Har du nogensinde overvejet at sige dit job op? Simpelthen bare sige op fra den ene dag til den anden uden at have en plan b? I så fald er du tilsyneladende ikke alene. Specielt ikke hvis man kigger mod USA, hvor der i løbet af 2021 var en rekordstor stigning i antal af amerikanere, der simpelthen sagde deres job op. Tendensen er blevet kaldt The Great Resignation og hænger tilsyneladende sammen med den antiwork-bevægelse, der spirer lige nu.
Antiwork-bevægelsen har blandt andet sit virke på Reddit[1], hvor subreddit-kanalen r/antiwork i løbet af de seneste måneder er eksploderet i følgerantal og nu er oppe på mere end 1,5 millioner følgere efter bl.a. New York Times drog paralleler imellem kanalen og det høje antal af amerikanere, der sagde sit job op sidste år. Subreddit-kanalen, der har eksisteret siden 2013, kører ligesom bevægelsen under sloganet, “Unemployment for all, not just the rich!” Men hvad handler bevægelsen egentlig om?
Kort sagt handler antiwork-bevægelsen om at gøre op med kapitalisme og udforske en anden slags liv. Det handler også om, at folk er trætte af at arbejde for virksomheder og chefer, der stiller urimelige krav uden at blive anerkendt for indsatsen. Der er tilsyneladende forskellige grene af antiwork-bevægelsen: Der er den del af bevægelsen, der har en antikapitalistisk, nærmest anarkistisk tilgang til konceptet, der handler om at droppe ideen om arbejde, som vi kender det, fuldstændigt, mens andre anser konceptet som en mulighed for at forbedre arbejdslivet. Subreddit-kanalen er et mix af begge grene, der giver brugerne mulighed for at dele historier med hinanden og få opbakning og støtte, sparre ift. antiwork-relaterede initiativer osv.
Min første tanke var: Hvordan kan det at sige sit job op uden videre fungere i praksis? Og specielt i et land som USA?
Men så vidt jeg forstår, skal antiwork-bevægelsen forstås således, at den går imod den kapitalistiske og hierarkiske tilgang, der eksisterer på arbejdsmarkedet i dag. Når man ser på subreddit-kanalen, er det tydeligt, at der er tale om folk, der er trætte af at være lønslaver og knokle for at tilfredsstille chefer, der stiller højere og højere krav, jo hårdere man knokler. Det handler også om, at folk lægger vægt på andre værdier end høje indkomster og højtprofilerede job. Derudover handler bevægelsen i høj grad om, at folk, der arbejder i dårligt betalte jobs med dårlige vilkår, forlader det pågældende job for at få et bedre job – en tendens, der især i et land som USA, hvor nogle job er så dårligt betalt, at man bliver nødt til at arbejde sig selv halvt ihjel eller have to fuldtidsjob, giver rigtig meget mening. Desuden byder subreddit-kanalen også på en række råd til, hvordan ansatte kan mobilisere sig og ændre kulturen på deres arbejdspladser og stå op for sig selv og hinanden og dermed skabe konstruktiv forandring.
Sjældent har sætningen “work, eat, sleep, repeat” givet så meget mening, og de fleste har nok stillet sig selv spørgsmålet: “Er det virkelig det her, der er meningen med livet?”
Så for at besvare mit eget spørgsmål handler det ikke nødvendigvis om at sige sit job op fra den ene dag til den anden uden at have en plan b. Det er altså ikke nødvendigvis (med tryk på nødvendigvis) så radikalt, som det først lyder, og antiwork kan tolkes på forskellige måder.
En del af os har formentlig oplevet en form for arbejdsrelateret udbrændthed på et eller andet tidspunkt i løbet af de sidste snart to års coronapandemi, med alt hvad det har budt på af hjemmekontor, virtuelle møder osv. Sjældent har sætningen “work, eat, sleep, repeat” givet så meget mening, og de fleste har nok stillet sig selv spørgsmålet: “Er det virkelig det her, der er meningen med livet?”
Om det er pandemi-relateret udbrændthed, øget fokus på ulighed og umenneskelige arbejdsvilkår eller meditations-trenden, der har været med til at give bevægelsen vinger i 2021, kan ikke siges med sikkerhed, men det hænger fint sammen med, at vi de seneste par år har talt om muligheden for fire-dages arbejdsuger, 30-timers arbejdsuger og evnen til at spare op, så man kan gå på pension som 35-årig.
Men lad os så sige, at man tager skridtet og siger sit job op. Hvad er alternativet egentlig til at arbejde i den klassiske forstand, hvor man har et 9-17 job, møder ind på et kontor og har en chef? Der er en række alternativer, afhængigt af hvem man er: Bliv selvstændig, bliv arbejdsløs, videreuddan dig, eller find et et andet job, der gør dig glad. Vi lever i en tid med fokus på entreprenørskab og “be your own boss”-mentalitet, og med de sidste års teknologiske udvikling har der vel sjældent være flere muligheder for at være sin egen chef.
Så det er måske ikke så mærkeligt, at folk begynder at stille spørgsmålstegn ved den klassiske arbejdsstruktur, der på mange måder kan virke enormt kapitalistisk, hierarkisk og til tider “meningsløs”. Måske er det meget sundt, at vi tager dialogen om arbejdsmarkedet og den måde, det er struktureret på?
Man kan se antiwork-bevægelsen lidt som en blanding af anarki og selvomsorg. Og man kan helt sikkert argumentere for, at det er sundt at stille sig selv spørgsmålet: Er jeg glad i mit arbejde? For hvis man er ulykkelig i sin arbejdssituation, fylder det ekstremt meget i vores liv og hverdag. Her er det dog også væsentligt at understrege, at ikke alle er så privilgerede at have muligheden for at sige sit job op. Det at sige sit job op uden at have en plan b kræver is i maven, det kræver mod, og det kræver også en form for økonomisk sikkerhedsnet.
Jeg hørte engang en podcast med en kvindelig investeringsekspert, der anbefalede, at man skulle have en fuck you-konto. Altså en opsparingskonto, som gør, at man kan sige op fra den ene dag til den anden og stadig klare sig et par måneder. Det synes jeg egentlig, er et rigtig godt råd. Det er i hvert fald et godt sted at starte, hvis man overvejer at joine antiwork-bevægelsen, om ikke andet bare for en måned eller to.
Kilder
- Danmarks Statistisk https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/arbejde-og-indkomst/arbejdsloese
- ‘Inside the Online Movement to End Work’ VICE https://www.vice.com/amp/en/article/y3vwjw/inside-the-online-movement-to-end-work-antiwork-sub-reddit
- ‘This subreddit will make you want to quit your job’ I-D https://i-d.vice.com/en_uk/article/7kbpqb/antiwork-subreddit
- ‘Three Myths of the Great Resignation’ The Atlantic https://www.theatlantic.com/ideas/archive/2021/12/great-resignation-myths-quitting-jobs/620927/
- ‘Sig dit job op – En ny Bevægelse er sat i skred’ https://politiken.dk/podcast/politikens_poptillaeg/art8495668/Sig-dit-job-op-En-ny-bevægelse-er-sat-i-skred
[1] en online community platform, hvor brugere kan poste om stort og småt og desuden ranke hinandens posts for at få det mere eller mindre spredt på resten af platformen. En subreddit er et mindre community med et specifikt tema på Reddit.