Emilie Toft
Dette er en fortælling om at flytte til en ø.
En lille ø med 9226 indbyggere, der lige har fået 5 nye tilflyttere fra 3 generationer.
Historien starter egentlig sidste vinter, hvor min kæreste og jeg sidder i min mors og hendes mands hjertevarme hus med udsigt over det vilde Kattegat i Gilleleje. Der er ild i brændeovnen, og vinden rusker på den anden side af vinduerne. Samtalen flyder, og drømme banker på i skæret fra stearinlysene. Vi taler om et enkelt liv. Et liv med kærlighed og lykke. Ro og nærhed. Men hvordan skaber man egentlig det?
Tankerne flyver rundt i vores hoveder, og en lille gnist er tændt i os…. Spekulerer … For er dét her blot en sjov ide eller nærmere en urealistisk drøm?
Vi begynder for sjov at tale om at bo sammen – et slags bofællesskab. Med luft og lys. Med køkkenhave, grøntsager og blomsterflor. I naturens hjerte. Et bofællesskab med 3 generationer under samme tag. Med familien og samarbejdet i højsædet. Som fire voksne individer – og en lille baby på armen og en hund omkring benene.
Min kæreste og jeg tager hjem om eftermiddagen med vores kun få måneder gamle datter. Tankerne flyver rundt i vores hoveder, og en lille gnist er tændt i os. Men hvordan ville det egentlig foregå i praksis? Min hjerne kan ikke samle sig om ideen. Jeg går som altid ind i mig selv og tænker. Overvejer, vender og drejer hver enkelt ting – og overvejer igen. Spekulerer … For er dét her blot en sjov ide eller nærmere en urealistisk drøm?
Vi beslutter alle fire at prøve det af. Eller i hvert fald at gå på boligjagt. For kan vi overhovedet finde et sted, som vi alle fire taber vores hjerter til, og hvor vi alle fire kan se os selv og vores liv sammen? Vi bruger weekend efter weekend i vinteren og foråret 2021 på at spejde efter boliger. Gårde, hobbylandbrug, grunde, herregårde og landsteder. Vores ønske er at forene havet, skoven og naturen samtidig med et krav om to separate boliger med en enestående beliggenhed – helst uden at vores kære bankdame bliver træt af os. Vi kører Sjælland tynd, tager på vinterferie i Jylland og forelsker os i flere gårde på Boligsiden på Fyn. Men lige lidt hjælper det. Vores høje standarder og mange ønsker, der skal forenes, bliver aldrig rigtig opfyldt. Vi kigger alle fire på hinanden og tvivler; ”Findes denne bolig overhovedet?”
Endnu en gang går vi i tænkeboks. For selvom ideen og drømmen er enestående, hvordan er det overhovedet at flytte fra sit liv, omgangskreds og familie for at opnå en drøm med frihed og fællesskab? Hvordan skaber vi et bofællesskab som fire 4 voksne uden en voksen-barnrelation?
I marts 2021 beslutter vi at køre til Møn. En lille ø ud for Sydsjællands kyst. En ø med en fabelagtig natur. Vi kører langs havet og følger vores GPS op ad en lang grusvej, hvor der på toppen af en bakke ligger en hvid, firlænget gård med stråtag. Vi bliver vist rundt på gården og prøver alle fire at dæmpe vores begejstring overfor ejendomsmægleren. Men sandheden er, at vi alle fire den eftermiddag tabte hjertet – og kæben til gården. Vi sætter os ud i bilen, og foran gården udspiller der sig en eventyrlig solnedgang, som følger os over Mønbroen tilbage mod vores liv i København. Vi kigger igen hinanden i øjnene og er enige; denne her gård kan noget. Denne her gård kan virkelig noget.
Men hvad så? Skal vi virkelig gøre tanke til handling? Skal vi tage springet og rykke teltpælene op? Endnu en gang går vi i tænkeboks. For selvom ideen og drømmen er enestående, hvordan er det overhovedet at flytte fra sit liv, omgangskreds og familie for at opnå en drøm med frihed og fællesskab? Hvordan skaber vi et bofællesskab som fire 4 voksne uden en voksen-barnrelation?
For et vanedyr som jeg, som går ekstra meget op i tryghed, er det et kolossalt spring. Et spring, som jeg selv i dag kan være i tvivl om, er det rigtige. Og netop denne tvivl kan jeg faktisk skamme mig over, at jeg har. For selvom, at valget føles rigtigt i maven – på de gode dage – så er der også en stor usikkerhed forbundet med det. Hvad hvis vi fortryder?
Min kæreste og jeg bliver begge færdiguddannede læger om blot 2 måneder og med denne profession venter et arbejdsliv med massivt pres og travlhed på landets sygehuse og sundhedsvæsen. Bare tanken om det skræmmer mig. Men kan man godt træde ud af hamsterhjulet, inden det reelt er begyndt? Træde ud af hverdagens trummerum. Jeg har en indre stemme, som minder mig om, at der er flere hverdage end weekender. Jeg vil leve for hverdagen og ikke blot ønske mig frem til ugens afslutning og weekendro. Jeg vil skabe ro i min hverdag. Så kliché-agtigt, som det lyder, har vi har kun et liv, hvorfor vi skal følge vores drømme – og derfor tog vi beslutningen. Gården på Møn skulle danne grundlag for vores liv som 3 generationer under samme tag.
Min kæreste og jeg sætter vores kære lejlighed i hjertet af København til salg og sælger på bare 8 dage ligesom min mor og hendes mand sælger deres skønne kysthus i Gilleleje. Vi står pludselig i en anden virkelighed og bliver ramt af en nervepirrende, spænding. Vi vælger at flytte 150 km væk fra Københavns puls. Lige så fængende og betagende byen er, lige så omsluttende og udsultende er den. Men på Møn er der luft. Ren luft. Frihed. Enkelthed. Simpelhed. I hvert fald i tanken. I ideen.
Vi er klar og har oprejste pander, da vi i sommer kører mod Møn med baby og hund. Container og trailere med flyttegods. Men hvad vi ikke vidste, var det granatchok af lammelse, som ville ramme os efterfulgt af en fortvivlelse over, hvad har vi dog har gjort?
For da vi stod der med oprejste pander, mødte vi ikke den eventyrlige gård, som vi forelskede os i i marts. Vi mødte i stedet en møgbeskidt og slidt gård. En gård, som ikke var blevet elsket og holdt af. En gård tom for liv og sjæl.
Nu venter os en fælles opgave med at gøre gården til vores. En opgave som på mange måder minder om skulle bestige Mount Everest. Men som filosofien for vores bofællesskab, så tager vi tingene som de kommer. Vi klarer det – det har vi altid gjort. Vi har solskin og glæde indeni. Vi vinker til røvhullerne og smiler over, at denne gård er vores. Vi smiler over at være landet på Møn.
LÆS ALLEREDE NÆSTE INDLÆG FRA EMILIE OG @undersammetag HER
