Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in ,

Diversitet i filmbranchen skal være en selvfølge

Film er på mange måder med til at definere vores kultur og samfundsdebat. Netop derfor er det interessant at se nærmere på, hvem der kommer til at bidrage til at forme filmens verden i fremtiden. 25-årige Stine Likodelle er netop blevet optaget på Den Danske Filmskole på Manuskriptforfatterlinjen. Hun debuterede sidste år som manuskriptforfatter og instruktør med kortfilmen ’Olivia’ (produceret af Zentropa), der handler om den unge Olivia, som er adopteret fra Haiti, om oplevelsen om at være en brun kvinde i dagens Danmark og ikke mindst om hverdagsracisme. Filmen er netop blevet shortlistet hos Filmmagasinet Ekko.

Jeg kunne godt tænke mig at blive klogere på, hvem Stine er, høre mere om de tanker, der ligger bag ’Olivia’ samt høre om hendes visioner for fremtiden. Derfor ringede jeg Stine op til en snak.

Foto: Aida Seyede

Hej Stine, vil du ikke starte med at fortælle lidt om dig selv?

Jo! Jeg er vokset op i Jylland i en lille by, der hedder Vester Nebel. Begge mine forældre er uddannede socialpædagoger, og der var intet, der tydede på, at jeg skulle ende i filmbranchen. Jeg har altid været enormt fascineret af film og tv-serier, men jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle være en del af det. Efter jeg blev student flyttede jeg til Århus for at læse engelsk på universitet. Universitetet var ligesom den naturlige vej, og engelsk har altid interesseret mig. På engelskstudiet afdækker man både det historiske, det kulturelle og det grammatiske, og på den kulturelle del af studiet havde jeg mediefag, hvilket virkelig fangede min interesse. Vi skulle lave vores egen film, og det vækkede et eller andet i mig. Det var også vildt interessant at lære om film, men for mig giver det ikke så meget mening udelukkende at sidde i et auditorium.

Da jeg var cirka halvandet år inde i uddannelsen introducerede politikerne den nye uddannelsesreform, som betød, at man ikke kunne tage en bachelor, hvis man allerede havde en. Det fik mig til at stoppe op og mærke efter en ekstra gang; var jeg i gang med det rigtige? Jeg droppede ud af engelsk og skrev i stedet en motiveret ansøgning til uddannelsen TV og Medietilrettelæggelse på Journalisthøjskolen. Jeg var jo helt grøn, så derfor fik jeg et ulønnet praktikjob hos et produktionsselskab i Århus for at få erfaring. En måned efter fik jeg svar om, at jeg ikke var gået videre i optagelsesprocessen. Der stod jeg så: I Århus med et ulønnet praktikjob og ingen udsigt til en uddannelse efter sommerferien. Der blev jeg ramt af en seriøs HVAD SKAL JEG NU?-følelse.

Algoritmen på min computer viste, at jeg interesserede mig for film og medier, og en dag dukkede der en annonce op for Zentropas småtteuddannelse. Jeg søgte, blev kaldt til samtale og fik i samme omgang at vide, at jeg var den med absolut mindst erfaring. Ikke desto mindre gik det godt. Der var god kemi, og jeg gik videre til optagelsesprøve, der bestod i at pløje en rugmark i timevis uden mad og drikke. Det var vildt hårdt, men jeg holdt ud, og det samme gjorde en håndfuld andre. Vi var de nye ”småtter”. På trods af min manglende erfaring kom jeg ind på det, der nu hedder Zentropas Elevuddannelse, hvorfra jeg blev færdiguddannet efter tre år i oktober. Zentropa er på mange måder et sted med skæve personligheder, og hvor der er plads til at udvikle sig, hvilket jeg virkelig har fået lov til. Jeg startede egentlig på Producerlinjen, men fandt hurtigt ud af, at jeg brændte for at være en del af udviklings- og skriveprocessen. Det udformede sig i manuskriptarbejdet, og her har det været fedt at få lov at udvikle sig i det danske filmmekka, som Zentropa er.

