Amanda Kristiansen
I en tidligere artikel, du kan finde her, introducerede jeg sammen med Alina Nielsen hendes projekt og virksomhed ”The Meridian Expedition”. Hendes mission har i nogle år bestået i at rejse ud af Danmark for at indsamle viden om og dokumentere internationale bæredygtige projekter fra steder i verden, som man i Europa normalt ikke hører om, og formidle dem på en måde, så vi kan skabe transnationale samarbejder og vidensdeling omkring bæredygtig udvikling.
Jeg ville gerne høre lidt mere om, hvordan man starter sit eget projekt, og hvad der sker, når man beslutter sig for at droppe det stabile liv og arbejde i Danmark og bruge sin uddannelse og kompetencer til at starte sit eget.
Hvordan opstod ideen til The Meridian Expedition, og hvordan tog I det første skridt?
Jeg afsluttede jo min uddannelse i Læring og forandringsprocesser fra Aalborg Universitet i 2019, og imens jeg læste på studiet, blev jeg interesseret i bæredygtighed, og der kunne jeg allerede mærke, at jeg skulle arbejde med noget, der gav mening for mig.
Jeg arbejdede forskellige steder. F.eks. i Teknik- og miljøforvaltningen i Københavns Kommune, hvor jeg fik lov til at afprøve, om det var noget for mig eller ej. De fleste steder fandt jeg ud af, at jeg ikke kunne få lov til at bruge mine akademiske værktøjer på den måde, jeg gerne ville. Jeg skulle altid tilpasse mig arbejdsmiljøet der, hvor jeg var og tilpasse mig deres rammer, og så bare gøre det, der var planlagt. Hvis jeg havde en ide eller et initiativ, jeg kom med, så kunne jeg godt få lov til at bidrage med noget, men det kunne ikke blive til noget stort projekt eller skaleres op.
Selvom det, jeg sagde, var spændende og brugbart, så havde jeg bare ikke indflydelse nok i forhold i min stilling til at kunne bidrage med en reel forandring i kommunen eller landet. Så jeg sad der og så ind i min fremtid på arbejdsmarkedet, hvor jeg skulle arbejde mig op, og så ville der måske gå en 10 år, før jeg rent faktisk ville kunne få mulighed for at lave de projekter, jeg gerne ville lave.
Det er en vigtig faktor for mig, at jeg er med til at skabe noget reel forandring, og da jeg mødte min kæreste i København for nogle år siden, fandt jeg ud af, at han også gik med nogle af de samme udfordringer som jeg i forhold til hans arbejdsliv. Han arbejdede på en ambassade, og vi delte de samme værdier. Det er også meget vigtigt for ham at mærke, at han er med til at skabe en forandring, og det fik han ikke lov til på sin arbejdsplads.
Så min kæreste og jeg bestemte os for, at vi skulle gøre det sammen og lave vores eget projekt. Noget, som jeg har gået og tænkt over i flere år, og uden at vide præcis hvordan jeg skulle bygge det op.
Vi registrerede ”The Meridian Expedition” i Danmark, og så begyndte vi at tale om, hvad vi gerne ville med det. I begyndelsen søgte vi bare online efter forskellige bæredygtige projekter rundt omkring i Afrika. Vi startede stille og roligt med at rejse til Marokko. Der fandt vi meget hurtigt mange fede projekter. Det første projekt beskæftigede sig med produktion af biogasanlæg.
Vi har jo også biogas i Danmark, men det er meget stort og industrielt. Den danske stat har været med til at investere i biogas. I Marokko går det den anden vej, for der har de jo ikke vildt mange penge til at bygge et stort biogasanlæg, som vi eks. har gjort ude på Amager. Så de har gjort det på den måde, at de laver sådanne nogle små biogasinstallationer, som kan bruges lokalt i eksempelvis huse og på små gårde.
Landmændene bruger især sådan et anlæg i stedet for at bruge almindelig gas. De går fra naturgas til biogas ved, at de får støtte i form af et lån til at dække nogle omkostninger af staten. De sparer en masse penge på gas, som de så selv kan producere. De penge går til at betale deres lån til staten tilbage. Det er jo smart.
Hvordan reagerede andre mennesker omkring dig, da du fortalte om dit projekt?Tanken om, at tage til udlandet og bygge vidensbro mellem bæredygtige udviklingsprojekter i udlandet og Europa begyndte, fordi jeg har selv har en russisk baggrund, og jeg lagde mærke til, at de ting, der bliver vist om Rusland, ikke altid er sande.
