Caroline Plummer
“Lær at meditere” er en af de ting, der står højest på min to do-liste. Det har det faktisk gjort i flere år nu. Jeg har da også forsøgt at komme i gang flere gange, men alt i mig stritter imod, uden at jeg helt kan forklare hvorfor. Ligesom mange andre bruger jeg utroligt meget tid på at gå og bekymre mig om alt imellem himmel og jord – også om ting jeg ikke har kontrol over. Netop derfor har jeg ofte fået at vide, at jeg burde meditere, og at det ville hjælpe mig rigtig meget. Men hvorfor gør jeg det så ikke bare? Vel af samme grund som jeg vælger at snooze i stedet for at løbe en tur om morgenen, selvom jeg ved, at det ville gøre min dag markant bedre.
Det kan virke skørt, hvordan vi ofte bevidst har en nærmest selvsaboterende adfærd, når det kommer til vores egen lykke. Specielt fordi vi ofte er gode til at rådgive andre om, hvad de bør gøre for at blive gladere, men når det kommer til os selv, kan det være sværere. Jeg har de sidste par år ofte tænkt, at jeg ville gøre noget aktivt for at blive mere glad og velafbalanceret, og derfor blev jeg også nysgerrig, da jeg faldt over kurset ‘The Science of Well-being’, også kaldet The Happiness Course, i mit facebookfeed.
Som mange andre under pandemien har Yale valgt at gøre nogle af deres kurser digitale. Det gælder eksempelvis psykologiprofessor Laurie Santos’ kursus, som hun har udviklet på baggrund af, at hun oplever at Yale-studerende simpelthen ofte ikke er specielt lykkelige. Det viser sig (surprise!), at det også gælder alle andre, og derfor er kurset nu tilgængeligt på den platform, der hedder Coursera, som i øvrigt har tonsvis af kurser, man kan tage online. Der er p.t. mere end 3 millioner, der har taget kurset online, og kurset er faktisk det mest populære i Yales historie, hvilket siger lidt om, hvor stor efterspørgsel der er på lykke.
Helt kort, så er ‘The Science of Well-being’-kurset opbygget således, at man skal tage det over 10 uger. Man kan enten tage det gratis og uden bevis eller betale ca. 50 dollars og få et bevis på, at man har taget kurset. Kurset består af en blanding af video-forelæsninger i en intim Yale-setting, hvor Santos sidder i en lænestol og underviser en lille gruppe studerende, små “opgaver” kaldet rewirements, som jeg vil komme nærmere ind på, og nogle quizzer, der sikrer, at du har forstået ugens lektioner, og som man skal tage for at bestå. Over de 10 uger kommer man ind på alt fra, hvordan vores hjerner fungerer i forhold til lykke – og ikke mindst selvsabotage, misforståelser omkring lykke, hvad der gør os lykkelige, hvordan vi kan arbejde os hen imod at blive mere lykkelige og meget mere.
I uge 1-7 får man ugentligt to rewirements, dvs. nogle vaner, som man skal følge, og som skal hjælpe med at ændre ens tankemønstre og adfærd. Som eksempel skal man i uge 1 hver dag værdsætte en oplevelse i løbet af dagen ekstra meget og dokumentere den. Derudover skal man holde en daglig taknemlighedsdagbog, hvor man hver dag skriver 5 ting, man er taknemmelig for. Jeg ved ikke om det er mig, der er noget galt med, eller om min hjerne er særligt selvsaboterende, men jeg kan godt afsløre, at jeg ikke var den flittige elev, når det kom til at lave mine rewirements. Mine intentioner med at tage kurset var gode – det var de virkelig. Men igen er det, som om det alligevel er svært at gøre det, man ved, er bedst for en. Til gengæld var jeg flittig til at se forelæsningerne, og jeg føler faktisk, at jeg er blevet klogere og forstår mine egne tankemønstre bedre.
Jeg har p.t. gennemført halvdelen af kurset, og jeg må indrømme, at jeg synes, det er et virkelig godt kursus, som endda også fungerer fint online. Omend jeg har lært en del, gik det også rimelig hurtigt op for mig, at jeg jo udmærket godt ved, hvad jeg skal gøre for at blive lykkelig og få et velafbalanceret liv. Det gør vi jo sådan set allesammen i en eller anden grad. Alligevel er vi ikke lykkelige. Langt fra faktisk.
Ifølge Sundhedsstyrelsens undersøgelse af danskernes mentale helbred fra 2010-2017 er der på de syv år sket en stigning på 3% i andelen af danskere med et dårligt mentalt helbred. I 2017 gav 16% af danske kvinder over 16 år udtryk for at have et dårligt mentalt helbred. For mænd var tallet 11%. Særligt slemt står det til med unge kvinder mellem 16-24 år, hvor hele 24% har dårligt mentalt helbred. Uden at vide det så forestiller jeg mig, at dette tal ikke ligefrem er blevet bedre efter pandemi og lockdown, og alle de stressfaktorer og bekymringer, de to ting fører med sig – det tyder i hvert fald ikke på det.