Efter sommerferien skal du gå på Filmskolen, hvad har du gjort dig af tanker herom?

Jeg glæder mig virkelig meget! Jeg forstår det faktisk ikke helt endnu. Det er første gang jeg søger ind på Filmskolen, og jeg anede virkelig intet om den danske filmbranche, før jeg selv endte i den. For tre år siden vidste jeg slet ikke, at Filmskolen var noget, jeg skulle, men jeg kan mærke, hvor meget jeg ser frem til at dygtiggøre mig og fordybe mig endnu mere. Man kan selvfølgelig have en form for talent for noget, men man kan altid udvikle sig og blive endnu bedre.

Mange har drømt om filmskolen hele deres liv, og jeg er blevet meget bevidst om, hvordan Filmskolen for mange er ALT. Samtidig skal man også huske, at nogen af de allerbedste i branchen aldrig kom ind. Når det så er sagt, så er jeg meget bevidst om, at mange af de allerstørste talenter i dansk film er uddannet fra Filmskolen, og det har jeg meget stor respekt for. De mennesker, jeg skal læse med, kommer formentlig til at definere branchen fremover, og jeg har stor respekt for mine forgængere som Ulaa Salim, Catherine Coleman og Patricia Bandak. De har været med til at bidrage til, at der er kommet et andet blik på diversitet og repræsentation i den danske filmbranche.

”Vi er alle ret hykleriske uden egentlig at tænke over det, og jeg vil vove at påstå at vi er 10% mindre gode end vi selv går og tror når det kommer til stykket.”

”Vi er alle ret hykleriske uden egentlig at tænke over det, og jeg vil vove at påstå, at vi er 10% mindre gode, end vi selv går og tror, når det kommer til stykket.”

Du er både Manuskriptforfatter og Instruktør på kortfilmen ’Olivia’, der netop er blevet shortlistet af Filmmagasinet Ekko. Hvad vil du gerne fortælle seerne med Olivia?

Jeg ville gerne skabe en kortfilm der var nuanceret. Olivia tager udgangspunkt i mit eget liv, og det var egentlig først, da jeg begyndte at skrive Olivia, at jeg blev konfronteret med mine egne følelser omkring dét at være afrodansker og den hverdagsracisme, der kan følge med. Det har være en proces for mig, der både har rummet humor og sorg. Derfor har Olivia været en fed, men også en forfærdelig proces. Jeg blev tvunget til at kigge indad, for at projektet skulle lykkes. Det var en mulighed for endelig at gå ind i mig selv og reflektere over, hvad min identitet er, og hvor meget jeg egentlig har været påvirket af min hudfarve igennem hele mit liv.

Et af de store temaer i Olivia er hykleri. Hykleriet er enormt interessant – specielt når man står overfor dilemmaet: ”Skal jeg kigge væk, eller skal jeg kigge direkte på problemet?” Vi er alle ret hykleriske uden egentlig at tænke over det, og jeg vil vove at påstå, at vi er 10% mindre gode, end vi selv går og tror, når det kommer til stykket. Og der kan jo være alle mulig gode grunde til at være hyklerisk. Her fik Olivia mig virkelig til at reflektere over de situationer, jeg nogle gange selv har stået i – eksempelvis har jeg i flere år holdt fast i, at jeg synes ”negerjokes” var sjove for ikke at være på tværs. Filmen repræsenterer derfor en forståelsesproces for mig. Olivia har givet mig en lyst til at grave ned i de følelser, jeg har negligeret så længe. Det er også derfor, at jeg har valgt at blive manuskriptforfatter – jeg vil blandt andet skabe de fortællinger, som jeg ubevidst har manglet i min barndom.

