Et inkluderende fællesskab på en gård på Møn. Et liv i balance?

Vinteren er kommet til Møn, og jeg gør status over at have boet på Møn i fem måneder. For kan man egentlig være for tætte i et bofællesskab, hvor netop det inkluderende fællesskab er grobund det gode liv? Og hvordan finder man den rette balance i hverdagslivet?

På en måde føles det som i går, at vi forventningsfulde kørte sydpå med flyttelæs og oppakning, og på den anden side har vi nået så meget, at det kunne være en hel menneskealder siden. Jeg får en speciel følelse, når jeg besøger København – som om det var et helt andet liv. Tiden er fløjet så hurtigt afsted, og før jeg fik set mig om, så har vi etableret og skabt os en tryg og fantastisk hverdag på Møn. Og jeg kan nærmest ikke forestille mig, at vi ikke altid har boet her. På dejlige Møn.

Et liv i balance?

Da vi besluttede at rykke teltpælene op og underskrive købsaftalen til gården, var det med en forventning og forhåbning om et liv i balance. En ligevægtig balance med livets sårbarhed og livets rigdom forenet under samme tag.

Vi vil leve for, af og med mindre. Kvitte forbrugslivet – og i stedet skabe et brugsliv. Hvor vi bruger, hvad vi har, og finder glæde i enkeltheden.

En del af balanceakten foregår indeni – i form af fællesskabende tankesæt, hvor vi alle fire voksne har åbne hjerter og sind og ønsker at hjælpes ad og skabe et fælles godt liv. Vi har alle et stort skabergen og elsker at udrette og få noget fra hånden. Derudover er en del af balancen ved at bo under samme tag, at vi tager inkluderende tilvalg i hverdagen. At vi er nysgerrige på hinanden. Opsøgende og interesserede.

Bag vores filosofi om enkelthed og nærhed under samme tag, følger der også praktik. Vi er flyttet fra dyrt til billigere for at skabe økonomisk frihed. Og så har vi en vision om at skrue ned for forbruget. Vi vil leve for, af og med mindre. Kvitte forbrugslivet – og i stedet skabe et brugsliv. Hvor vi bruger, hvad vi har, og finder glæde i enkeltheden.

Vis dette opslag på Instagram

Et opslag delt af Højagergård (@undersammetag)

Et sundt bofællesskab

Det relationelle og ideologiske suppleres af en fælles økonomimodel og fælles samarbejdsgrundlag. Vi ejer gården ligeligt fordelt mellem os fire voksne. En vigtig præmis for at udligne voksen-barn-relationen og for at skabe grobund for et sundt bofællesskab. I ligevægt og balance. For vores samarbejde bygger netop på fællesskab. Vi bidrager alle til den daglige drift og vedligehold på gården med hver vores kompetencer, hvor vi finder værdi i og anvendelse for liv levet i vores forskellige aldre og fag.

Og så er der jorden. Vi vil dyrke vores jord i samstemmighed med både økologiske og biodynamiske principper, for dels at arbejde regenerativt med jorden og gendanne, understøtte og bevare dens naturlige balance, og samtidig sikre optimal grobund for og næring i vores grøntsager. Vi vil gendyrke og passe på vores kære jord. Og så glæder vi os til at trække i arbejdstøjet og arbejde mod et selvforsynende 2022.

For hvordan er det nu, man siger? ”Bondemanden, han har altid travlt”. Og sådan er det – der er altid noget at lave på en gård, men vi elsker processen og finder glæde i at skabe.

Generelt gør vi altid tingene sammen. Vi er teamplayere og kører ikke sololøb. Det skulle også være kedeligt, har jeg ladet mig fortælle…

Jeg tror virkelig på, at fællesskab er fremtiden. I verden omkring os eksploderer ensomhed, og jeg læste, at hver 4. dansker spiser alene.

I mange andre kulturer er det utænkeligt at opdele livets aldre i bo-fravær, og vi ser en styrke i at følges ad. At bidrage til hinandens udvikling og modning – i nærhed og nærvær. Vi trækker på hinandens kvaliteter. Komplementerer hinanden og trives i en inkluderende hverdag. Og så kan vi virkelig godt lide at være sammen. Vi er familie, og vi er også venner. Helt enkelt.

En opdelt og adskilt hverdag?