Så jeg så kritisk på det og undrede mig. Når de siger noget om Rusland, der ikke passer, står det ikke alene. Der eksisterer også en stereotypisk tankegang om andre lande, f.eks. Senegal, Mauretanien og Marokko, som også bliver formidlet på den måde. Jeg havde ikke troet selv, at der var udviklingsprojekter i Afrika. Jeg var også en af de personer, der tænkte, at Afrika bare var mennesker, der levede i fattigdom og sult, for det var det eneste, jeg havde set i nyhederne.
Men der var faktisk Iben Jensen (professor med speciale i multikulturel læring på AAU) der fik mig til at tænke den anden vej, fordi i starten var min tankegang også, at projektet skulle bestå af at lære ”dem” noget. At den viden, der var etableret i Danmark, skulle vi ligesom overføre til Afrika for at rykke dem op på bæredygtig udvikling og lære dem, hvordan man f.eks. sorterer affald og sådan nogle ting.
Men jeg videreførte bare den hegemoniske tankegang, som de fleste af os europæere lever med, og det blev jeg pludselig bevidst om. Jeg valgte at dreje projektet den anden vej og vise, at begge parter kan lære noget af hinanden. Lige så meget som vi kan lære noget af dem, så kan de lære noget af os, og på den måde skaber vi en bedre fremtid på tværs af alle nationaliteter, hvis vi bliver bedre til at samarbejde med hinanden.
Hvorfor tror du ikke vi kender til de udviklingsprojekter, der eksisterer i de her lande?
Ud fra hvad jeg har af personlig erfaring nu, og de mennesker jeg taler med, når jeg f.eks. siger, at jeg er i Afrika, så tror alle først, at jeg er der for at undervise, eller at jeg er ansat af en NGO der skal hjælpe børn derude og sådan noget.
Når jeg så fortæller, at jeg faktisk gør det modsatte, at jeg undersøger bæredygtige udviklingsprojekter, som allerede eksister der, og hvad jeg kan lære af dem, så bliver folk jo helt chokerede. ”Er du taget til Afrika for at lede efter innovation? Så er du jo taget til det forkerte land, ik? Så skal du måske til Tyskland eller USA eller et andet sted, hvor der er lidt mere udvikling”. Da jeg f.eks. fortalte, at Algeriet har 16 universiteter, så var folk bare sådan: ”Nå, jeg vidste slet ikke, de havde sådan en højere uddannelse.”
Der er mange, der tror, at der slet ikke findes nogen, der har en universitetsuddannelse i f.eks Senegal. Der mangler dækning af den slags. Da Coronakrisen begyndte, var det en forsker fra det senegalesiske universitet, der var med til at udvikle de første Coronatest. Det lærte vi, da vi besøgte Senegal, men det var primært de britiske og franske forskere, der tog hele æren for det. Det er det, vi prøver at ændre på.
Hvordan tacklede du den modstand, du mødte i begyndelsen?
Altså, jeg lærte på den hårde måde at skulle give slip på kontrollen og håndtere udfordringer, når de kommer. At sådan et projekt ikke udvikler sig lineært, men kan løbe i alle mulige retninger og ind i alle mulige problemer. Især da COVID-19 begyndte at lukke landene ned, der måtte vi hurtigt finde på en plan B, men det går jo altid fint. Man klarer det jo.
Da jeg startede projektet, så skrev jeg ud til mange forskellige fonde og til aviser og forskellige organisationer i Danmark om min ekspedition, og at vi begyndte i Afrika. Jeg synes selv, det var en vildt sej idé, og jeg havde den der frygt for, at selvom jeg troede på, at det var fedt, det jeg lavede, og jeg troede på mit eget projekt, var jeg alligevel lidt bange for, at de ville smågrine af mig og ikke tage mig seriøst. Jeg har jo aldrig lavet noget lignende og har ikke erfaring, som jeg lige kan hive frem og sige: ”Det her har jeg lavet før, så det kan jeg lige gøre igen.”
Der skete faktisk lige præcis det, jeg var bange for. Folk tog mig ikke seriøst. Altså, ingen tog mig seriøst. Jeg fik ingen støtte af nogen som helst. Så jeg tænkte, at så var der ligesom ikke noget at være bange for. På en måde var jeg ligesom bare fri fra min egen frygt, for det værste jo sket. Enten kunne jeg vælge at tro på de der mennesker, der sagde, at det var et alt for stort projekt, eller jeg kunne tro på mig selv og bare gøre det. Dengang tænkte jeg, at jeg jo bare kunne tage hjem til Danmark igen, hvis det ikke lykkedes. Så har jeg måske spildt de penge og hvad så!
