Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in ,

Et nyt år forude – med mulighed for at realisere en hvilken som helst drøm

Emilie Toft ser frem til selvforsyning, afsluttet lægestudie og enkelthed i 2022. I dette indlæg fortæller hun om familiens planer som førstegangsbønder på de to hektar jord på Møn og om hendes drømme som mor for Ellie.

Jeg tænker tilbage på et begivenhedsrigt 2021 og glæder mig til at tage 2022 med storm. Vi har mange ønsker, mål og nytårsforsæt, men vigtigst af alt – vi vil dyrke vores jord. Vi er optaget af den regenerative tanke om jordbrug og drømmer om at skabe en selvforsyning af grønt, frugt og bær i 2022.

Regenerativt jordbrug handler om at skabe balance – samklang – mellem økosystemer, blandt andet ved at øge biodiversiteten i kulturlandskaber, kulstofbindinger og mikroliv i jorden samt dyr på græs. Alt sammen en del af vores næste, og første, år på Møn.

Min kæreste og jeg er førstegangsbønder, og vi skal derfor lære jord- og markliv at kende fra bunden. Vi skal skabe erfaringer med, hvordan samarbejdet mellem jordlag, læ, vind og vand er på vores grund – og finde veje til at understøtte deres samarbejde, så vi får et solidt fundament under vores produktionshave.

Året 2022 er også året, hvor jeg bliver læge, og hvor jeg skal lære at balancere min nye titel og arbejde med vores familieliv – og gårdliv. Lære kunsten i lægegerningen uden en hverdag med stress og hektik, netop som min filosofi er. Lige nu er vi fokuseret på at gøre medicinstudiet færdigt med de sidste to eksaminer i januar, og herfra vender vi blikket udad – til vores jord og landliv på Møn.

Vi læser, youtuber og snakker i timevis med min mor og hendes mand Søren om planer for afgrøder, mængder og metoder. Vi ejer jo gården sammen og er drevet af de samme drømme, værdier og visioner for vores liv på Møn under samme tag. Selvforsyning, enkelthed og glæde. Nærhed til hinanden, og til jorden omkring os. Kreativitet og innovation.

I 2022 skal vi tegne og anlægge en hel ny have, der både indeholder en produktions- og nyttehave, en bærhave, urtehave samt en skærehave med sommerblomster og flerårige staudebede. Hertil kommer orangeri, hønsehus og kompostanlæg samt en stor smuk bålplads med udsigt over vandet. Alt sammen i komplementære anlæg, der er i samklang med engene og overdrevet omkring gården.

Vi antager, at det tager os nogle år at nå i mål med vores to hektarer – men næste år bliver året med de største anlægsarbejder. Det bliver fantastisk, og jeg tænker som Pippi: “Det har jeg aldrig prøvet før – så det klarer jeg nok!”

Jeg glæder mig også meget til det nye år som mor. Næste år er min datter Ellies andet år. Hun er lige begyndt at gå og kan sige de første lyde, der minder om ord. Om nogle måneder, til foråret, når vi skal i gang udenfor, så kan hun være mere med og deltage på sine egne præmisser. At kunne stå og gå gør udelivet meget lettere for hende – og hun elsker alt det nye, som benene viser hende. At se et barn vokse op er et af livets største mirakler, og at være et barns mor er den største gave, der findes.

Med Ellie i tankerne går jeg derfor også 2022 i møde med en stor taknemmelighed – og en dyb indre glæde. Tænk en rigdom! Jeg er mor. Forældre med min kære Bjarke. Vi bor i et nært, sjovt og godt fællesskab på den smukkeste gård. Og vi har alle muligheder for at realisere en hvilken som helst drøm.

Jeg læste engang, at man skal være varsom med, hvad man ønsker sig. For det sker. Aldrig, når du beder om det, eller da du drømte om det – men en dag, når du mindst venter det, så triller muligheden ind ad døren. Så husk at holde øje. Nogle gange kommer de forklædt i ubestemmelige forklædninger. Eller i kølvandet på kriser. Eller også kommer de på en himmelblå februardag i en boligannonce.

Sikkert er det, at de kommer! Både til hverdag og fest. Og til nytår. Og alle de andre dage.

Vi ses i 2022, og jeg lover at tage jer med i processen – og også dele alle mine kvaler undervejs. Det bliver selvfølgelig ikke let. Men det er okay. Når bare det også er sjovt ind imellem.

Godt nytår!

What do you think?

Written by Emilie Toft

Mit navn er Emilie. Jeg er 27 år, mor til Ellie på 1 år og til januar bliver jeg færdiguddannet som læge - og så har jeg for nyligt bosat mig på Møn i et bofællesskab som 3 generationer under samme tag. Jeg elsker at bruge tid med mine nære relationer og har en forkærlighed det simple liv, økomad og rejser. Jeg håber, at livet på Møn kan gøre op med hverdagens trummerum og give mig selv - og min familie - tid og nærhed. Ro og kærlighed. Og frihed. Her vokser solskin og fred.

Følg med i vores liv på gården på Instagram @undersammetag

Skriv et svar