Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in , ,

Twitter gav følelsen af nyt overgreb. De personlige omkostninger er store i #MeToo-debatten

At oprette en profil på et socialt medie er noget, som vi alle har prøvet. Man er forventningsfuld og spændt på, hvad der venter én, og på, hvilke individer man vil støde på. Det var sådan, jeg havde det, da jeg oprettede en profil på Twitter i starten af 2020.

Det er et meget alsidigt medie, hvor der bliver diskuteret og debatteret rigtig mange forskellige emner, men det, jeg valgte at fokusere mest på, var #MeToo grundet min egne oplevelser med overgreb. En dag valgte jeg at give mit bidrag til bevægelsen og fortælle om mine overgreb, fordi jeg ønskede, at der kom mere fokus på sexisme, men også fordi jeg gerne ville støtte dem, der allerede havde vist exceptionelt mod.

Min oplevelse på Twitter gav mig følelsen af et nyt overgreb

På daværende tidspunkt var det noget, som jeg kun delte med meget få personer, og de fleste fra min inderkreds kendte faktisk slet ikke til mit andet overgreb, kun det første. Efter jeg delte min historie på Twitter, tog det fart, og jeg kom i dialog med virkelig mange absurd fantastiske mennesker, som jeg stadig snakker med i dag og endda ses med privat. På den måde kan man sige, at min tid på mediet har gavnet mig enormt meget. Desværre – som jeg også førhen har berørt kort – resulterede min tid på Twitter også i en komplet retraumatisering, der føltes som endnu et overgreb.  

Et års chikane

Jeg blev udsat for meget voldsom chikane af to anonyme profiler. Deres had opstod nok i virkeligheden på baggrund af, at jeg er en ung og højtråbende feminist, som ikke finder mig i pis, og som til hver en tid vil kæmpe for voldtægtsofre. Det blev grundlaget for en omfattende og modbydelig chikane, der varede i et år, og som primært tog udgangspunkt i detaljer, jeg havde fortalt om den anden voldtægt, jeg var udsat for. Detaljer, som jeg havde fortalt om for at give et indblik i, hvor voldsom en oplevelse det var, og for at lade læserne forstå, hvorfor jeg i dag kæmper med senfølger af voldtægten. Senfølger, som jeg skal slås med resten af mit liv. De detaljer blev brugt eksplicit og direkte mod mig i chikanen. Hvad jeg troede, skulle give indblik og forståelse, endte med at blive til et våben mod mig, og jeg har ikke ord for, hvor chokerende og sårende det var.  

Der var også rigtig mange, der ikke sagde fra over for det. Der var mange voksne mennesker, som ligefrem endorsede chikanen, fordi de ikke kunne lide det feministiske arbejde, som jeg lavede. Helt almindelige mennesker med børn. Jeg vil aldrig nogensinde kunne forstå, hvordan de kan tro, at det er i orden. Især når det en dag kan blive deres børn, der bliver udsat for voldsom chikane, fordi de råber højt om et emne, der betyder noget for dem.  

Måtte starte forfra

Jeg blev mere påvirket af det, end jeg egentlig har turdet erkende, og jeg blev så voldsomt retraumatiseret, at det gik udover min hverdag på mange måder. Jeg blev kastet ind i hele det følelsesregister, som jeg oplevede efter mine overgreb, og det var, som om alle de værktøjer, som jeg havde lært gennem min bearbejdelsesproces, var pist væk. Igen. Jeg startede fra scratch og skulle igen vænne mig til et liv med søvnløse nætter, flashbacks, angstanfald og frygt – frygt, der gennemsyrede min krop og mit sind. Det var de mindste ting, både lyde og bevægelser, der triggede mig. Mærkeligt nok var alle de ting noget, som jeg lærte at leve med. Det var præmissen, tænkte jeg. Og for mig var kampen mod sexisme og overgreb vigtigere end mit eget helbred, så jeg blev ved.  

Hvad der gør mig endnu mere vred, er, at præmissen for at fortælle om sine oplevelser med sexisme og overgreb som kvinde ofte resulterer i modbydelig chikane og stalking.

Jeg indså også, hvor krævende debatten er for ofre. Vi skal krænge vores hjerter ud, gå i detaljer med hvert aspekt af vores overgreb, selv de virkelig ubehagelige dele, og vi skal være eksplicitte i vores beskrivelser. Hvis ikke vi gør disse ting, når vi fortæller vores historier, så bliver vi mødt med mistro. Det er aldrig nok bare at fortælle, at vi har været udsat for overgreb.  

