To notifikationer fra Instagram og Facebook, der fortæller mig, at fem venner har fødselsdag, og at jeg skal huske at svare på, om jeg deltager i otte forskellige events, dagens vigtigste nyheder fra New York Times, Clue, der spørger mig, om jeg vil notere noget i appen i dag, syv ulæste mails, tre messenger-beskeder, 15 % rabat på Net-a-porter hvis jeg køber i appen inden for den næste time, og en reminder fra min nye meditations-app, Elevate, som jeg downloadede for flere uger siden, men ikke engang har åbnet endnu. Ovenstående er ikke et urealistisk billede på den skærm, jeg bliver mødt af i løbet af en dag – og jeg er efterhånden begyndt at blive mere og mere bevidst om, hvordan det påvirker mig og min mentale tilstand. Tanken om, at der konstant er noget eller nogen, der vil en noget, kan fremprovokere uro og stress og gøre, at man aldrig slapper helt af – det er i hvert fald det, jeg oplever hos mig selv.
Hvad gør notifikationerne ved mig?
Notifikationsstrømmen gør en række ting ved mig: Den får mig til at føle mig vigtig, i kraft af at folk vil mig noget. Lige så stressende notifikationer kan være, lige så bekræftende kan de føles. Men desværre giver notifikationerne mig en følelse af, at jeg skal fikse alting her og nu. Jeg vil eksempelvis gerne svare hurtigt tilbage til mine venner, nu hvor de har givet sig tid til at skrive til mig. Notifikationerne kan samtidig vække en følelse af FOMO (fear of missing out), som ikke er specielt fed. Og så er der den dårlige samvittighed, som især notifikationer fra meditations-apper som Elevate, vækker i mig. Det er en daglig reminder om, at jeg stadig ikke er kommet i gang med den meditation, som alle taler så godt om, og som uden tvivl ville være gavnlig for mig. Det kan virke vildt, at en masse små pop up-beskeder fra apper på en smartphone kan vække så mange følelser i mig, men det er nu engang tilfældet, og jeg er ret overbevist om, at jeg ikke er alene med disse følelser.
…professor og hjerneforsker Albert Gjedde fortalte, hvordan for mange informationer ifølge WHO kan betragtes som en trussel mod vores hjerner – også kaldet infodemi.
Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ville ønske, at jeg var lidt mere fri fra det, man kan kalde “notifikationsstress”. Jeg forsøger også at gøre noget ved det ved eksempelvis løbende at afmelde mig nyhedsmails (som jeg i øvrigt ikke husker at have signet up til), slå notifikationer fra på udvalgte apper og sætte min telefon på ‘forstyr ikke’, men det føles alligevel, som om der er ingen vej tilbage, når først man er fanget i notifikationernes spind. Det er gået så vidt, at jeg, så snart jeg sætter min telefon på “forstyr ikke”, rammes af en voldsom angst for, at der skulle ske noget, der gør, at nogen får desperat brug for at få fat på mig og ringer forgæves.
En trussel mod vores hjerner
I starten af ugen hørte jeg P1 Morgen, hvor professor og hjerneforsker Albert Gjedde fortalte, hvordan for mange informationer ifølge WHO kan betragtes som en trussel mod vores hjerner – også kaldet infodemi. Udtrykket blev først introduceret i forbindelse med corona-virussen og den massive dækning og informationsstrøm, vi blev udsat for som følge af denne.
Informationerne skyllede hen over os som en overvældende bølge af viden, som gjorde – og gør – det svært for os at skelne mellem, hvilke informationer vi skal bruge, og hvilke vi ikke skal bruge. Det resulterer i en tilstand, hvor vores hjerne simpelthen slår fra. Der er nemlig en grænse for, hvor meget information vores hjerne kan rumme. Og samtidig bliver vi faktisk afhængige af at få denne information. Infodemi er også en pandemi, som vi bør tage alvorligt.
Kan vi ikke bare få lov at være?
Jeg kan sagtens nikke genkendende til den måde Albert Gjedde beskriver infodemien på. Både med henblik på corona, men også på et mere generelt plan i forhold til det vi oplever i vores hverdag med den konstante nyhedsstrøm, informationer fra alle sider, sociale medier og app-notifikationer. Det at have en smartphone og et væld af apper, som sender én notifikationer 24/7, kan sommetider føles, som om man er verdens travleste og vigtigste chef, som konstant har en personlig assistent på speed rendende i hælene. Det er følelsen af konstant at skulle tage stilling til noget og aldrig bare kunne være.
Jeg husker tydeligt, at min far sagde til mig: “Caroline, man behøver ikke tjekke sin telefon med det samme.” Han havde ret dengang, og han har ret den dag i dag.
Dengang jeg boede hjemme og gik i gymnasiet, bestod mine aftener ofte i at lave lektier på sofaen ved siden af min far, mens han sad og arbejdede. Min telefon (som dengang ikke var en smartphone) vibrerede ofte – primært fordi jeg havde SMS-korrespondancer med et crush eller min veninde Johanne. Jeg husker tydeligt, min far sagde til mig: “Caroline, man behøver ikke tjekke sin telefon med det samme.” Han havde ret dengang, og han har ret den dag i dag. Så hvorfor lader jeg mig stresse af notifikationerne? Hvorfor kan jeg ikke bare lade telefonen være, slå alle notifikationer fra og koncentrere mig om bare at være? Det er et godt spørgsmål, og jeg ville ønske, at jeg var bedre til det, end jeg er. Men “hvad nu hvis det er noget vigtigt?”-mentaliteten fylder desværre rigtig meget, hvorfor jeg ofte må tjekke min telefon med det samme. Omvendt mener jeg, at ovenstående udmelding fra WHO bør være et wake up call.
Jeg bandede mit uheld langt væk
Jeg havde tænkt, at jeg ville lave et eksperiment, hvor jeg slog alle notifikationer fra i tre dage til dette indlæg, men jeg kunne alligevel ikke få mig selv til det – hvad nu hvis jeg missede noget vigtigt? Ironisk nok skete der det, at min telefons 5G pludselig satte ud midt på en travl mandag, hvorfor jeg stod uden internetforbindelse, notifikationer og kontakt til omverdenen (bevares, jeg kunne stadig ringe og sende sms’er). Jeg bandede mit uheld langt væk, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at grine lidt indvendigt.
Sandheden er, at det føltes ekstremt befriende, og den følelse er vigtig at huske. Af samme grund elsker jeg lange flyveture. Fordi det er en legitim pause fra omverdenen, uden notifikationer og risiko for, at en telefonsælger ringer. Så måske skal jeg – og andre, der har det som mig – bare sætte vores telefon på flyfunktion lidt oftere.
Her kan du læse mere om emnet:
‘Digital Media and Society’ af Simon Lindgren
’SLUK’ af Imran Rashid.