Burhan G & Pil
Gulvet 22
I sommeren 2021 påbegyndte Burhan G sin næste store rejse både på musik og branding-siden. Singlen ’Burhan G’, der blev genfortolket af Tobias Rahim og KIDD var den helt perfekte start og har siden etableret sig som ét af sidste års weekend anthems rundt om i Danmark. Siden da udkom ’Luftkys’, der var et tæt samarbejde med Danmarks egen hiphop dronning, Tessa, samt singlen ’Dans’ i følgeskab af Carl Knast og Tobias Rahim.
Efter at have afsluttet året med blandt andet en iøjnefaldende TV-performance på P3 Guld er han nu klar med singlen ’Gulvet 22’, hvor Burhan G akkompagneres af sangerinden Pil. Sangen er en nyfortolkning af Pils single af næsten sammen navn: ’Gulvet’. Om samarbejdet og baggrunden for udgivelsen uddyber Burhan G selv;
”Nogle gange hører man en sang, hvor man tænker: “Årh… den gad jeg godt selv have skrevet. Sådan har jeg det med “Gulvet”. Jeg er jo kæmpe musik-fan og nørd, først og fremmest. Jeg følger med i alt, hvad der rører sig. Jeg hørte hende første gang på “Dø Af Kærlighed” fra 2019. Den sang føles som en forlængelse af den sangskrivnings tradition, jeg selv kommer ud af. Og samtidig var hun lidt en hemmelighed, som kun få kendte til dengang. Men nu har folk heldigvis fået øjnene op for hende, og jeg er glad for, at jeg kan være en del af hendes rejse.”
Ida Laurberg
God’s Work
Ida Laurberg er ude med en ny single. ”God’s Work” er en sang, som virkelig har været længe undervejs. Ida skrev første vers for lang tid siden, gemte det væk i skuffen, men hev det så frem en aften, da hun lå på sofaen med sin kæreste; sanger og sangskriver URO, og sammen færdiggjorde de nummeret.
Ida fortæller selv om singlen:
“”God’s Work” handler om at have det dårligt i en relation og at bære for meget ansvar på ens skuldre. Den handler om alt det, jeg ville ønske, jeg havde gjort, og alt det, jeg ville ønske, jeg havde sagt, men aldrig gjorde, fordi jeg var for konfliktsky. Og det resulterer kun i, at tingene bliver værre. Udtryk dig klart og tydeligt fra starten, hvis dine grænser bliver overtrådt, ellers bliver det aldrig bedre. Og hvis folk stadig ikke kan respektere det, then get the fuck out.”
Giift
Fed Up
DIY-artist debuterer på den danske musikscene med en stemme, der formidler ungdommen til fri fortolkning. ’Fed Up’ med Giift er ude i dag, samme dag som Giift fylder 18 år. Hun blev født i Pretoria i Sydafrika den 18. februar, 2004. Blev adopteret af sine danske forældre, voksede op og blev den, hun er i dag: en small-town kid, der hedder Klara. Navnet på hendes sydafrikanske fødselsattest er Giift. Giift skriver sine sange på sin akustiske guitar. Udgangspunktet er simpelt, ligesom produktionerne, som er Giift’s egne. Men når små vokalbidder dubbes og panoreres ud, vokser universet sig uendeligt stort, mens flygtigt indspillede ord forstærkes og får central betydning for udtryk og handling.
”Jeg har altid vidst, jeg ville lave musik. Men jeg kunne ikke gøre det ordentligt før, jeg vidste hvad den skulle betyde for mig, og hvad den skulle fortælle. Det her er første kapitel.”
fortæller Giift.
Debutsinglen er skrevet, indspillet og produceret af Giift. Det samme er den kommende EP, som fortæller første kapitel af Giifts historie.
Olivver
Under Vand
Olivver debuterede sidste år med et album, der ganske uprætentiøst, men direkte og strippet for al unødvendig fyld og fanciness ramte plet hos ungdommen – og anmelderne. Nu er Olivver klar med opfølgeren på ’Vågen’ fra sommeren 2021 og første single i år, som kommer til at byde på meget mere musik fra den 22-årige københavner.Olivver fortæller her om ’Under Vand’:
”For mig handler sangen om at være i et forhold, som man godt ved ikke er sundt. Men man bliver alligevel i det, fordi det er det, man kender, og dér, man er tryg.” ’Under Vand’ beskriver følelsen af at drukne, mens man kæmper for at holde hovedet oven vande.”
SASO
I’m So Bored
Siden hun var lille, har SASO’s ekstremt perfektionistiske side gjort, at selv de små beslutninger syntes store. Tanken om at fejle eller ikke mestre noget før man er begyndt, kunne slå hende helt ud og holde hende tilbage.
“Musikken har, så længe jeg kan huske, fået mig til at føle mig mere hel og fri. Den lærte mig at sætte ord på mine følelser, omfavne dem, forstå dem og formidle dem på en helt ny måde, som før var svære at sige højt. Den giver mig muligheden for at bryde ud af min perfektionistiske spændetrøje og udfolde mig mere kreativt.”
Om den kommende single ’I’m So Bored’ siger SASO:
“I’m so bored’ er den første sang i rækken fra mit kommende debutalbum. Sangen er dedikeret til enhver akavet og træt festdeltager, ikke mindst dem, der kender følelsen af at være omringet af nogle begivenheder, man ville have det ret godt med at bryde ud af. Den blev skrevet på en grå vinterdag, hvor alle i rummet godt kunne bruge et strejf af lys, og det håber jeg om noget kan mærkes på den anden side af højtalerne.”
Hør alle Amins anbefalinger og hold dig opdateret på Amins Anbefalinger – Vinteredition her: