Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in ,

Emilie Green: To overgreb – Min historie

Hvis du har fulgt lidt med her på Kiosk, så ved du, at jeg selv har været udsat for overgreb, hvilket har været incitamentet til, at jeg valgte at skrive om #MeToo. Jeg har bevidst valgt at lade være med at gå alt for meget i dybden med, hvad jeg præcist har været udsat for samt hvordan overgrebene har påvirket mig. Udover at det selvfølgelig altid er hårdt at skulle kradse i overfladen og grave dybere, især når det omhandler et traume, så er det også svært at dele og tale højt om, fordi man føler, at man står på en scene, hvor det enten kan briste eller bære. Enten smider publikum tomater efter mig, eller også får jeg et stående bifald. Jeg kan selvfølgelig også være virkelig heldig at ende ud med begge ting, som er debatten og den konstruktive kritik, men uanset hvad er det både angstprovokerende og nervepirrende.

Det er vigtigt, at ofre taler om det, fordi det er medvirkende til at belyse emnet samt give et indblik i, hvor stort et problem sexisme egentlig er.

Men egentlig handler min historie jo ikke om nogen andre end mig, og for mig er det ligegyldigt, hvad andre tænker om selve det, at jeg deler fortællingen om mine traumer. Det er en historie, der er vigtig at fortælle for mig, uanset hvem der ønsker at høre den, og jeg fortæller den ikke for at få personlig anerkendelse eller ros. Det er ikke målet for mig. Mit eneste håb er derimod, at det kan være medvirkende til at give andre ofre styrken til at dele deres historier. Det er vigtigt, at ofre taler om det, fordi det er medvirkende til at belyse emnet samt give et indblik i, hvor stort et problem sexisme egentlig er. Det kan forhåbentligt også resultere i, at flere vil være med til at kæmpe for en kulturændring, som vi så desperat har brug for i forsøget på at få bugt med problemet.

Mit første overgreb har jeg fortalt lidt om i tidligere indlæg. Det hændte, da jeg var 15 år gammel. En random mand på gaden overfaldt mig lige ved siden af Hillerød Station, da jeg var på vej hjem til min veninde. Jeg blev tvunget til at anmelde det, da jeg fortalte min lærer i folkeskolen om det (hvilket jeg er enormt taknemmelig for i dag). Politiet holdt sagen åben i 6 måneder, men fandt aldrig gerningsmanden. Jeg endte med at gå til psykolog hos skolepsykologen, som jeg følte mig tryg ved. Hun gav mig nogle meget brugbare værktøjer til at bearbejde traumet og begå mig i offentligheden.

Mit andet overgreb hændte, da jeg var 18 år til en fest. Min ven valgte at voldtage mig på en meget voldsom og aggressiv måde, hvilket resulterede i enorme mængder af smerte. Et par måneder efter overgrebet begyndte jeg at opleve problemer med min mave, og det skabte en del udfordringer for mig i min hverdag. På et tidspunkt blev det så slemt, at jeg blev nødsaget til at opsøge lægen, som henviste mig til Hvidovre Hospitals gastroenhed. Efter en konsultation blev jeg diagnosticeret med irritabel tyktarm, også kaldet IBS. Det er noget, man bl.a. kan få af seksuelle traumer, så det tog mig ikke lang tid at lægge 2 og 2 sammen, da jeg fik diagnosticeret det.

Hvordan kunne en, som jeg holdt af, finde på at forvolde mig så absurd meget smerte? Smerte, som jeg højst sandsynligt skal leve med resten af mit liv, alt imens han lever et helt normalt liv?

