Amanda Mona: Hvor er Dan Jørgensen?

Klimaministeren pisser på den demokratiske samtale med de generationer, der kommer til at skulle leve med de alvorlige konsekvenser af klimakrisen.

Vi går nu ind i tredje uge, efter at Den Grønne Studenterbevægelse iværksatte deres syv dage lange sultestrejke udenfor Christiansborg. En demonstration, der ikke kun vidner om, at danske unge er desperate nok til at skrue op for seriøsiteten af deres aktiviteter for at få regeringens opmærksomhed, men også et udtryk for afmagt ved ikke at blive mødt i den demokratiske dialog og anderkendelse.

Jeg ringede til Kolja Dahlin fra Den Grønne Studenterbevægelse for at få hans kommentar om oplevelsen af at være sultestrejkende og den manglende respons fra regeringen.

”Inden vi begyndte at sultestrejke, havde vi ligesom prøvet alt. Vi havde skrevet debatindlæg, lavet podcast, underskriftindsamlinger og demonstrationer, og intet af det virkede, regeringen rykkede ikke på reel handling, så vi blev desperate og måtte diskutere, hvad vi ellers kan gøre nu. Man bliver magtesløs af ikke at kunne styre noget i en retning. Så vi tænkte, at vores kroppe, dem kunne vi styre,” fortæller Kolja.

I Danmark diskuterer vi ofte betydningen af, at vi skal kæmpe for at fastholde vores demokratiske værdier, så det er påfaldende, at Danmarks klima-, energi- og forsyningsminister med insisterende alvor negligerer betydningen af at praktisere de demokratiske værdier. Han har nemlig endnu ikke været i dialog med de unge, hverken under eller efter strejken. Derimod brugte han i selv samme uge flittigt sin twitterprofil til at holde møde med direktøren for Greenpeace International om betydningen af klimaaktivisme. Man kan nærmest udlede, at regeringens sociale medie-strategi for klimaområdet mest af alt tenderer til radikal greenwashing.

Kolja: ”Det er jo en radikal handling at sultestrejke, det var jo egentlig lidt vanvittigt, når jeg tænker tilbage på det nu. Vi er jo også almindelige unge mennesker, der prøver at få studie og arbejde til at køre ved siden af det at være aktivist. Og det er pissehårdt generelt. At sultestrejke var både fysisk og psykisk vildt drænende, man har ingen energi.”

Det var ikke overraskende, at Dan Jørgensen ikke stillede op til et interview med mig, da jeg gæstede aftenshowet efter vores strejke. Vi har stort set ingen respons fået fra regeringen på nogen af vores aktiviteter. Jeg havde et enkelt fælles radiointerview med Bjørn Brandenborg, og det var dét.

Det var ikke overraskende, at Dan Jørgensen ikke stillede op til et interview med mig, da jeg gæstede aftenshowet efter vores strejke, vi har stort set ingen respons fået fra regeringen på nogen af vores aktiviteter.

Vi er jo ekstremt frustrerede over at se regeringen og Dan Jørgensen på de sociale medier fremhæve, hvor vigtigt klimaspørgsmålet er, og han laver podcast om klima-aktivisme, og om hvor vigtige klimahandlinger er, men han følger ikke op på det, og når han skal inddrage aktører i klimapolitisk strategiudvikling, så vil han kun lege med de store virksomhedsledere.”

Generation Z og Generation Alpha?

Men hvorfor er det så vigtigt, at regeringen tager ansvaret for at inddrage og møde de unge i deres forsøg på at starte dialog og opnå politisk indflydelse, der rækker udover den traditionelle symbolske inddragelse?

Dansk Ungdoms Fællesforbund lavede i 2020 en analyse af unge menneskers demokratiske deltagelse, der viste, at nutidens unge mere end nogensinde går og bekymrer sig om, hvordan vi i Danmark politisk rykker på klima- og miljøfronten. I alt mener 46% af de adspurgte unge, at klima og grøn energi er et af de vigtigste landspolitiske emner, som politikerne bør tage sig af.

