Om hængekøjer og Gurli Gris – Del 3 #undersammetag

Jeg vil gerne introducere jer til to mænd. Og en historie om en hængekøje.

Der var engang en gammel mand, der mødte en ung mand, som lå i en hængekøje og hyggede sig. Den ældre mand sagde: ”Halløj du der. Hvorfor ligger du bare der og driver den af? Skal du ikke udrette noget? Gøre noget? Være noget?” Den unge mand åbnede øjnene og svarede: ”Hvorfor det?” Og så fortalte den ældre ham om livet: ”Hvis du tager dig sammen. Får en uddannelse – slider og pukler – gør dig umage. Står på tæer. Så kan du komme langt.” Den unge mand kiggede på den ældre mand: ”Nå, hvor kan man komme hen?” Den ældre mand fortsatte: ”Med uddannelse kan du alt. ALT! Du kan få de gode jobs, den gode løn, den gode bil, det gode hus – og med det – kan du også få den smukke kone. Og med hende, kan du få den dejlige familie.” Den unge mand lyttede nu opmærksomt. ”Du kommer så langt her i livet, hvis du pukler,” sagde den ældre. ” Og ved du hvad. Det tager måske kun 30 år med slid og slæb. Med konkurrence om de gode jobs. Med lange arbejdsdage. Arbejdsuger. Arbejdsår. Med kompromiser. Med vanskelige beslutninger. Svære prioriteringer. Og så er du faktisk på den grønne gren. Hvor du kan trække vejret roligt. Hvor du har opnået frihed. Hvor du kan holde lige så meget fri, som du vil. Masser af fri. Og ved du hvad. Så kan du ligge i din hængekøje og hygge dig hele dagen. Lyder det ikke skønt?” Den unge mand smilede, vendte sig om i sin hængekøje og sov videre…

Jeg har puklet med studiet i 7 år og krydset grænser, jeg ikke vidste, at jeg havde. Jeg har oplevet liv og død og alt derimellem, og jeg har mødt meningsfuldhed bo side om side med meningsløshed. Vejen hertil har blot været én fod foran den anden – logisk – og så alligevel… Det er jo sådan, livet går.

Denne historie har inspireret mig til at tage vores kæmpe spring til Møn. Til at se om vi kan leve et liv med familien i højsædet. Et liv, hvor vi har, hvad vi har brug for. Og hvor vi ikke er for pressede.  Et liv, hvor vi vælger hængekøjen.

Om en måned bliver jeg færdig som læge. Jeg har puklet med studiet i 7 år og krydset grænser, jeg ikke vidste, at jeg havde. Jeg har oplevet liv og død og alt derimellem, og jeg har mødt meningsfuldhed bo side om side med meningsløshed. Vejen hertil har blot været én fod foran den anden – logisk – og så alligevel… Det er jo sådan, livet går.

En fod foran den anden.

Bag de andre, foran de næste. Og det er fint. Og så er det ikke fint. For jeg vil leve og ikke bare overleve. Til trods for at vi endnu ikke er på arbejdsmarkedet og endnu ikke er trukket ind i hamsterhjulets omsluttende arme, så ønsker jeg at gøre op med dette.

Jeg vil være. Ikke bare gøre. Og med væren følger tilvalg og fravalg. Tilvalg af tid, ro, balance, fred og overskud. Fravalg af uro, hektik, skemaer, pres, stress, jag og tvivl. Og bekymring. Jeg vil leve et liv med hverdagsmirakler. Med glimmer på minderne og så op på kaminhylden, som Hella Joof så fint skriver. Jeg vil have glimmer på min hverdag. Og ro. Ro til at nyde og ro til at opfange.     

Hængekøjehistorien fortæller mig, at jeg kan vælge roen. Freden, balancen og nærværet. Nu – og ikke om 40 år, når jeg er slidt af et langt arbejdsliv i hælene på de andre. Foran de næste.

En anden motivator. Det er døden. Og nu tænker du. ”Ej, hvor dystert. Ew, det orker jeg ikke læse om.” Men ved du hvad. Det er ikke så slemt – hvis man altså tager det lidt alvorligt. Det er, når vi ikke tager døden alvorligt, at det går galt.

Jeg er jo mor til Ellie, og hun er min fineste motivation til at træde ud af hamsterhjulet, og omtænke det gængse liv. Ethvert øjeblik med hende er dyrebart og min vigtigste opgave. Og gave. Og den vil jeg gøre alt for at passe på. Og dén vej rundt kom snakken om et bofællesskab med plads – med rum til det gode liv med tre generationer under samme tag.

Men der er også en anden driver. En anden motivator. Det er døden. Og nu tænker du. ”Ej, hvor dystert. Ew, det orker jeg ikke læse om.” Men ved du hvad. Det er ikke så slemt – hvis man altså tager det lidt alvorligt. Det er, når vi ikke tager døden alvorligt, at det går galt.

Som barn havde jeg verdens bedste mormor. Den vildeste, sejeste, kærligste, sjoveste og bedste mormor. Og lige da jeg var allermest tryg, lykkelig og parat til et større liv – 11 år gammel – så døde hun af en aggressiv kræft. Jeg nåede ikke at opdage, at hun var alvorligt syg, før at hun pludselig var død. Tabet af min mormor satte dybe spor i mig. Og grundlagde et evigt savn efter hende. Ofte – når livet har været allermest sårbart – så tænker jeg på hende. Hvad hun ville havde sagt, valgt eller gjort?

Og både i livet med min mormor og i livet efter hende er det tydeligt, at livet på tværs af generationer gøres dybt og rigt ved at nære båndene. Ikke som besøg en gang om måneden, men ved at have en hverdag sammen. Ved at leve under samme tag. Og så er der noget dybt meningsfuldt i at bo flere generationer sammen. Hvordan de yngre lærer af de ældre – og omvendt. Hvordan ressourcer fordeles, og kræfter forenes. Hvordan omsorgen til hinanden fylder årene ud. Og hvordan bånd knyttes stærkere.

For livet er sårbart og sprødt. Og kan ændres på et splitsekund. Det har min uddannelse lært mig. Som læge lærer man værdien af at være i nuet, på godt og ondt. Leve i nuet. I livet. Det er i sidste ende, det eneste vi har. Med nærvær og glæde. Hvis vi vil. Og det vil jeg.

I dag har vi boet på Møn i fem måneder, og indtil nu har vi ikke haft et sekund til at ligge i hængekøjerne. Eller til at tænke over livet. Eller døden for den sags skyld. Men jeg har ligget på gulvet i min stue i dag og læst Gurli Gris for Ellie. Vi kiggede ud på havet, som ligger for enden af vores indkørsel, og så en rød glente svæve over gården. Så tænkte jeg – hængekøje eller ej – her lever jeg. Her lever vi. Ægte lever. Med nærvær, og nærhed. Og med bevidsthed om at få det bedste ud af hver dag.  

Og så er der jo alt det andet. Altså historien om at flytte sammen med min mor og hendes mand – 7 år efter, at jeg flyttede hjemmefra. Om hvordan vi troede, at det ville være at bo #undersammetag, og hvordan det reelt er blevet. Det må jeg fortælle dig om i næste uge. Hængekøjen – eller rettere – gulvet og Gurli Gris kalder. Ellie siger jo ikke så meget endnu. Hun griner bare og peger ud på køerne på marken. Dem elsker hun.  

   

LÆS OGSÅ: Katten i sækken – Del 2 #UnderSammeTag