Til gengæld kunne jeg under optagelserne mærke, hvordan vi heldigvis allerede har rykket os siden min barndom. Vi skulle skyde en scene på Tove Ditlevsens Skole med 4.C (red.: nu 5.C) som skulle foregå i 2005, da jeg selv gik i 4. klasse. Olivia har fødselsdag, og der bliver delt flødeboller ud. Flødebollerne refereres til som ”negerboller”, og eleverne i 4.C havde simpelthen aldrig hørt det udtryk. Det gjorde mig optimistisk og håbefuld – de næste generationer virker meget mere woke.

Der, hvor jeg er vokset op, har folk altid været søde, og jeg har aldrig oplevet den meget direkte, hardcore racisme på egen krop, heldigvis. Men jeg vil gerne fortælle seeren, at det er okay at stå op for sig selv – også selvom det falder udenfor normen og ikke nødvendigvis pleaser folk. Jeg kan huske, hvordan jeg selv påtog mig ”the sassy black girl”-rollen, da jeg var yngre, for at passe ind i den stereotypiske sorte kvinde, som folk kendte fra popkulturen, og det skal man ikke.

En af de fedeste oplevelser, jeg har haft i processen omkring Olivia, var, inden kortfilmen blev offentliggjort, hvor jeg og resten af holdet havde teaset lidt for den på sociale medier. En ung kvindelig gymnasieelev skrev til mig, at hun syntes, det var fedt, at jeg advokerede for repræsentation i branchen. Jeg blev virkelig glad for den feedback, og der kunne jeg virkelig mærke, at det betyder noget. Det at kunne gøre en forskel og være med til at præge den næste generation er en kæmpe ære.

”Jeg ligger ikke inde med en stor vrede i forhold til repræsentationsdebatten. For mig er det ikke en vred kamp, men i langt højere grad en fornem mission som jeg heldigvis ikke er alene om.”

”Jeg ligger ikke inde med en stor vrede i forhold til repræsentationsdebatten. For mig er det ikke en vred kamp, men i langt højere grad en fornem mission, som jeg heldigvis ikke er alene om.”

Hvor vigtig er repræsentation af minoriteter i dansk film?

Den repræsentation, der har været af sorte, stammer meget fra amerikansk film og historie – 12 Years a Slave er en vigtig film, men den fortæller ikke nødvendigvis noget om min historie som afrodansker. Det er vigtigt at kunne komme med en smertelig fortælling, uden at den nødvendigvis skal rumme alle sortes historier på en gang. Det er nemlig umuligt. Folk har en tendens til at snakke om minoritetsgrupper som en enhed. Min vision er, at folk skal stoppe med at omtale minoriteter som en enhed og i stedet behandle dem som individer. Man har ret til at være et individ og til at have sin egen historie. Derfor er det samtidig også vigtigt, at vi ikke eksempelvis skærer alle hvide mænd over én kam.

Jeg voksede op med DR1 og TV 2 og så slavisk Beverly Hills 90210 hver eftermiddag efter skole uden nogensinde at tænke over, at der ikke var andre, der så ud som mig. Det er ikke noget, jeg har tænkt over før senere. I processen med at lave Olivia og genskabe nogle af de ting fra min barndom og ungdom gik det op for mig. Derudover kunne jeg mærke, hvor vigtigt det var, at der for de skuespillere, der spiller Olivia i forskellige aldre i kortfilmen, var et casting call på lige netop nogen, som så ud som dem. Det sker desværre ikke så tit, og det vil jeg gerne bidrage til at lave om på.

Jeg kan huske en scene fra Wulff & Morgenthalers Dolph-serie, hvor Dolph rejste til en afrikansk landsby og så en sort kvinde, hvorefter han råbte noget i stil med ”Arh, en neger”. Det skabte en del oplevelser, hvor folk syntes, det var sjovt at råbe det samme af mig. Pludselig var jeg fremmedgjort på grund af en snæver repræsentation i medierne. Dermed ikke sagt, at satire ikke skal have lov til at eksistere og lave den slags jokes, men når det er den eneste repræsentation, der er af sorte i Danmark på det tidspunkt, så er det skævt og problematisk.

