11 ting Sex and the City har lært os

LYT TIL HELE CAROLINES INDLÆG HER

Jeg har over de seneste par måneder genset den ikoniske ‘Sex and the City’-serie. For dem, som har brug for en opfrisker, eller som måske aldrig har set serien, så blev den sendt fra 1998-2004 og bestod af seks sæsoner og i alt 94 afsnit. Serien følger de fire on/off single-kvinder i midt/slut trediverne (en har sågar rundet de fyrre) Carrie, Charlotte, Miranda og Samantha og deres liv i New York City med alt, hvad der følger med af dating, arbejde, shopping, familiestiftelse og alt derimellem. Der er også lavet to film, men dem vil jeg af flere årsager ikke komme nærmere ind på her i indlægget. Serien er, ligesom andre klassikere, blevet genudsendt et hav af gange og er tilgængelig på HBO.

Grunden til at jeg har valgt at kaste min opmærksomhed på serien igen netop nu, er, at der snart kommer en ny miniserie af 10 afsnit. Titlen er ‘And Just Like That…’ inspireret af en af Carries velkendte fraser, og serien kommer til at følge tre ud af de fire veninder (Carrie, Charlotte og Miranda) og portrættere, hvordan de navigerer i kærlighed og venskab nu, hvor de har ramt de 50. Man kan frygte, at den nye serie bliver en slags overproduceret, poleret version af serien (ligesom filmene), men jeg glæder mig alligevel til at se resultatet.

I couldn’t help but wonder…
Jeg er egentlig lidt imod konceptet med at vurdere ting fra fortiden i nutidens lys, men jeg synes alligevel, det er relevant at stille spørgsmålet: Holder Sex and The City stadig? Ligesom Friends er det jo en serie, der fortsat bliver genset, og som stadig er vildt populær, så det kunne da være interessant at undersøge nærmere, tænkte jeg.

Uanset hvad ens holdning måtte være til ovenstående spørgsmål, så kan man ikke ignorere det faktum, at Sex and The City på mange måder var banebrydende og revolutionerende for sin tid. Serien er oprindeligt inspireret af Candace Bushnell’s klumme i The New York Observer og efterfølgende bog, som udkom i 1997. Jeg faldt over en artikel fra The New York Times fra 1998, som beskriver den (dengang) nye serie således:

In the brash new comedy series ”Sex and the City,” the heroine cultivates an anti-romantic pose that suits Manhattan in the 90’s, with its post-politically correct attitudes. ”I’m a sexual anthropologist,” says Carrie (Sarah Jessica Parker), a newspaper columnist who writes: ”Welcome to the age of uninnocence. No one has breakfast at Tiffany’s and no one has affairs to remember. Instead we have breakfast at 7 A.M. and affairs we try to forget as soon as possible.”

Sex and the City var, med andre ord, et friskt seksuelt frigørende pust pakket ind i bedste New Yorker-kynisme i slutningen af 90’erne/starten af 00’erne. De fire veninder i serien repræsenterer hver deres type kvinde, og der er dermed rig mulighed for at identificere sig med en af dem – uanset om du tror på kærlighed ved første blik som Charlotte eller kvinders ret til at have sex med så mange, de vil, som Samantha. En måske lidt firkantet tilgang til dét at være kvinde, hvis du spørger mig – men ikke desto mindre underholdende.

Læs også Amalies indlæg om feminisme i 3 generationer: Tre generationers syn på feminisme: ‘Der er masser af steder, hvor vi slet ikke gør det godt nok endnu, som kan gøre mig rasende’

11 dybt problematiske ting Sex and the City har lært mig
Jeg er vokset op med serien fra mine preteen- og teenageår, hvor serien blev sendt som “julekalender” på TV3, som viste 4 afsnit hver aften i december måned. Jeg slugte den råt flere år i træk, omend jeg syntes, Carrie kunne være sindssygt selvoptaget (jeg kan sjovt nok meget bedre rumme hende i mine 30’ere). Da jeg genså serien i år, gik det op for mig, hvor mange ting der rent faktisk har hængt fast fra serien af diverse romantiske klicheer, “gode” råd og sex-myter. Sex and The City har altså, omend jeg har været relativt ubevidst omkring det, præget mig og min tilgang til sex, romantik og parforhold i en eller anden grad. Jeg har her forsøgt at liste et par af de mest problematiske klicheer, jeg bed mærke i, da jeg genså serien:

1. “Alle mænd vil have en trekant.” Da Samantha fortæller sine veninder, at hendes kæreste Richard, ønsker sig en trekant med hende og en servitrice i fødselsdagsgave, kommer det ikke bag på nogen af dem. Det ville alle mænd nemlig.
2. “Det tager halvdelen af den tid, man har været sammen med nogen, at komme over dem.” Jeg kan ikke huske det præcise afsnit, men det er i hvert fald Charlotte, der siger det til Carrie efter et af hende og Bigs utallige breakup.
3. “Mænd er skrækslagne for at committe (uanset hvor forelskede de er).” Med undtagelse af Aiden og Steve, som faktisk rigtig gerne vil binde sig. Men de bliver i serien skrottet til fordel for noget mere mystisk, for det er alligevel for kedeligt.
4. “Hvis du ikke har veninder, er du weird.” Et, på mange måder, gennemgående tema for serien er, hvor vigtige veninder er. Det virker jo dejligt nok, men det er ærgerligt, at der ikke er plads til at være en kvinde uden veninder, hvis man nu bedre kan lide det.
5. “Hvis du ikke kan stave, er du en idiot.” Carrie opdager en stavefejl i et kort fra Bigs nye kone, Natascha, og ringer straks helt glad til Miranda med ordene: “It’s a good thing she got married. She’s an idiot.” Så fik alle verdens ordblinde lige dén.
6. “Hvis mænd over 30 er single, er der noget galt med dem.” Der er gennem hele serien bred konsensus om, at hvis en mand i 30’erne ikke er i et forhold, så er der noget galt med ham.
7. “You can’t change that about a man, it’s part of their DNA”. Sætning bliver brugt af en af veninderne til at beskrive, at mænd kigger efter andre kvinder – et problem, som Carrie har med Mr. Big. Suck it up, Carrie. Sådan er det bare.
8. “Hvis du fortæller en mand, du elsker ham, ser du ham måske aldrig igen.” Endnu en ting, der er bred konsensus om blandt veninderne serien igennem.
9. “The list: + / -.” Hvis man er i tvivl om, om man skal committe til en mand, kan man lave en liste over de positive og de negative ting ved ham. Så kan man hurtigt finde ud af, om han er en keeper.
10. “Mænd under 5 feet (1.52 m) er unacceptable.” Fra afsnittet, hvor Samantha dater en mand, der er markant lavere end hende selv. Trist, for det er måske den mand, hun har det allersjovest med igennem hele serien.
11. “En lille diller er en dealbreaker”. Igen er Samantha på banen og må slå op med sin (ellers helt vidunderlige) kæreste, som hun passer perfekt med, fordi hans penis simpelthen bare er for lille.

Ovenstående liste er ikke engang min overdrivelse eller fortolkning, selvom man måske kunne tro det, og der er MASSER af ting, man kunne have nævnt, som jeg ikke har inkluderet på listen. Serien er nok ikke tiltænkt hverken preteen- eller teenagepiger, men uanset hvem den er tiltænkt, så finder jeg ovenstående punkter dybt problematiske – og det er faktisk, uanset om vi taler 1998 eller 2021. Og jeg vil slet ikke begynde at komme ind på de problematiske stereotyper, serien opstiller omkring hverken homoseksuelle eller afroamerikanere. Bevares, Carrie forsøger at nuancere nogle af ovenstående punkter i sin klumme, men hendes undren og åbne spørgsmål kommer ikke i nærheden af at retfærdiggøre klicheerne.

Helt kogt ned, så er problemet nok, at lige så meget som serien er girlpower og seksuel frigørelse, ligeså meget er den en stor kliché af seriøst skadelige stereotyper forbundet til det mandlige (og kvindelige) køn. Stereotyper, som i min optik, ikke ligefrem gør noget godt for ligestillingen, og som skaber en unødvendig os mod dem-mentalitet mellem mænd og kvinder.

Se Magnus Moths explainer-video om feminisme: Feminismens fire bølger forklaret på ét minut!

Når jeg genser serien, går det op for mig, hvor meget af ovenstående der har hængt ved (måske fordi jeg var en anelse for ung til at se serien og ikke havde nogen som helst seksuel eller romantisk erfaring på pågældende tidspunkt). Men jeg har både lavet +/- lister, sagt til mig selv, at det tager halvdelen af tiden, man har været sammen at komme over nogen, og været påpasselig med at give for meget af mig selv af frygt for at skræmme nogen væk. Netop derfor var det faktisk fint for mig at gense serien, så jeg blev bevidst omkring den fortælling om sex, romantik og venskab, som har præget mine tidlige teenageår.