Jeg havde jo ikke noget at miste, eller nogen jeg skulle stå til ansvar for, så hvis jeg ikke gør det nu, hvornår skal jeg så gøre det? Så jeg tænkte bare: ”Fuck det, at folk ikke tror på mig, så må jeg ligesom overbevise mig selv om, at jeg tror på mig selv – det er noget, jeg skal afklare med mig selv.”
Men hvordan finder man egentlig pengene til at rejse i de nu over 2 år, hvor i har været afsted?
Det har været svært med at finde funding, men jeg bliver ved med at søge. Det er anderledes, end hvis man har stabil indkomst, så man skal lægge lidt mere arbejde i det, til gengæld får jeg jo også mulighed for at lave det, jeg elsker. Vi havde begge to en opsparing, som vi har brugt op nu. Så vi begyndte faktisk med vores egen ressourcer.
Det var ikke en stor opsparing, vi havde, så i starten troede vi ikke på, at de penge vi havde kunne række et år, men det kunne det faktisk godt. Men kan mere, end man tror, hvis man er villig til at prioritere. Vi har boet rigtig meget på couchsurfing, det har vi faktisk gjort hele tiden, og hvis man er villig til at leve billigt og kan klare sig med at købe mad fra markeder og undvære nyt tøj hele tiden, så har man faktisk stort set alt, hvad man skal bruge.
Vi har fået betalt nogle af vores videoer, fordi vi var i kontakt med Oceanium Association, som er en af de største lokale organisationer i Afrika. De arbejder med miljøbeskyttelse og planter træer og renser havet for plastik. Dem samarbejdede vi med om bl.a. at filme deres initiativer, og de betalte noget af den rejse, vi havde sammen dem, f.eks. hotel og flybilletter og mad.
Hvad gør man, når man bare synes, at man har jordens bedste idé, og man så lige pludselig rammer en mur?
De der øjeblikke, dem har jeg altså også rigtig tit, hvor jeg tænker: ”Hvad fanden laver jeg? Jeg skal da bare hjem og finde mig et normalt job, der er betalt, og jeg er snart 30, jeg skal da også lige kunne leve som et normalt menneske”. Der tager jeg en omgang til med mig selv og tænker: ”Hvis jeg tager tilbage og får et arbejde, vil det gøre mig lykkeligt? Er det det jeg vil?” Der kan jeg mærke inderst inde, at det er et stort nej.
Så føles det, som om jeg har tabt, for så giver jeg jo de mennesker ret, der sagde til mig, at det ikke bliver til noget. Derudover, så vender jeg tilbage til at tænke over, hvad formålet er med projektet, og så finder jeg på flere muligheder og flere retninger, jeg kan gå og f.eks. udvikle undervisningsmaterialer og en online læringsplatform. Nu har vi haft den omgang, hvor vi har rejst, og vi har jo samlet en portefølje med en masse fede bæredygtige udviklingsprojekter, vi kan bruge. Så laver jeg bare det samme, men på en anden måde.
Hvor er projektet på vej hen nu?
Det er der, hvor projektet så er på vej hen nu. Vi i gang med at udvikle projektet på en måde, så vi også kan leve af det. Vi er ved at skrive en bog om vores rejse og de projekter, vi har mødt. Vi opdaterer løbende både Instagram og YouTube. Derudover kan man støtte vores projekt og få adgang til rejsedagbøger og rapporter.
De sidste par uger er gået med at forme partnerskaber på tværs af organisationer i Europa, da vi søger et legat gennem Erasmus plus. Hvis vi får det, vil vi kunne dække alle vores udgifter i forhold til projektet, og så er planen at udvikle projektet videre og skabe en større læringsplatform, der formidler al den viden, vi har indsamlet.
Vi vil gerne etablere et samarbejde mellem organisationer på tværs af forskellige lande, så unge mennesker kan lære noget af de projekter, vi har hjulpet til med at dokumentere. Jeg tror stadig på, at det er vigtigt at være med til at skabe noget læring på tværs af kulturer, så vi i Europa bliver bedre til at forstå og vide, at hele verden på lige fod er med til at bidrage til at skabe bæredygtige løsninger.
