Caroline Plummer
“Glædelig kampdag” skriver kvinderne i min familie som regel til hinanden d. 8. marts. Det er nemlig Kvindernes Internationale Kampdag. Jeg tager ofte mig selv i at blive enormt rørt i løbet af dagen, når diverse medier sætter fokus på feminisme, køn og ligestilling, og når der bliver fortalt anekdoter om de stærke og modige kvinder, der banede vejen for, hvor vi er i dag.
Der er sket meget, siden det i 1910 blev besluttet, at alle lande hvert år skulle holde en international kvindekampdag. Dengang havde danske (og mange andre) kvinder eksempelvis ikke stemmeret. Uligheden mellem mænd og kvinder var altså både større og meget mere tydelig, end den er i dag, hvor vi i Danmark formelt set har ligestilling mellem kønnene. Men det betyder bestemt ikke, at hverken kvindernes kampdag eller feminisme er ubetydelig i 2022 – kampene kan være sværere at se, fordi de måske i højere grad eksisterer som noget underliggende eller strukturelt, men der er stadig masser at tage fat på. Men hvor kampen måske for 100 år siden stod mere klart, kan kvindernes kampdag i dag benyttes til at se på de strukturelle udfordringer og til at spørge sig selv: “Hvordan kan vi komme den strukturelle ulighed, der fortsat eksisterer mellem kønnene, til livs?” Derudover må vi ikke glemme de lande, der ikke er lige så langt med ligestillingen som os selv.
Vi har været igennem flere bølger af feminisme, og det er ikke nødvendigvis altid, at der er enighed om, hvad feminisme er, og hvad den skal kunne. Derfor har jeg valgt at spørge tre kvinder fra tre forskellige generationer, hvorfor de mener at feminisme – altså ligestilling mellem mænd og kvinder – stadig er et vigtigt emne i 2022, og hvad Kvindernes Internationale Kampdag betyder for dem.
Kvinde, 27 år
Det er det først og fremmest, fordi der på mange områder ikke er ligestilling. Selv i Danmark, hvor der er formel ligestilling, og hvor vi måske har en idé om, at vi har ligestilling. Især efter jeg har læst bogen Argumenter Imod Kvinder, er der mange ting, der er gået op for mig. Det er eksempelvis vildt, at man stadig argumenterer for, at det er kvinden, der skal gå hjemme, fordi det biologisk set giver mest mening.
Det værste er, når kvinder modarbejder andre kvinder, og jeg synes stadig, der kan være lang vej til medsøsterlighed nogle gange. Miss America-serien sætter tingene i perspektiv og viser vigtigheden af at stå sammen. Der er eksempelvis også mange kvinder, der ikke er fans af den nye barselslov, og det er fair nok, men det er bare vigtigt at huske, hvor stor en forskel den gør for rigtig mange kvinder, og hvordan det måske er den eneste måde at ende diskrimination mod kvinder i den “fødedygtige” alder på arbejdsmarkedet. Jeg er da taknemmelig for, at det ikke er noget, jeg skal være ligeså nervøs for, når jeg er færdig med min uddannelse om et par år. Uanset hvilken bølge af feminisme man identificerer sig med, bliver man nødt til at se i øjnene, at vi ikke kan komme videre, hvis ikke vi står sammen.
Det er interessant at se, hvordan mange mennesker stadig siger, at de ikke er feminister, når feminisme jo i bund og grund betyder ligestilling mellem kønnene. Blandt andet derfor er det stadig vigtigt at diskutere i 2022.
Kvinde, 60 år
Som jeg ser det, er lovgivningen og rammerne for ligestilling sådan set på plads – øremærket barsel var det sidste, vi ventede på. Når det så er sagt, så mangler vi stadig at få det adfærdsmæssige med. Jeg kunne eksempelvis godt tænke mig at se flere kvinder i bestyrelser, og her er vi bagud på grund af den magtstruktur, der har eksisteret i rigtig mange år – det kan eksempelvis være enormt svært for kvinder at bryde igennem den mur af mandenetværk, der eksisterer omkring bestyrelser. Diskussionen omkring kvoter i bestyrelser er interessant. Jeg mener, at man først og fremmest bør bedømmes ud fra kvalifikationer, men “tvang” kan være den eneste måde at fremskynde processen i en positiv retning. Måske en prøveperiode på fem år, som De Radikale foreslår, kunne være en vej frem? Det bliver i hvert fald spændende at se, hvordan vi bedst muligt får løst problemet.