Det andet overgreb har helt klart været det mest traumatiserende for mig. Det skyldes sådan set flere ting – de psykiske og fysiske senfølger har virkelig været voldsomme, og jeg har været meget påvirket af især min IBS. Derudover har jeg også været meget plaget af flashbacks og søvnløse nætter. Dog har det værste nok været svigtet fra en ven. Hvordan kunne en, som jeg holdt af, finde på at forvolde mig så absurd meget smerte? Smerte, som jeg højst sandsynligt skal leve med resten af mit liv, alt imens han lever et helt normalt liv? Det har jeg tænkt meget over. Overgreb, hvor man kender krænkeren, også kaldet kontaktvoldtægt, det er de overgreb, som oftest hænder i Danmark. Det er et massivt tillidsbrud, og hold op, hvor kæmper man meget med at bibeholde tilliden til mennesker i ens liv efter sådan en hændelse. Det sætter ens psyke på prøve, det er der ingen tvivl om.

I min bearbejdelsesproces af traumet har de sædvanlige forholdsregler i offentligheden og nattelivet selvfølgelig været en stor hjælp – nøglebundtet mellem hænderne, sætte sig i den del af bussen/toget, hvor der er andre mennesker, gå på gader, hvor der er lys, og man ikke er alene osv.

Jeg er så heldig, at min mor er bosat i USA. Tidsforskellen gør, at hun altid er vågen, når jeg er på vej hjem fra byen, så jeg plejer at ringe til hende på Facetime som en form for tryghed. Et godt tip til dem, der ikke har samme mulighed, er, at I eventuelt kan ringe til jeres venner, som I har været i byen med, og så kan I “følges ad” hjem, bare over telefonen. På den måde kan I også sikre jer, at jeres venner kommer sikkert og godt hjem.

Vælg de gode mennesker, som vil dig det bedste, og som bakker dig op i de valg, du tager på din rejse. Valg, der er nødvendige for DIN bearbejdelsesproces.

Mine flashbacks og søvnløse nætter blev faktisk bedre, efter jeg fokuserede min energi på mit forenings- og aktivismearbejde på bl.a. Twitter. Det gavnede mig meget, fordi jeg fik talt om mit traume, især med andre ofre. Selvom det i starten kræver tilløb og mod, så hjælper det virkelig at tale om det. Uanset om det er med en psykolog, andre ofre, sin familie eller venner. Det er faktisk mit bedste råd.
Og så vælg gode mennesker i din omgangskreds, der har forståelse for dine behov. Den slags mennesker, som er okay med, at du prioriterer dig selv, selvom du måske tidligere har været en pleaser-type og ikke på samme måde kan være det for din omgangskreds nu. Dem, der lytter til dig og er der for dig, også når du gerne vil tale om dit traume. Vælg de gode mennesker, som vil dig det bedste, og som bakker dig op i de valg, du tager på din rejse. Valg, der er nødvendige for DIN bearbejdelsesproces. Det har i hvert fald været helt essentielt for mig og min bearbejdelsesproces, også selvom jeg har skulle skære personer fra i mit liv, som jeg holder meget af.

Jeg tror, at alle ofre bliver nødt til at revurdere deres liv i en eller anden udstrækning efter et overgreb. Man begynder at vægte sig selv og sit psykiske helbred højere, end man måske førhen har gjort, og der er det ekstremt vigtigt at have et netværk, der forstår og anerkender dét, fordi ens prioriteringer forandrer sig. Og det er helt okay.

Oppustethed er et af de mange symptomer, som fremkommer ved IBS. Det er ofte forbundet med meget smerte

What do you think?

Written by Emilie Green

Mit navn er Emilie Green, og jeg er en 22 årig Københavner. Jeg er en passioneret #MeToo-debattør og har været det i ca. halvandet år. Derudover er jeg bestyrelsesmedlem i Voldtægtsofres Vilkår, som er en nystartet forening. Da jeg selv har været udsat for overgreb to gange, ligger sexisme og #MeToo-debatten mit hjerte meget nært, og det vil tydeligt afspejle sig i mit skrive-univers. Jeg brænder for at bryde tabuer, at sætte fokus på voldtægtsofre samt belyse de udfordringer, man kan opleve som konsekvens af et overgreb. Ydermere elsker jeg en god debat, der kan udvide horisonter og udfordre synspunkter. Jeg glæder mig meget til at inddrage jer i mine tanker og generelle viden om #MeToo og sexisme.

Skriv et svar