Asta Holst Bach
Lyt til historien, og hør Sreya fortælle om en coronasmitte i Indien, der er kommet ud af kontrol
Jeg ser et videoklip fra Indiens hovedstad New Dehli, som viser rækker af brændende ligbål. Det er massekremering på en støvet begravelsesplads. Bålene er bygget op af rafter og ligner kæmpemæssige fakler, der lyser med orange ild. Røg slører pladsen, og indiske mænd med hvide murermasker bevæger sig rundt. De lægger mere brænde på.
Foto: Exposure Visuals / Shutterstock.com
Menneskerne, som bliver kremeret på begravelsespladsen, er døde af COVID-19. Og de mange ligbål vidner om en coronasmitte i Indien, der i løbet af den seneste måneds tid er eskaleret voldsomt.
Lige for tiden registrerer Indien mere en 300.000 nye smittetilfælde hver dag. Hospitalerne er overfyldte, og pårørende til smittede leder derfor desperat efter iltapparater, som kan redde deres kære. Oveni det hele bliver den indiske regering beskyldt for at nedtone, hvor mange mennesker i landet der i virkeligheden er døde af COVID-19.
At leve midt i krisen
Imens jeg scroller gennem historierne, der fortæller om den alvorlige smitteudvikling og de mange coronadødsfald i Indien, kan jeg ikke lade være at tænke på, hvordan det egentlig føles at leve i landet lige nu. Hvordan opleves en krise, når man befinder sig midt i den?
Derfor har jeg kontaktet Sreya Chatterjee. Hun er 28 år og bor i byen Gurgaon tæt på Indiens hovedstad New Dehli. Sreya har studeret på Syddansk Universitet i Esbjerg og boet 2,5 år i Danmark, men sidste sommer flyttede hun tilbage til Indien, hvor hun bor med sin familie.
Jeg ringer til Sreya over Zoom. Hun sidder på sit værelse, og jeg sidder på mit, imens vi taler. Bag hende er et sæt blomstrede rullegardiner trukket for vinduet. Sreya har bølget, langt sort hår, og hendes bluse er lilla.
Sreya har ikke været udenfor en dør de sidste tre uger. Hun og hendes familie er bange for at blive smittet med corona, fortæller hun:
”Det er ikke fornuftigt at bevæge sig ud af lejligheden og løbe en risiko ved at bruge den fælles elevator eller trapperne. Sidste uge erklærede regeringen vores bygning for en zone med høj smitte. Vi har 10 smittetilfælde i vores bygning, så det er ikke klogt at gå ud.”
Sreya Chatterjee
28 år
Bor i Gurgaon, nær New Dehli i Indien
Hvem bliver den næste?
Sreya føler sig heldig. Hun har sin familie, og de har mulighed for at isolere sig i deres lejlighed. Alligevel mærker hun konstant en nagende bekymring. En følelse af at coronasmitten kan ramme familien når som helst.
“Hvem mon bliver den næste? Det er bogstaveligtalt den følelse, jeg har.”
”Det værste er den her overhængende frygt, jeg har for at blive smittet. Selvom man er virkelig forsigtig, så er der stadig en chance for at få corona. Jeg kan se, at personer, som er tæt på mig, bliver påvirkede. De mister deres fædre, deres søstre, deres brødre til corona. Og det er virkelig hjerteskærende at gå igennem det hver eneste dag. At vågne op med en følelse af; hvem mon bliver den næste? Det er bogstavelig talt den følelse, jeg har.”
Det kom bag på Sreya, hvordan coronasmitten i Indien i løbet af få uger steg drastisk.
”Vi fejrede min fars fødselsdag i starten af april, og det var en dejlig dag. Vi gik i butikker og var ude at spise. Dengang følte vi, at nu kunne vi endelig kunne gå ud og have det sjovt igen. Men så gik det lige pludselig ned ad bakke. Og jeg tror, de færreste af os rigtig forstår, hvordan det hele pludselig eskalerede. Det var meget overvældende.”
Jeg spørger Sreya, hvordan det føles at sidde isoleret derhjemme, imens krisen raser udenfor vinduerne. Hun svarer, at hun er stoppet med at se nyheder.
“Din hjerne går i panik-mode, og du bliver bange for, at du skal dø. Så vi ser ikke nyheder”
”Nyhederne påvirker dig virkelig meget. Din hjerne går i panik-mode, og du bliver bange for, at du skal dø. Så vi ser ikke nyheder. Jeg gjorde det i den første uge af smitteudbruddet, og det var frygteligt. En af dagene kunne jeg kunne mærke, hvordan det overvældede mig fuldstændigt. Jeg kunne ikke arbejde overhovedet, fordi jeg var så påvirket af det, jeg havde set i nyhederne. Så jeg ser slet ikke nyheder.”
Hvordan holder man håbet oppe i en situation, der virker fuldstændig håbløs? For Sreya er svaret hendes familie:
”Fordi jeg er sammen med dem, føler jeg mig mere rolig. Vi har hinanden, og vi bor sammen, og det er den allerstørste støtte, jeg har. Hver dag er jeg taknemmelig, fordi jeg er i sikkerhed, jeg er indendøre, jeg får mad og jeg behøver ikke bevæge mig udenfor. Og det er virkelig det, som betyder noget lige nu.”
Jeg får travlt, da jeg har afsluttet mit zoommøde med Sreya. Jeg skal ud ad døren hurtigt og afsted til fodboldtræning. Men da jeg efter en regnfuld og dejlig halvanden time med mine veninder på fodboldbanen cykler hjem igen, tænker jeg på Sreya, som sidder fanget i sin lejlighed. Jeg føler mig privilegeret. Men jeg kan ikke slippe tanken om, hvor hurtigt coronasmitten i Indien kom helt ud af kontrol. Det skræmmer mig.
Indlægget her blev til, fordi jeg var nysgerrig på, hvordan det egentlig er at leve i Indien lige nu.
Jeg vil meget gerne høre dine tanker om historien her! Du kan sende mig en mail på asta@kisok.social eller skrive en kommentar under indlægget.
