in , ,

Caroline Plummer: Study drugs, tennis og evnen til at sige fra

Før jeg startede som gymnasielærer tidligere i år, havde jeg en følelse af, at afstanden imellem mig selv og dem, der går i gymnasiet i dag, ikke er særlig stor. Det gik dog hurtigt op for mig, at der er sket en hel del, siden jeg selv gik i gymnasiet – og heldigvis for det.

Jeg har bemærket to historier i medierne, som handlede om unges mentale helbred, der fangede min opmærksomhed og gjorde indtryk. Omend de to historier er meget forskellige fik de mig begge til at stoppe op og reflektere over, hvad det vil sige at være ung i dag, hvilket pres der ligger på de unge, og hvordan de unge håndterer det.

Den ene historie handler om, hvordan flere og flere danske unge kontinuerligt får udskrevet recept til betablokkere af lægen for at kunne klare nervøsiteten op til og under eksaminer. Den anden historie handler om, hvordan den unge japanske tennisstjerne, Naomi Osaka, har sagt fra over for systemet omkring professionelle tennisspillere, og som følge af dette trukket sig fra en turnering på grund af hendes mentale helbred. Hvorfor er de historier interessante? Læs med nedenfor, og find ud af det.

Jeg hørte først historien i P1, hvor de interviewede en pige, der har taget betablokkere de sidste tre år til eksamen. Det er dermed blevet en del af det at gå til eksamen for hende. Men hvor går grænsen?

For at starte med den første historie, så er betablokkere et beroligende medikament, som dulmer angstsymptomer såsom hjertebanken og uro i kroppen. Det kan derfor være fristende at bruge det i en eksamenssituation, hvor man som regel er ekstra nervøs. Som bekendt kan nervøsiteten for nogen være så altoverskyggende, at det kan gå ud over præstationsevnen, så betablokkere er simpelthen en måde at bevare roen og holde hovedet koldt. I samme kategori – kaldet study drugs – tager folk eksempelvis ritalin for at maksimere ydeevnen, når der skal studeres ekstra hårdt eller skrives opgave, da ritalin kan hjælpe med at øge koncentrationsevnen og holde fokus. Ritalin er dog tiltænkt ADHD- og Narkolepsipatienter og kan dermed som udgangspunkt kun fås på recept, hvis man har en af de diagnoser, mens betablokkere er lidt nemmere at få udskrevet hos lægen.

Historien fik mig til at tænke på, hvor synd det er for de unge mennesker, der døjer så meget med eksamensangst, at de bliver nødt til at tage medicin for det. Jeg hørte først historien i P1, hvor de interviewede en pige, der har taget betablokkere de sidste tre år til eksamen. Det er dermed blevet en del af det at gå til eksamen for hende. Men hvor går grænsen? På en del arbejdspladser vil man skulle stå i situationer jævnligt, hvor man skal performe – skal man så have betablokkere med gennem resten af livet? Bør problemet ikke løses et andet sted? Enten i vores skolesystem og eksamensformer eller hos den enkelt. Eller en kombination af de to? Kan man lære at tage hånd om angsten og nervøsiteten på anden vis? Eller bliver det the new normal, at vi kan medicinere os ud af svære situationer på linje med p-piller, smertestillende og allergimedicin?

Psykolgiprofessor på Aalborg Universitet og ekspert i unges trivsel, Bo Møhl, udtaler i en artikel til DR at:

“Vi må se det som et krisetegn på et samfund, hvor vi hele tiden vil optimere”.

Jeg er tenderende til at give ham ret. Hvor er det ærgerligt, at vi er nået derud, hvor der skal piller til at kunne præstere og leve op til normen. Hvor er det ærgerligt, at unge mennesker i dag føler sig så pressede for at leve op til samfundets forventninger, at de bliver nødt til at tage betablokkere. Og hvor bør vi være forsigtige i forhold til den tendens, for det virker simpelthen ikke som en holdbar løsning på et problem, som formentlig ikke går over af sig selv.

Omvendt synes jeg, at det er ekstremt vigtigt, at vi taler om tendensen, og jeg tager virkelig hatten af for den unge kvinde, der stiller sig frem med navn og billede til DR og fortæller om hendes egen situation. Der føler jeg især, at den yngre generation Z adskiller sig fra Millenials, som jeg selv er en del af. De taler mere om tingene, og de er generelt mere ufiltrerede.

I sidste uge sendte min veninde, Anne, mig en artikel fra Vice, der dykker ned i, hvad Generation Z synes om Millenials. Det var virkelig brutal læsning for en Millenial som mig selv, men også spot on på virkelig mange punkter. En af de pointer, jeg bed mærke i, var, at en af de interviewede generation z’ere siger,

“I think nothing is really off-limits for us because everything bad that could have happened has already happened.”

Det er måske netop denne mentalitet, der fører til den større åbenhed og det mindre polerede og tabuiserede, vi ser hos unge i dag. Misforstå mig ikke. Jeg er godt klar over, at der stadig eksisterer masser af tabuer, men jeg vil vove at påstå, at unge i dag er bedre til at sige fra og tale mere åbent om ting som mentalt helbred og præstationspres.

Det bringer mig videre til den anden interessante historie. Nemlig historien om, at den 23-årige japanske tennisstjerne, Naomi Osaka, har sagt fra overfor det meget stringente system, der eksisterer inden for professionel tennis, og Naomi Osaka har trukket sig fra en turnering på grund af sit mentale helbred. I korte træk, så afslog Osaka at tale med pressen efter en kommende French Open kamp, hun skulle spille. Dette skabte vild furore, da det er kutyme (og formentlig et krav fra sponsorer, spilkomiteen mv.) at spillerne taler med pressen som det første efter deres kampe.

