Caroline Plummer: Smash or pass? 

Jeg er de seneste par uger til min store overraskelse faldet over det såkaldte smash or pass fænomen på Instagram et par gange. Helt kort går smash or pass ud på, at man viser et billede af en person (ofte en kendt) og stiller spørgsmålet smash or pass – dvs. ville du være sammen med personen, eller ville du ikke være sammen med personen – bedømt ud fra personens udseende.

HØR CAROLINE PLUMMER SPEAKE SIT INDLÆG ELLER LÆS SELV VIDERE UNDER AFSPILLEREN.

Fænomenet var, så vidt jeg husker stort på YouTube for tre-fire år siden, men jeg troede faktisk, at det var long gone. Det er det tydeligvis ikke, og jeg har både set influenter og brands tage tendensen op igen – sandsynligvis for at få engagement på deres kanaler på en nem og hurtig måde.

Alle ved jo, at sex sælger. Smash or pass virker som en relativt uskyldig “leg”, og fænomenet bliver i grove træk jo også praktiseret i den virkelige verden; uanset hvordan vi vender og drejer det, og hvor lidt overfladiske vi karakteriserer os selv, så er udseendet det første, vi bliver præsenteret for, når vi møder et nyt menneske. Men hvorfor er smash or pass så overhovedet interessant at tage op i det her indlæg? For mig satte det nogle tanker i gang. Jeg blev faktisk virkelig træt ved tanken om, at vi fortsat er så optagede af udseende. 

Smash or pass er for mig symbolet på, hvor optagede vi er af udseende, og hvordan objektivisering og firkantet bedømmelse af udseende lever i bedste velgående på en platform som Instagram.  

Alle ved jo, at sex sælger. Smash or pass virker som en relativt uskyldig “leg”, og fænomenet bliver i grove træk jo også praktiseret i den virkelige verden; uanset hvordan vi vender og drejer det, og hvor lidt overfladiske vi karakteriserer os selv, så er udseendet det første, vi bliver præsenteret for, når vi møder et nyt menneske.

Instagram er på mange måder en overfladisk platform, idet den primært er drevet af billeder og videoer – ofte uden større historiefortælling eller dybde. For mig personligt er Instagram dog et kæmpestort inspirationsbibliotek, samtidig med at det er et sted, hvor jeg kan kommunikere med venner og bekendte. Det er jo dejligt. Når det så er sagt, så blev Instagram i 2017 udråbt af Time som det værste sociale medie for vores mentale helbred, og der skal ikke meget mere end en hurtig google søgning til for at se Instagram blive koblet til lavt selvværd – specielt hos unge kvinder. Like-funktionen er blandt andet en af de ting, der gør, at man som bruger på Instagram bliver udsat for bedømmelse – lidt i samme stil som smash or pass faktisk. 

I forlængelse af min tankestrøm omkring udseende, smash or pass og sociale medier kom jeg i tanke om video fra DRs YouTube kanal fra december 2019, hvori de stillede spørgsmålet: “Hvorfor har vi stadig skønhedskonkurrencer?”. Og ja, hvorfor har vi egentlig det?

Det er faktisk ikke til at forstå, og det virker på mange måder decideret vanvittigt, at vi i 2021 stadig er så optagede af det ydre i en sådan grad, at vi ligefrem bedømmer hinanden på det, giver karakterer på det, og at vi sågar går så vidt, som at kåre “Sexiest Man Alive” hvert evigt eneste år (det var John Legend i 2020, hvis du er nysgerrig). Jeg er med på, at vi (du og jeg) ikke gør det, men nogen gør det (altså alle andre); skønhedskonkurrencerne gør det, medierne gør det, og så gør vi det jo faktisk også, når vi leger med på uskyldige Instagram-afstemninger som smash or pass. 

Jeg synes, det er et emne, der er værd at tage op.  Ville du ikke blive rimelig træt, hvis nogen skulle sidde bag deres fedtede smartphone skærm med hånden nede i bukserne og bedømme, om de ville være sammen med dig baseret på ét billede (hej Tinder!)? Skal vi sætte det på spidsen, så roser vi den nye samtykkelov og klapper med en hånd over dette, mens vi med den anden hånd klikker ja eller nej til, om vi vil knalde Brad Pitt i Fight Club, eller om vi ikke vil knalde Brad Pitt i Fight Club? Er vi så ikke lidt dobbeltmoralske? Taler det ikke ind i en lidt kedelig tendens i retning af objektivisering og seksualisering? Nogle ville måske argumentere for, at Brad Pitt selv har bedt om det, når nu han ofte optræder i bar overkrop, men hvad er egentlig forskellen på det og dit eget bikinibillede på din Instagram-profil? Giver det også carte blanche til en objektivisering af dig? 

