in , ,

Caroline Plummer: Cancel Culture – frygten for at blive aflyst

Et af de begreber, der har fyldt meget i 2020, er ‘Cancel Culture’, og min fornemmelse er, at det er kommet for at blive, om end det deler vandene.

Hør Miram B. speake Caroline Plummers indlæg eller læs selv videre under afspilleren.

Første gang, jeg hørte begrebet, var en total aha-oplevelse for mig. I løbet af de sidste par år – specielt under første omgang #metoo – så man enormt mange blive cancelled – eller aflyst, om man vil. Hvis begrebet cancel culture er nyt for dig, så kan jeg fortælle dig, at det helt basalt betyder, at en person bliver “aflyst” – eller kulturelt udelukket – på baggrund af personens handlinger. Dette sker som regel på baggrund af en mobilisering af et fællesskab, som offentligt (ofte via sociale medier) tager afstand fra personens gerninger eller holdninger. Et klokkeklart eksempel på et resultat af cancel culture er Kevin Spacey, som på baggrund af flere #metoo anklager blev beskyldt for sexual assault og fyret fra diverse igangværende produktioner. Herunder House of Cards, hvor han havde den bærende rolle. Han var med andre ord færdig i showbiz fra den ene dag til den anden – han var aflyst.

Sociale medier gør det muligt for folk at mobilisere sig og aflyse folk. Man kan nærmest overføre det til skolegården: et par børn beslutter sig for, at et andet barn, Mikkel, har opført sig dårligt. Det er nedtur, og det gider de ikke finde sig i, så de kalder Mikkel ud. Andre børn hører, hvad de har gang i. På trods af at de ikke kender til den specifikke situation, er de enige i, at det Mikkel har gjort, er for dårligt, så de tilslutter sig.

Pludselig står der 20 børn rundt om Mikkel, som alle påpeger, at han totalt nedtur og at han bør gå sin vej. Mikkel går grædende hjem, og dagen efter skifter han skole. Ingen af de børn, der stadig er tilbage på skolen, skal nyde noget af at associeres med Mikkel, for så er de måske de næste, der ryger.

Pludselig står der 20 børn rundt om Mikkel, som alle påpeger at han totalt nedtur og at han bør gå sin vej. Mikkel går grædende hjem, og dagen efter skifter han skole. Ingen af de børn, der stadig er tilbage på skolen, skal nyde noget af at associeres med Mikkel, for så er de måske de næste, der ryger.

Eksemplet er sat på spidsen, det ved jeg godt, men I forstår min pointe.

Cancel culture kan i mange tilfælde være en virkelig positiv ting. Netop fordi det giver folk mulighed for at mobilisere sig og kalde uretfærdighed, racisme, sexisme, ulighed osv. ud og kræve konsekvenser. Før internettet og sociale medier krævede det, at man mobiliserede sig fysisk, malede bannere og gik på gaden, men nu kan kampen kæmpes via et hashtag hjemme fra sofaen.

Men betyder det måske også, at det bliver lidt for nemt at kalde andre ud? Er det, at aflyse nogen, – eksempelvis via. sociale medier – en lidt for “nem” måde at mene noget på? Kommer vi nogle gange til at dømme folk lidt for hurtigt? Hvem beslutter egentlig, hvem der skal aflyses? Og hvad sker der egentlig med dem, der bliver aflyst?

Klik her – og del din mening eller indspark med mig og Kiosk!
?
X

I løbet af de mange timer, jeg bruger på Instagram på en uge, falder jeg ofte over Instagram stories, hvori folk deler ting, de tydeligvis ikke kan lide. Ting som de tager stærkt afstand fra. Meget ofte tilføjes der en bræk-emoji (I ved den emoji, der brækker sig helt vildt – nærmest som i Exorcisten). Det kan være alt fra Donald Trumps tvivlsomme tweets, videoer af folk der opfører sig racistisk, sexistiske artikler osv. Ni ud af 10 gange tilslutter jeg mig uden at blinke, og jeg forstår fuldstændig rationalet bag, men hertil skal man også huske, at jeg jo befinder mig inden for mit eget ekkokammer af de 1.000 mennesker, jeg personligt har valgt at følge på Instagram. Jeg har selv valgt dem, og jeg er sjovt nok enig med dem. MEN, for der er et men, på trods af at jeg forstår rationalet bag, får jeg alligevel lidt ondt i maven. Jeg kommer til at tænke på, at det kan være dybt problematisk og skadeligt at være den, som alle tager afstand fra og “aflyser” på den måde. Bevares, der er mange mennesker her i verden, der har fortjent at blive kaldt ud, men jeg tror, det er vigtigt at huske på, hvordan man gør det. Det er vigtigt at huske at være konstruktiv i sin kritik frem for alt. Det er de færreste, der lærer noget af at blive aflyst – så er man jo netop aflyst og sandsynligvis med dårlige udsigter til at blive “genopsat” – så at sige.