#MeToo ikke er en eller anden feministisk konspirationsteori

En anden anledning til forundring er, hvordan man skal sætte tingene i perspektiv over for folk. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har været nødsaget til at hive “forestil dig, hvis det var dit eget barn..”-analogien op fra værktøjskassen i forsøget på at overbevise ganske almindelige fædre, mødre, lærere m.m. om, at sexisme og #MeToo ikke er en eller anden feministisk konspirationsteori, som vi har opfundet for at lave en hetz mod mænd, men faktisk er hamrende alvorligt. Det er, som om de først vil anerkende problematikken bare en smule, når de tænker på, at det er deres egne børn, der bliver voldtaget. Tænk, at dét er nødvendigt? Jeg forstår ikke, hvordan vi kan være i 2021 og stadig være SÅ langt bagud.  

Hvad der gør mig endnu mere vred, er, at præmissen for at fortælle om sine oplevelser med sexisme og overgreb som kvinde ofte resulterer i modbydelig chikane og stalking. Dette fører endvidere til retraumatisering og et mentalt helbred, som bliver ekstremt påvirket og måske endda ødelagt. Jeg har været nødsaget til at trække mig fra debatten adskillige gange, så jeg ikke knækkede fuldstændig. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at det skal være på den måde, og det er fuldstændig uacceptabelt. Og til alle jer, der gerne liiige vil fortælle os, der bliver udsat for den her chikane, at vi bare skal lukke ned for det og ignorere det – I har absolut intet begreb om, hvor voldsomt det er, og jeres såkaldte “råd” hjælper ikke. Man kan ikke bare ignorere, at andre (voksne) mennesker gør grin med ens overgreb, og nej, deres chikane kan heller ikke undskyldes med “de ikke kan lide dig”. Det er ikke et incitament til at gøre grin med mine – eller andres – overgreb.  
 

Åbenhed om overgreb

Vi fortæller om vores overgreb, fordi det er nødvendigt, at vi snakker åbent om det. Allesammen. Både for at få tydeliggjort, hvor omfattende det er (og at det kan ske for alle – også din datter, din kæreste, din kollega, din veninde eller andre tæt på dig), og for at fjerne skammen hos ofrene. Problemerne forsvinder ikke af, at vi gemmer dem væk. Og skulle nogen være i tvivl, så er det fandens hårdt at stille sig op og indvie alle i, hvad man har oplevet. Når man så ydermere bliver mødt med fordomme, mistro, forhånelse og chikane, så bliver lysten til at fortsætte desværre meget lille, og nogle gange kæmper man for at finde sin kampgejst i debatten. I mit tilfælde resulterede det i sidste ende i, at jeg endte med at lukke min twitterprofil. Det var nødvendigt for mig at komme væk fra det, der grundlæggende ødelagde mit mentale helbred og min kampgejst, selvom det var en enorm svær beslutning, fordi Twitter uden tvivl også var det medie, som var bedst i forhold til at sprede mit budskab.  

Men jeg har på ingen måde valgt at opgive og trække mig helt fra emnet, heldigvis. Jeg laver en masse arbejde i forbindelse med #MeToo i dag, som jeg er rigtig stolt af. Jeg ser frem til, at vi en dag har langt større åbenhed og ikke mindst respekt for de ofre, der stiller sig frem og fortæller om virkeligheden. En virkelighed, der vedrører os alle. 

Lyt også med i podcasten Det sociale dilemma, hvor jeg er gæst i denne uge sammen med Marianne Gellert for at tale om sociale dilemmaer.

Kunne du lide indlægget?

Indlæg af Emilie Green

Mit navn er Emilie Green, og jeg er en 22 årig Københavner. Jeg er en passioneret #MeToo-debattør og har været det i ca. halvandet år. Derudover er jeg bestyrelsesmedlem i Voldtægtsofres Vilkår, som er en nystartet forening. Da jeg selv har været udsat for overgreb to gange, ligger sexisme og #MeToo-debatten mit hjerte meget nært, og det vil tydeligt afspejle sig i mit skrive-univers. Jeg brænder for at bryde tabuer, at sætte fokus på voldtægtsofre samt belyse de udfordringer, man kan opleve som konsekvens af et overgreb. Ydermere elsker jeg en god debat, der kan udvide horisonter og udfordre synspunkter. Jeg glæder mig meget til at inddrage jer i mine tanker og generelle viden om #MeToo og sexisme.

Skriv et svar