Leder af Center for Borgerdialog, Anne Tortzen, har i sin undersøgelse af unge (mellem 15-29 år) og deres demokratiske deltagelse beskrevet, at danske unge er netværksorienterede, handlingsorienterede og er med til at deltage i og skubbe på den politiske dagsorden gennem eksempelvis aktivisme og sociale medier.

Danske unge er verdensmestre i demokratiforståelse, men deres ”politiske selvtillid” halter, og mange unge har ikke tillid til, at de kan skabe reel indflydelse.

Hun skriver i sin undersøgelse:

”De unges politiske tillid til politikerne og den mediestyrede udvikling af den politiske debat er forholdsvis lav, og selv om de generelt ser sig selv som kapable, tvivler en del af de unge på, at de har de rette kompetencer til at deltage aktivt i det demokratiske samfund. At andre undersøgelser tyder på, at de unge også er præget af lav selvtillid forstået som tro på, at de rent faktisk kan gøre en forskel ved at deltage. Fra forskningen ved vi, at netop denne form for selvtillid er afgørende for, om borgere vælger at deltage demokratisk eller ej.”

Unge mennesker VIL gerne deltage mere aktivt i demokratiet, men barrierer, der står i vejen, er skabt af mangel på imødekommenhed fra ældre generationer, der trods de unges ihærdige forsøg på at komme til orde og massive demonstrationer, stadig ikke formår at byde de unge velkomne i et politisk aktivt liv og lade dem få indflydelse ved aktivt at tage stilling til deres meninger, viden og holdninger.

Unges betydning og fremtidige livsvilkår anderkendes stadig ikke, selvom generation Alpha bliver den største nulevende generation af unge nogensinde. Ved udgangen af 2030, som er deadlineåret for reduktionen på 70% af det nuværende CO2 forbrug, vil 2,8 milliarder af verdens befolkning være mellem 15-25 år gamle. En generation, der skal tackle og kunne løse klimarelaterede udfordringer af en grad, vi endnu ikke er helt bevidste om, hvor alvorlige bliver. Hvis vi som samfund skal skabe grobund for, at fremtidens unge skal kunne opbygge forandring og handlekraft i forhold til at bedre den klima- og miljøkrise, de kommer til at leve med konsekvenserne af. Vi bliver nødt til at vise dem, at de reelt har en indflydelse. At de kan gøre en forskel.

De unge er angste – vi er alle sammen angste. Dan Jørgensen, er du angst?

”Jeg synes, man skal være ekstremt forsigtig med at omtale klimaangst som en slags diagnose, for det er jo ikke det, vi unge er. Jo, symptomerne er reelle nok, men den dybe bekymring og fortvivlelse er jo en fuldstændig normal reaktion på en krise. Men at sygeliggøre det ved at omtale det som en slags særlig angst. Og det er ikke sygt, det er en legitim reaktion på en krise og på manglende handling på samme krise,” understreger Kolja.

I takt med at der er kommet stigende opmærksomhed blandt den unge generation på den alvorlige krise, som klima og miljø lige nu gennemgår, så stiger angsten for fremtidens virkelighedsbillede. Angsten for ikke at kunne gøre noget ved det massive og noget nær uhåndgribelige og komplekse problem, der synes at være så mange modsatrettede holdninger til og mulige løsninger på.

Klimaangsten manifesterer sig på mange måder. Blandt mine sociale grupper begynder vi helt alvorligt at diskutere, om det ville være forsvarligt at sætte flere børn i verden, og vi specialiserer os gennem uddannelse indenfor bæredygtighed, selvom erhvervslivet stadig mangler at skabe de job, vi gerne vil have, og vi tager os til hovedet, hver eneste gang vi oplever, at der politisk stadig ikke er skabt forhold til, at bæredygtige virksomheder kan få tilskud og støtte og rammerne til at udvikle sig. Vi tager os til hovedet, når størstedelen af danskerne gerne vil bakke ”grønne” partier op, men hellere vil dø og finde høtyvene frem end at afskaffe deres benzinbiler eller have en kommunal kødfri dag om ugen.

