Elombe Brice Parfait
Vi er på toppen af vestlig civilisation
Alle har det fedt og har det sjovt
Alle har en fest og har det sjovt
ALLE HAR DET FEDT OG HAR DET SJOVT
Ny iPhone hvert år, røde bøffer og røde vine. Kim Kardashians kontur, fartstriber på himlen, fly til New York, så til L.A., så til Tokyo, så til Hong Kong, så til et all inclusive-paradis i Grækenland, grillpølser og grill-hud! NU HYGGER VI!
Hjem igen… “Wow, har du set, jeg er næsten ligeså brun som dig nu, Elombe?” …
Mere grill-hud og grillpølse, skyl ned med rød, hvid, rosé, orange. Fuck det, alle vinene. Fedt, videre til Tisvilde — til kultur til leje.
ALLE HAR DET FEDT OG HAR DET SJOVT
Black Friday! Nu det jul igen, nu det jul igen, og julen varer lige, indtil vi som selvædende slanger sluger os os selv i vores glubske sult efter mere.
Kataklysmiske katastrofe: Verden går i stå!
Kapitalismen, kokain og sminkekonturen er skyllet ud med badevandet for en stund. Den eksistentielle Botox er punkteret, og tilbage står et uigenkendeligt spejlbillede!
Abstinenserne sætter ind. Vi har haft tunnelsyn i farten fra det ene højdepunkt til det andet. Udenfor vinduerne på shuttlebusserne til vores grillpølse-paradis står verden i flammer og ikke bare metaforisk. Skovene brænder lige udenfor poolen! Krigen mod terror er aflyst i Afganistan undtagen for alle dem, der faktisk bliver terroriseret. Billi Bi holder Blackface-fester og føler sig misforstået. Racismen raser, men vi må stadig ikke tale om det!
Spørg bare @deltidsraraberen på Instagram. Hov nej, hun er pist væk. Måske gælder ytringsfriheden kun, når man brænder Koranen af. Pyt…
Godt ord igen, Danmark er for danskerne, og de har fået nok. Frikøbt af vacciner kan køerne igen komme på græs. FODOLD! FODBOLD! FODBOLD! Vi danser i regnen med vores priviligerede berettigelsesmentalitet.
Hvad der skete, er ikke, hvad der sker. Fortiden bliver ikke fremtiden.
De kataklysmiske konsekvenser kan vente, eller kan de?
Det er alt sammen meget kompliceret, og vi misforstår regnestykket, kun Dan kan. Og Mette, hun er nede med det, så hvad er det værste, der kan ske? Britney er fri, men hvem befrier os?
Hvor er klagesangen for vores befrielse fra kapitalismens hamsterhjul. Jeg er ikke marxist, men hvis man ikke kan se værdien af sundhedspersonalet i en verdensomspændende pandemi, så stikker problemerne måske dybere, end strejkende sygeplejersker alene kan klare. Det er så tydeligt, at selv de svagtseende socialister i millionklassen kan se det, ikk’ Skipper?
Pyt, der er stadig et klip tilbage på klippekortet til psykologen. Jeg må hellere prioritere mine problemer.
Sidste klip:
Min agorafobi vokser ud af kontrol. Jeg ser på verden og bliver kun påmindet om, hvorfor jeg burde blive under dynen og marathon-binge mine bekymringer på afstand. Drømme mig væk i eskapistiske eventyr, hvor de mørkeste øjeblikke antyder en snarlig heltedåd, der redder dagen. Den virkelige verden er alt andet end eventyrlig, og lykkelige slutninger skal man lede længe efter.
Alt, hvad der kræves for, at det onde skal sejre, er, at gode mennesker ikke gør noget.
Sådan sagde Kennedy, og kort efter fik han en kugle i hovedet. Man høster, som man sår.
Hvad kommer vi til at høste? Hvad bliver den akkumulerede konsekvens af vores virke?
Vi efterlader os ikke en bedre verden, end vi modtog! Vi er heller ikke modige i mødet med frygten!
Jeg føler mig i hvertfald ikke modig, tværtimod. Som et barn, der er flygtet fra krig, forstår og lever jeg i det livslange kaos, der kommer i kølevandet på en krig. Jeg forstår, at man ikke kan bombe sig til frihed og demokrati på samme måde, som man ikke kan voldtage sig til kærlighed. Jeg forstår, at krig er et imperialistisk voldsmonopol, der bare skifter ejermand. Og måden, vi argumenterer for vores krige, er måske også bare skyggerne af de xenofobiske og hvidoverlegenhedsgenfærd, der hersker i vores hverdag.
Vi betinger vores medmenneskelighed og afgrænser vores moralske forpligtigelser til dem, der ligner os selv. Nu skriver jeg “os” og “vi”, men jeg er næppe inkluderet i det samme fællesskab, du ser for dig lige nu. Jeg ligner mere de flygtninge, der bliver sat i udrejsefængsler, der påfører PTSD på børn, eller de unge drenge, som bliver stemplet af statsministeren som uroskabende i S-togene. Så ja, der er god grund til at være bange, for det kan ligeså godt være mig, der står for skud, ligesom mine brødre og søstre i det globale syd, der allerede lever med de livtagende klimaforandringer, mens der bliver teoretiseret om dem i vesten. Eller alle de millioner af fordrevne flygtninge, hvis definition af hjem er blevet afsporet fra kærlighed til kaos på grund af krig. Vi er smerteligt bevidste om, hvad der er at frygte!
Mod er ikke fraværet af frygt, men derimod vurderingen af, at noget andet er vigtigere end frygt.
Hvad ligger så helsides frygten? Håbet om noget bedre! Et håb om retfærdige politikere, et håb om retfærdige love, et håb om et retfærdigt og grønnere klima, et håb om retfærdighed og lighed mellem køn. Et håb om en bedre fremtid, og den er værd at vågne op for, at gå ud og tale og råbe op om. Og lige nu, mere end nogensinde før, er der brug for modige stemmer!
Speak, your lips are free. Speak, it is your own tongue. Speak, it is your own body. Speak, your life is still yours
See how in the blacksmith’s shop The flame burns wild, the iron glows red; The locks open their jaws,
And every chain begins to break.
Speak, this brief hour is long enough
Before the death of body and tongue: Speak, ’cause the truth is not dead yet, Speak, speak, whatever you must speak
–Faiz Ahmed Faiz
