Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in ,

Når true crime foregår i real time

Det er vist ingen hemmelighed, at folk er besat af true crime, og genren spænder bredt: Fra den amerikanske podcast ‘Serial’, der lægger pres på – og får genåbnet – gamle sager, til den danske podcast ‘Mørkeland’, der tilsyneladende hygger sig med historier om virkelige mord, hvor værterne diskuterer deres favoritdrab over en kop kaffe. For ikke at tale om de utallige dokumentarer på Netflix og andre streamingplatforme om true crime – og i særdeleshed mord – begået i virkeligheden. Af virkelige personer begået mod virkelige personer. Jo vildere, des bedre. I mine øjne virker genren fuldstændig absurd og vulgær. Tænk over det: En genre, hvor publikum bliver underholdt af andres død og ulykke, og altså sager, der er sket i virkeligheden. Tænk, hvis man selv skulle være så uheldig at blive slået ihjel, og der efterfølgende sidder to amatør mord-entusiaster og underholder med det for egen vindings skyld? Lidt syg tanke, ikke?

Men hvorfor er genren mon så populær? Jeg har personligt aldrig dyrket den. For et par år siden hørte jeg første afsnit af ‘Mørkeland’, men det stod hurtigt klart, at det ikke var noget for mig. Jeg mindes, at en af værterne påpeger, hvordan true crime kan give én følelsen af “hvad hvis det var mig?” – en følelse, som på en og samme tid vækker dyb frygt, men også nysgerrighed. Lidt som når noget er forbudt, og man af selv samme grund får lyst til det. Jeg tror, hun har ret, for noget tyder på, at folk er fuldstændig umættelige, når det kommer til true crime – eksempelvis ligger ‘Mørkeland’ på top tre over mest lyttede podcast i Danmark.

Allerede for år tilbage lavede South Park faktisk et afsnit, hvor de tager afstand fra Informative Murder Porn, som de kalder det. Når South Park tager afstand fra noget, så bør man dobbelttjekke sit moralske kompas, hvis man fortsat insisterer på uskylden af det, man foretager sig. Her kan du se et klip fra afsnittet:

Man har jo sådan set altid kunnet åbne avisen for at få et skud true crime, men den nye “indpakning” kan noget, som nyhederne ikke kan. Og det seneste stykke tid har genren for alvor spredt sig til sociale medier. Blandt andet fordi sociale medier åbner op for en mulighed for, at folk kan dykke ned i sager og efterforskninger, som finder sted her og nu. Vi husker formentlig alle det tragiske drab på Sarah Everard i marts i år. Jeg husker, at jeg selv blev nødt til at google hendes navn, fordi det dukkede op på nærmest samtlige stories og posts på min Instagram. Det er en fuldstændig tragisk og forfærdelig sag, der fik massiv dækning på sociale medier. Det satte sågar liv i en feministisk bevægelse, der sætter fokus på vold mod kvinder, og hvor utrygt det kan være for kvinder at færdes alene om aftenen. Det var enormt rørende og stærkt at se, hvordan Everards død på en eller anden måde ikke havde været forgæves, og det er på mange måder et eksempel på, hvordan mordsager kan være ekstremt vigtig at dække.

Den fiktive krimigenre leverer jo timevis af underholdning, så hvorfor er det nødvendigt med historier fra det virkelige liv?

Der har for nylig været en sag, som har fyldt ekstra meget på sociale medier – dog med et lidt anderledes fortegn. Sagen om den forsvundne vlogger, Gabby Petito. Sagen har fået ekstremt meget opmærksomhed, blandt andet fordi Petito selv var kendt vlogger, men i høj grad også fordi en række andre vloggere og TikTok-influenter har skabt opmærksomhed omkring sagen. Helt kort, så var Petito på bilrejse i USA med sin kæreste, hvorefter kæresten vendte hjem uden hende. Det ledte naturligvis til en eftersøgning, og det var allerede her, opmærksomheden startede. Desværre blev Petito fundet død, men indtil da har andre vloggere og TikTok-stjerner ageret detektiver på sociale medier som et social media-led i eftersøgningen. Det er ikke noget kønt syn, og det kan virke ekstremt forkert, at andre “lukrerer” på en ung kvindes forsvinding for at høste views og likes. Men sådan er verden nu engang skruet sammen, og hvis argumentet er, at man gør det for at hjælpe efterforskningen, så er det vel også svært at sige noget imod?

@robandhaley

Gabby Petito case update 9/29 8pm EST. Please remember to try to not spread misinformation! #gabbypetitoupdate #gabbypetito #justiceforgabby

♬ original sound – Haley Toumaian

Den massive opmærksomhed omkring sagen på sociale medier fik også de store amerikanske nyhedsmedier til at sætte ekstra meget fokus på sagen. Noget de sidenhen er blevet kritiseret for, da kritikere mener, at der er tale om en skævvridning mellem dækningen af eftersøgningen og drabet på Petito; en lyshåret, hvid kvinde, sammenlignet med dækningen af eftersøgninger ved drab på eksempelvis “indfødte” amerikanere. Kritikere refererer til dette som missing white woman syndrome (et begreb introduceret i 2004 af PBS nyhedsvært Gwen Ifill). Et begreb, der kan virke ekstremt ufølsomt, når vi taler om en ung kvindes forsvinding og død – dog skal det ikke ses som et angreb på Petito, men i højere grad som et angreb på mediernes dækning af lignende sager. Det kan på mange måder ses som en konsekvens af den stigende tendens, der er til, at medierne kaster sig over de historier, der får opmærksomhed på sociale medier og dermed kan sikre kliks på nyhedsmediernes artikler. For at sætte kritikernes pointe i perspektiv forsvandt der i mellem 2011 og 2020 710 “indfødte” amerikanere i samme område som Petito, uden at medierne dækkede det i nær samme grad.

Så hvad er min pointe? Jeg synes, man bør overveje, hvorfor man engagerer sig i mordsager på den måde, vi i stigende grad har gjort det de seneste år. Om det er via podcast, dokumentarer, kulørte artikler eller lignende. Den fiktive krimigenre leverer jo timevis af underholdning, så hvorfor er det nødvendigt med historier fra det virkelige liv? Og hvad med de efterladte til ofrene eller morderne? Er det respektfuldt over for dem, at genfortælle begivenhederne for egen og andres underholdnings skyld? Derudover bør man måske have missing white woman syndrome i baghovedet, når man “deltager” i efterforskninger på sociale medier, lytter til true crime-podcast og læser nyheder for den sags skyld. Det er frygteligt og dybt tragisk, når folk bliver slået ihjel – uanset om de er hjemløse eller kendte vloggere. Og hvis I spørger mig, så bør man vise respekt ved ikke at lukrere på mordsager eller lade sig underholde af det.

Kilder

Kunne du lide indlægget?

Indlæg af Caroline Plummer

Caroline er en 30-årig millennial med stort M. Hun er cand. mag. i Engelsk fra Københavns Universitet, hvor hun skrev sit speciale om cultural appropriation, og hvor hun desuden lige nu læser sidefag i Film - og Medievidenskab for at kunne undervise i Mediefag. Caroline har prøvet kræfter af i magasinbranchen, i filmbranchen og senest i mediebranchen, hvor hun har arbejdet de sidste syv år. Caroline mener selv at popkulturen har været med til at forme hende - på godt og ondt - og hun elsker at dykke ned i diverse popkulturelle fænomener og forsøge at finde ud af hvordan de er opstået og hvordan de påvirker den verden vi lever i.

Skriv et svar