For mig at se handler det først og fremmest om at skabe en adfærds- og kulturændring. MeToo-bevægelsen er netop så vigtig, fordi den udelukkende handler om adfærd. Det er også helt tydeligt at se, at de yngre mænd har en anden adfærd end generationerne før dem – de tager mere del i barsel, familieliv osv. Og der sker generelt et skifte i samfundet, hvor kvinden eksempelvis sagtens kan tjene mere end manden i et parforhold, uden at det er et problem. Der kan jeg se, at vi har rykket os. Netop derfor er diskussionen stadig vigtig, hvis vi fortsat vil udvikle os i forhold til vores adfærd og kultur, og det mener jeg bestemt, at vi bør.
Kvinde, 81 år
Jeg er i gang med at læse en bog, der foregår i 1880, altså for 150 år siden, og den beskriver netop især forholdene for kvinder på den tid. Der er især nogle grusomme historier om, hvordan unge kvinder eksempelvis blev voldtaget og blev gravide, hvorefter de blev udskammet for at have fået barn udenfor ægteskabet. Den sætter tingene i perspektiv – både i forhold til, hvor langt vi er nået med ligestillingen i dag, men også i forhold til, hvor slemt det har været tidligere.
Lige siden Adam og Eva har der eksisteret et hierarki mellem manden og kvinden, hvor manden bestemte, og kvinden var underlagt manden, og selvom vi er nået langt, så tager det tid at bryde den struktur, der i så mange år har været indlejret i vores samfund. Den slags magtmønstre kan være svære at bryde, tingene tager tid, og derfor er det i den grad stadig vigtigt at tale om ligestilling mellem kønnene.
Men det er dejligt at se, hvor meget der er sket. Min mor blev gift for 90 år siden, hvor der nærmest ingen kvinder var i politik, og hun modtog husholdningspenge fra min far hver torsdag. Når man sammenligner det med den nye barselslov eksempelvis, er der jo sket rigtig meget. Det bliver rigtig spændende at se, hvad den nye lov kommer til at betyde for ligestillingen! Jeg tror, vi er helt i mål med ligestilling om 50 år – det håber jeg.
Kvinde, 27 år
Det er en god reminder om, hvordan jeg som kvinde er endt med at have privilegier, fordi andre kvinder har kæmpet før mig. Jeg synes, det er enormt vigtigt at være bevidst om historien for at kunne arbejde fremad. Og så er det en god lejlighed til at gøre status over, hvor langt vi er nået samt fokusere på andre lande og italesætte eventuel ulighed der.
Kvinde, 60 år
Den minder om, at der stadig er plads til forbedring. Det er bare nogle andre opgaver, end det var for 30, 40 og 50 år siden. I dag er der heldigvis også mange unge mænd, der kalder sig feminister, hvilket også viser at det er blevet en fælles kamp.
Kvinde, 81 år
For mig har det været kvindernes kampdag hver dag, siden jeg fyldte fjorten.
Ovenstående udtalelser fra tre kvinder i hhv. 20’erne, 60’erne og 80’erne illustrerer, hvordan feminisme både er personligt og fælles, samt hvorfor vi fortsat stolte kan fejre kvindernes kampdag i 2022. Og om vi så opnår 100 % ligestilling om 50 år, som forudset af en af de adspurgte, så håber jeg, at fremtidige generationer fortsat vil fejre kampdagen d. 8. marts for at hylde de seje og stærke kvinder (og mænd), der har kæmpet gennem tiden, for at vi er nået dertil, hvor vi er på det pågældende tidspunkt – og samtidig huske på, at selvom ligestilling bør være en selvfølge, så har det ikke altid være det.
Jeg håber, alle der læser med får en god kampdag i dag. Selv skal jeg til KVINFOs event i Vega, og jeg glæder mig.
Hvis man er interesseret, hvilket man i min optik bør være uanset ens køn, så vil jeg anbefale at tage et kig på KVINFOs hjemmeside, hvor de har et fint overblik over viden, værktøjer og løsninger ift. ligestilling mellem kønnene samt løbende opdateringer ift. lovforslag og andre tiltag.
