Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in ,

Elombe Brice Parfait: I fodsporet på forfølgelsen af statsborgerskabet

Lyt til artiklen her

Den 5. april fyldte jeg tredive og helt klichéagtigt medfulgte det en masse refleksioner, en slags indre forårsrengøring, nu hvor jeg skal til at træde ind i mit livs sommer.

Den runde fødselsdag var nemlig noget helt særligt, for det var den samme alder, som mine forældre havde, da de tog min søster og mig under armen og flygtede fra det østafrikanske borgerkrigshærget land, Rwanda.

Refleksionerne gik på, hvordan jeg mon selv ville klare mig, hvis gulvtæppet blev revet væk under min eksistens, og jeg blev tvunget til at starte på ny i dagens Danmark som politisk flygtning.

“Der er altså 20 millioner mennesker rundt omkring, som ikke aner, hvordan deres dag ser ud i morgen. Men som er ret sikre på, at det bliver en dag med frygt, usikkerhed, angst, eksistenskamp!

Og så ser vi billederne på TV og i aviser. Billederne af alle de ulykkelige mennesker på flugt. Vi forfærdes, vi harmes. Og i mange tilfælde skyder vi det fra os igen, slukker for fjernsynet. Sådan er verden nu en gang, siger vi.

(…)Jeg siger: Det kan ikke nytte at lukke øjnene og tale mod bedrevidende. Vi kan gøre en forskel.”
Statsminister Poul Nyrup Rasmussens tale ved ”Flygtning 99 – Hjælp uden omveje” på Base Camp, Holmen, den 24. februar 1999.

Det Danmark, vi ankom til som flygtninge i 1998, var Poul Nyrups Danmark. Hvor Jacob Haugaard lovede medvind på cykelstien, og hvor danskheden handlede mindre om hudfarve og herkomst og mere om værdifælleskaber. Halvdelen af sandheden er helt sikkert, at det billede er et barns selektive hukommelse og en romantiseret forsimpling af den verden, som man vokser op i. Den anden halvdel af sandheden er, at vi var i vores livs største krise.

At være på flugt gearede mit emotionelle kredsløb som et kviklån – alt handlede om overlevelse i øjeblikket og udskydelse af uoverskuelige fremtidsudsigter. Et traumatisk genfærd, der hjemsøgte alle aspekter af mit liv. Det devaluerede alt, der hed planlægning og var en seismisk rystelse i alt, der handler om at slå rødder. Vi har boet flere steder, end jeg kan tælle, og fyldte kufferter har næsten altid været en del af den faste indretning i måneder og år efter indflytning. Billederne forblev i fotoalbummet. Frygten for fortidens genfærd huserede ligesom en selvopfyldende profeti i nuet. Hvorfor drømme om i morgen, hvis fremtiden alligevel bliver udvisket.

Efter den obligatoriske rundtur i asylcentrene landede vi i Vestjylland. Mærkeligt nok var der mange fællesnævnere mellem vores lille østafrikanske familie og bibelbæltet.

Vi fik en indoktrinering i det danske med alt fra Matador, makrel og rugbrød i madpakken til folkedans, håndbold og foreningsliv.

Endnu en gang overtog overlevelsesinstinktet og overvældede alle andre følelser. Vi skulle være de bedste danskere vi kunne være, fuldtidsassimilation ovenpå en 37 timers arbejdsuge på integrationsfabrikken. Alt sammen i håb om en forfremmelse fra sæsondanskere til fuldtidsdanskere, der i bund og grund skulle omdanne midlertidig opholdstilladelse til permanent ophold og statsborgskab. Alternativet var forfølgelse og udryddelse.

Det lykkedes. Vi konverterede vores grå kvoteflygtninge-pas til det rødbedefarvede: Og pludselig syntes genfærdene at være kommet lidt på afstand. Nu blev der plads til at leve og ikke bare overleve. Fremtidsudsigterne åbnede sig op, og i horisonten kunne man skimte et håb om fred og ro til at skabe sig et nyt hjem.

Siden da er der løbet meget vand gennem åen. Danskheden er blevet kanoniseret til noget med at spise svinekød på institutioner og tvungne håndtryk ved ceremonier. Udlændingeområdet er fanget i et machiavellisk spil om den politiske magt, hvor den hårdeste vinder i et ræs ned mod den moralske afgrund.

Den bitre sandhed er, at selvom det tog os 12 år at få statsborgskab i 2009, så ville vejen dertil i dag være uundgåelig længere, hvis den overhovedet havde været mulig. De få formildende lyspunkter, der var i Nyrups Danmark, er nu erstattet af den selvsamme forfølgelse og mulig udryddelse, vi som familie flygtede fra i 1998, da vi ankom til Danmark. I Mette Frederiksens socialdemokrati er den moralske og etiske forpligtigelse til verdens flygtninge nemlig en uhensigtsmæssig forhandling… Den 29. april nåede disse forhandlinger et skridt nærmere afgrunden ved et håndslag med en diktator, der ville betyde forfølgelse og død for mig, hvis jeg kom til Danmark som flygtning i dag.

Jeg vil gerne høre fra dig. Både hvis du er enig i mine betragtninger, eller hvis du vil dele indsigt, der kan ændre min holdning.

What do you think?

Written by Elombe Brice Parfait

Hej. Mit navn er Elombe, og jeg er 30 år gammel. Jeg er uddannet Tv- og medietilrettelægger fra DMJX.
Som en sort mand i Danmark falder det mig naturligt at orientere mig omkring og interessere mig for racelighed og racisme. Jeg har været aktiv medlem i forskellige organisationer, og du finder mig til demonstrationer mod Ghettoloven, Udvisning af syriske flygtninge og de fleste BLM demoer.
Indlæggene og min platform kommer til at handle om spørgsmål og overvejelser, som jeg selv støder på i min egen anti-racistiske rejse, som jeg håber kan inspirere og motivere andre til at tale og handle i kampen for et retfærdigt og lige samfund.

Skriv et svar