Caroline Plummer
LYT TIL CAROLINES INDLÆG HER
Feriebilleder, sjove fester, flot tøj, kæmpe lejligheder, den sjoveste vennegruppe og den smukkeste kæreste – der kan være mange grunde til at føle misundelse, som i øvrigt er den fjerde af de syv dødssynder. Men hvad er misundelse egentlig for en følelse? Er det normalt at føle misundelse? Hvordan opstår følelsen? Og hvorfor kan det føles skamfuldt at være misundelig? Det er blot et par af de ting, jeg har gået og undret mig over, mens jeg har tænkt over, hvordan jeg skulle gribe emnet an i dette indlæg.
Forskellen på jalousi og misundelse
Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ville skrive om jalousi, men da jeg undersøgte det nærmere, viste det sig, at min undren relaterede sig til misundelse. De to begreber jalousi og misundelse bliver nemlig ofte forvekslet – og med god grund, for man taler om jalousiens grønne monster og dét at være grøn af misundelse. Begge følelser relaterer altså til en (ofte) negativ følelse, som på en eller anden måde kan påvirke ens selvværd. Jeg er dog blevet lidt klogere og kan fortælle, at forskellen på de to er følgende: jalousi bunder i frygten for at miste noget, man har, mens misundelse bunder i, at ville have noget, man ikke har. Så har vi det på plads.
Hvad er misundelse?
Hvad er misundelse helt præcist? Det er nemlig meget mere, end at ville have noget, man ikke har. Heldigvis var Peter fra Kiosk-teamet så sød og hjælpsom at sætte mig i kontakt med en person, der har beskæftiget sig rigtig meget med misundelse, nemlig antikhistoriker Emil Skaarup, som har skrevet speciale om misundelse i det klassiske Athen og som nu skriver en Ph.D. om etik og anerkendelse på Københavns Universitet (følg med på Instagram HER).
Jeg tog en (virkelig interessant) snak med Emil, hvor jeg blev meget klogere på begrebet misundelse og historikken bag. Misundelse er efter min mening, et sindssygt spændende og komplekst emne, og jeg gad godt høre en hel podcast med Emil, men indtil videre må i nøjes med dette indlæg.
Emil fortalte mig, at man har fundet ord, der betegner følelsen misundelse i et hav af forskellige kulturer gennem tiden – det er altså et begreb, der går langt tilbage, og som har en lang og kompleks historie og udvikling. Desuden viser det sig, at der i mange kulturer, har været tradition for ikke, at ville udstråle og udtrykke rigdom af frygt for at vække misundelse, og dermed blive offer for tyverier og andre negative konsekvenser af folks misundelse. I Grækenland har der fra antikken til langt op i moderne tid, været en frygt for ’det onde øje’, som er et andet udtryk for misundelse. Et misundeligt blik ansås for potentielt at være decideret skadeligt for den pågældende, der blev misundt, og man brugte eksempelvis amuletter som beskyttelse mod det misundelige blik. Emil og jeg talte om, hvor vild en udvikling, misundelse har været igennem; fra at være noget man frygtede og ville beskyttes mod, til at være noget folk higer efter på sociale medier.
Misundelse er noget alle kan føle, og Emil forklarede mig det således:
Misundelse er på mange måde en smertefuld følelse – det er altså ikke misundelse, hvis det ikke gør ondt. Vilkåret for, at misundelse kan opstå kræver, at der er et “objekt”, som andre begærer, og som er vigtigt for en selv. Misundelse kan fungere som motivation til at få den smerte, man oplever ved misundelse til at forsvinde – dette kan udføres på to måder: ved at fjerne “objektet” fra den, man er misundelig på, eller ved at selv at nå op på samme niveau.
Emil forklarede også, at man på russisk taler om hvid/sort misundelse – altså god eller dårlig misundelse. Han havde en rigtig god pointe i, at vores samfund både bygger på – og opmuntrer til misundelse. Og at der formentlig også er kommet mange positive ting ud af misundelsens nagende stik, i kraft af at der er blevet handlet konstruktivt på følelsen. Kort sagt; misundelse kan fungere som motivation til at nå sine mål.
Lige børn leger værst
Emil fortalte mig derudover noget andet omkring misundelse, som er vildt interessant. Flere undersøgelser viser nemlig, at vi har tendens til at føle misundelse overfor folk, som vi føler os nogenlunde lige med. Groft sagt bliver man simpelthen mest misundelig på personer, der minder om en selv, og som man anser som ligeværdige. Man “konkurrerer” med dem, der er umiddelbart lige “under” og lige “over” en. Dette virker både skørt og betryggende på samme tid, men når jeg tænker over det, giver det virkelig god mening. Det kan føles abstrakt at være misundelig på en Hollywoodstjerne, da personen er uopnåelig, mens det kan føles naturligt at være misundelig på en barndomsven, da man i en eller anden grad har samme udgangspunkt. Men hvis man (teoretisk set), er ligestillet med dem, man føler misundelse over for, er følelsen så overhovedet berettiget? Svaret er ja.
Misundelse og skam
Nu har vi set på, hvad misundelse er, og hvorfor følelsen opstår. Det er tilsyneladende en helt naturlig og menneskelig følelse, som alle mennesker kan føle. Men hvorfor kan det så føles så skamfuldt at føle misundelse? Hvorfor taler vi om, at man kan blive grøn af misundelse eller dø af misundelse? Min teori er, at misundelse især og ofte affødes af sociale medier – her deler folk (især) et poleret portræt af deres liv med den perfekte lejlighed, den perfekte kæreste, det perfekte job osv. Og selvom vi efterhånden alle sammen godt er klar over, at Instagram (ofte) er et opstillet glansbillede af det virkelige liv, så hopper vi alligevel ofte i med begge ben og bliver skide misundelige. Mig selv inklusive.
