Instagram lader til at være kommet i det nostalgiske hjørne og har i år allerede indført to nye features, der mest af alt bringer minderne tilbage til en tid med retro-filtre og Myspace. Men kan det måske også være med til at gøre platformen en smule sundere – rent mentalt?
Lyt til artiklen: To nye instagram-features, der tager os tilbage til 10’erne, og som måske giver en mentalt sundere platform?
Inden for de seneste par år har der været meget fokus på Instagram og på de potentielle negative konsekvenser, appen kan have på især unge kvinders mentale helbred. Den populære, visuelt baserede sociale medie-app har eftersigende selv været bekendt med problemet i et godt stykke tid, men det lader til, at de, som den succesrige platform, der brager derudaf, som de jo er, ikke har tænkt sig at gøre noget seriøst ved problemet. En af de ting, der tilsyneladende er med til at gøre appen så skadelig for folks mentale helbred, er den sammenligningskultur, der opstår, når folk poster dagbogs-agtige glimt af deres fantastiske liv (som naturligvis er totalt kurateret og på ingen måde afspejler virkeligheden, hvilket vi godt ved, men har en tendens til at glemme, når musikken spiller). Men nu lader det alligevel til, at Instagram prøver at gøre et eller andet for at gøre deres brugere glade – og måske gøre deres platform sundere? De har i hvert fald et par nye features på tegnebrættet – en af dem er endda allerede blevet implementeret, og måske har du misset den?
Folk længes tilsyneladende efter de gode gamle dage, hvor ens feed var kronologisk, og hvor man ikke fik kastet alt muligt andet i hovedet.
1. Tilbage til det kronologiske feed
Instagram startede i oktober 2010 som et mashup af en fotoredigerings-app og en visuel dagbog, hvor man kunne poste billeder med retro-agtige filtre og følge med i, hvad ens tætteste venner foretog sig. Billederne lå kronologisk i ens feed med de seneste nye først, og man kunne sågar “gennemføre” Instagram – forstået på den måde, at man kunne nå i mål med at se alt indhold. Over de seneste 12 år er utallige nye features kommet til, eksempelvis stories, discover feedet, reels, annoncering, direkte beskeder osv. Desuden er det fuldstændig umuligt at “gennemføre” Instagram i dag, da det indhold, vi ser, er baseret på en algoritme, der konstant fodrer os med mere indhold for at få os til at blive på appen længst muligt. Netop algoritmen er også noget, der har fået meget kritik. Folk længes tilsyneladende efter de gode gamle dage, hvor ens feed var kronologisk, og hvor man ikke fik kastet alt muligt andet i hovedet. Men faktisk har det siden d. 23. marts i år været muligt at vende tilbage til det kronologiske feed ved at klikke i venstre hjørne, hvor du kan vælge at se dit feed fra enten alle, du følger, eller din liste af “favoritter” i kronologisk rækkefølge (favorit-listen består af op til 50 personer, som du selv vælger). Folket talte, og Instagram lyttede. Så kan man i hvert fald selv vurdere, om man er til det kronologiske, eller om man er blevet så vant til, at algoritmen vælger for en, at det er svært at undvære.

2. En kurateret collage
En anden ny feature, som stadig er på tegnebrættet og dermed ikke implementeret endnu, er Instagrams nye “edit grid”, hvor man får mulighed for at rykke rundt på billederne på ens profil, så de eksempelvis passer sammen i farve og tema, eller så ens yndlingsbilleder ligger forrest. Denne feature minder mest af alt om det, man kender fra det gamle Myspace, hvor man havde mulighed for at customize sin profil til mindste detalje med “top friends”, der viste ens 20 favoritvenner (eller bare de sejeste venner), en personaliseret baggrund på ens profil og en sang efter eget valg.
Hvis/når Instagram vælger at indføre denne “edit grid”, er det i hvert fald et interessant skridt for appen, da man specielt de seneste par år, har set en stigende tendens til det mindre “polerede” indhold og især hos influencere har set en stigning i indhold bestående af grynede close-ups, “tilfældige” photo dumps fra kamerarullen osv.
Også på Instagrams mere støvede moster, Facebook, har man i flere år haft mulighed for at vælge hvilke billeder der skulle ligge forrest, når folk besøgte ens profil. Hvis/når Instagram vælger at indføre denne “edit grid”, er det i hvert fald et interessant skridt for appen, da man specielt de seneste par år, har set en stigende tendens til det mindre “polerede” indhold og især hos influencere har set en stigning i indhold bestående af grynede close-ups, “tilfældige” photo dumps fra kamerarullen osv. Det at have mulighed for at kunne gå ind og kuratere sin instagramprofil på denne måde er altså en skarp kontrast til det upolerede, men også til det “tilfældige”, som Instagram først slog sig op på. Så hvorfor vælger Instagram denne retning? Hvis man skal analysere lidt på det, hvilket folk på nettet naturligvis har gjort, så kan det være en måde at “italesætte” det, at Instagram netop er poleret og opstillet, eller i hvert fald en måde at gøre det mere tydeligt på? Man kan i hvert fald argumentere for, at sammenligningsgrundlaget i forhold til den falske illusion om, at alle har et perfekt liv lige nu og her, falder lidt til jorden, hvis folks profiler i højere grad består af mere udvalgte billeder. Ligesom man jo også ved, at de billeder, der hænger på folks opslagstavle derhjemme, er de 10 bedste billeder og ikke de 120 billeder, hvor de havde dobbelthage, og der var en tommelfinger foran kameralinsen.
Uanset hvad Instagrams rationale bag de to nye features er, så er det interessant at se, hvordan folk tager imod dem samt, hvad deres næste træk bliver. Jeg synes især det med at gå tilbage til det kronologiske feed, er en interessant idé i en tid, der er så præget af algoritmer, og hvor algoritme-baserede platforme som Tik Tok stormer frem. Det bliver spændende at følge udviklingen, og forhåbentlig kan det skabe nogle dialoger og sætte nogle tanker i gang hos brugerne, så vi bliver mere bevidste om, at Instagram trods alt ikke er andet end et socialt medie og en app og ikke virkelighed.