Men hvorfor er vi så ikke mere lykkelige? Det er der flere forklaringer på – her er et par af dem, som jeg blev bevidst om på kurset. Santos kalder dem “hjernens irriterende egenskaber”, og de forklarer meget fint, hvad der forhindrer os i at blive lykkelige:
- De ting, du tror, gør dig glad, gør dig ikke nødvendigvis glad. Santos refererer også til dette fænomen som miswanting og definerer det som dét at være forkert på den i forhold til, hvor glad du bliver for noget i fremtiden. Forestillingen om noget gør dig altså mere glad, end du rent faktisk ville blive for det.
- Vi sammenligner konstant os selv med andre (jf. mit indlæg om misundelse). Det er blandt andet også derfor at sociale medier gør os så ulykkelige. Sociale medier får os nemlig til at sammenligne os selv med andre på et uholdbart grundlag, fordi vores hjerner ikke er i stand til at selektere i referencepunkter – dvs. vores hjerne kan ikke nødvendigvis finde ud af, hvem vi bør sammenligne os med, og hvem vi ikke bør sammenligne os med.
- Så snart vi vænner os til noget, er det ikke længere specielt. Lykken ved noget varer dermed ikke ved. Som en ekstra negativ bonus er vi ikke bevidste om, at vi vænner os til ting.
Ovenstående kan virke lidt abstrakt, men Santos forklarer det på en fin måde ved at nævne lotto-eksemplet: Lotto-vindere er ikke lykkeligere end andre (tværtimod faktisk). Dette er efterhånden velkendt fakta, men alligevel spiller vi lotto som aldrig før, og vi bilder os ind, at vi rent faktisk ville være gladere, hvis vi vandt. Derudover forklarer Santos, at vores lykke kun er 10 % styret af vores livsomstændigheder (!), men at vi kan styre op til 50 % af vores egen lykke. Derudover gør materialistiske ting os ikke glade på længere sigt – det ved vi efterhånden godt, omend vi forbruger som aldrig før. Konklusion: Vi bør skifte fokus fra det ydre og kigge indad.
Jeg har en fornemmelse af, at jeg er rimelig bevidst om ovenstående punkter, men hvorfor er det så alligevel, at jeg tænker, at jeg ville have et federe liv, hvis jeg var millionær? Og hvorfor er det, at jeg dagligt tilbringer næsten to timer på sociale medier, når jeg ved, at det ikke er sundt for mit mentale helbred? Hvorfor er jeg ikke ligeså oppe at køre over den jakke, jeg købte for fire måneder siden, på trods af at jeg på daværende tidspunkt overvejede at købe to, fordi jeg ikke ville kunne bære, hvis der skete noget med den? Det er ikke til at sige, hvorfor jeg selvsaboterer på den måde og undviger min egen lykke, men nu er jeg i det mindste lidt mere bevidst om, hvordan mine tankemønstre fungerer, hvilket jo må være første skridt til at ændre dem?
Der er også en anden teori, der kan forklare, hvorfor vi ikke er lykkelige, til trods for at vi har “opskriften”. Ifølge seniorforsker ved King’s College i London, Rafael Euba er vi nemlig slet ikke skabt til at være lykkelige. Lykke er en menneskeskabt konstruktion, og det er dermed en urealistisk utopi at stile efter. Vi går altså og tror, at det er “lykken” at være lykkelig, men det er det måske slet ikke.
Men kan man så lære sig selv at være lykkelig? Svaret er umiddelbart nej (hvis du spørger mig). Men hvis jeg har lært en ting af kurset, er det, at man kan søge viden og være bevidst om, hvad der forhindrer en i at være lykkelig. Så langt så godt. Derudover kan man virkelig få meget ud af at forsøge at bryde med negative tankemønstre – om det så er via meditation eller positiv tænkning eller noget helt tredje. Vi ved godt, hvad der skal til, spørgsmålet er, om vi er ulykkelige nok til at gøre noget ved det. Lykke er en svær størrelse og måske endda en utopi. Det er højst sandsynligt noget, vi skal bruge hele livet på at prøve at opnå, og til sidst finder vi nok ud af, at det hele jo gik fint.
Hvis du alligevel er optimist og klar på at søge lykken, vil jeg i hvert fald anbefale dig at tage kurset. Det er gratis, det er givende, og det tager kun 10 uger. Jeg lærte i hvert fald en masse brugbart og om ikke lykkelig, så er jeg i hvert fald positiv.
