I vores moderne samfund kan det måske undre, hvorfor abortmodstand stadig er noget, der findes. Men der er faktisk en ny bølge af abortmodstand, som rører på sig netop nu. Caroline Plummer undersøger baggrunden for bevægelsen og bidrager med sin holdning til emnet.
Forleden faldt jeg over et opslag fra forfatter, historiker, podcastvært og foredragsholder Gry Jexen på Facebook. Jexen står blandt andet bag bogen, Kvinde Kend Din Historie: Spejl dig i fortiden, og jeg synes, hun er så sej og dygtig, at jeg altid kigger en ekstra gang, når hun deler noget. I opslaget gør hun opmærksom på en tendens, som vi bør være opmærksomme på: nemlig abortmodstand – eller rettere sagt, den nye bølge af abortmodstand, der rører på sig lige nu – også i Danmark. Hun delte i samme omgang en artikel fra magasinet Femina, der beskriver den nuværende mobilisering af abortmodstandere i Europa og sætter fokus på en kvindelig dansk abortmodstander og argumenterne bag hendes modstand. Det fik mig til at tænke nærmere over, hvad abortmodstand er for en størrelse, og hvilke argumenter der ligger bag.
Vi har haft fri abort i Danmark siden 1973 – altså i næsten 50 år. Op til 1866 var der dødsstraf til kvinder, der frivilligt afbrød deres graviditet eller slog deres barn ihjel. Herefter var straffen otte års strafarbejde indtil 1930’erne, hvor straffen blev ændret til to års fængsel. Efterfølgende kunne man få foretaget en abort lovligt under særlige omstændigheder – eksempelvis ved livsfare ved graviditeten, ved voldtægt, ved incest og lignende.[1] Der er mange lande, hvor disse regler stadig gælder, og Danmark var – og er – på mange måder et foregangsland i forhold til fri abort og kvinderettigheder i det hele taget. Fri abort skal i dag forstås således, at man har selvbestemt ret til at få afbrudt sin graviditet til og med 12. graviditetsuge, og der bliver i dag foretaget omkring 15.000 aborter i Danmark årligt.[2]
Det er nok gået de færrestes næse forbi, at Texas sidste år indførte en ny streng abortlovgivning: Det er nu forbudt af få foretaget en abort efter 6. graviditetsuge – det vil sige, før langt størstedelen overhovedet er klar over, at de er gravide.
Der er sket meget siden 1973 – i dag bliver man eksempelvis (heldigvis) ikke stigmatiseret, fordi man får et barn udenfor ægteskab, og udvalget af præventionsmuligheder er langt større, end det var engang. Men der er naturligvis stadig behov for aborter – af den ene eller den anden grund, og abort er på sin vis synonym med feminisme og kvindens ret til at bestemme over egen krop – en ret, som altså bliver praktiseret 15.000 gange årligt.
Det er nok gået de færrestes næse forbi, at Texas sidste år indførte en ny streng abortlovgivning: Det er nu forbudt af få foretaget en abort efter 6. graviditetsuge – det vil sige, før langt størstedelen overhovedet er klar over, at de er gravide. Abort har været et omdiskuteret emne i USA i mange år. Landet indførte, ligesom Danmark, fri abort i 1973 efter Roe vs. Wade-retssagen, hvor der var et syv mod to flertal for at lade den fattige 22-årige Jane Roe få foretaget en abort med sit tredje barn på baggrund af manglende evne til at kunne forsørge tre børn. Men det betyder ikke, at abortlovgivningen ikke har været en omdiskuteret sag siden da. Der findes forskellige amerikanske bevægelser for – og i mod abort: Pro-life, som er imod abort, og Planned Parenthood og Pro-choice, som er for abort. Hvis man har set den legendariske amerikanske teenagefilm Juno, kan man måske huske, hvordan en pro-life-inspireret aktivist demonstrerer foran abortklinikken, da Juno vil have foretaget en abort med argumenter som “Your baby has a heartbeat” og “Your baby has fingernails”, (hvis ikke, så se klippet herunder). Demonstrationer foran abortklinikker er desuden ikke en sjældenhed i USA i dag.
Hvorfor abortmodstand?
Der kan være flere forskellige årsager til abortmodstand; religiøse årsager, ekstremt højreorienterede dagsordener, en længsel efter det traditionelle eller kampen for fostrets rettigheder. Mange af de lande, hvor abort fortsat er ulovligt og strafbart er begrundelsen oftest religiøs. I den katolske tro er man eksempelvis af den opfattelse, at der er tale om et menneskeliv, så snart et æg er blevet befrugtet[3], hvorfor abort anses som mord, og samme argument eksisterer vel i en eller anden grad hos den gruppe af abortmodstandere, der begrunder deres modstand med, at de kæmper for fostrets rettigheder.
