Caroline Plummer: Fuck clickbait!

Sådan undgår du at bidrage til en usund mediekultur.

Det bliver med jævne mellemrum diskuteret, hvilken rolle og hvilket ansvar medierne har i vores samfund. Tilbage i foråret var der især to historier, der optog mig meget i den forbindelse, men som jeg havde svært ved at forholde mig til eller sige noget meningsfuldt omkring. Man kan nemlig hurtigt blive klandret for at kritisere vores ytringsfrihed og demokrati, når man kritiserer medierne – specielt når det gælder mediernes dækning af specifikke personer. De to historier, jeg refererer til, er Anders Langballes fortælling om sin tid som politisk redaktør på TV 2 og Nynne Sass Larsens historie om, hvordan hun har oplevet mediernes dækning af sin far, politikeren Henrik Sass Larsen, gennem sin barndom, og hvilken effekt det har haft på hende. Begge dele er opsummeret rigtig fint i P1’s Genstart her og her.

Man kan altså godt gå ind for demokrati og ytringsfrihed uden at behandle andre mennesker som affald.

Men hvordan hænger de to historier sammen? Begge handler på sin vis om, hvordan journalister af og til går benhårdt efter specifikke personer, bruger ufine metoder og kan være decideret modbydelige. Alt sammen i kampen om læsernes opmærksomhed. Essensen af begge historier er, at alt hvad der vedrører offentligheden selvfølgelig skal dækkes af medierne, men at man måske set retrospektivt godt kunne have gjort det på en finere måde uden at begå karaktermord og hænge folk ud unødvendigt i så høj grad, som det ofte har været tilfældet. Man kan altså godt gå ind for demokrati og ytringsfrihed uden at behandle andre mennesker som affald. Det er ikke sikkert, du er enig, og det er også helt fint – det er jo netop det, der skal være plads til i et demokrati.

Læs også: Caroline Plummer: Så længe vi er stive, er vi i live

Det, jeg gerne vil frem til, er, at der lader til at eksistere en konsensus i samfundet om, at hvis man er en offentlig person – uanset om det er på grund af ens virke som politiker, topchef, skuespiller eller reality-deltager, så er en ting sikkert: Du har selv stukket næsen frem, ergo er du selv uden om alt, hvad medierne og tastaturkrigerne skriver om dig – eller til dig. Du har, med andre ord, selv placeret din røv i klaskehøjde. Måske skyldes det janteloven, men det er ikke til at sige med sikkerhed. Det kan dog alligevel virkelig undre mig at mange mennesker ikke er i stand til at reflektere og tænke: “Hvad hvis det var mig selv eller en fra min familie, der blev skrevet så grimt om?” Det er vel trods alt muligt at kritisere nogen uden at være decideret led?

Tabloidbladene er på mange måder det perfekte eksempel på denne form for “journalistik”, når de spinder historier på de mest ligegyldige ting og udstiller folk. Senest har de sågar bevist, at de ikke er bange for at bruge smagløse emojis – selv når det gælder en ung mands tragiske død. Alle detaljer må frem i lyset og gerne i selskab med en tarvelig clickbaitoverskrift, som kan skaffe ekstra mange clicks. Koste hvad det koste vil. Jeg synes simpelthen, det er så ureflekteret, og jeg ved ikke, hvordan de mennesker, der bruger dag ud og dag ind på at spinde guld på andres ulykke, sover om natten, men dem om det.

Det handler om udbud og efterspørgsel. Medierne er dermed kun delvist ansvarlige for, hvad de bringer af historier, hvordan de vinkler dem, og hvilke overskrifter de bruger.

