Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in ,

Emilie Green: Hvorfor må ofre ikke være glade?

Jeg tror, at mange ofre kan nikke genkendende til, at verden omkring os har en forestilling om, hvordan vi skal og bør agere efter vores overgreb. Der er specielle forventninger til ofres reaktionsmønstre samt opførsel, efter de bliver udsat for et traume. Set fra et offers synspunkt føles disse forventninger nærmest som krav, og hvis man ikke lever op til de krav, så er man ikke et ‘rigtigt offer’. Det kan godt være meget hårdt at skulle forholde sig til oveni alt det andet, som vi struggler med, hvilket er en af de mange grunde til, at vi bliver nødt til at gøre op med den slags stigmatiseringer.

Mennesker bearbejder traumer forskelligt, og det er helt okay. Der er ikke nogen facitliste eller håndbog til, hvordan det skal foregå, og vi har allesammen brug for at håndtere det forskelligt.

Folk har en tendens til at tro, at voldtægtsofre er ødelagte mennesker. Når vi fremstår glade eller har velfungerende liv, så kan det være svært for nogle at forstå, og det giver dem på en eller anden måde incitament til at tro, at vi så ikke er blevet udsat for et traume, eftersom vi jo generelt set har det godt. Hele den tankegang bliver vi simpelthen nødt til at bevæge os væk fra. Det er aldrig i orden at have mistro til ofre og vores historier, bare fordi vi har det godt og er glade. Mennesker bearbejder traumer forskelligt, og det er helt okay. Der er ikke nogen facitliste eller håndbog til, hvordan det skal foregå, og vi har alle sammen brug for at håndtere det forskelligt.

Derudover skal man også huske på, at det ikke nødvendigvis er synligt på os, at vi er blevet udsat for overgreb. Bare fordi det ikke er fysisk synligt, betyder det ikke, at det ikke er der. Der kan ligge en masse svære ting og lure under overfladen, som vi ofte automatisk skubber til side, når vi skal begå os i offentligheden eller på sociale medier. Selvom vi udadtil virker glade, så bearbejder vi stadig overgrebet, men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke også kan have det godt, smile, grine og leve gode liv.

Efter mit andet overgreb som 18-årig havde jeg det virkelig svært. Det var langt hårdere for mig end mit første overgreb, fordi det var en bekendt samt meget voldsommere. Jeg endte med at få senfølger, som har påvirket mit liv lige siden, både psykologisk og fysisk. Overgrebet havde også en påvirkning på min lyst til sex. Jeg følte, at det var blevet taget fra mig, og så blev det vigtigt for mig at vinde min seksualitet tilbage. Den del har jeg været meget transparent omkring på mine sociale medier, hvilket resulterede i, at nogle forsøgte at underminere min troværdighed, fordi det at have været udsat for overgreb strider imod et aktivt sexliv. First of all skal vi stoppe med at tænke, at overgreb og sex er det samme.

Sex indebærer, at der er samtykke og lyst fra begge parter, og derfor kan overgreb under ingen omstændigheder sættes i kategori med sex. Second of all er det enormt udmattende, fordi man føler, at man skal opretholde et image af, at man er ødelagt for at forblive troværdig. Det medfører en form for dårlig samvittighed, og det er jo virkelig absurd. Vi skal da på ingen måde have dårlig samvittighed over, når vi er glade. Tværtimod skal vi omfavne det, fordi det fandeme kræver meget at bearbejde et traume som overgreb, og vi er pisseseje for at nå dertil, hvor vi kan finde ud af at være glade igen. Eller bare velfungerende.

Traumet er en del af min hverdag, og jeg har lært at inkorporere senfølgerne i mit liv, således at jeg kan være glad så meget som muligt. Det fortjener jeg, og det gør alle andre ofre også. Det er ikke fair, at vi skal tynges af den her forventning fra samfundet om, at vi skal være ødelagte mennesker for evigt, der ikke må leve et liv fyldt med kærlighed, sex, glæde med mere. Der er ingen rigtig eller forkert måde at være et offer på. Der er ingen rigtig eller forkert måde at reagere på efter et overgreb, og hvad der fungerer for nogle, fungerer måske ikke for andre. Det er også okay, hvis man endnu ikke er nået dertil, hvor man kan være glad, for der er ingen tidshorisont for, hvor lang tid det kan tage. Det hele er okay. Det, der ikke er okay, er stigmatiseringerne. Det gavner på ingen måde ofre, og vi skal som samfund bare acceptere, at alle reagerer samt bearbejder traumer forskelligt.

Der skal ikke være nogen specielle forventninger, som kan give incitament til at stille spørgsmålstegn ved ofres troværdighed. Grundlæggende skal vi bare stoppe helt med at have mistillid til ofre.

What do you think?

Written by Emilie Green

Mit navn er Emilie Green, og jeg er en 22 årig Københavner. Jeg er en passioneret #MeToo-debattør og har været det i ca. halvandet år. Derudover er jeg bestyrelsesmedlem i Voldtægtsofres Vilkår, som er en nystartet forening. Da jeg selv har været udsat for overgreb to gange, ligger sexisme og #MeToo-debatten mit hjerte meget nært, og det vil tydeligt afspejle sig i mit skrive-univers. Jeg brænder for at bryde tabuer, at sætte fokus på voldtægtsofre samt belyse de udfordringer, man kan opleve som konsekvens af et overgreb. Ydermere elsker jeg en god debat, der kan udvide horisonter og udfordre synspunkter. Jeg glæder mig meget til at inddrage jer i mine tanker og generelle viden om #MeToo og sexisme.

Skriv et svar