Osakas beslutning skabte derfor en del drama hos arrangører og journalister, og som hun selv beskrev det, tog det overhånd og fjernede fokus fra turneringen og de andre spillere, hvilket på ingen måde var hendes mening. Det endte med, at Osaka trak sig helt fra turneringen, og samtidig gik hun ud med et statement, hvor hun forklarede, at hun har haft det svært psykisk gennem flere år og blandt andet har lidt af angst og depression.

Der er to væsentlige ting ved historien:

1) Det er meget usædvanligt at en tennisspiller går mod systemet på den måde, og det kan potentielt være med til at skabe en mere åben dialog om, hvorvidt spillerne bør være forpligtet til at deltage i interviews som det første efter kampe, der som regel er flere timer lange og ekstremt udmattende både fysisk og mentalt.

2) Det at trække sig på grund af sit mentale helbred, og altså ikke på grund af sit fysiske helbred, er stadig usædvanligt og tabubelagt – både i sportens verden, men også på et mere generelt plan. Osaka er dermed med til at skabe en dialog om, hvorvidt folks mentale helbred bør prioriteres i samme grad som det fysiske helbred. Et spørgsmål som The Washington Post også er dykket ned i[1].

Naomi Osaka er altså blot 23 år (!), og jeg blev simpelthen så rørt over at se så ungt et menneske være så sej og stærk at sige fra overfor et – på mange måder – gammeldags system.

Generation Z bliver ofte kategoriseret som snow flakes (ligesom det har været tilfældet med Millenials) forstået på den måde, at de er unikke, men også sarte. Jeg kan godt se, hvorfor nogen måske kan opfatte dem sådan, men samtidig vil jeg sige, at jeg selv ville ønske, at jeg havde sagt mere fra i løbet af min ungdom. Jeg oplever min egen generation som en ekstremt pleasende generation, hvor de sociale normer og forventninger i højere grad er blevet efterlevet, uden at der blev sat spørgsmålstegn ved dem. Det er ikke sikkert, at det er sådan, sandheden forholder sig, men det er bare min gammelkloge vurdering. Det er jo på sin vis også millenials, der har banet vejen for den sindssyge, urealistiske perfekthedskultur, som Generation Z skal leve op til i dag. Men noget tyder på, at den yngre generation er bedre til at sige fra, og det synes jeg, Naomi Osaka er et stærkt billede på.

Meget af det pres, der ligger på de unge i dag, er på sin vis det samme som hos de forrige generationer: Karakter- og præstationspres forbundet med uddannelse, pres i forhold til skønhedsidealer og presset i forhold til at klare sig godt på et helt generelt plan. Men jeg vil alligevel vove at påstå, at der ligger et endnu større pres på unge i dag – ikke mindst på grund af internettet og sociale medier. Når jeg taler med min egen omgangskreds, kan vi alle hurtigt blive enige om, at vi er glade for, at Instagram ikke eksisterede, da vi gik i gymnasiet. Vi er fuldstændig enige om, at det ville have lagt et ekstra pres på dét at være ung.

For at samle trådene, så synes jeg, det er rigtig svært at være vidne til det store pres, der ligger på den yngre generation. Det er ærgerligt, at unge mennesker føler sig så pressede, at de bruger betablokkere til eksamen. Omend Naomi Osaka er sej, så er det jo i bund og grund forfærdeligt, at hun har det så skidt. Det siger noget om det store pres, der ligger på unge atleter. Det, tror jeg, også har noget at gøre med, at det i dag ikke er nok at være en dygtig tennisspiller. Du skal også have en fed instagramprofil, indgå i fede samarbejder og i øvrigt være politisk woke og udtale dig om det ene og det andet på din social media platform for at please alle dine fans.

Men hvem kan gøre noget ved disse problemstillinger? Det kan vi naturligvis allesammen, men det kan den yngre generation også selv. Og det er deri, jeg synes, den vigtige pointe ligger. Jeg synes nemlig, den yngre generation er sej og virker meget mere oplyste end de forrige generationer. Netop derfor har jeg også stor tiltro til, at de vil arbejde på at løse de problematikker, der eksisterer i samfundet i dag. De vil sige fra og stå op for dem selv, de vil tale om de ting, der er svære, og de vil prøve at gøre det anderledes og bedre.

Her er i hvert fald en et kæmpe skulderklap og en kærlig opfordring fra en gammel millenial til at gøre netop det.

Kilder

Kunne du lide indlægget?

Indlæg af Caroline Plummer

Caroline er en 30-årig millennial med stort M. Hun er cand. mag. i Engelsk fra Københavns Universitet, hvor hun skrev sit speciale om cultural appropriation, og hvor hun desuden lige nu læser sidefag i Film - og Medievidenskab for at kunne undervise i Mediefag. Caroline har prøvet kræfter af i magasinbranchen, i filmbranchen og senest i mediebranchen, hvor hun har arbejdet de sidste syv år. Caroline mener selv at popkulturen har været med til at forme hende - på godt og ondt - og hun elsker at dykke ned i diverse popkulturelle fænomener og forsøge at finde ud af hvordan de er opstået og hvordan de påvirker den verden vi lever i.

Skriv et svar