Elombe Brice Parfait
Jeg har kæmpet med min rolle som encyklopædi for minoritetslidelser – er det min eneste berettigelse til at komme til orde i offentligheden? Taler det ind i en reducering af sorte mennesker til lidelsesporno, som andre kan beskue gennem et facebook-matrix, hvor forargelsen trumfer resten af følelsesspektret og veksles til dopamin gennem likes. Vi er så meget mere, jeg er så meget mere!
Jeg er en cinophile, der fortærer alt fra Miyasaki til Michael Mann og alt derimellem. Har gennemført Netflix flere gange og er godt på vej med de andre streamingtjenester.
Og det ville være en drøm at udfolde den radioaktive del af min hukommelse, der kan recitere samtlige af Brad Pitts replikker fra Edward Zwicks underkendte mesterværk Legends of The Fall. Men det er, som om den selvrealiserende del af behovspyramiden er afskåret fra mig. Noget, der er reserveret til Carrie i Sex & The City, eller nogen, der lever som – og ligner hende nok til – ikke at betvivle, hvordan en klumme i en avis kan gøre, at man kan eje en brownstonelejlighed på Manhatten og have en evig beholdning af dollars til daglige dinnerdates med signaturcocktails iklædt dyrt designertøj.
For mig er der en iboende modsætning og absurditet i det. Lidt ligesom når Ryan Goosling skal redde Jazz i Lala Land, eller Tom Cruise der er The Last Samurai eller Viggo Mortensen, der lærer en sort mand at spise grillkylling som en “rigtig” sort mand i The Greenbook. Det skærer i mine øjne.
Men hvis Carrie kan, kan vi alle, eller hvad?… Jeg giver det ihverfald et skud:
Anmeldelse: Hvorfor taler vi alle ikke om Raoul Pecks nye TV-serie “Exterminate All The Brutes”?!
Det var fredag en november aften, hvor vejret var ligesom mine weekendplaner: gråt og trist og mest af alt inviterede til at tilbringe tiden under dynen med en varm kop te og nogle lune Pågen kanelgifler. Ligesom alle andre jeg kender, havde jeg allerede binget nummer 1-serien på Netflix Squid Game og var løbet tør for ideer til at undslippe min kedsomhed. Så jeg vendte mig mod de sociale medier for hjælp:
“Hej alle sammen, hvad skal man se, efter man har gennemført Squid Game?”
Og som jeg sad der ved vinduet med efterårsregnen silende ned udenfor, kunne jeg ikke lade være med at undre mig: Hvorfor er der ingen, der snakker om Raoul Pecks nye serie Exterminate All The Brutes?!
Første gang jeg personligt stiftede bekendtskab med Peck, var med hans Oscar-vindende dokumentar I am Not Your Negro fra 2016. En biografisk fortælling om James Baldwin, som Peck udviklede udfra Baldwins uudgivede manuskript Remember the House.
Det er et værk, der i sig selv var banebrydende i sin evne til at dissekere den amerikanske racisme med Baldwins ord som prismen, der kaster lys på skyggerne af den amerikanske folkesjæl.
Et forfriskende kompromisløst afbræk fra den letfordøjelige sorthed, der plejer at blive hyldet til Oscars og ligesindet mainstream-TV. Og en forløber for det, der efter min mening, er et af de vigtigste antiracistiske filmiske værker nogensinde – Exterminate All The Brutes.
Der er en umålbar og uforklarlig vægt, som man bærer på, når man færdes i verden som en sort person. En følelse af, at man er noget forudbestemt dårligt for dem, man møder, længe før man møder dem.
Der, hvor I am not your negro er som et nedslag i et af racismens evangelier i Amerika, er Exterminate All The Brutes biblen, som samler alle de hellige skrifter fra verdenshistorien.
Det er almengyldigt, at historien er skrevet af sejrherrer, men i alle de udviskede passager eksisterer en stor del af vores menneskelighed, som ved sin blotte eksistens er en protest. Usynlige subjekter for undertrykkelse, som danner fundamentet for dominans.
I Exterminate All The Brutes tegner Raul Peck de usynlig subjekters tråde gennem vores historie, fra de europæiske korstog og skabelsen af ideen om hvid overlegenhed frem til nutidens mord, forfølgelse og diskrimination påført mod den globale majoritet af den globale hvide minoritet.
Der er en umålbar og uforklarlig vægt, som man bærer på, når man færdes i verden som en sort person. En følelse af, at man er noget forudbestemt dårligt for dem, man møder, længe før man møder dem. Den følelse som i ny og næ materialiserer sig og træder frem ud af skyggerne og bliver en fysisk realitet.
Det kan være som at sende en jobansøgning hver dag i to år og aldrig komme til samtale. Det kan være uønskede tilnærmelser på vej hjem fra byen af nogen, der ønsker at købe en som et sexobjekt. Det kan være at miste sit hjem, fordi du og jeg ikke ligner hinanden. Det kan være at blive tortureret og dræbt i en skov af to hvide brødre på Bornholm, eller af andre hvide hænder og knæ i skove langs europæiske grænsehegn. Det kan være alt det og de tusind andre ting derimellem. I de stille søvnløse stunder kan jeg godt spørge mig selv: Hvad kommer det af? Hvor kommer den ondskab fra? At se Exterminate All The Brutes var en bevidsthedsudvidende rejse gennem tid og sted, som er det tætteste, jeg nogensinde er kommet på noget, der tilnærmelsesvis svarer på de spørgsmål.
Hvem er vi, hvad kom før os, og hvad skal komme efter os? Det kan virke som omfattende spørgsmål, men det er ikke desto mindre de spørgsmål, der definerer tidens største udfordringer. For vi kan ikke tale om klima uden at tale om kapitalisme, kolonialisme og konflikt. Derfor må vi granske skyggesiderne af vores historie for at bane vejen for en bedre fremtid. Og på den rejse er Raul Pecks mesterlige værk en kærkommen guide i mørket, som burde være obligatorisk for alle, der ønsker at leve antiracistisk, lige og retfærdigt.
Serien kan ses på HBO MAX og består af fire afsnit på en varighed af 57 min.
God fornøjelse!
