Anders Jensen
Gennem den politiske forfølgelse af den australske journalist og WikiLeaks-stifter Julian Assange har USA og Storbritannien givet pressefriheden dødsstødet.
Der er mange grunde til, at forfølgelsen af Assange bør bekymre os alle. Assanges “forbrydelse” består i det, vi kender under navnet journalistik. Når USA og Storbritannien beskylder andre lande for ikke at respektere international lov, demokrati og menneskerettigheder – en efterhånden slidt plade – bør de blive mindet om Assange-sagen.
20. april i år afsagde en britisk domstol dommen, at Assange kan udleveres til USA, som anklager ham for 17 brud på den amerikanske spionagelov (Espionage Act) fra 1917 samt en hacking-anklage. I USA risikerer Assange 175 års fængsel. Udleveringer i Storbritannien skal dog først godkendes af den britiske udenrigsminister, Priti Patel. Fredag d. 17. juni skulle vise sig at føles som fredag d. 13., for da sagde Patel “ja” til, at Assange kan udleveres til USA. Assange og hans advokater har derefter 14 dage til at appellere Patels autoritære godkendelse.
Journalisten Matt Kennard fra mediet Declassified UK forudså dette, da han udtalte, at der er “nul procent chance for, at Priti Patel vil blokere for [udleveringen], fordi hun er politisk på linje med USA.” Kennard forklarer, at sagen er politisk, hvorfor udlevering af Assange til USA er i strid med udleveringstraktaten mellem USA og Storbritannien (UK-US-extradition-treaty). Kun folkeligt pres kan hjælpe Assange, forklarede Kennard inden Patels godkendelse. Kennard forklarede desuden, at “alt, hvad der bliver afsløret, [som burde hjælpe Assange] bliver blot afvist eller ignoreret”.
Det har dog ikke medført Assanges frihed. Nej, for det er meningen, det skal trække i langdrag. For mens det sker, lider Assange, og det beskidte budskab sendes til alverdens journalister: Afslør aldrig vores beskidte hemmeligheder!
Siden 11. april 2019 har Assange været buret inde i det topsikrede britiske fængsel HMP Belmarsh. I 2012 overtrådte Assange ifølge Storbritannien de britiske regler for løsladelse mod kaution, da han, af frygt for udlevering til USA, søgte tilflugt på den ecuadorianske ambassade i London. Der opholdt han sig i syv år via et asyl, som tilbage i april 2019 blev ophævet, hvorefter britisk politi sendte ham uden returbillet til Belmarsh med kautionsovertrædelsen som begrundelse. Egentlig blev Assange “kun” idømt 50 ugers fængsel for at have overtrådt kautionen.
I januar 2021 afviste den britiske dommer Vanessa Baraitser ellers at udlevere Assange til USA af den grund, at de forhold, der ventede ham i det amerikanske fængselssystem, var så horrible, at han med sit hårdt belastede mentale helbred højst sandsynligt ville begå selvmord. Her er der tale om ekstrem isolationsfængsling, som Amnesty har sidestillet med tortur, hvilket international lov forbyder. Ifølge Matt Kennard var Baraitsers dom dødsdommen for den frie presse i Storbritannien, idet hun på orwellsk vis ikke var uenig i USA’s anklager mod Assange. En af grundene til, at Baraitser i 2021 gik med på USA’s anklager, var et vidneudsagn, der senere er blevet indrømmet at være løgn. Det har dog ikke medført Assanges frihed. Nej, for det er meningen, det skal trække i langdrag. For mens det sker, lider Assange, og det beskidte budskab sendes til alverdens journalister: Afslør aldrig vores beskidte hemmeligheder!
Journalisten Chris Hedges skriver, at “kampen for Julians frihed har altid været [om] meget mere end forfølgelsen af en forlægger. Det er den allervigtigste kamp for pressefrihed i vores tidsalder.
Menneskerettighedseksperten Julia Hall har udtalt, at det “er en del af strategien at holde ham tilbageholdt så længe som muligt, det er en slags død gennem tusind snit.” Hun forklarer også, at man ikke kan regne med USA’s garantier om, at Assange ikke vil blive udsat for de langvarige isolationsforhold SAMs (Special Administrative Measures), som Baraitser ikke ville udlevere ham til. USA garanterer nemlig, at Assange ikke kommer under SAMs – medmindre han gør noget, som USA ikke kan lide. Amnestys generalsekretær Agnès Callamard har for nyligt udtalt, at “tilbageholdelsen [af Assange] er vilkårlig” og at “[p]ublicering af information, der er i offentlighedens interesse, er en af pressefrihedens hjørnesten”. Skulle Assange blive udleveret til USA, får han ikke lov til at forsvare sig med, at publiceringerne – uagtet indholdet – var i offentlighedens interesse, eftersom spionageloven på autoritær vis ikke tillader dette.
