Emilie Green
Samtykkeloven har været indført i knap et år. Emilie Green ser på, hvad den har betydet både for antallet af anmeldelser, men også for hende personligt.
Et KÆMPE stort tillykke til vores alle sammens fantastiske samtykkelov, der blev vedtaget i Folketinget den 17. december 2020 – for lidt over et år siden. Jeg fejrede dens fødselsdag med en Corona (øllen), hvilket er lidt ironisk, eftersom jeg befinder mig i USA hos min mor, hvor jeg er i isolation, fordi jeg har corona (sygdommen). Ikke desto mindre gav det mig tid til at reflektere over, præcis hvor fantastisk denne lovgivning er. Det kan godt være, at min hype omkring samtykkeloven virker patetisk for nogle, men det er virkelig kæmpestort for mig, at den blev vedtaget. Endelig bliver ofrene prioriteret i vores retssystem, og selvom det har taget alt for lang tid for os at komme hertil, så er jeg glad for, at vi endelig er der.
Da jeg havde en twitterprofil og var aktiv derinde og skrev om #MeToo samt samtykkeloven, blev jeg ofte mødt med kommentarer som: “Det er ren symbolpolitik”, “Den vil ikke have nogen effekt”, “Den vil sørge for, at uskyldige personer ryger i fængsel” og masser af andet mundaffald. But guess what, skeptikere. Samtykkeloven virker, præcis som vi vidste, at den ville!
Ofre kan spejle deres overgreb i lovgivningen og har dermed incitament til at anmelde, og derudover er lovgivningen også medvirkende til at fjerne skyld og skam hos ofre, fordi den bekræfter, at så snart der ikke er tale om samtykke, er det voldtægt.
Ifølge Justitsministeriet har der været en markant stigning i antallet af anmeldelser, siden samtykkeloven trådte i kraft den 1. januar 2021. Ikke nok med det, så er der også sket en stigning i antallet af sigtelser. I 2020 var der 1.392 anmeldelser og 1.078 sigtelser. I perioden fra den 1. januar 2021 til den 23. november 2021 har der været 1.720 anmeldelser og 1.315 sigtelser.[1]
Da jeg læste pressemeddelelsen fra Justitsministeriet, hvori denne nyhed blev offentliggjort, blev jeg virkelig rørt og begyndte faktisk at græde på vegne af ofre, fordi det simpelthen er den største forløsning, at vi omsider bliver hørt og taget seriøst. For det er sådan, det føles, når de her tiltag bliver lavet. Ofre kan spejle deres overgreb i lovgivningen og har dermed incitament til at anmelde, og derudover er lovgivningen også medvirkende til at fjerne skyld og skam hos ofre, fordi den bekræfter, at så snart der ikke er tale om samtykke, er det voldtægt.
Udover at vi kan takke samtykkeloven samt alle de mange fantastiske mennesker, der kæmpede for den, tror jeg også, at vi kan takke #MeToo og det øgede fokus, der er på bevægelsen.
Udover at denne fantastiske lovgivning er kommet til, er der også sket et positivt skift i måden, ofre bliver behandlet på af politiet, og det er faktisk noget, som jeg selv kan skrive under på. For et par uger siden fandt jeg ud af, at ham der udsatte mig for mit andet overgreb, er blevet dømt for voldtægt. Det var et kæmpechok, og min første reaktion var at bryde ud i gråd, fordi jeg både følte skyld og lettelse. Skyld over, at jeg i 2017 ikke anmeldte ham til politiet i forsøget på at sørge for, at han ikke gjorde det, som han gjorde ved mig, mod andre. Lettelse over, at hans modbydelige gerninger blev straffet. Jeg kan faktisk ikke rigtig beskrive, hvad man føler i den situation, og jeg kan stadig ikke helt sætte ord på, hvordan jeg har det. Det hele er stadig for tæt på.
Anyways, jeg gjorde, som jeg altid gør i krisesituationer – jeg reagerede og var proaktiv. Jeg ville gerne gøre noget for de kvinder, som han havde voldtaget, og på en eller anden måde bidrage, så han kunne få en hårdere straf. Samme aften rakte jeg derfor ud til anklageren, som fik en efterforsker i sagen til at ringe til mig, og jeg blev simpelthen mødt af den mest kompetente og forstående politibetjent, som jeg slet ikke kan takke nok. Efter meget overvejelse og mange tårer besluttede jeg mig for at anmelde ham, og afhøringen fandt sted, lige inden jeg rejste til USA. Resten af forløbet vil jeg forklare nærmere i et senere indlæg, når jeg er klar til at dele ud af detaljerne, men det, jeg prøver at sige med alt det her, er, at det gjorde en verden til forskel at blive mødt af forståelse, anerkendelse, empati og åbenhed. Hele forløbet med politiet var virkelig en behagelig oplevelse trods omstændighederne, og det var virkelig en fornøjelse at opleve, eftersom min første anmeldelse af mit første overgreb ikke var en god oplevelse.
Selvom jeg ved, at det langt fra er alle, som har det samme positive møde med politiet og retssystemet, som jeg havde, så er der sket meget, og det bliver kun bedre, jo mere vi kæmper. Udover, at vi kan takke samtykkeloven samt alle de mange fantastiske mennesker, der kæmpede for den, tror jeg også, at vi kan takke #MeToo og det øgede fokus, der er på bevægelsen. Vi snakker meget mere om grænser, overgreb og sexisme i samfundet, hvilket kun er positivt i forsøget på at få en kulturændring. Kampen batter, og det er så betydningsfuldt, på trods af at vi langt fra er i mål. Tillykke til samtykkeloven og tillykke til os!
[1]https://www.justitsministeriet.dk/pressemeddelelse/stigning-i-voldtaegtsanmeldelser-og-sigtelser-efter-ny-samtykkebestemmelse/