Unge mennesker stormer på gaden for at demonstrere, de oplever bekymringer og angstanfald. De gør, hvad de kan for at overbevise deres forældre og politikere om, at der skal ske en forandring. De unge vil gerne have omfattende strukturelle forandringer, min generation vil også gerne – vi venter bare på, at alle andre bliver klar, på at regeringen bliver klar.

Så hvordan går det egentlig med at inddrage de unge? Hvordan går det med at svare og tage ansvar for de ønsker om seriøse strukturelle forandringer, som de unge ønsker, og som vi i Danmark praler af, at vi er så gode til?

Rimeligt sløjt stadigvæk.

”Det er jo standard, at han (Dan Jørgensen, red.) ikke dukker op til interview eller møder hverken os eller landets borgere i vores bekymringer, og at de bevidst lukker os ude af forhandlingerne. Jeg ved ikke, hvorfor han er så bange for at møde os i vores krav og bekymringer. Det skaber jo en kæmpe magtesløshed og ødelægger troen på vores demokrati, for indtil nu har vi jo forsøgt alt, vi kan at influere gennem de krav, der bliver stillet til os, og de muligheder, vi bliver tilbudt som gode medborgere, men det bliver ligegyldigt,” forklarer Kolja.

Det mest tragikomiske ved hele situationen er, at hele regeringens mismatch mellem pral, snak om ambitioner og faktisk handling, minder mig om børn, der leger dåseskjul. Der er altid en, der ødelægger legen ved ikke at følge aftalerne.

Dan Jørgensen er det barn. Efter et rimelig overfladisk blik ned over hans facebookside i et forsøg på at finde noget, der bare indbyder til en lille dialog med unge mennesker, opgav jeg, da jeg druknede i regnen af jakkesæt og selfier med erhvervsledere og præsidenter. Syv unge fra Den Grønne Studenterbevægelse har lige sultestrejket i en uge udenfor Christiansborg, og hvor er Dan Jørgensen? Hvorfor ville han ikke engang stille op til et interview?

Han står der som barnet og gemmer sig omme bag træet og laver rundhåndede aftaler til højre med de slikposer, han har stjålet fra de svageste elever i klassen, samtidig med han nyder godt af de 15 minutters gylden opmærksomhed. Og mens Dan Jørgensen har travlt med at gnubbe albuer med Joe Biden og sjakket og bekræfte sin egen storhed og ambitioner. Så står hele Danmarks unge generation og ryster på hovedet. Dan, du er altså blevet råbt ind i dåsen. Og vi har set dig, Dan, vi ved godt, at du leger, at du er gemt væk bag træet.

Og vi kender alle sammen godt typen, som voksede op med kontinuerligt at få at vide: ”I er alle sammen vindere, og det vigtigste er at være med, og her er en medalje.” De børn blev voksne og render rundt og råber: ”Vi er altså rigtig gode, prøv at se, hvad jeg kan! Jeg kan sætte nogle ambitiøse klimamål. Det er da meget godt, se os!”

Men man får ikke en medalje i det virkelige liv, før man har opnået konkrete resultater, og det er mig en gåde, hvordan man som politiker med adgang til millioner af kroner, som man kan smide direkte ind i kommissioner og ministerielle taskforcer, kan stille sig på en talerstol og proklamere, at man gerne vil nå et mål, uden at vide hvordan man vil nå derhen. Havde Dan Jørgensen været ansat af private arbejdsgivere, hvis interesser regeringen nu lige pludselig synes at varetage, ville han nok ikke havde fået en fod ind af døren med den udmelding.

Det ville måske ikke være så tragikomisk, hvis det ikke var så åbenlyst, at regeringen bevidst nægter at lade sig blive konfronteret med de borgere, hvis interesser de forsøger at varetage, og man får fornemmelsen af, at de virkelig åbenlyst pisser på de demokratiske værdier, som vores samfund er bygget på.

Problemet er, at vi i Danmark altid har haft en tradition for at dække over skabskonservatisme i et forsøg på at undgå reelt radikale tiltag ved at romantisere og undergrave virkeligheden med en arketypisk fortælling om, at vi trods alt det dårlige, vi gjorde, altid er helten i historien. Men det er ikke nok at ønske sig noget brændende, og så distrahere med folkeligt instagramporn bestående af makrelmadder og Jens Otto Krags sommerhus. Vi handler ikke nok.

