in ,

En feministisk kamp kan ikke adskilles fra en antiracistisk kamp

LYT TIL HELE INDLÆGGET OVENFOR

“They talked us into buying candy bars and throwing the candy away and eating the wrapper.” – Fred Hampton

Narrativet om individualismens formåen over fællesskabet er en velfortalt historie, spindet og lobbyet for længe gennem skiftende afsendere. Blå og røde jakkesæt med samme striber, der med den samme salgstale sælger en bedre fremtid i sigte. Muliggjort på andres bekostning. Når den fremtid nærmer sig, forsvinder spejlingen af vores håb, og fatamorganaet viser sig ikke at være den solgte drøm, men den påtrængende virkelighed vi hele tiden har eksisteret i: En grøn omstilling bliver frikøbt af grønne hjerter på oksekødet i køledisken, Me-Too bliver belønnet med magtfulde ministerposter og retsprincipper, konventioner og menneskerettigheder gælder ikke, hvis du er saudi, kinesisk, russisk, israelsk eller bare har en stor nok pengepung.

Som Fred Hampton beskriver, er den strukturelle undertrykkers største sejr at overbevise den fattige sorte og den fattige hvide om, at de er fjender. Hans budskab om regnbuekoalitionen som middel til lighed og retfærdighed er ligeså relevant i dag som i 1960’erne.

En feministisk kamp kan ikke adskilles fra en antiracistisk kamp! Begge bevægelser bekæmper social ulighed og eksklusion, men det også i krydsfeltet mellem de to, at de blinde vinkler lever. For imens Lindes ulighed er afgrænset til hendes køn, så eksisterer minoritetskvindernes ulighed i et overlap mellem deres køn, race, etnicitet og i dag i stigende grad også religion.

 

 
 
 
 
 
Vis dette opslag på Instagram
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

 

 

 

 

 

 

 

Et opslag delt af Mary C. Namagambe She/Her (@maryconsolatanamagambe)

“To become a society that embraces truth and justice for all, we must acknowledge when we’re not” – Kimberlé Crenshaw

“To become a society that embraces truth and justice for all, we must acknowledge when we’re not” – Kimberlé Crenshaw

Crenshaws ord kan virke som en fjern fantasi i en tid, hvor der er gået sport i racistiske angreb, samtidig med at prominente politikere fornægter, at racisme overhovedet eksisterer. Kun 9 % af alle hadforbrydelser bliver retsforfulgt. Stiller man sig frem og italesætter uretten, bliver problemet afledt med personangreb. Men der, hvor Linde fik søstersolidaritet og støtteerklæringer trykt på landsdækkende aviser, lød der en øredøvende stilhed til Idil Adens Me-Too-fortælling. (Idil Aden blev fyret som praktikant hos DSB efter at have været udsat for seksuel chikane. Hun fortalte sin Mee-Too-oplevelse til Ekstrabladet.

 

 
 
 
 
 
Vis dette opslag på Instagram
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

 

Et opslag delt af A Seat At The Table (@asatt.dk)

Den skæbne deler Idil Aden med mange andre minoritetskvinder, der oplever diskrimination og bliver reduceret til en afvigelse fra det sædvanlige nyhedsflow på de sociale medier. Noget som man helst vil scrolle forbi og ignorere, men som til trods forbliver voksende, om vi kigger eller ej.

At kunne vælge konflikterne fra er et privilegium. Et privilegium, som bl.a. etniske minoriteter ikke har. Udover at være nødsaget til at kæmpe flere kampe samtidigt, er frygten for at sige, gøre eller være forkert en iboende påmindelse om den konstante fremmedgørelse af en eksistens, der hører til at være minoritet i dagens Danmark.

At vælge konflikten fra er ikke en mulighed, fordi det forudsætter, at man er villig til at vælge noget af sig selv fra som en minoritet.

Disse konflikter er malet på vores hud, de er i farven på vores øjne, i hvad vi spiser, og hvem vi beder til. Konflikten er i vores eksistens.

Hvad er en deling af en story, et opslag der er et opråb om social retfærdighed op imod det?

Kunne du lide indlægget?

Indlæg af Elombe Brice Parfait

Hej. Mit navn er Elombe, og jeg er 30 år gammel. Jeg er uddannet Tv- og medietilrettelægger fra DMJX.
Som en sort mand i Danmark falder det mig naturligt at orientere mig omkring og interessere mig for racelighed og racisme. Jeg har været aktiv medlem i forskellige organisationer, og du finder mig til demonstrationer mod Ghettoloven, Udvisning af syriske flygtninge og de fleste BLM demoer.
Indlæggene og min platform kommer til at handle om spørgsmål og overvejelser, som jeg selv støder på i min egen anti-racistiske rejse, som jeg håber kan inspirere og motivere andre til at tale og handle i kampen for et retfærdigt og lige samfund.

Skriv et svar