Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in ,

Katten i sækken – Del 2 #UnderSammeTag

Det er juli måned, og det regner. Sommeren gemmer sig bag et dække af skyer. På gårdspladsen bliver vi mødt af den lokale ejendomsmægler. Hilser høfligt og viser vores iver og spænding. 700 kvm bolig og 2 hektar grund. Gården er vores. Startskuddet på en ny tilværelse under samme tag.

Vi bliver vist rundt udenfor, og ideerne banker på: Her skal vi bygge vores orangeri af gamle vinduer. Her skal vi anlægge den vildeste køkkenhave, så vi kan være selvforsynende på grønt. Her skal vi bygge en træterrasse, så vi kan nyde udsigten over vandet.  Her skal min datter vokse op.

Vi træder indenfor, men bliver mødt af en stank, der nærmest slår os omkuld. Våd hund og pis. Uforstående og undrende. Ejendomsmæglerne trækker på skuldrene: ”Ja, altså 18 hunde er jo også en del, men det er jo ikke ulovligt at have hunde.” Nej, selvfølgelig er det ikke det – vi er selv hundemennesker, men der må være grænser. Grænser, som i hvert fald blev overskredet. Grænser, som burde være almene. Eller i hvert fald burde samvittighed og pli til at overdrage i bedre forfatning være alment …

Vi går rundt på gården. Døren til havepavillonen er smadret, og hænger kun i ét hængsel. Det fine hvide murværk i vognporten er fyldt med sorte, mudrede hundeaftryk, ligesom alle stauder, blomster og buske i midten af gården er bidt i stykker og trådt ned. Ejendomsmægleren trækker igen blot på skuldrene: ”I kan jo sende en mail til sælger …” Vores begejstring daler en smule, men stadig vilde af spænding trækker vi i arbejdstøjet. Nu skal vi i gang!

Dette bliver startskuddet på sommerens intensive byggeproces. En sommer med arbejde fra tidlig morgen til sen aften. En sommer med fuld skrue på følelsesbarometeret. En sommer med mange opdagelser. På godt og på ondt.

Vi støvsuger, skurrer og skrubber. Renser og desinficerer. Vil have sælgers aftryk væk – noget, som vi stadig ikke er i mål med. Første prioritet er at få skabt soveværelser og et fælles opholdsrum. Med Ellie på knap 9 måneder er det afgørende, at vi har et sted, hvor hun ikke kravler rundt i byggestøv. Vi siger ja til al den hjælp, som byder sig. Bukker og nejer, det bedste vi kan, som tak.

Herefter følger – for mit vedkommende – mental handlingslammelse. Eller rettere sagt: osteklokke. Kombineret med massiv FOMO. Trods familiehjælp, håndværkere og hænder omkring mig. Baby og renovering. Alt sammen i en tåge af fortvivlelse. Jeg tager mig af min baby, når hun er vågen, og forsøger febrilsk at optimere mit engagement i byggeprocessen under hendes lure. Jeg har ikke tid til snak og drøftelse om renoveringen med de andre i bofællesskabet. Jeg vil blot arbejde og komme videre. Blive færdig. Optimere. Effektivisere. Eksekvere. Samtidig med, at det eneste, som mit øje ser, er marker. Jeg har brug for at komme ud. Ligesom Ulrich Thomsen i Blinkende Lygter. Jeg vil bare så gerne ud. Opleve noget andet end de hjælpsomme ansatte i den lokale tømmerhandel – dem bliver jeg så til gengæld hurtigt på fornavn med, bevares. Jeg føler, at mit liv kun er denne matrikel. Jeg savner København. Jeg er presset. Jeg er stresset.

Sommeren er udfordrende for os alle. Vi forsøger at lande på gården. Lande i at være flyttet til en ø. Lande i et bofællesskab. Vi river vægge ned. Bygger nye op. Sliber 100 sider af bjælker, som er pakket ind i lag af tæt sort, blank plastikmaling. Vi vil bringe gården tilbage til sin naturlige stil. Til vores stil. Ild i pejsen, lammeskind, rå bjælker, natur og hygge. Rolige farver. Mildhed. Der er så mange larmende ting på gården. Ikke i ordets bogstavelige forstand. Mere visuelt. Vi skifter alle indvendige døre på gården. Vi sætter nye fodpaneler og gerigter op. Maler vægge. Optimerer gården til at rumme to boliger. Nyt køkken. Nyt bryggers. Skaber sammenhænge og røde tråde. Skaber ro.

Haven er et kapitel for sig selv. Vi samler spandevis af hundelorte fra gårdspladsen. Forsøger at beskære efter alle kunstens regler for at redde så mange blomster som muligt efter hundenes spor. Luger på livet løs. Åbner op i krat og buskadser for at skabe luft til de mange smukke, gamle træer og buske, som der er på grunden.

Lidt efter lidt begynder vi at opdage flere fejl og mangler. En ulovlig kloakinstallation. Et ulovligt toilet. Ulovlige rørføringer. En kolossal vandskade. Ødelagte døre. Ulovlig eller ubegribelig byggesjusk. Sjusk og løgn. Vi har købt katten i sækken. Møns dyreste hus – vores gård – er et sminket lig. Og selvom tilstandsrapporten nævnte, at sælger var ”selvbygger”, så havde vi ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at de rent faktisk ikke kunne bygge.

Trods vores opdagelser og erkendelser, så har gården utrolig meget fint at byde på. Vi er beriget med den smukkeste udsigt, som hver aften byder på den ene mere eventyrlige solnedgang efter den anden. Haven er uendelig rig og bliver ved med at give kilovis af kirsebær, blommer, kassevis af æbler, brombær og hyld. Vi anede ikke, hvilket skattekammer haven ville rumme, da vi i marts var på vandring i en have i vinterhi.

Vi kniber os i armen og forsøger at slippe den negative energi fuld af frustration, fortvivlelse og skuffelse. Selvom det har fyldt – og stadig fylder – så dræner det mere, end det gavner.

Vi har hinanden, og vi har en fantastisk gård. På Møn. Vi krydser fingre for, at vores forsikringer vil tage os bedre i hånden, og hjælpe os på vej, så vi kan reparere skaderne og genopbygge gården i vores ånd. Vi griner. Vi er blevet genbyggere. Og vi skaber et hjem og liv med frihed. Tid og nærhed. Med kærlighed og fællesskab. Med ro. Under samme tag.

Læs del tre i serien her.

What do you think?

Written by Emilie Toft

Mit navn er Emilie. Jeg er 27 år, mor til Ellie på 1 år og til januar bliver jeg færdiguddannet som læge - og så har jeg for nyligt bosat mig på Møn i et bofællesskab som 3 generationer under samme tag. Jeg elsker at bruge tid med mine nære relationer og har en forkærlighed det simple liv, økomad og rejser. Jeg håber, at livet på Møn kan gøre op med hverdagens trummerum og give mig selv - og min familie - tid og nærhed. Ro og kærlighed. Og frihed. Her vokser solskin og fred.

Følg med i vores liv på gården på Instagram @undersammetag

Skriv et svar