I samme omgang er det vigtigt at understrege, at det at sætte kvindens valg og rettigheder først på ingen måde er det samme som at negligere den store beslutning, som en abort (eller en graviditet) jo er.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på Margaret Atwoods dystopiske roman (og senere tv-serie af samme navn) The Handmaid’s Tale, når jeg læser om den nye bølge af abortmodstandere. Jeg er ikke nervøs for, hvorvidt vi i Danmark står fast på at sætte kvindens rettigheder til at vælge selv først. I samme omgang er det vigtigt at understrege, at det at sætte kvindens valg og rettigheder først på ingen måde er det samme som at negligere den store beslutning, som en abort (eller en graviditet) jo er. Men det tror jeg bestemt heller ikke, at den kvinde, der står i den svære situation, synes.
I mit hoved er abortmodstand synonym med religiøse motiver og ekstrem højrefløjspolitik, men sådan er det tilsyneladende ikke for alle. Og hvis man gik og troede, at abortmodstand kun er noget, der findes i de amerikanske sydstater og i lande, der er exceptionelt styret af religion, så kan man godt tro om igen.
I Danmark har vi eksempelvis interesseorganisationen Retten til Liv, der kæmper for at få indført et abortforbud i Danmark. Hvis man besøger deres hjemmeside, bliver man som det første mødt af følgende tekst: “Et menneske er et menneske helt fra undfangelsen og har værdi alene ved at være til. Retten til Liv kæmper for et samfund, der beskytter alle mennesker, også de allermest sårbare – de ufødte.”[4] Her handler det altså primært om at sikre det ufødte barns rettigheder til at leve – fremfor religion eller ekstrem højrefløjspolitik. De bruger altså menneskerettighedsargumenter til at sætte spørgsmålstegn ved abort. Det betyder så også, at det bliver et spørgsmål om fostrets rettigheder vs. kvindens rettigheder, som jo er det, abortlovgivningen i Danmark er sat i verden for at tilgodese.
Tilbage i januar lancerede Retten til Liv sågar en social media-kampagne ved navn “Fosteret Fister”, hvor de illustrerer deres mærkesag omkring fosterets rettigheder – kampagnen blev selvsagt stærkt kritiseret af fagpersoner m.fl.[5] For hvornår kan et foster betragtes som et menneske med sanser, følelser og bevidsthed? Svaret vil variere alt afhængigt af, om du søger sandheden i naturvidenskaben, filosofien, religionerne eller spørger den enkelte gravide mor. Og det er netop dette, der er årsagen til uenigheden og den medfølgende debat.
Ifølge artiklen, som Gry Jexen henviser til i sit facebook-opslag, er der lige nu en opblomstring af abortmodstandere i Europa – også i Danmark, der bruger samme argumenter som Retten til Liv. En del af dem er unge og velargumenterede – for vi kan jo alle skrive under på, at menneskerettigheder er fede, så hvis det er de argumenter, de bruger, er de vel sværere at argumentere imod – eller hvad? Både ja og nej.
Som nævnt ovenfor er det jo i bund og grund et spørgsmål om fostrets rettigheder vs. kvindens rettigheder, og her vil de fleste nok alligevel, trods alt, fortsat vægte kvindens rettigheder højst. For hvad med kvindens ret til selv at vælge? Det, at få et barn, er en livsændrende begivenhed – uanset om man beholder det eller bortadopterer. Man kan naturligvis argumentere for, at en abort også er en livsændrende begivenhed, men er hovedargumentet netop ikke, at man bør lade det være op til kvinden selv at tage den store beslutning?
Jeg vil i hvert fald gerne slå et slag for Pro-choice og ligesom Gry Jexen opfodre til at være opmærksom på den nye bølge af abortmodstandere og deres argumenter omkring menneskerettigheder.
Kilder
- Danmarkshistorien.dk https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/fri-abort/
- Faktalink.dk https://faktalink.dk/titelliste/abort/abort-i-andre-lande
- Dr.dk https://www.dr.dk/nyheder/indland/anti-abort-kampagne-med-fosteret-fister-faar-haard-kritik-usmageligt-og-misvisende
- Femina.dk https://www.femina.dk/agenda/samfund/29-aarige-agnete-er-abortmodstander-vi-kan-ikke-forsvare-slaa-et-menneske-ihjel?utm_campaign=later-linkinbio-feminadk&utm_content=later-25760323&utm_medium=social&utm_source=linkin.bio&fbclid=IwAR1HbLr2nzVq9pre1lbbIqlsHBB-i0XcwOO19DEqrdDshYV3Djrjfu_wumY
[1] https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/fri-abort/
[2] https://www.femina.dk/agenda/samfund/29-aarige-agnete-er-abortmodstander-vi-kan-ikke-forsvare-slaa-et-menneske-ihjel?utm_campaign=later-linkinbio-feminadk&utm_content=later-25760323&utm_medium=social&utm_source=linkin.bio&fbclid=IwAR1HbLr2nzVq9pre1lbbIqlsHBB-i0XcwOO19DEqrdDshYV3Djrjfu_wumY
[3] https://faktalink.dk/titelliste/abort/abort-i-andre-lande
[5] https://www.dr.dk/nyheder/indland/anti-abort-kampagne-med-fosteret-fister-faar-haard-kritik-usmageligt-og-misvisende