Hvorfor er serien så stadig populær? Det er den måske, fordi den naturligvis også har nogle fine pointer. Jeg har flere gange hørt mænd nævne, at de synes, at karaktererne i serien kun snakker om mænd. Det har de jo i og for sig ret i. Men jeg synes faktisk, serien har et lag af female empowerment i det, at den skildrer venskab mellem de fire kvinder på en måde, hvor man får fornemmelsen af, at de virkelig holder af hinanden, og at de (stort set) altid prioriterer hinanden først. Som Carrie siger: “Maybe our girlfriends are our soulmates and guys are just people to have fun with.” Igen bliver det mandlige køn degraderet til en high street accessory, men som en kvinde, der virkelig elsker sine veninder, kan jeg godt se hendes pointe – omend den er sat lidt på spidsen.

Derudover er de kvinder, serien følger, strong and independent, hvilket jeg også sætter pris på i 2021, og hvilket folk nok har sat endnu mere pris på i 1998: De har seje job, gode lejligheder på Manhattan, og de går i seng med, hvem de vil uden at skamme sig over det (med få undtagelser). Det er vel på mange måder eksemplarisk 3. bølge feminisme og girlpower. Og så må jeg bare sige, at det er enormt dejligt at se en serie med karakterer på ens egen alder (endda lidt ældre) – det går nemlig op for en, når man runder 30, at nærmest samtlige serier inkluderer folk, som er 25 eller yngre.

Lige så træt jeg kan blive af serien, når jeg ser den her i 2021, ligeså set følte jeg mig på disse forskellige punkter – især når det kommer til venskaber, bekymringer eller presset fra ens omgivelser, når man har rundet de 30. Og der kommer da også noget mad wisdom fra Carries pen en gang imellem.

En serie til kvinder skabt af mænd?
Serien er jo baseret på en klumme og en bog af en kvindelig forfatter – men hvad med serien? Som man måske kan huske fra credits, så er serien skabt af Darren Star, som både har skrevet og produceret den – selvsamme har skrevet Melrose Place, Beverly Hills 90210 og senest Emily In Paris (surprise). Emily In Paris er jo faktisk på mange måder et stjerneeksempel på, hvad der ikke fungerer ved Sex and the City i 2021, men det er nærmest et indlæg i sig selv (hermed en opfordring til at se serien, og se, hvad jeg mener).

Derudover er serien instrueret af 21 forskellige instruktører over 6 år – heriblandt 15 mænd og 6 kvinder. Ud af de 94 afsnit er 73 afsnit instrueret af mænd, mens kun 21 afsnit er instrueret af kvinder. Dette kan være en del af forklaringen på nogle af ovenstående problematikker, men det er ikke til at sige. Jeg synes dog, det er interessant, at en SÅ kvinde-tung serie i en sådan grad er domineret af mænd på credit-listen. Det har jeg alligevel en optimistisk (og måske naiv?) idé om, ikke ville kunne ske i 2021.

Men holder den stadig?
Så holder serien stadig i dag? Er den stadig relevant? Det kommer helt sikkert an på øjnene, der ser, og hvorvidt man er villig til at abstrahere fra alle de stereotyper, fordomme og klicheer, som serien opstiller. Min personlige anbefaling er: Se den for de gode outfits, den fantastiske New York-vibe og for underholdningens skyld. Hvis man ser den med tunge 2021-briller på, bliver man simpelthen for træt (og ofte lidt rasende). Jeg glæder mig til at se, hvordan de griber den nye serie an – og jeg håber på at blive positivt overrasket over, hvordan de formår at følge med tiden.

Anbefaling
Hvis du har lyst til at dykke endnu mere ned i Sex and The Citys betydning for kulturen og feminisme, så kan jeg anbefale artiklen ‘Sex and the City: A Postfeminist Point of View? Or How Popular Culture Functions as a Channel for Feminist Discourse’ fra 2011.

Med forfatternes egne ord giver artiklen et overblik over de temaer og egenskaber, som kategoriseres som postfeministiske ifølge forskellige akademikere. Herunder forbrugskultur (både ift. mænd og tøj), mode, uafhængighed, (seksuel) fornøjelse, individual choice, humor, hybridisme, teknologi og det fornyede fokus på den kvindelige krop. Jeg har selv kun læst uddrag af artiklen, men den er super spændende!