Thor Farlov
Hver For Sig
Det kom bag på de fleste, da Thor Farlov for et år siden, debuterede som solist. Med producer, Jens Ole McCoy (Ukendt Kunstner), ved roret præsenterede Thor Farlov en lyd der både havde noter af mørk, melankolsk hiphop, charmerende drenget R&B og ikke mindst med forførende beats af bas-drevet, dansabel disco. Nu er efteråret over os og det er nye tider igen for Thor Farlov. På den nye single, ‘Hver For Sig’, giver 80’erne genlyd og sendes mod 2022 med et upbeat tempo, hvor man samtidig mærker det inderlige og ærligheden i Thor Farlovs tekst.
Thor Farlov fortæller: “‘Hver For Sig’ er mit første udspil siden albummet ‘Nye Minder’ og jeg glæder mig virkelig meget til at verden skal høre den! sangen sætter ord på en masse personlige ting, jeg er gået igennem, og derfor har den også en stor betydning for mig.”
‘Hver For Sig’ er skrevet i samarbejde med Lord Siva, og det kan man på sin vis godt høre, men jeg synes alligevel at Thor Farlov formår at sætte sit eget præg på sangen og gøre det sit eget.
Medina
Lige Bange
Medina er tilbage fra barsel og klar med ny single ”Lige Bange”. ”Lige Bange” er en sang, der har været mange år undervejs, og som handler om Medinas søster og det at være enormt usikker og bange som pårørende til en elsket, som er sygdomsramt.
Medina fortæller: “Den sværeste sang at skrive, de sværeste følelser at dele. At fortælle andre, at man kan være lige så bange som pårørende, er noget vi deler for lidt med hinanden. Denne sang har taget mig det meste af livet at få sat ord på. Taget mange år før jeg var klar til at dele, men jeg kan mærke, at tiden til at dele dette med jer, er nu. Det er okay at være bange, og det er okay ikke altid at være den stærkeste. Min kære søster; du gør mig til et bedre menneske og jeg elsker dig hver eneste dag.”
“Lige Bange” er produceret af Andreas Sommer (Stoffer & Maskinen, Marie Key etc.) og skrevet af Medina selv, i samarbejde med Andreas Ringblom (De Dødelige)
Mags
Happimess (EP)
mags har i dag udgivet EP’en “Happimess”. Et musikalsk portræt af at være midt i 20’erne, hvor man har store drømme for livet og kærligheden, men tvivlen stadig er med som en fast følgesvend. De himmelstormende popsange er primært lavet i samarbejde med producerne Birk Nevel og Lasse Boman, som er bag flere sange med blandt andet Drew Sycamore. Sangene spænder over fortællinger om forelskelsens berusende kraft til følelsen af ikke at kunne slippe et forlist forhold, som f.eks. på sangen ‘what If’.
Mags fortæller: ”Når jeg skriver sange, føles det som om, jeg tager magten tilbage over nogle følelser, som jeg ikke kan kontrollere. Jeg kan ikke styre, hvad der sker i mit kærlighedsliv, men jeg kan styre fortællingen inde i mig selv. Så det gør jeg i min musik,”
EP’en indeholder også den smukke ‘as long as we’re both breathing’, der er en kærlighedserklæring til de tætte relationer, hvor man holder fast, selv når bølgerne går højt, og man bliver rasende uvenner: ”Jeg ville gerne skrive en episk kærlighedssang, der handler om den slags kærlighed, hvor man er sikker på, at man bliver sammen for evigt. Det er en ægte sad banger,” siger mags.
Det har altid været de store følelser, der fyldte hos mags eller Margrethe Tang, som der står på sygesikringsbeviset. Som teenager føltes hendes jyske hjemby Ry for lille til de storladne popsange, der pressede sig på allerede fra 12-årsalderen. Efter gymnasiet flyttede mags til New York, hvor hun sov på sofaer og levede af havregrød og spillede på byens open mic-scener om aftenen. ”Når man kommer fra en lille by, virker New York som et magisk sted, hvor ens drømme kan gå i opfyldelse. Jeg havde en CD med nogle af mine sange, som jeg gav til folk, jeg mødte. Jeg troede, at det var sådan, man fik en pladekontrakt,” siger mags og griner.
Albert
The Come up/Last Night
Den producerende halvdel af Benal udgiver to singler fra sit kommende, selvbetitlede debutalbum. Musikken fusionerer popmusik med club-vibes og bringer vokalister fra det danske pop-landskab i spil på måder, man aldrig har hørt dem før.
“The Come Up” er en kærlighedserklæring til de første raves, den første trance, de første piller og de trampende forstads-børn med deres eksotiske research-stoffer
“‘The Come Up’ er mit bud på den psykedeliske trance genre, som jeg er vokset op med. Det var den første store kærlighed indenfor elektronisk musik” Fortæller Albert.
Singlen er gæstet af musiker og fuldtids-shaman Lau I.V. Pedersen fra Fribytterdrømme. Med mantraet “Take it as it comes / Take it acid comes” holder Lau lytteren fast nede på jorden og agerer trip-sitter på turen. Don’t fight it! Tag det som det kommer.
‘Last Night’ er soundtracket til før-festen og dagen derpå. Lyden af summen fra vandhullet og alle byens originaler. Det er følelsen af frisk gang ned ad Istedgade på vej til næste fest og den næste historie. Rollen som fortæller spilles af, Nicolas ’Kidd’ Westwood, på sit modersmål skotsk. “Last Night er en hymne til røverhistorier og brune værtshuse. Det er mødet med Fætter Højben i et røgfyldt lokale sat til et disco beat. Mister Buongiorno giver shots!”
Albummet ‘Albert’er produceret i samarbejde med Rune Rask, Olle Häggberg og Emil Simonsen (Klamfyr). Albummet udkommer d. 19. november.
Hør alle Amins anbefalinger, og hold dig opdateret på Amins Anbefalinger – Efterårsedition her:
Hør også Amins Anbefalinger – Sommeredition her: