Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in ,

Som gravid skal du (også) have lov at føle dig sexet: Derfor er Rihannas graviditetsstil vigtig

Caroline Plummer er førstegangsgravid. Selvom hun er taknemmelig, synes hun, at det er ærgerligt, at kvinder må gå på kompromis med deres tøjvalg under graviditeten, fordi tøjudvalget for gravide er minimalt. Heldigvis går en særligt kendt kvinde forrest og viser en anden stil.

Dengang min farmor var gravid med min far i starten af 1960’erne, var der selvsagt ikke verdens største udvalg af graviditets- eller ventetøj. Dengang hed det omstændighedstøj, og hvis man ikke var frisk på at iføre sig en kittellignende sag som alle andre, måtte man få specialsyet noget. I dag er sagen heldigvis en helt anden, men det betyder ikke nødvendigvis, at udvalget er godt. Jeg er selv førstegangsgravid, og det er dermed første gang, jeg skal navigere i alt, hvad dertil hører af en krop i konstant forandring og ikke at kunne passe 95 % af sine bukser. Misforstå mig ikke! Jeg er lykkelig over at være gravid og synes, min krop er helt vild for det, den går igennem, men det at skulle have en baby er en kæmpe omvæltning, og det mindste, jeg beder om, er at kunne få lov til at føle mig (nogenlunde) godt tilpas i min krop og se smart ud imens. Men det skal åbenbart ikke være nemt – i hvert fald ikke hvis man ser på ventetøjsudvalget.

Privatfoto

Det virker på mange måder, som om ventetøjets vigtigste egenskab, uanset hvor man kigger hen, er at afseksualisere den gravide kvinde så meget som overhovedet muligt. Udvalget bugner af mærkelige snit, hvis vigtigste egenskab er at fremhæve maven, joggintøj, der på ingen måde egner sig til andet end hjemmebrug, nuttede blomsterprint, overalls (!!!) og ækle jeans, der ligner alt andet end almindelige jeans, men i stedet består af jeans-lignende stof i blødt stretch. I min optik alt sammen ting, som jeg aldrig ville iføre mig til hverdag og dermed har virkelig svært ved at forene mig med. Det virker for mig enormt paradoksalt, at noget så diverst som mode og personlig stil skal degraderes til en slags “one size fits all”, så snart man bliver gravid.

Hun (Rihanna) tilpasser sig altså ikke efter andre end sig selv og går på ingen måde på kompromis med at se smart ud. Desuden efterlever hun ikke den usagte forventning om, at den gravide krop skal dækkes til. 

Og så kan det være, du tænker: “Men er det virkelig meningen, at en kvinde skal føle sig sexet og se smart ud, når hun er gravid?” Hertil er mit svar: JA! Vi lever i 2022, og det kan ikke være rigtigt, at man skal sætte sit smarte, seksuelle jeg på pause for at agere babyfabrik i ni måneder + det løse efterfølgende. Bevares, man når da også til et punkt, hvor man bare gerne vil have det behageligt, men kan det virkelig være så svært at imødekomme den moderne kvindes behov om gerne at ville have det smart, praktisk og behageligt på samme tid?

Det er her den verdenskendte beauty-, fashion- og musikentreprenør Rihanna kommer ind i billedet. Hvis man fulgte bare en lille smule med på den popkulturelle scene i starten af februar, har man ikke kunnet undgå nyheden om, at Rihanna er gravid. Siden da har hun præsenteret offentligheden for det ene episke gravid-outfit efter det andet.

Her er nogle eksempler:

Men hvad kan vi så “lære” af Rihannas graviditetsstil? Først og fremmest er den så unapolagetic (hvilket sjovt nok også er titlen på Rihannas album fra 2012), at det halve kunne være nok. Rihannna går klædt præcis, som hun gjorde, før hun var gravid med meget få justeringer, så der er plads til den voksende mave. Hun tilpasser sig altså ikke efter andre end sig selv og går på ingen måde på kompromis med at se smart ud. Desuden efterlever hun ikke den usagte forventning om, at den gravide krop skal dækkes til. Derudover er hun ikke bange for at være sexet på trods af sin graviditet, hvilket også er enormt forfriskende. Specielt taget i betragtning af, at det at være sexet og føle sig godt tilpas i 2022, heldigvis er en ting, man gør for sin egen skyld og ingen andres. Vigtigst af alt sender hun et signal til kvinder (gravide eller ej) om, at man skal eje sin krop og ikke lade andre diktere, hvordan man skal gå klædt afhængigt af størrelse, gravid mave eller andet. Et budskab, hun også har arbejdet hårdt på at udbrede, siden hun lancerede sin makeuplinje, Fenty Beauty i 2017 og sit lingeri brand, Savage x Fenty i 2019.

Jeg siger ikke, at jeg har tænkt mig at komme på arbejde i et af ovenstående outfits i morgen, men efter at have browset internettet tyndt for smart ventetøj uden specielt meget held, synes jeg godt nok, det er forfriskende at se noget diametralt modsat, hvor der ikke eksisterer en forventning om, at den gravide kvinde skal ligne et uskyldigt lam. Heldigvis har jeg en masse smarte veninder, der har været gravide før mig, som jeg kan lade mig inspirere af og låne smart tøj af. Selv har jeg købt det samme sorte par baggy jeans i tre forskellige størrelser, så der er noget at vokse i. Selvsamme jeans er også smarte med et bælte i efter graviditeten, for vi må heller ikke glemme klimaet i graviditetsboblen.


Kilde: instagram.com/badgalriri

Kilde: instagram.com/coperni

Kilde: vogue.com (foto: GettyImages)

Kilde: Harpers Bazaar https://www.harpersbazaar.com/celebrity/latest/g39047696/rihanna-maternity-style-gallery/?slide=6

What do you think?

Written by Caroline Plummer

Caroline er en 30-årig millennial med stort M. Hun er cand. mag. i Engelsk fra Københavns Universitet, hvor hun skrev sit speciale om cultural appropriation, og hvor hun desuden lige nu læser sidefag i Film - og Medievidenskab for at kunne undervise i Mediefag. Caroline har prøvet kræfter af i magasinbranchen, i filmbranchen og senest i mediebranchen, hvor hun har arbejdet de sidste syv år. Caroline mener selv at popkulturen har været med til at forme hende - på godt og ondt - og hun elsker at dykke ned i diverse popkulturelle fænomener og forsøge at finde ud af hvordan de er opstået og hvordan de påvirker den verden vi lever i.

Skriv et svar