Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in , ,

Casper Christensen – ny vært på Kiosk: Fra Hollywood til Hollywoke

Når man træder ind på slagmarken for værdipolitiske debatter, skvatter de fleste i en af holdningsskyttegravene, hvis ikke de starter der. De skyttegrave har det med at være så dybe, at man ikke kan se andre end sig selv og dem, man er enige med, foruden at de er svære at komme op af. Jeg værdsætter diplomati, og jeg gør en dyd ud af at holde mig væk fra værdipolitiske debatter og skyttegrave. Læs videre, og se, hvor godt det går …


Jeg er en hvid, heteroseksuel, cis-kønnet, 45-årig mand fra storby-middeklassen i et at verdens mest velhavende lande. Så er du advaret. Jeg er også filmanmelder.

Jeg har lige været inde og se den seneste animationsfilm fra Disney/Pixar: ‘Lightyear’. Den handler om Buzz Lightyear og er i Toy Story-universet den film, der gjorde lille Andy til så stor fan af Buzz, at Buzz-dukken hurtigt blev mere populær end Woody-dukken – grundpræmissen i den første Toy Story-film. I ‘Lightyear’ har Buzz en handlekraftig rum-makker ved navn Hawthorne. Hun er sort, og hun er kvinde. Hun er også lesbisk. Man ser hende blandt andet kysse sin partner i en meget omdiskuteret scene.

I sidste uge var jeg inde og se ‘Jurassic World Dominion’. Den handler om … alt for meget og dinosaurer, men på et tidspunkt møder en af filmens alt for mange hovedroller den handlekraftige pilot Watts, der redder vores helte ud af nogle problemer. Hun er sort, og hun er kvinde. Hun er også (i det mindste) biseksuel. Chris Pratts karakter udpeger sin filmkæreste (Bryce Dallas Howard) som en “redhead” for Watts, hvortil hun med kunstpause gengælder hans præference for … “redheads”. Tvetydigheden i replikken er mærkbar.

I begge tilfælde er det jo ikke svært at se, at karaktererne er sorte og kvinder, men derudover informeres publikum med en vis anstrengelse også om deres seksualitet. Det er tydeligt, at det er en meget bevidst handling fra filmskaberne at tydeliggøre de førnævnte kvinders seksuelle præferencer. Og jeg reagerede negativt på scenerne. De irriterede mig, men hvorfor? Inden jeg går videre, bliver jeg nødt til at tage et stort skridt tilbage og fortælle om forvandlingen fra Hollywood til Hollywoke.

Hollywood vil gerne sælge billetter til dig, lige meget hvilken skyttegrav du ligger i, så deres store blockbustere var overvejende apolitiske. Din dollar er en dollar, hvad end du mener. 

Det seneste årtis akkumulerende lavine af idenititetspolitiske hastag-dagsordner (#metoo, #blacklivesmatter, #oscarsowhite, #osv) samles ofte under begrebet “woke” eller “wokeisme”. Pas på med at bruge ordet, for højrefløjen har vist for nylig taget patent på det som skældsord. Da jeg var knejt, kaldte man det “politisk korrekthed”, og det var mest af alt noget, man grinede af. At være “woke” i dag handler blandt meget andet om, at man går ind for repræsentation og diversitet. At man mener, at medlemmer af minoriteter (alt andet end hvide mænd) ikke er velrepræsenterede nok i priviligerede og magtfulde positioner i politik, sport, kultur og dermed filmverdenen. Især har repræsentation i et så toneangivende massemedie som film fået fokus.

LÆS OGSÅ: Tv udvider vores horisont, så subkultur bliver til popkultur, og det gavner LGBT+miljøet. Men vi er ikke i mål!

Som filmorganisme har Hollywood i årtier lænet kraftigt mod det politiske venstre. De film, der kom ud af drømmefabrikken, bar ikke nødvendigvis præg af dette, for jo større film de lavede, jo bredere en målgruppe skulle de helst favne. Hollywood vil gerne sælge billetter til dig, lige meget hvilken skyttegrav du ligger i, så deres store blockbustere var overvejende apolitiske. Din dollar er en dollar, hvad end du mener. 

Især i USA er værdipolitik i stigende grad dog blevet til identitetspolitik, og den bliver mere og mere fundamentalistisk, som tiden går. “Jeg er ikke længere imod en sag – jeg er imod dig, for du ér sagen – og hvis ikke du siger, at du er med mig, så er du imod mig”. I dette miljø er Hollywood blevet tydeligere i sin bekendelse af identitetspolitisk kulør. Nødtvunget, måske, men nu og da også med en vis stolthed. Og her vender vi tilbage til den eksplicitte seksualitet udstillet i børnefilm og dino-film, som vi startede med.

For mig er endestationen i denne situation min egen datter. Hun er fem år gammel. Hun har intet begreb om alt det, jeg snakker om. Den dag hun ser ‘Lightyear’, vil hun se to kvinder kysse, og det vil ikke være første gang. Jo oftere hun ser det, jo mindre vil hun studse over det

Jeg er nok ikke woke, men jeg læner klart mod venstre og, tror jeg, er et fornuftigt og humanistisk menneske. Alligevel har jeg et problem med de to scener. Min instinktive reaktion, da jeg så dem, var, at de føltes påklistrede og falske. Påklistret, fordi karakterernes seksualitet ikke spiller den mindste rolle for historien. Den er som sådan klistret på historien. Netop at scenerne er påklistrede, gør, at de føles falske for mig. Begge film handler stadig overvejende om hvide mænd, der redder dagen. 

På lang sigt handler det om at gøre repræsentation naturlig, men er det her virkelig den bedste måde? Ja, nogle minoriteter føler sig helt sikkert set i de to karakterer, men skaber det forståelse, eller graver Hollywood bare skyttegravene dybere med denne slags overfladiske repræsentation? ‘Lightyear’ er blevet bandlyst i flere mellemøstlige lande specifikt pga. kysset mellem to kvinder, så det er ikke en gratis omgang for Disney.

LÆS OGSÅ: Caroline Plummer: Diversitet i filmbranchen skal være en selvfølge

For mig er endestationen i denne situation min egen datter. Hun er fem år gammel. Hun har intet begreb om alt det, jeg snakker om. Den dag hun ser ‘Lightyear’, vil hun se to kvinder kysse, og det vil ikke være første gang. Jo oftere hun ser det, jo mindre vil hun studse over det. Det har hendes forældre det fint med. Jeg ville bare ønske, at repræsentationen stak dybere i filmene og ikke bare fungerede som banner eller rød klud, afhængigt af hvilken skyttegrav man ligger i.

Den dag skal nok komme, men indtil da finder du mig lige her – i min skyttegrav.

Er der nogen, der har en stige?

What do you think?

Written by Casper Christensen

45 år, født og opvokset i København. Min baggrund er i magasinbranchen med fokus på musik, men jeg er med årene blevet en flagrende freelancer, der ene og alene arbejder med film. Du genkender mig måske fra Go'morgen Danmark på TV2, podcastene Filmnørdens Hjørne og Moviebox eller som oplægsholder ved filmvisninger i hele landet. Selvom jeg er selvuddannet i magasinbranchen og har skrevet tusindvis af artikler, så er det skrevne ord gledet helt ud af mit arbejdsliv. Derfor er det personligt en kærkommen udfordring at få spalteplads hos Kiosk. Jeg vil forsøge at bruge den på at tale om film, naturligvis, men i endnu højere grad om aktuelle emner perspektiveret film og filmens verden.

Skriv et svar