Inden vi flyttede, havde vi alle en forestilling om, at vi – selvfølgelig – ville bo under samme tag, men at vores hverdage ville være mere opdelte og adskilte end, hvad de egentlig har vist sig at være. At vi ville vinke til hinanden hen over gården, eller mødes i bryggerset og sludre over gummistøvlerne, inden vi gik hver til sit. Men virkelighedens lykke er, at vores hverdage er flettet en del mere ind i hinanden. Dette skyldes sandsynligvis vores krævende start på gården med renovering, vandskade og kloakskade. Hvor vi praktisk talt boede dør om dør i gæsteafdelingen, og senere kun havde ét køkken. Omstændighederne bragte os tættere på hinanden, og det gav mening, at vi spiste sammen hver aften i de fire måneder, hvor vi deltes om køkkenet. Dette blot som eksempel på, hvordan hverdagen har været fuld af tilvalg af fællesskabet.

Nu skal vi finde en balance 

Om end det skaber hverdagsfryd, så starter nu en proces, hvor vores tråde forsigtigt begynder at vikle sig lidt mere ud af hinanden i takt med, at vores hverdage normaliserer sig mere. Begge boliger har nu funktionelle køkkener, og vi er efterhånden så langt i byggeprocessen, at der er tid til andre gøremål end de mange fælles projekter. Nu følger en balance i at genfinde vores respektive lidt mere opdelte hverdage, hvor vi så kan tilvælge at mødes og trække på bofællesskabets livsgivende samhørighed.

Og ved I hvad? Jeg tror virkelig på, at fællesskab er fremtiden. I verden omkring os eksploderer ensomhed, og jeg læste, at hver 4. dansker spiser alene. Det er sørgelig læsning, synes jeg. Og i den optik var alle husskaderne gode for os – for selvom, at det var hårdt at bo oven i hinanden og mere tæt end vi egentlig alle fire gerne ville, så viste de mange måneder os, at vi er gode sammen i både medgang og modgang. Det er et ret fedt udgangspunkt for fremtiden. Så vinter – kom du bare an. Vi er klar. Og vi har lige hentet juletræ. Livet er rigt.

6 gode råd til, at starte et bofællesskab og flytte på landet: 

1. Man skal kigge dybt indad i sig selv og beslutte, hvorvidt man gider et fællesskab – og så skal man vælge at flytte sammen med mennesker, som man generelt har det rigtig godt med. For der er forskel på at ses engang imellem med søde venner og så at bo tæt, samarbejde og træffe fælles beslutninger. 
2. Tag springet. Vi overvejede og overvejede – men til sidst skal man turde at tage springet.
3. Forventningsafstemning er afgørende tidligt i processen, så man kan klarlægge, hvilke ønsker og forventninger man har til hinanden og til fællesskabet. 
4. Aftaler skal laves i fredtid. Hav klare aftaler for økonomi, arbejdsindsats og privatliv. 
5. Man skal tale om tingene. Hvor kliche-artigt det end lyder, så er det helt fundamentalt for et fællesskab, at man tager tyrene ved hornene og taler om tingene, så snart, at de opstår. På denne måde kan gnidninger, misforståelser eller irritation hurtigt blive afklaret, i stedet for at hobe sig op og skabe dårlig stemning i krogene. 
6. Man skal ikke gå i små sko – alternativt skal alle gå i små sko. Hvis den ene familie er detaljeorienteret i 5-ørere, og den anden familie regner i hele træskolængder, opstår der en ulighed. Vi har valgt ikke at gå i små sko. Vi har eksempelvis hver især bidraget med indbo og udstyr til puljen af værktøj og haveredskaber, men det er naturligvis primært Annemarie og Sørens ejendele, idet Bjarke og jeg flytter fra en lejlighed. Vi har valgt at se tingene i et større perspektiv – i en helhed, hvor det handler om, hvad der giver bedst mening for fællesskabet og for gården. Og derfor deler vi ikke redskaberne op i dine og mine, ligesom vi heller ikke holder regnskab med, hvem der sidst betalte for benzinen til havetraktoren eller vaskemidlet. Vi ønsker alle at bidrage, og i sidste ende skal det hele nok gå op. 

Find alle de forrige afsnit i Emilie Tofts serie om livet som tre generationer under samme tag her.