Hvorfor bliver jeg træt af denne besættelse af udseende? Det gør jeg, fordi jeg personligt tror på, at det er skadeligt for os og vores mentale helbred. Som ung kvinde bliver jeg hver eneste dag bombarderet med beviser på, at jeg ikke er god nok, som jeg er: Facetunede instagram-billeder, artikler der fortæller mig, hvordan jeg kan fjerne mine porer (spoiler, det er ikke meningen, at man skal fjerne sine porer!) og annoncer for diverse kosmetiske klinikker, der kan hjælpe mig med at fixe alt det, jeg er ked af – for selvfølgelig er jeg ked af noget ved mit udseende, det er en selvfølge. I hvert fald hvis man spørger dem, der kommunikerer til mig. 

Så hvordan kan det være, at jeg som 13-årig, på årets blot anden dag, slår mig selv i hovedet med sætningen: “Skal og MÅ tilbage i form igen!”? Det er med stor sandsynlighed fordi, jeg har læst i et dameblad, at man skal føre maddagbog, så man kan holde nøje øje med, hvad man spiser.

For et stykke tid siden sendte min søster mig et par billeder af min gamle dagbog, som hun havde fundet. Udover at det er ret sjovt og tåkrummende at læse sine gamle dagbøger, så satte det også nogle tanker i gang. Som I kan se på billederne, har jeg d. 2. januar i hhv. 2004 og 2005 – dvs.

Som 13-årig og som 14-årig simpelthen skrevet maddagbog. Og selvom vi da udmærket godt kan blive enige om, at min 2. januar diæt godt kunne klare lidt flere grøntsager og lidt mindre smeltet ost, så gav det mig alligevel et lille stik i hjertet at læse. Jeg var en helt normalvægtig teenager, som spillede tennis, gik til dans og havde en ustoppelig appetit. Så hvordan kan det være, at jeg som 13-årig, på årets blot anden dag, slår mig selv i hovedet med sætningen: “Skal og MÅ tilbage i form igen!”? Det er med stor sandsynlighed fordi, jeg har læst i et dameblad, at man skal føre maddagbog, så man kan holde nøje øje med, hvad man spiser.

Eller også er det på grund af min daværende yndlingsfilm, ‘Clueless’, hvor hovedrollen, Cher, fortæller sin veninde, Dionne, i detaljer om alt hvad hun har indtaget, og om hvor dårlig samvittighed hun har. Desuden var mine guilty pleasures i mine pre-teen år at se Miss Universe og lege med Barbie, så det har nok også noget at skulle have sagt.

Min pointe er, at det er vanvittigt så tidligt unge skal tage stilling til deres udseende, og min overbevisning er, at det garanteret ikke er blevet nemmere, efter sociale medier er kommet på banen.

Jeg får i hvert fald lyst til at skrige af angst ved tanken om kombinationen af Instagram og mit teenage-jeg.  

Forstå mig ret, det er ikke smash or pass, der gør udfaldet her. Men fænomener som smash or pass, skønhedskonkurrencer og andre ting, hvor vi bedømmer folk udelukkende på udseende, er med til at skabe en kultur, hvor folk bliver objektiviseret og degraderet til deres udseende, plus det stiller nogle urealistisk høje forventninger til, hvordan man skal se ud. 

Det er sindssygt svært at gøre op med objektiviseringen, og det er også vigtigt at understrege, at udseendet – uanset hvordan vi vender og drejer det – er det første man ser, når man møder en ny person. Udseendet danner grundlag for det indtryk, vi danner os af hinanden. Fysisk tiltrækning kan også være en fantastisk dejlig ting, og det er slet ikke fordi, at jeg er tilhænger af, at vi ikke må se det (fysisk) smukke i hinanden længere – slet ikke (jeg vil til gengæld opfordre til, at uopfordrede kommentarer som “du er faktisk ret smuk” skal afskaffes).  

Dette indlæg kan ikke ændre hvordan udseende, skønhedsidealer, objektivisering, seksualisering og hvad dertil hører, bliver behandlet på sociale medier og i vores verden i dag. Jeg vil dog opfordre til, at du og jeg sammen holder os for gode til at deltage i smash or pass eller det der ligner – både på Instagram og i virkeligheden.