kan.


What do you think?

Written by Amalie Sofie Olsen

Uddannet journalist, 28 år og digital redaktør på Kiosk. Jeg har været med fra den spæde start og stået for Kiosks identitetsudvikling, teknisk opsætning og samtidig haft ansvaret for Kiosks sociale medier.
Jeg har en aktivistisk og innovativ tilgang til mit fag, og jeg tror på, vi kan omforme journalistens rolle og mediernes rolle i dag til noget helt nyt, som ikke går efter sociale mediers agenda og clickbait, men tager borgeren i hånden, samtidig med at jeg som journalist skal kunne varetage langt flere tekniske, kommercielle og databaserede egenskaber i et digitalt univers. Du kan altid skrive til mig, hvis du har emner eller andet, jeg skal undersøge. //amalie@kiosk.social

Skriv et svar