Her er influencer-fænomenet sindssygt interessant. Det er jo netop et fænomen, der er opstået i kraft af, at folk har lyst til at følge ligesindede. (En sidebemærkning: Hertil skal det dog tilføjes, at mange influensere der er startet med at portrættere deres “normale” liv, nu måske er et helt andet sted i kraft af deres virke som influenser, hvilket også er blevet italesat af eksempelvis Fries Before Guys – dette gør det dog ikke mindre sandt, at mange fortsat spejler sig i influensers liv på daglig basis). Misundelsen får frit spil på sociale medier. Men hvis misundelse er så normal en følelse, som vi alle kan nikke genkendende til, hvorfor kan det så virke så skamfuldt at føle misundelse?
Først og fremmest tror jeg, misundelse kan føles skamfuldt, fordi ordet i hvert fald i en dansk kontekst er meget negativt ladet. Når jeg hører ordet misundelse, tænker jeg straks på Askepots to usympatiske, uduelige stedsøstre, som er misundelige på Askepots ubesværet perfekte appearance. Og hvis jeg oplever at føle misundelse, er det også ofte med den pris, at jeg selv føler mig mindre værd og lister alt det, der er forkert ved mig selv.
For det andet, og lidt i forlængelse af min første pointe, så kan misundelse virke som et tegn på svaghed. Ved at anerkende at du føler misundelse, anerkender du samtidig, at der er noget, du ikke har, som du gerne vil have. Du gør dermed dig selv sårbar og anerkender dine egne svagheder. Og det kan ligesom misundelse i sig selv – gøre rigtig ondt.
Et andet emne Caroline har taget op er emnet sex, læs det her!
For det tredje, så kan misundelse være lig med, at man ikke under den person, man misunder det, personen har. Der kan opstå ubehagelige følelser i forbindelse med misundelse, såsom “jeg har fortjent det ligeså meget som hende” eller lignende. Det kan altså fremprovokere nogle følelser i en, som man måske ikke er så stolt af, og det kan være svært at sige højt. Frygten for at anerkende sin egen misundelse, kan altså bunde i, at man føler sig som et dårligt menneske i kraft af følelsen.
For det fjerde, så kan jeg ikke lade være med at tænke på janteloven, når jeg tænker på misundelse i en dansk kontekst. Janteloven er i bund og grund et regelsæt, som skal forebygge misundelse eller sørge for, at ingen giver anledning til misundelse hos andre. Altså, du må ikke stikke næsen for langt frem, for så kan du risikere at gøre andre misundelige. Janteloven er altså en slags “censur” i forhold til misundelse. Hvis man eksempelvis sammenligner med USA, så er misundelse nærmest præmissen for at den amerikanske drøm, kan fungere. Hvis ingen er misundelige på dig, så har du ikke gjort det særlig godt.
På den måde er instagram-fænomenet i en eller anden forstand meget udansk. Mediet bliver i høj grad brugt til, “se hvor fedt jeg har det”-opslag i alle mulige kontekster, og der er ingen tvivl om, at det primære mål for mange nok er at vække misundelse, om end dette måske er (mere eller mindre) ubevidst. Dog pakker vi det ofte ind i meget danske, underspillede captions som “this is not how I look today”, hvis vi poster et flot billede af os selv. Så helt amerikaniserede er vi dog ikke blevet 😉
Hvordan kan vi bruge misundelse?
For mig var det enormt befriende at tale med Emil om misundelse. Der er ingen tvivl om, at jeg har følt utroligt meget skam via misundelse. Følelsen har ofte vækket noget grimt i mig, og givet mig dårligt selvværd. Men (!) der er håb for alle, der føler misundelse (hvilket vil sige os alle sammen). Misundelse er uundgåeligt, så man kan godt glemme at undslippe følelsen helt. Til gengæld kan man bruge misundelsen nogenlunde konstruktivt. Jeg har samlet et par hjemmelavede tips baseret på min samtale med Emil og egne refleksioner:
- Ja, misundelse er på mange måder et negativt ladet ord, men bare dét, at følelsen opstår på baggrund af en sammenligning med ligesindede, viser da i høj grad, at den måske ikke er så slem. Tænk over det, hver gang du føler misundelse; du er der næsten (rettelse: du er der nok allerede).
- En af de ting som Emil nævnte var, hvordan man kan bruge misundelse konstruktivt. Netop fordi misundelse er så smertefuld en følelse, vil vi automatisk blive motiveret til at forsøge at finde måder at bekæmpe den – her er der to muligheder: Vi kan forsøge at fjerne det, den vi er misundelig på har, (spoiler: dette er nok ikke den mest sympatiske løsning) eller vi kan bruge følelsen som motivation til selv at nå vores mål. Her vil jeg klart anbefale at gå med løsning nummer to.
- Husk at følelsen misundelse ofte kommer før tanken, og dermed måske heller ikke altid er 100% rationel. Sørg derfor for at spørge dig selv: hvorfor føler jeg misundelse? Og vil jeg egentlig have det, den anden har, når det kommer til stykket?
Læs også Carolines tidligere indlæg, hvor hun kommer med fire (popkulturelle) tidsrøvere.
Jeg tror, vi kan komme langt, hvis vi giver plads til misundelsen, anerkender den og bruger den konstruktivt. Viden er magt og efter min snak med Emil, føler jeg mig bedre rustet til at håndtere misundelse, når den opstår. Jeg håber, at du føler, at du har lært lidt, og at dette indlæg kan give dig samme følelse. Hvis du har gode tips til at deale med misundelse, (eller også vil opfordre Emil til at lave en podcast om emnet) så smid endelig en kommentar her på indlægget!
