Emilie Toft
Emilie Toft: Må man være i tvivl om sin fremtid to uger inden sin afsluttende eksamen?
Emilie Toft har læst til læge i syv et halvt år, men hun er faktisk stadig i tvivl om, om lægegerningen er noget for hende. Det frie liv på gården med tid til familien og til at dyrke jorden og lave lækker mad trækker i hende.
Jeg har netop overstået min næstsidste eksamen på lægestudiet, inden jeg om to uger skal forsvare mit kandidatspeciale og dermed sætte et punktum efter syv et halvt års studier. Et punktum efter min nye titel. Læge.
Men der er alligevel noget, som nager mig. En tvivl, som jeg har haft igennem mange år. En tvivl om, hvorvidt jeg egentlig gerne vil være læge. Ja, så er det sagt.
Jeg glæder mig ustandseligt til, at jeg skal trykke dekanen i hånden og aflægge mit lægeløfte i slutningen af januar. Et løfte, som bygger på den hippokratiske ed fra det 5. århundrede f.v.t. En ed, som beskriver formålet med lægegerningen. En ed om at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn og at yde omsorg for den fattige såvel som for den rige.
Lægeløftet har vi fået prædiket om gennem studiet, og jeg har set det som den ultimative kulmination af mange års slid og puklen med udenadslære og latinske betegnelser. Men der er alligevel noget, som nager mig. En tvivl, som jeg har haft igennem mange år. En tvivl om, hvorvidt jeg egentlig gerne vil være læge. Ja, så er det sagt. Jeg er faktisk i tvivl om, hvorvidt jeg vil være læge.
Da jeg for 10 år siden gik i gymnasiet og tænkte over fremtiden, ville jeg være dyrlæge. Jeg ville arbejde med heste og elskede at være udendørs i forbindelse med min ridning. Men så blev jeg rådet til at droppe det og skifte bane – dyrlægelivet var for hårdt, for krævende og for dyrt. Det blev skildret som en underskudsforretning. Pukleri. Og det ville 18-årige Emilie selvfølgelig ikke sætte næsen op efter. Nej, i stedet burde jeg blive læge. Jeg havde gode karakterer, og jeg elskede biologi. Og læge, det går man vel ikke helt galt i byen med? Så derfor søgte jeg ind på medicinstudiet, men havde samtidig en indre stemme, som sagde: ”Nu kan du jo prøve det af og har altid mulighed for at skifte retning senere.”
Jeg har en lyst til blot at følge mit hjerte – til at følge min hobby: at lave mad.
Årene gik på studiet, og jeg elskede biologien. Ligesom dengang i gymnasiet. Jeg blev fascineret over kroppens kunnen og endnu mere fascineret over moderne medicin. Men hvad jeg ikke vidste i løbet af min studietid, var det arbejdsliv, som venter mig på den anden side af det berømte lægeløfte. Et arbejdsliv med et kolossalt pres, travlhed og underbemanding. Et arbejdsliv, hvor man skifter arbejdsplads hver 6.-12. måned og først kan få en fastansættelse om 8-10 år. Forestil dig, at du hvert år skal lære en ny arbejdsplads at kende. Lære nye kollegaer at kende – hvis de overhovedet er interesseret i at lære dig at kende, for du er jo alligevel på vej videre om 6 måneder. Lære patientgruppen og den specifikke hospitalsafdeling at kende. Hvor er toilettet egentlig? Sådan er yngre lægers vej mod en speciallægeuddannelse tilrettelagt. Og selvfølgelig byder lægefaget også på en masse andet. På taknemmelighed over at kunne hjælpe og behandle – ligesom lægeløftet lyder.
Jeg fortsatte studiet, da jeg trivedes i fordybelse og trivedes i at gøre mig dygtigere. Jeg syntes dybest set, at studiet var hamrende interessant. Og så måtte jeg udsætte tankerne om mit fremtidige lægeliv til senere.
Men det er NU. Om to uger, når jeg er læge. Og hvad så? Hvad gør jeg nu?
Jeg har en lyst til blot at følge mit hjerte – til at følge min hobby: at lave mad. Jeg elsker madlavning, at være kreativ i køkkenet og bringe samspil og synergier i smage. Jeg har gennem flere år arbejdet for en inspirerende kok og et cateringfirma, som fik et lille frø til at spire i mig. Et frø om en dag at leve af mit eget cateringfirma. At lave mad til fest og fejring. Dét må da være sjovt! Kunderne er altid glade, og der er fest og sang. Og du bidrager med din skønne mad.
Og samtidig har mit moderskab lært mig, at tid er dyrebar, så egentlig vil jeg allerhelst tilbringe al min tid med Ellie. Lige nu er drømmen at dyrke grøntsager, holde gården og bruge tid med min familie. Og muligvis tjene penge på vores grøntsager, så jeg ikke behøver et traditionelt 8-16 job eller et hospitalsliv med 17-timers vagter uden søvn.
Jeg går fra en tryg tilværelse som studerende, hvor mine år har været fuldt tilrettelagt med undervisning og eksamen. Nu er min fremtid uvis, og jeg føler, at jeg vakler.
Jeg beroliger mig selv med, at jeg sandsynligvis ikke er den eneste, som har været i tvivl om sin fremtid. Faktisk så tror jeg, at det er meget almindeligt, når man ligesom jeg står ved en skillevej. Jeg går fra en tryg tilværelse som studerende, hvor mine år har været fuldt tilrettelagt med undervisning og eksamen. Nu er min fremtid uvis, og jeg føler, at jeg vakler.
Søren (min mors mand, som bor i gårdens anden bolig) har boet hos indianere i Canada, og her fik han fortalt, at de bedste ledere er dem, der ikke ønsker at være ledere – for i dem er det ikke ego’et, der driver dem, men derimod deres indre ansvarlighed. Deres indre bud om at tage noget på sig og bære noget for andre, i stedet for sig selv. Det er fundamentet for de bedste ledere. Og måske skal jeg havde det i mente. Måske bliver jeg ikke en hotshot kirurg, men jeg vil gå langt for mine patienter. Og jeg vil være nærværende med hjertet på det rette sted – hvilket vel egentlig også er essensen af den hippokratiske ed.
Mens jeg skriver disse linjer, overvejer jeg, hvorvidt du kære læser mon synes, at det er en falliterklæring, at jeg ikke springer fra – skifter bane. Følger hjertet…
Tænker du mon det? Jeg kan selv være i tvivl. Hvad er hjertets valg? Hvad er hjernens valg? Nogle gange er de forklædt indeni. Og hjertets valg kan være en modreaktion på tvivl.
Det at være læge føles som et gigantisk ansvar, mens livet som kok kan virke mere tillokkende pga. det enkle i at få en tomat til at smelte i munden – eller fordi arbejdet med tomaten sker i fraværet af frygten for at bære et andet menneskes liv i mine hænder. Og lave fejl.
Heldigvis er vi ikke træer. Vi er ikke plantet et sted, hvor vi for evigt skal gro og vokse. Vi kan bare flytte os. Det er virkelig én af livets store gaver. At vi er mobile. Flytbare. Og lige nu skal jeg ikke andet end at blive færdig som læge. Min sidste eksamen, kandidatforsvaret om to uger, og derefter lægeløftet. Om jeg ender som læge, landmand eller kok, må tiden vise – nu kalder tomaterne i ovnen.