Når det så er sagt, handler det for mig ikke om kvoter. For mig handler det i højere grad om, at der er en bred repræsentation. Stereotyper findes af en grund, det er klart, men det er vigtigt, at vi ikke nøjes med at fremhæve stereotyper. Vi skal være bedre end det, og det er vigtigt, at der er en bred repræsentation i dansk film og nogen at se op til.

I samme forbindelse er det også vigtigt at huske på, at det ene ikke udelukker det andet. Det er vigtigt, at vi tager hver enkelt film for det, den er. En film som Druk skal ikke have kritik for at handle om fire hvide mænd. Repræsentation handler for mig mere om en form for ligevægt og de samme muligheder, fremfor at man skal sige ”nu skal jeg lave X antal film om brune kvinder”.

Jeg ligger ikke inde med en stor vrede i forhold til repræsentationsdebatten. For mig er det ikke en vred kamp, men i langt højere grad en fornem mission, som jeg heldigvis ikke er alene om.

Olivia blev produceret inden den tragiske episode med George Floyd og den medfølgende øgede fokus på retfærdighed i forhold til African Americans samt Black Lives Matter-demonstrationerne i 2020. Føler du, at der er mere plads til Olivia nu, end der var for et år siden?

Olivia, som oprindeligt blev produceret i slutningen af 2019, fik faktisk afslag på en dansk filmfestival sidste forår, hvilket naturligvis var et kæmpe slag i min selvtillid. Tanken om at filmen måske var gået videre, hvis den var blevet sendt ind efter den øgede fokus på Black Lives Matter, har naturligvis strejfet mig. Men man ved jo aldrig…

Jeg må indrømme, at jeg selv blev meget overrasket over det store sorte community, der eksisterer i Danmark. Det kom totalt bag på mig, da jeg stod til den første Black Lives Matter-demonstration sidste sommer at se, hvor mange vi var. Det fik mig til at reflektere over, hvor meget jeg igennem mit liv har forsøgt at værne omkring min danskhed. Men hvad er danskhed overhovedet? Black Lives Matter-bevægelsen har fået mig til at reflektere rigtig meget over dette.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Olivia står stærkere i dag, end den gjorde inden den øgede fokus på social retfærdighed og de mange Black Lives Matter-demonstrationer. Folk er generelt blevet mere oplyste, og derfor resonerer filmen nok mere hos folk nu. Der er en større opmærksomhed omkring emnet – folk kender mere til det, det er belyst af medierne, og det gør det naturligvis nemmere for folk at forholde sig til, når de kan se det i en kontekst.

”Der er så meget fokus på diversitet lige nu, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg lige nu har flere muligheder, fordi jeg er en sort kvinde. Jeg tager gerne de muligheder, men det ville samtidig være frygteligt at finde ud af, at man kun bliver inviteret med, fordi man er sort. Jeg er ikke så vild med kvoter.”

Vil du udelukkende fokusere på at skrive film, som handler om minoriteter, eller er der andre ting, der er ligeså vigtige for dig som manuskriptforfatter?

Det er vigtigt for mig ikke at blive stemplet som en manuskriptforfatter, der kun kan skrive film om sorte kvinder, fordi jeg selv er en sort kvinde. Det er klart, at jeg synes, det er et spændende emne, fordi jeg kan bruge mig selv, men det er også et meget betændt emne. Her kan humor være en rigtig god mekanisme – ikke forstået på den måde at humor skal bruges til at negligere de problematikker, der ligger omkring emnet, men det kan bruges til at formidle et svært emne med en åbenhed. Folk lytter ikke, hvis de bliver slået i hovedet med en hammer.

Uanset hvilke emner jeg kommer til at skrive film om, så kan jeg godt lide, når ting er alvorlige og sjove samtidig. Det slog mig virkelig, da jeg så Three Billboards Outside Missouri, hvor godt det kan fungere at blande tragedie og humor.

