Emilie Green
Den 17. december 2020 sad jeg og græd af glæde, da Folketinget enstemmigt havde vedtaget en ny voldtægtslov baseret på samtykke. Det rørte mig dybt, fordi det var et kæmpe skridt for ligestillingen, men også fordi jeg følte, at voldtægtsofre ENDELIG blev prioriteret i retssystemet. Den gamle voldtægtsbestemmelse var baseret på, at der var tale om voldtægt, såfremt at gerningsmanden havde udøvet vold, anvendt trusler om vold, eller hvis offeret har været i en tilstand, hvor han/hun har været ude af stand til at modsætte sig handlingen. Med den nye lovgivning er fokus dermed gået fra tidligere at handle om, hvad offeret gjorde for at undgå at blive voldtaget til nu at handle om, hvad gerningsmanden gjorde for at sikre sig, at der var samtykke. Fra et voldtægtsoffers synspunkt er det fuldstændig fantastisk. Især fordi man har hørt mange forfærdelige historier, hvor ofre har været udsat for ekstrem victimblaming i bl.a. retssager.
Forsvareren har spurgt ind til ofrenes påklædning, deres sexliv og mange andre absurde ting, som alle sammen medvirker til at placere skylden hos offeret. En skyld som aldrig nogensinde burde placeres hos ofre, for det er aldrig offerets skyld, når de bliver udsat for overgreb. Det er enormt vigtigt for mig at understrege, fordi selvbebrejdelse desværre er en almindelig følelse, når man har været udsat for overgreb, og det er også én af de ting, der har fyldt mest hos mig selv.
Den følelse er så svær at ryste af sig, og det bliver ikke bedre af, at man ofte bliver mødt med de sædvanlige “havde du noget nedringet eller kort tøj på, der kunne have fristet vedkommende?” Eller “er du sikker på, at du ikke selv lagde op til noget?” Som om de her ting har nogen som helst indflydelse på, at et andet menneske har frarøvet mig retten til min egen krop. Jeg er heldigvis blevet klogere, og det er mit livs mission at sørge for, at andre ofre også bliver klogere – det er ALDRIG nogensinde vores skyld.
Samtykkeloven er desværre blevet mødt af meget skepsis. Især af folk, som synes, at det virker absurd, at de skal give samtykke til deres ægtefæller, kærester m.m. Der er sågar blevet gjort grin med det, og et billede af en kontrakt har floreret på internettet. Til det har jeg én ting at sige: Stenaldermennesker. Jeg kan simpelthen kun forestille mig, at det er mennesker, der mentalt befinder sig i stenalderen, som kan finde noget negativt ved en lovgivning baseret på samtykke. Desuden – hvem i deres right mind
har sex uden at sikre sig, at ens partner har lyst først?
Jeg kan virkelig ikke komme i tanke om noget sex, der er magisk, medmindre man er opmærksom på, at ens partner er in the mood under hele akten. Samtykke er nemlig møghamrende sexet.
Jeg vil prøve at forklare lidt om, hvor stor betydning sådan en samtykkelov har for et offer. Mit første overgreb hændte, da jeg var 15 år i Hillerød. Jeg blev overfaldet af en mand, jeg ikke kendte. Han havde fulgt efter mig en del tid, uden at jeg egentlig havde givet det mere omtanke. Jeg var på vej hjem til mine to bedste veninder, hvor vi skulle holde sleepover, så jeg glædede mig bare. Indtil han besluttede sig for at gøre mig ondt og påføre mig det traume.
For at gøre en lang historie kort endte mine veninder, som jeg sov hos efter overgrebet, med at fortælle det til vores lærer. Jeg havde bedt dem om at lade være med at sige det til en sjæl, fordi jeg følte en enorm skam. Det resulterede i, at jeg blev tvunget til at fortælle det til min familie og anmelde det.
Set i bakspejlet er jeg utrolig glad for, at en voksen tog over, selvom det var det værste, der kunne ske for mig på daværende tidspunkt. Jeg var fanget i en tåge, hvor det eneste, jeg kunne fokusere på, var at glemme. Glemme ham og hans handlinger mod mig. De hjemsøgte mig hver dag, og derfor havde jeg virkelig ikke brug for at skulle sidde foran en politibetjent og fortælle i detaljer, hvad han havde gjort mod mig.
Det endte dog med at blive min virkelighed, og det var ubehageligt. Jeg følte mig svigtet flere gange i løbet af processen, på trods af at jeg blev mødt af mange søde mennesker. Politiet holdt sagen åben i 6 måneder, men de kunne ikke finde ham, og derfor blev sagen afsluttet.
Da jeg blev udsat for overgreb igen som 18-årig af en bekendt, der lod jeg være med at anmelde ham, fordi jeg ikke ville igennem hele møllen igen. Jeg kunne ikke overskue svigt og victimblaming igen af det retssystem, som skulle passe på mig. Men jeg havde meldt overgrebet, hvis vi havde haft samtykkeloven. Det kender jeg mange andre ofre, der også ville.
Samtykkeloven gør en verden til forskel, og det er, fordi skylden placeres anderledes end hidtil set i lovgivninger om voldtægt. Ofre kan nu spejle deres overgreb i loven og dermed føle grund til at anmelde overgrebet. Det var få mennesker, der kunne identificere deres overgreb med den gamle lovgivning, fordi det var så udpræget, at man skulle have været udsat for vold under hændelsen. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi vil se en stigning i antallet af anmeldelser fremadrettet, som forhåbentligt også vil medføre en stigning i antallet af dømte. Det er uden tvivl et skridt i den rigtige retning, men vi har desværre lang vej endnu.
