Amanda Kristiansen
Lige siden jeg var ung, har jeg ville gøre en forskel for børn og unge, der som jeg selv voksede op med misbrugsforældre og i det danske anbringelsessystem. Et system der i lige så høj grad som mine forældre svigtede mig og kastede mig rundt mellem mit eget ”hjem”, min familie, syv anbringelsessteder & fem-seks skoler, for til sidst at afslutte kontrakten og lade mig klare mig selv fra det 18. år.
Jeg blev ALDRIG spurgt om, hvordan det var at være anbragt som barn, eller hvordan jeg synes, man kunne forbedre vilkårene for børn og unge som mig selv. Til trods for, at hele det system, der skal understøtte udsatte børns trivsel og opvækst, ikke fungerer optimalt, som det ser ud nu. Til trods for, at det jo er en service velfærdssamfundet tilbyder og bruger mange penge på.
Da jeg for fire år siden for første gang medvirkede i Radio24Syv for at tale om mine refleksioner omkring det at havde været barn af en misbruger, og efterfølgende medvirkede i C:NTACT teater-forestillingen ”§ 50 – Anbragt”, oplevede jeg for første gang, at andre mennesker, fagpersoner, kommuner og ministre, var interesserede i hvordan mine opvækstvilkår havde været. Pludselig befandt jeg mig alle vegne og videreførte mine erfaringer med at havde været anbragt på baggrund af misbrug i familien. Jeg rejste hele Danmark rundt og fortalte min historie, skrev indlæg til aviserne og var i TV-avisen.
Jeg blev i løbet af processen inviteret ind for at veksle et par ord med ældre- og socialminister Astrid Krag, og jeg kan huske, at jeg på daværende tidspunkt tænkte
– ”nåh ja, så skal jeg ind og smile til ministeren, så hun kan få et flot billede med en tidligere udsat ung”.
Til min store overraskelse stoppede hendes interesse i min historie ikke der. Senere hen inviterede hun mig til at skrive forskellige opslag på hendes Facebookvæg, som fik overvældende respons. Sidste år blev ét af opslagene bl.a. set af over 1 million danskere og var med til at sikre en stor økonomisk aftale til civilorganisationsområdet.
Da jeg læste regeringens udspil til “Barnets lov”, tænkte jeg: ”Wow, det der, det er faktisk mine og andre unges anbefalinger, som reelt står skrevet ned der. Jeg har rent faktisk haft direkte indflydelse på en politisk udvikling på området for understøttelse af udsatte børn og unges livs- og opvækstvilkår”. Det var en enorm oplevelse og ubeskriveligt rørende for en som mig, der aldrig har troet på, at min mening betød noget i det danske samfund, at blive accepteret som værdifuld samfundsborger, der på mine egne præmisser, kunne bidrage til at forbedre et ødelagt system.
Inddragelse af børn og unge som samarbejdspartnere, er nyt for ”de voksne”
Historisk set har der altid – både i Danmark og i resten af verden – været meget ringe vilkår for inddragelse af udsatte børn og unge i politikudvikling.
Store internationale organisationer som FN har eks. rejst en problematik omkring, at børn og unge ikke inddrages i udformningen af politik, der skal forme deres egne udviklings- og læringsmiljøer og ofte kun inddragelse symbolsk. eks. i form af at være “med på billeder” eller, “vi trykker lige hånd, og du giver mig en rose”. Inddragelse af udsatte børn og unge ofte har været ikke eksisterende eller ofte kun symbolsk. Dette fremhæver ph.d. Birgitte Schjær Jensen i sin afhandling – Inddragelse af udsatte børn og unge i socialt arbejde – reel inddragelse eller symbolsk retorik (2014).
Indenfor de områder, jeg har været talskvinde for, har mange børn, unge og voksne, i årevis forsøgt at råbe højt for at blive hørt og få indflydelse på deres egne livsvilkår. Det er dog først nu, at der reelt kommer et fokus på og et ønske om at sikre reel lindragelse. Også selvom dette ikke altid er bekvemt og kan være ressourcekrævende. Ofte glider ”de voksne” af på ansvaret med en form for idé, om at børn og unge ikke besidder viden om og sproget til at kunne reflektere over egen situation eller et ”rationale”, der er stærkt nok, til at børnene ved, hvad der er “bedst” for dem selv, hvilket skaber en meget misforstået umyndiggørelse og udgør en nem måde at afvise metoder, der kan sikre kvalificeret inddragelse.
Hvordan forholder man sig som minister til inddragelsen af udsatte børn og unge?
Efter reformudspillet til Barnets Lov udkom, var der fuld knald på både ros & kritik. Alle har en mening om det gode børneliv. Men der er et perspektiv der let kommer til at gå under radaren. Nemlig, at det ville havde været nemt nok for regeringen at stille op på at have et “ønske” om at gøre noget for børnene, som godt i sig selv kan give billige politiske point – men så reelt set bare køre nogle love igennem på baggrund af nogle cost-benifit analyser uden tanke for, hvordan disse love ville påvirke borgerne i den ”gruppe”. Det er set før.
Astrid Krag og hendes ministerium har, i min optik, forsøgt at inddrage børn og unge på nogle præmisser der gør, at de får reel indflydelse på politikudvikling. Men det er ikke bare noget man ”lige gør” og det kræver stor omhu og refleksion.
Jeg inviterede derfor ministeren til en snak om, hvordan man politisk forholder sig til at inddrage udsatte børn og unge fra det udgangspunkt, at man anerkender dem som samfundsborgere i et demokratisk velfærdssamfund der har ret og krav på, at blive inddraget og have indflydelse på eget liv, på lige vilkår med alle andre samfundsborgere.
