Emilie Toft
Hvordan er det egentlig at blive passet af sine bedsteforældre, når nu vi bor side om side? Har det særstatus, ligesom det ofte har hos andre børn, eller bliver det bare hverdag? Og hvor stor en del af opdragelsen kommer bedsteforældrene til at præge? Det kommer dette indlæg blandt andet til at handle om.
Min datter Ellie er næsten ved at gå, og det bedste i øjeblikket er at stavre med mig i hånden ned til vores entre og igennem gårdens fællesafdeling. Når hun ser døren ind til min mor og hendes mand, sætter hun tempoet op. Hun slipper min hånd og kravler over deres dørtrin med direkte kurs mod mormors kurv med legetøj. Og så griner hun helt nede fra maven, når min mor pludselig kommer til syne – kravlende. I øjenhøjde med Ellie for at lave spas og løjer med hende. Ellie vender sig mod mig, smiler over hele femøren og griner. Som om, at hun siger: ”Prøv at se – se lige! Nu kommer Mormor.”
Sådan starter mange af vores dage. I øjeblikket kører min kæreste, Bjarke, og jeg dagligt til København til vores sidste undervisning på medicinstudiet, inden vi begge bliver læger efter nytår. Da Ellie ikke går i vuggestue endnu, er vi utrolig privilegerede, fordi min mor har taget ferie i december for at passe Ellie i dagtimerne.
Men hvordan er det egentlig at blive passet af sine bedsteforældre, når nu vi bor side om side? Har det særstatus, ligesom det ofte har hos andre børn? For som barn bliver man vel altid lidt ekstra forkælet hos sine bedsteforældre?
Det kan jeg i hvert fald nikke genkendende til.
Livet hos min mormor
Hos min mormor var der spandevis af kærlighed, kys og nærvær. Dumbo på fjernsynet, tæpper på gulvet – og slik. Altid en fyldt slikskål på stuebordet. Når jeg spurgte: ”Mormor, må jeg godt få slik til morgenmad?”, svarede hun: ”Hvor meget vil du have?” Jeg fik lige, hvad jeg pegede på og mere til. Det var nogle særlige dage, og jeg så altid frem til at blive passet af hende. Men mon Ellie får samme særlige oplevelse af at blive passe af sin mormor og bedstefar? Bliver det mon noget, som hun ser frem til, eller får det mere bare almindelig hverdagsstatus, når nu hun dagligt ser dem og får sit lille skud bedsteforælder-nærhed?
Men det er unikt at kunne dele denne udvikling tæt med andre, især ens egen mor. For man lærer egentlig nok først at forstå ens mor, når man selv bliver mor.
Det er naturligvis svært at spå om. Vi har kun boet under samme tag i fem en halv måned, og Ellie er stadig lille, kun lidt over et år gammel. Men det står allerede nu klart, at hun får sine bedsteforældres fulde opmærksomhed, kærlighed og nærhed, når hun er hos dem. De står på hovedet og hopper på tungen for hende. Og det lyser i Ellies øjne, når hun ser dem. Hun hviner og griner. Lykken er gensidig.
Og det er unikt – både for os, Ellie og hendes bedsteforældre – at vi er tætte i hendes opvækst. Som ung mor er det fantastisk at dele sit barns udvikling med andre. Dele de små sejre og kunster, som ens barn pludselig tilegner sig. Man er selv ved at revne af stolthed, og ønsker at vise det til hele verden. Sådan er det nok bare at være mor … Men det er unikt at kunne dele denne udvikling tæt med andre, især ens egen mor. For man lærer egentlig nok først at forstå sin mor, når man selv bliver mor. Den ubetingede kærlighed. Forstå alt, hvad hun har gjort for en. Alle bekymringerne og alle tankerne. Det er som cirkler, der forbindes. Ringe, der forenes.
Bedsteforældrene vil sætte sit præg på Ellie
En anden værdi, som fællesskabet bidrager med, er, at Ellie nærmest altid har fire voksne omkring sig. I stedet for en kernefamilie, hvor to forældre præger barnet, vil Ellies bedsteforældre i højere grad også sætte deres præg på hende. De vil være med til at forme og danne hende. Opdrage hende om man vil. Men det ser jeg kun en fordel i. Ellies mormor og bedstefar er nogle af de mest livsgivende og livskyndige mennesker, som jeg kender. De er menneskekendere. Og hvis de blot kan give Ellie en brøkdel af deres viden og tilgang til livet, så er jeg tilfreds.
Vi skal være ”strong independent women”, og vi skal kunne klare os selv. Men vi bliver uafhængige på denne måde. Vi bliver historieløse.
Alle disse overvejelser var en del af snakken, da vi besluttede at flytte under samme tag. I dagens Danmark – især med corona på sidelinjen – lever vi opdelte liv. Enlige liv. Vi er os selv nærmest. Selvstændige individer. Dét lærer vi at arbejde mod og billige i tilværelsen. Vi skal være ”strong independent women”, og vi skal kunne klare os selv. Men vi bliver uafhængige på denne måde. Vi bliver historieløse.
Vi har valgt at tage del i hinanden igennem en hverdag i et bofællesskab. Vi vil skabe og skrive historie – sammen. Og vi er dybt privilegerede over netop at være en del af hinandens hverdage, især i denne tid med knap to års social forsømmelse som følge af pandemien. Ensomheden lever på sit højeste, og det vil vi gerne arbejde imod. Vi vil dele hverdagsstunderne, og det er fantastisk. Vi vil gøre op med generationsadskillelsen og slægte vores forfædres inkluderende tilværelse på. Det beriger os alle – unge, som gamle.
Læs flere indlæg fra Emilie her