Heldigvis er de danske medier ikke de værste – man bliver faktisk nærmest stolt, når man sammenligner med de britiske eller amerikanske tabloidmagasiner. Hvis man har set eller hørt en af de mange dokumentarer omkring Prinsesse Diana eller Britney Spears på det seneste, så forstår man, hvad jeg mener. Her er de perfekte eksempler på, hvordan medierne kan ødelægge en persons liv. Og selvom de to eksempler er ekstreme, og problemet måske ikke er ligeså alvorligt i Danmark, så tror jeg alligevel, det er vigtigt, at vi spørger os selv, hvorfor vi føler os berettigede til at vide alt om alle, der er (frivilligt eller ufrivilligt) kendte, om det så gælder deres beach body, deres skilsmisse, deres sexliv, deres privatøkonomi eller deres død. Med alt hvad vi ved nu om, hvor stort et pres det ligger på både den “kendte” og journalisterne, hvorfor er det så så svært at bryde fri fra? Simpelthen fordi det ligesom alt andet her i livet handler om udbud og efterspørgsel. Medierne er dermed kun delvist ansvarlige for, hvad de bringer af historier, hvordan de vinkler dem, og hvilke overskrifter de bruger. Det er nemlig os, forbrugerne, der i sidste ende er med til at afgøre, hvilken moralsk retning vi skal bevæge os i. Der ligger dermed en kæmpe magt i, hvilke artikler vi klikker på, hvilke historier vi deler, og hvilke medier vi følger. Og hvis du spørger mig, så bør vi være med til at gøre en forskel og bruge den magt.

Læs også: Caroline Plummer: Study drugs, tennis og evnen til at sige fra

Her er en liste over, hvad man kan gøre for at bidrage til en mere korrekt og fair mediedækning:

1. Undgå at klikke på clickbaitoverskrifter. Man må simpelthen prøve at holde sig for god til at falde for det, og hvis man ser en overskrift, som virker for god/vild/overdrevet til at være sand, så er det sandsynligvis, fordi den er det, og fordi det pågældende medie vil lokke dig. Clickbait kan være virkelig fristende, men netop derfor er det også sejt at kunne lade være. Gå i stedet efter skarpe og velstrukturerede overskrifter – det er den slags journalistik vi (i min optik) bør belønne, hvis vi vil bakke om op ytringsfriheden og demokratiet.

2. Vær kritisk. Forhold dig kritisk til de ting, du læser, og stil kritiske spørgsmål. Vi har alle muligheder for det. Eksempelvis mener jeg, at det er ekstremt vigtigt at være bevidste omkring wording – ville man eksempelvis have refereret til en mand som “Gucci-Morten”? Det ville man formentlig ikke, og man ville forhåbentlig heller ikke bruge “Gucci-Helle” i dag, selvom jeg ikke er 100 % overbevist – jeg kan stadig blive overrasket over, hvor lidt vi har rykket os, og hvor kønnet mediedækningen kan være, men det er nærmest et indlæg i sig selv.

3. Støt de medier, du kan stå inde for. Det er ingen hemmelighed, at konkurrencen er hård, og at medierne kæmper om læsernes opmærksomhed. Netop derfor kan det være en god idé at støtte de medier, som gør et ekstra stykke arbejde. Man kan eksempelvis købe et abonnement, dele artikler fra mediet, følge dem på sociale medier osv. På den måde er man med til at støtte den gode journalistik og have indflydelse på, at det er den, der dominerer.

4. Vær opmærksom på fake news. Fake news kan have alvorlige konsekvenser, fordi det kan udnyttes og manipuleres og dermed skabe dybe kløfter og polarisering i samfundet – derfor bør man opfordre andre til at forholde sig kritisk og sørge for at kalde fake news-fabrikanter ud.

5. Det er forskel på at udøve ytringsfrihed og på at være kold og usympatisk. Bare fordi nogen er kendte, er de stadig mennesker, og vi har allesammen et ansvar for at skabe en god mediekultur, som vi allesammen kan stå inde for, og hvor vi ikke ødelægger mennesker.

Har du gode råd til, hvordan vi som forbrugere kan bidrage til en korrekt og fair mediedækning – del dem gerne i kommentarfeltet herunder.