Klimarådet har så sent som i februar kritiseret regeringens klimaindsatser for at være for vage og mangle konkrete handlingsforslag.

”Selvom regeringen og Folketinget siden juni 2020 har indgået flere aftaler på klimaområdet, finder Klimarådet det ikke anskueliggjort, at regeringen når målet om en 70-procents reduktion af drivhusgasser i 2030. Det skyldes primært, at regeringen ikke har lagt en konkret plan for, hvordan den vil finde de cirka to tredjedele af reduktionsbehovet, som resterer efter de indgåede aftaler. Regeringen baserer i høj grad den resterende indsats på nye teknologier uden en egentlig plan for, hvordan reduktionerne skal nås.” Klimarådet, 2021

Danmark har tidligere end nogensinde før ramt datoen for ”Ecological Overshoot Day” d. 26 marts 2021. Det er dagen, hvor Danmark har opbrugt årets kvote for, hvad planeten kan tåle, at vi forbruger. Et forbrug, der radikalt overstiger naturens samlede ressourcer. Hvordan kan vi fremhæve os på klimafronten, når vi ikke engang kan overholde et simpelt økologisk husholdningsbudget?

Alligevel prøver regeringen ihærdigt at sammenligne sig med kæmpestore nationer som USA, hvis økonomiske og kulturelle samfundsstruktur vi på ingen måde har basis for at kunne sammenligne os med. Og er det i virkeligheden ikke er en sørgelig målestok at bruge. Hvad får et påstået foregangsland som Danmark ud af at sammenligne sig med et land som USA?

Alt andet lige er det heldigvis sådan, at vi i det danske velfærdsamfund har investeret i uddannelsessektor og kritisk tænkning som et led i en strategi for at hæve den fremtidige danske arbejdsstyrkes konkurrenceevne, og at det faktisk begynder at virke. Børn og unge kan faktisk godt forholde sig kritisk til, om det der siges, der vil gøres, stemmer overens med opfølgende handling, og de kan godt kalde bullshit!

LÆS OGSÅ: Amanda Mona: The Meridian Expediton – en vision om at bringe globale bæredygtige løsninger frem i lyset

Og hvad sker der så, når de danske unge ser igennem fedtspilleriet? Mister de håbet?

Kolja: ”Selvom det er pissehårdt at blive ved med at råbe på forandringer og føle, at vi råber ind i en mur. Så bliver vi jo ved, fordi klimakrisen jo ikke en binær størrelse, og fordi det er vigtigt for os, at vi inspirerer vores medborgere og især de yngre generationer til at blive ved og selv tage det ansvar, de kan. Det er ikke sådan, at hvis vi ikke kan gøre noget, så må vi hellere lade være. Vi ser os selv som lidt af en spydspids for de yngre generationer. Det er os, der både forsøger at bryde igennem, men som også viser dem, at de skal blive ved med at have håb og blive ved med at presse på. Det er deres demokratiske ret.

Og vi har jo fået sindssygt meget positiv feedback generelt for vores aktion, det hele hjælper jo i sidste ende til at skabe opmærksomhed.”

Men hvad er så det næste for Den Grønne Studenterbevægelse, hvor går man hen herfra, hvor ekstremt bliver det næste?

”Vi har faktisk noget i gang nu, som virkelig er spændende, vi har startet Danmarks første klima-retssag sammen med Klimabevægelsen Danmark og Dansk vegetarforening. Vi sagsøger DANISH CROWN for overtrædelse af markedsføringsloven, da de vildleder danske købere ved at reklamere med sloganet ”Klimakontrolleret gris” og ”Dansk gris er mere klimavenligt, end du tror.” Den mængde foder, som konventionelle landbrugsdyr konsumerer, kan aldrig blive klimavenligt i den størrelsesorden. Hvis vi vinder den, giver det pludselig præcedens for, at vi kan forfølge flere store virksomheder og sikre, at de rent faktisk lever op til at omlægge virksomheden på en måde, så den lever op til bæredygtige standarder” – afslutter Kolja.