Som jeg tidligere har skrevet: “Det er ironisk, at Assange anklages via spionageloven, når USA eller nærmere den amerikanske efterretningstjeneste CIA, via det spanske sikkerhedsfirma UC Global, udspionerede Assange i flere år, da han boede på den ecuadorianske ambassade i London under politisk asyl.” CIA har lyttet med, når Assange har haft møder med sine advokater om sit eget forsvar, hvilket burde have gjort retssagen ugyldig. Journalisten Chris Hedges skriver, at “kampen for Julians frihed har altid været [om] meget mere end forfølgelsen af en forlægger. Det er den allervigtigste kamp for pressefrihed i vores tidsalder.” Assange forfølges, forklarer Hedges, fordi han afslørede den globale magtelites forbrydelser heriblandt amerikanske og britiske krigsforbrydelser.
Nærmest et utal af pressefrihedsorganisationer, medier, journalister verden over, menneskerettighedsforkæmpere, EU’s Europaråd og ikke mindst tidligere whistleblower Daniel Ellsberg samt mange flere har da også advaret mod den præcedens, udleveringen af Assange til USA vil danne og altså følgerne for pressefriheden verden over.
Nils Melzer, professor i international lov og FN’s special rapporteur on torture and other cruel, inhuman or degrading treatment or punishment, har udtalt: “Efter 20 års arbejde med ofre for krig, vold og politisk forfølgelse har jeg aldrig set en gruppe af demokratiske stater slå sig sammen for bevidst at isolere, dæmonisere og begå overgreb mod en enkeltperson i så lang tid og med så lidt omtanke for menneskelig værdighed og for retsstaten.”
Assanges kamp er alles kamp mod de autoritære magter, der i øjeblikket begår vold mod pressefriheden og andre demokratiske rettigheder.
Barack Obama forsøgte ihærdigt at finde en måde, hvorpå Assange og WikiLeaks kunne retsforfølges, men nåede frem til, at det ville være i strid med USA’s forfatnings 1st amendment, som garanterer pressefrihed. Derudover havde medier som New York Times og The Guardian publiceret de samme klassificerede dokumenter som WikiLeaks. Efter WikiLeaks i marts 2017 publicerede dokumenter fra den amerikanske efterretningstjeneste omhandlende hackingværktøjer, Vault 7, blev kikkertsigtet for alvor stillet skarpt på Assange. CIA og højtstående folk i Trump-administrationen foreslog, ifølge tidligere højtstående amerikanske embedsmænd at kidnappe Assange fra den ecuadorianske ambassade og diskuterede tilmed muligheden for at dræbe WikiLeaks-stifteren (og andre WikiLeaks-folk).
Der er “overbevisende bevis for en politisk forfølgelse” af Assange, har Nils Melzer skrevet. Mainstream-medierne, beskriver han også, har i høj grad “dæmoniseret og ødelagt” Assange. Yderligere har begrænset adgang til sagsakter og advokater gjort det umuligt for Assange at forberede sit forsvar, har Melzer advaret. I maj 2019 besøgte Melzer selv Assange i Belmarsh, hvorefter han konkluderede, at Assange viste alle tegn på at have været udsat for langvarig “psykisk tortur”. I november 2019 advarede blandt andre Melzer mod, at hvis den umenneskelige behandling af Assange fortsatte, ville han dø.
Kevin Gosztola, ledende redaktør ved whistleblower-mediet shadowproof og en af de få journalister, der har fuldt Assange-sagen tæt, skrev efter Patels dødsdom til pressefriheden og andre demokratiske rettigheder: “I sidste ende satte Patel og den britiske regering Storbritanniens rolle som en klientstat til USA’s regering højere end [at de ville] udfordre sagen.” Med Patels godkendelse af udleveringen af Assange til det land, der lagde planer om at kidnappe og myrde ham, “indvilgede USA og Storbritannien i en alarmerende og hidtil uset anmodning om udlevering, som kriminaliserer personer, der engagerer sig i almindelig [journalistik]”, skrev Gosztola også.
Med alt det ovennævnte in mente kan de fleste vist blive enige om, at USA og Storbritannien ignorerer international lov, demokratiske rettigheder, såsom menneskerettigheder og ikke pressefrihed både i form af det, de udsætter Assange for, og i form af at ingen er blevet stillet til ansvar for krigsforbrydelserne, torturen, korruptionen, den ulovlige overvågning mm., WikiLeaks har afsløret. I deres heksejagt på Assange har USA og Storbritannien længe været i færd med at statuere et skræmmende eksempel. Lige så skamløse som USA og Storbritannien har været i forfølgelsen af Assange, lige så skamløst passiv kan den australske regering siges at have været i jagten på og undertrykkelsen af en af sine borgere. Assanges kamp er alles kamp mod de autoritære magter, der i øjeblikket begår vold mod pressefriheden og andre demokratiske rettigheder.
Den danske regering har ofte talt om, at USA og Danmarks deler “værdier” og er de tætteste allierede, hvorfor det ikke er overraskende, at den, så vidt jeg ved, ikke har forsvaret Assange og de værdier, der faktisk eksisterer i virkeligheden, en eneste gang.
Assange-sagen, eller nærmere Assange-processen, kunne end ikke Franz Kafka have skrevet bedre.