Jeg kan også mærke på mig selv, at jeg er tilbageholdende i forhold til at ytre mig eller mene noget på sociale medier – både fordi jeg er bange for at blive misforstået og for at træde nogen over tæerne, men måske i lige så høj grad fordi jeg er dødsens angst for selv at blive aflyst – eller for at aflyse nogen. Jeg får helt ondt i maven bare ved tanken. Hvis man anskuer cancel culture fra den vinkel, kan man jo nærmest sige, at frygten for cancel culture og dens konsekvenser kan være decideret lammende i forhold til ytringsfriheden. Har jer der læser med mon nogensinde undladt at sige jeres holdning højt – eksempelvis på sociale medier – af frygt for at blive aflyst?

Den tendens, jeg ser, – og har set i et godt stykke tid – i mit eget ekkokammer af sociale medier tyder på, at det er meget nemmere at få folk til at samles om noget, de tager afstand fra, end om noget man er tilhænger af. Intet kan samle folk som en fælles fjende. Måske har det altid været sådan, men sociale medier gør det i hvert fald tydeligt, at vi definerer os selv ud fra, hvad vi godt kan lide, men måske i endnu højere grad, hvad vi ikke kan lide.

Instagramprofiler som @daarligeting og @dietprada er i høj grad et resultat af dette. @daarligeting deler helt enkelt ting, som er dårlige – set fra et anonymt og kulturelitært perspektiv – det kan være personer, tendenser, reklamekampagner med mere. Helt enkelt udstilles og latterliggøres alt fra Kay Bojesen aben, til diverse influencers, til Christian Bitz. Jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg synes, profilen er vildt sjov. Jeg har både liket opslag, grinet højt og delt opslag med mine venner. Det er fis og ballade, kælen for fordomme og tåkrumning over småborgerligheden, når det er bedst, men det er virkelig også modbydeligt, når man tænker over det. Der sidder en anonym person og stempler folk som dårlige.

Der er måske ikke tale om decideret aflysning, men det tendenserer til det. Kommentarsporet taler i hvert fald for sig selv – og selvom det hele ikke er bræk-emojis, så bærer kommentarsporet i høj grad præg af, at folk trives i at tage afstand fra de ting, der bliver delt på profilen – og husk for guds skyld at tagge dine venner, så de også kan se, hvor meget afstand, du tager. Med andre ord; et like på @daarligeting’s opslag er en slags måde at højne sig selv på. Men på den anden side får det måske brands og influencers til at tænke sig om en ekstra gang, inden de laver noget komplet latterligt – man gider i hvert fald ikke havne på @daarligeting.

@diet_prada har gjort det til deres fornemmeste opgave at kalde alle – især modeindustrien – ud for deres fejltrin. De lægger ikke fingre imellem, og hvis man træder ved siden af, kan man godt forberede sig på en tur igennem møllen. Og det er ikke for sjov: Hadefulde kommentarer, bræk-emojis og et kæmpe ‘cancel’-stempel skal man forberede sig på. Senest har Alexander Wang været en tur gennem møllen, da han tilsyneladende godt kan lide at drikke unge, smukke, mandlige modeller under bordet og gramse på dem – derfor er han og hans brand naturligvis aflyst, hvilket virker meget rimeligt alt taget i betragtning (eller hvad?). Samtidig gør en Instagram profil som @diet_prada med deres 2.4 millioner følgere måske, at store high street brands tænker sig om en ekstra gang, inden de kopierer mindre brands. Og det er jo sådan set positivt nok.

Begge ovenstående Instagramprofiler opererer mere eller mindre anonymt, når de kalder folk ud, hvilket på en måde bekræfter hele ideen om cancel culture, for hvis man stikker næsen for langt frem, risikerer man måske selv at blive aflyst. Ingen har dermed lyst til at lægge navn til at aflyse andre…

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvorvidt cancel culture er godt eller skidt. For at være ærlig, er jeg selv meget splittet. På den ene side er cancel culture et stærkt værktøj til at mobilisere og organisere sig og opnå mærkbare resultater i kampen for retfærdighed. På den anden side er cancel culture måske en for nem måde at mene noget på, som desuden kan være altødelæggende for den person, der bliver aflyst (om det så er fortjent eller ej).

En meget klog mand ved navn Barack Hussein Obama sagde i November 2019 følgende:
“I do get a sense sometimes now among certain young people, and this is accelerated by social media, there is this sense sometimes of: ‘The way of me making change is to be as judgmental as possible about other people, and that’s enough. Like, if I tweet or hashtag about how you didn’t do something right or used the wrong verb, then I can sit back and feel pretty good about myself, cause, ‘Man, you see how woke I was, I called you out.’ That’s not activism. That’s not bringing about change. If all you’re doing is casting stones, you’re probably not going to get that far. That’s easy to do.”

Det, synes jeg egentlig, er meget godt sagt.

Kunne du lide indlægget?

Indlæg af Caroline Plummer

Caroline er en 30-årig millennial med stort M. Hun er cand. mag. i Engelsk fra Københavns Universitet, hvor hun skrev sit speciale om cultural appropriation, og hvor hun desuden lige nu læser sidefag i Film - og Medievidenskab for at kunne undervise i Mediefag. Caroline har prøvet kræfter af i magasinbranchen, i filmbranchen og senest i mediebranchen, hvor hun har arbejdet de sidste syv år. Caroline mener selv at popkulturen har været med til at forme hende - på godt og ondt - og hun elsker at dykke ned i diverse popkulturelle fænomener og forsøge at finde ud af hvordan de er opstået og hvordan de påvirker den verden vi lever i.

Skriv et svar