Emilie Green
I #MeToo’s virvar af facetter er jeg mest passioneret omkring ofres vilkår, og derfor er det nødvendigt for mig at tale om dette.
Vi skal gå lidt i dybden med, hvorfor gerningspersonprofilering er så essentiel. Betydningen af en sådan profil ligger i ordet – det er en beskrivelse af, hvem den typiske gerningsperson er i en given forbrydelse. Den indeholder information om gerningspersonens køn, alder, herkomst, mentaltilstand osv. Ved at lave en gerningspersonprofil på den typiske krænker eller voldtægtsforbryder, får vi nemmere ved at forholde os til selve overgrebet og til dem, der begår det. Det er ikke længere en fiktiv person, som vi har svært ved overhovedet at forestille os, eksisterer. Det er et menneske af kød og blod. Et menneske, vi kan genkende og måske selv kender.
Ingen har lyst til at forestille sig, at en, de holder af, begår overgreb og forvolder andre mennesker smerte på den måde.
Hvis du har fulgt med i debatten, har du nok set følgende statement: ”Næsten alle kvinder kender én, der er blevet udsat for en voldtægt, men ingen mænd kender nogen, der har begået en voldtægt.” Jeg tror, at det er så dybt forankret i vores samfund, at vi anser krænkere og gerningspersoner som værende monstre eller psykopater. Det billede er noget, vi har fået ind med modermælken, og derfor er det så svært at gøre op med det. Faktum er bare, at vi bliver nødt til at gøre op med forestillingen, for den er ikke sand – krænkere og gerningspersoner er i langt størstedelen af tilfældene helt almindelige mennesker som du og jeg. De findes blandt vores venner, vores familie, vores kærester. Hvor uhyggeligt det end kan være at se den sandhed i øjnene, så skal vi gøre det. Det er svært at have en samtale om, fordi ingen har lyst til at være søster eller ven til en gerningsperson. Ingen har lyst til at forestille sig, at en, de holder af, begår overgreb og forvolder andre mennesker smerte på den måde, hvilket er fuldt forståeligt.
Statens Institut for Folkesundhed lavede i 2018 en opgørelse, der viser, at 68.000 kvinder årligt bliver udsat for seksuelle overgreb. 24.000 af disse kvinder bliver udsat for tvangssamleje eller forsøg derpå. Det illustrerer tydeligt, at overgreb er et stort problem, og tallene er høje. Størstedelen af overgreb er kontaktvoldtægt, hvilket vil sige, at gerningspersonen er en, som offeret kender personligt – måske endda en, de har elsket og holdt af.
Så hvorfor er det vigtigt, at vi taler om det her? Fordi det kan være medvirkende til at gøre op med en stigmatisering, der bevidst eller ubevidst pålægger ofrene ansvaret. Når ofre går til politiet og vil anmelde en kontaktvoldtægt, er det desværre mere reglen end undtagelsen, at ofrene bliver mødt med mistro og ansvarspålæggelse i form af: “Lagde du op til noget seksuelt?”, “Har du ikke bare fortrudt?” m.m. Det forvrængede billede af gerningspersoner som psykopater og letgenkendelige freaks, afholder desværre ofre fra at fortæller deres historie.
Det forvrængnede billede af gerningspersoner som psykopater og letgenkendelige freaks, afholder desværre ofre fra at fortælle deres historie.
Hvis vi taler om, at gerningspersoner er helt almindelige mennesker, og ikke monstre eller psykopater, vil det formentlig medføre, at instanser og den almene dansker tager ofrene seriøst og anser dem som troværdige. Ved at øge den generelle bevidsthed om, at overgreb i rigtig mange tilfælde er noget, der sker mellem venner, par eller bekendte, vil ofres historier ikke per automatik blive mødt med skepsis eller fordomme, men i stedet med forståelse og lydhørhed. Det vil dermed blive nemmere for ofre at tale om deres traumer i offentligheden, fordi de bliver mødt med anerkendelse og forståelse frem for mistro og ”du vil bare have opmærksomhed”-mentalitet. Dette eksempel er især noget, vi ser på de sociale medier, hvor man som offer kan være garanteret et hav af modbydelige kommentarer samt victimblaming, hvis man fortæller om sit overgreb. Det føles som endnu et overgreb og kan være ganske traumatiserende – jeg taler af erfaring.
Læs også: Emilie Green: Modige kvinder bliver mødt med mistro, had og chikane
Den mistro ofre møder, både i offentligheden og hos politiet, kan vi ikke være bekendt. Selvom samtykkeloven har hjulpet på det, har vi stadig lang vej endnu, og gerningsperson-profiler er et skridt i den rigtige retning. For det er med til at vise, at overgreb og voldtægt sker overalt og mellem helt almindelige mennesker. Hele fortællingen om overgreb og det scenarie, de foregår i, bliver på en måde normaliseret, og den fejlagtige forestilling om, at det kun sker i ganske særlige tilfælde, elimineres, hvilket er til ofrenes bedste.
Overgreb starter et sted, og jeg tror, at de starter med grænseoverskridende adfærd. Dette er endnu et incitament til, at vi skal tale om, at det kan være vores bedste venner, søskende eller familiemedlemmer, som begår overgreb. Vi skal som bekendte til de pågældende personer blive bedre til at sige fra, når de udøver grænseoverskridende adfærd – om det er i byen, derhjemme eller et tredje sted, så er det vigtigt, at vi påtaler deres ageren. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det vil have en stor effekt, hvis adfærden bliver påtalt, især af folk som de holder af. Jeg ved godt, at man kan fremstå som den irriterende type i vennegruppen, hvis man siger til én af gutterne, at de skal stoppe med at være grænseoverskridende over for hende den søde pige i baren, men hey – det kan medvirke til at stoppe et potentielt overgreb, og det må vægte højest. Og jo mere vi alle sammen bidrager til at påtale grænseoverskridende adfærd, uanset om det er vores bekendte eller ej, jo bedre.
Læs også: Emilie Green: Ansvaret skal aldrig placeres hos ofrene