Jeg har en vision om at skabe mere diversitet på et generelt plan – drømmescenariet er at kunne skrive minoriteter ind, uden at det nødvendigvis har en betydning for historien. På den måde bliver det en selvfølge, og repræsentationen bliver dermed meget mere bred. Ligesom når Dar Salim spiller en journalist, der hedder Bo i Dicte, uden at nogen sætter spørgsmålstegn ved det.

Jeg kan huske en episode fra min barndom, hvor jeg skulle spille hovedrollen i et skoleteaterstykke, hvor en dreng skulle spille min søn. Drengen var hvid og lignede mig slet ikke, hvilket en af de andre elever kommenterede. Til det svarede min lærer: ”Det er da lige meget, det er jo bare teater.” Selvom fiktion burde være det allermest fri, så er det det ikke nødvendigvis. Men det kunne jeg godt tænke mig, at vi arbejdede mere hen imod.

Hvordan ser du din egen rolle i den danske filmbranche?

Der er så meget fokus på diversitet lige nu, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg lige nu har flere muligheder, fordi jeg er en sort kvinde. Jeg tager gerne de muligheder, men det ville samtidig være frygteligt at finde ud af, at man kun bliver inviteret med, fordi man er sort. Jeg er ikke så vild med kvoter.

Jeg sidder i bestyrelsen i noget, der hedder ”Women in Film and TV” sammen med nogle vildt seje kvinder, der kæmper for ligestilling og bedre kvindelig repræsentation af kvinder i dansk film og tv. De har kæmpet en kamp før mig, og det gør, at der er mere plads til mig som både sort og kvinde i dag, end der var inden Me Too og Black Lives Matter. Det er enormt privilegeret.

Det må aldrig ende ud i ”os mod dem”. Det handler om at skabe en fælles vision, og jeg kan jo også se, at der er masser af hvide cis-mænd, der også ønsker den forandring. Peter Ålbæk er bare en af dem, og jeg kan mærke, at der er et generelt ønske om en ændring i branchen. Det gør, at man har lyst til at knokle endnu mere for det.

”Drømmescenariet er, at der slet ikke er behov for at tale om repræsentation, fordi det er en selvfølge.”

Hvordan håber du, at den danske filmbranche ser ud om 10 år?

Drømmescenariet er, at der slet ikke er behov for at tale om repræsentation, fordi det er en selvfølge. Derudover håber jeg, at den danske filmbranche bevarer det, der gør den unik. Det ville være ærgerligt, hvis der opstod en følelse af, at man blev nødt til at vaske tavlen ren. Det kan virke lidt som to kontraster, men jeg håber på den forandring, samtidig med at jeg håber, at den danske filmbranche bevarer det, netop dén kan. Den kan forhåbentlig formå at bevare sin originalitet, og det der gør den speciel, samtidig med at den kan være mere rummelig og repræsentativ.

Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg ikke synes, der er nogen grænser for kunst. Man skal bare være klar over, at der kan være konsekvenser ved den kunst, man laver. Man skal gøre det, man har lyst til, men man skal samtidig være opmærksom på, at det ikke skader andre mennesker.

Se kortfilmen Olivia her.

What do you think?

Written by Caroline Plummer

Caroline er en 30-årig millennial med stort M. Hun er cand. mag. i Engelsk fra Københavns Universitet, hvor hun skrev sit speciale om cultural appropriation, og hvor hun desuden lige nu læser sidefag i Film - og Medievidenskab for at kunne undervise i Mediefag. Caroline har prøvet kræfter af i magasinbranchen, i filmbranchen og senest i mediebranchen, hvor hun har arbejdet de sidste syv år. Caroline mener selv at popkulturen har været med til at forme hende - på godt og ondt - og hun elsker at dykke ned i diverse popkulturelle fænomener og forsøge at finde ud af hvordan de er opstået og hvordan de påvirker den verden vi lever i.

Skriv et svar