Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in ,

Forældre, I har et ansvar!

Jeg ved godt, hvad I tænker .. “Begynder hun nu igen med de løftede pegefingre?” Og til det må jeg bare sige et kæmpe fedt JA. Hvornår er hun ikke i gang med de der løftede pegefingre, burde være spørgsmålet. Der er desværre enormt mange ting, som man kan løfte sin pegefinger over, når det kommer til #MeToo.

Så hvorfor har jeg valgt, at mit indlæg denne gang skal være et opråb til forældre og deres ageren i henhold til #MeToo? Fordi jeg ser dem på daglig basis på de sociale medier, og selvom det måske for nogle kan være lidt ‘ligegyldigt’, så garanterer jeg for, at det ikke er ligegyldigt for de mange ofre, der sidder på sidelinjen og kigger med. Og som I ved, så er det dem, der betyder noget for mig.

Uanset om man er forælder eller ej, for der er mennesker derude med traumer, der har oplevet det på egen krop og skal leve med senfølger, som sidder og læser alt, hvad der bliver skrevet, heriblandt undertegnede.

Forestil dig, at dit barn har været udsat for overgreb og opdager, at du snakker om #MeToo på en nedladende og hånende facon. Hvor stor tror du, at sandsynligheden er for, at dit barn har lyst til at fortælle dig om sin oplevelse? Meget lille er mit bud. Og det er fuldstændig hjerteskærende at tænke på.
Jeg synes virkelig, at forældre har et ansvar, og jeg har intet problem med at påpege det ansvar, hver gang jeg støder på forældre på de sociale medier, som gør ovenstående. Det resulterer altid i, at folk bliver enormt vrede på mig, fordi de tror, at jeg løfter en pegefinger over for deres måde at være forælder på, men det handler på ingen måde om det – det handler om, at man har et ansvar for at tage hensyn. Uanset om man er forælder eller ej, for der er mennesker derude med traumer, der har oplevet det på egen krop og skal leve med senfølger, som sidder og læser alt, hvad der bliver skrevet, heriblandt undertegnede. Og de ting, der bliver skrevet, er ikke acceptable, uanset hvor meget modstander man er af #MeToo-bevægelsen.

Udover at det potentielt kan være medvirkende til, at jeres børn afholder sig fra at dele deres traume med jer, så er den adfærd også medvirkende til, at andre ofre afholder sig fra at tale om deres historier, og det er en forfærdelig sørgelig konsekvens. Om man vil det eller ej, er det essentielt, at vi fortsætter med at tale om sexisme og #MeToo i forsøget på at få en kulturændring. Derfor vil jeg blive ved med at kæmpe for retten til at snakke om det uden at blive mødt af forhånelse, som jeg oftest støder på, når der debatteres #MeToo.

Bare fordi man ikke selv har oplevet det på egen krop, er det ikke ensbetydende med, at det ikke er hændt for andre. Ydermere er der et kæmpe behov for, at alle kan se, hvor omfattende problemet faktisk er.

Forældre bør også have for øje, når de bevæger sig ind i #MeToo-debatter, hvilken effekt det har på unge ofre, når vi oplever voksne mennesker, der bagatelliserer vores oplevelser eller måske ligefrem modarbejder og latterliggør dem. Det er noget, man kan opleve lige nu, når man ser reaktioner på dokumentarserien ”MeToo: Sexisme bag skærmen”, der omhandler 11 kvinders oplevelser med sexisme hos TV2. Reaktionerne er virkelig modbydelige, og det er både forældre og bedsteforældre, der sviner de her megaseje kvinder til. Som ung kvinde, der kigger med fra sidelinjen, bliver jeg nødt til at sige, at det påvirker mig ekstremt meget. Man mister lidt troen på og tilliden til de voksne mennesker, og det kan føles som et stort svigt, når man er ung og sårbar.

En af udfordringerne ved #MeToo er, at omfanget er langt, langt større, end de fleste forestiller sig. Og det er måske en af årsagerne til, at nogle menneskers automatreaktion overfor #MeToo-beretningerne er skepsis, mistro og generel tvivlen på den eller de, der fortæller om overgreb eller en krænkelse offentligt eller privat. “Kan det virkelig passe, at det er sket? Jeg har aldrig selv oplevet eller bevidnet #MeToo, så jeg tror ikke på, at problemet er så stort.” Men sådan hænger det ikke sammen. Bare fordi man ikke selv har oplevet det på egen krop, er det ikke ensbetydende med, at det ikke er hændt for andre. Ydermere er der et kæmpe behov for, at alle kan se, hvor omfattende problemet er. Det kan forhåbentligt medvirke til, at ofre ikke bliver mødt med enorme mængder skepsis, som de gør lige nu, men at der i stedet lyttes til dem og kæmpes for en kulturændring.

I fællesskab, for vi har alle et ansvar – også dig, kære læser.

Kunne du lide indlægget?

Indlæg af Emilie Green

Mit navn er Emilie Green, og jeg er en 22 årig Københavner. Jeg er en passioneret #MeToo-debattør og har været det i ca. halvandet år. Derudover er jeg bestyrelsesmedlem i Voldtægtsofres Vilkår, som er en nystartet forening. Da jeg selv har været udsat for overgreb to gange, ligger sexisme og #MeToo-debatten mit hjerte meget nært, og det vil tydeligt afspejle sig i mit skrive-univers. Jeg brænder for at bryde tabuer, at sætte fokus på voldtægtsofre samt belyse de udfordringer, man kan opleve som konsekvens af et overgreb. Ydermere elsker jeg en god debat, der kan udvide horisonter og udfordre synspunkter. Jeg glæder mig meget til at inddrage jer i mine tanker og generelle viden om #MeToo og sexisme.

Skriv et svar