Emilie Green: Modige kvinder bliver mødt med mistro, had og chikane

Sidste sommer fik jeg lidt af en hjerneblødning, vil nogle mene. Jeg valgte nemlig på de sociale mediet at fortælle min historie om to overgreb, jeg var blevet udsat for. Det var en stor beslutning for mig at tage, fordi jeg vidste, at det ville få personlige konsekvenser at være så transparent omkring noget så sårbart. Noget så tabuiseret. Det viste sig så, at konsekvenserne blev større end først antaget, og desværre havde det ikke kun indvirkning på mig, men også andre.

Hele min rejse med at være aktiv i #MeToo-debatten, startede dengang jeg stødte på
Kirstine Holst for lidt over et år siden via Twitter. Hun er en meget inspirerende,
modig og sindssygt badass kvinde, som har været meget aktiv i mediebilledet grundet
hendes oplevelse med overgreb. Fra sidelinjen var det voldsomt at være vidne til,
hvad hun og andre kvinder, der fortalte deres historier, blev udsat for af hadefulde
samt grove beskeder på internettet.
Det var simpelthen ikke fair, tænkte jeg. Det er det stadig ikke, og vi bliver nødt til at
tale om, hvilke konsekvenser den adfærd har.

I dag blev voldtægt endelig gerningspersonens ansvar. Tak for kampen alle venner i @amnestydk , @Kvindesamfund ,@DannerDk , @EspDanmark @Kvinderaadet ,@KVINFO ❤️og i #dkpol ❤️ og til alle jer som bakkede os konsekvent op❤️ I dag skrev vi sammen et vigtigt stykke Danmarkshistorie. pic.twitter.com/JO6nNK9UmD

— Kirstine Holst (@Kirstineholst) December 17, 2020

Efter jeg selv fik samlet modet til at dele min egen historie med offentligheden,
væltede det ind med søde beskeder og massevis af opbakning. Det var dejligt,
selvfølgelig, for anerkendelse og støtte er altid enormt rart i forbindelse med at tale
om sårbare ting i vores liv. Jeg endte desværre også med at møde enormt meget
modstand, og selvom det var forventeligt, så endte de hadefulde beskeder og den
personlige hetz med at fylde langt mere end den gode respons. Næsten et år senere
forsøger jeg stadig at knække koden til, hvordan man ændrer det mindset, men det
virker efterhånden for ambitiøst. Hvis der er nogen derude, som kan bidrage med
gode råd, så tager jeg imod dem med kyshånd.

Nå, men i forbindelse med at jeg fortalte om mine overgreb, var det meget
iøjnefaldende, at folk havde et stort behov for at kalde mig og andre kvinder for ‘opmærksomhedskrævende’. Det ord har typisk en negativ konnotation med sig, og
det er ikke noget, man ønsker at få påduttet. Især fordi det slet ikke handler om at få
personlig opmærksomhed, når vi fortæller vores historier. Det handler om at skabe
awareness og opbakning til #MeToo som helhed samt de dertilhørende
problematikker. At skabe forandring, aftabuisere og sørge for, at ofre ikke føler skam.
Det er målet, når vi så åbent fortæller om ét af de største traumer, man kan opleve.
Men hvordan skal vi nogensinde opnå det, hvis ikke vi må vise, hvor omfangsrigt
problemet er?

Faktum er, at det ikke er muligt, så længe det er vigtigere for nogle mennesker at skyde ofre i skoene, at de gør det hele for opmærksomhed m.m. frem for at lytte til det aktuelle problem og de mange historier, der følger med. Derudover er det fuldstændig absurd, at man tror, at åbenhed om overgreb skulle anvendes som et middel til at få opmærksomhed. Det er et well known fact, at det er ubehageligt at snakke om, fordi det er forbundet med smerter, selvbebrejdelse for nogle og måske endda også skam. Desværre stammer størstedelen af den slags kommentarer fra mænd, og min teori er, at det er svært for dem at sætte sig ind i. De har oftest meget travlt med enten at så tvivl om ofrets troværdighed eller forsvare mænd på et generelt plan, og det synes nogle gange nemmere for mænd at gå den vej frem for at acceptere, at overgreb faktisk foregår i virkeligheden. For langt flere, end man tror.

Vi bliver også nødt til at have i mente, at de her kommentarer og dårlige adfærd har
en større påvirkning end som så – den er nemlig medvirkende til at lukke munden på
ofre. Det er, in my opinion, det allerstørste problem. Jeg har flere gange været i dialog med ofre, som ikke tør fortælle om deres traume, fordi de har set, hvad jeg, og
mange andre kvinder, er blevet udsat for. Derfor kan vi simpelthen ikke acceptere, at
dét er præmissen for at fortælle om overgreb. Det er ikke rart at fortælle
offentligheden om de her meget sårbare, voldsomme og traumatiske oplevelser, og
det er især ikke rart, når man også skal forholde sig til al den mistro, had og chikane,
der kan medfølge bagefter. Det føles som endnu et overgreb, og jeg kan virkelig godt
forstå, at der er mange, der ikke har en stærk nok psyke til at gå igennem det.

Vi bliver nødt til at skabe bedre rammer, så endnu flere tør stå frem og tale om #MeToo. Tag fat i din ven, kæreste eller dit familiemedlem, når du ser/hører, at de reagerer sådan på fortællinger om overgreb – det vil gøre en meget større forskel, end du aner. Vi skal i fællesskab sørge for, at mistroen til ofre bliver pakket helt og aldeles sammen, for det er først dér, at det vil være trygt nok for alle, uanset højde, drøjde og psyke, at fortælle deres historie. Alle de mange historier, som vi har brug for.

LÆS OGSÅ: Emilie Green: Ansvaret skal aldrig placeres hos ofrene