Emilie Green
Den seneste tid er der væltet en del skeletter ud af skabene inde på Christiansborg. Flere er stået frem og har fortalt om deres oplevelser med sexisme, og det er så megasejt gjort af dem. Kæmpe cadeau herfra! For at være helt ærlig synes jeg, at I fortjener en heltestatus, fordi I kæmper en meget brav og beundringsværdig kamp for at ændre en absurd rådden kultur og for at sørge for, at andre ikke bliver udsat for det samme, som I er blevet udsat for. Af hjertet tak.
Man er næppe i tvivl om, at jeg altid vil mene, at ansvaret ligger hos krænkeren og ALDRIG hos ofret, men Sørine Gotfredsen har en lidt anden tilgang til de her sager. Hun har skrevet et debatindlæg i Kristeligt Dagblad, hvor hun ønsker at placere ansvaret hos ofrene. Hendes argumentation er, at de her kvinder er voksne mennesker og derfor bør være i stand til at sige fra over for krænkeren.
Citat fra artiklen: ”De er ikke blot ofre. De er voksne mennesker opdraget i den moderne verden, og jo mere vi nøjes med at fokusere på manden som krænkeren, desto mere fastholdes kvinden i rollen som den, der ikke kan tage hånd om sit eget liv.” Sørine Gotfredsen, Kristeligt Dagblad, 6.6.2021
LÆS OGSÅ: Emilie Green: Samtykke er sexet
Jeg håber inderligt, at det er meget få mennesker, der tænker som Sørine, for det er klassisk dinosaur-tankegang. Vi er i 2021, og det burde for længe siden være slut med at pålægge ofrene ansvaret. Der er en masse problematikker i forbindelse med den her ansvarspålæggelse, og nogle af dem vil jeg forsøge at ridse op her – ud fra et offers synspunkt.
Den første og meget oplagte problematik er selvfølgelig skyldfølelse. Noget, som kan være altødelæggende for et offer at føle. Det kan medvirke til, at man ikke ønsker at stå frem og fortælle nogen om de krænkelser, man har været udsat for, fordi ens – til tider forskruede – hjerne har fortalt én, at man selv er skyld i traumet. Det kan også medføre, at ofre ikke får bearbejdet deres traume, hvilket kan have nogle voldsomme konsekvenser senere hen i deres liv.
En anden problematik omhandler Sørines ønske om at placere ansvaret hos ofrene, og i henhold til det bliver vi nødt til at snakke om, hvorfor det er så svært for ofre at sige fra over for krænkeren. Hvad er det for mekanismer, som aktiveres, når man ufrivilligt befinder sig i så voldsom en situation som fx det at blive voldtaget. Da jeg første gang blev udsat for overgreb og blev overfaldet af gerningsmanden, frøs jeg fuldstændig. Jeg troede oprigtigt, at jeg skulle dø i det moment. Jeg var en spinkel lille pige, 15 år og 162 cm, som var oppe imod en fuldvoksen mand på omkring 185 cm, robust af bygning. Hvordan skulle jeg nogensinde have været i stand til at sige fra over for ham? Og hvis jeg havde sagt fra, tror I så virkelig selv på, at han var stoppet?
Mit bud er nej.
Der er en grundlæggende frygt for, at hvis man siger nej, uanset måden man gør det på, så vil krænkeren blive voldsommere i sit overgreb. Måske blive mere aggressiv og voldelig. Derfor ender mange med at fryse i situationen. For nyligt havde vi et medlemsarrangement i min forening, Voldtægtsofres Vilkår, hvor psykoterapeut med speciale i traumer og senfølger af seksuelle overgreb, Line Rotenberg, fortalte, at kroppen kan vælge mellem kæmp, flygt eller frys, når man udsættes for overgreb. Kroppen tager valget ud fra, hvad der er mest konstruktivt for én. Hun forklarede, at frys-responsen er en simulation af, at man er død, fordi ens krybdyrhjerne tænker, at ’rovdyret’ (i dette tilfælde gerningsmanden) vil lade én være. At fryse under et overgreb er en simpel overlevelsesmekanisme.
Det er ekstremt problematisk, at en person som Sørine Gotfredsen, som tydeligvis ikke har styr på helt basal viden om reaktionsmønstre hos ofre, slynger om sig med den her slags ansvarspålæggelse. En ansvarspålæggelse, som er fuldstændig uberettiget. Det gør mig så vanvittig vred, fordi folk, der udtaler sådan nogle ting, ikke har den fjerneste idé om, hvad det vil have af indvirkning på ofre. Sexisme er ikke en konspirationsteori, som kvinder har opfundet for at få opmærksomhed, selvom chokerende mange tænker sådan. Sexisme ER et reel problem og et kæmpe ét af slagsen. Det fremgår tydeligt af de mange historier, som
hele tiden dukker op i medierne. Vi skal have bugt med det her problem, vi skal have outet krænkere og stille dem til ansvar for deres handlinger, og så skal danske medier stoppe med at give dinosaurer taletid om holdninger, der hører stenalderen til. Medierne har et kæmpe ansvar, og hvis de kontinuerligt giver taletid til mennesker med de mest ringe takes, der indeholder victimblaming, og som fodrer folk med 1900-tallets mentalitet, så kommer vi aldrig videre i bekæmpelsen af sexisme. Det kan ALDRIG være ofrets skyld, at en krænker vælger at krænke, og derfor er der slet ikke noget ansvar at placere hos ofrene.
