Bliv medlem af Kiosk og få adgang til alle vores podcasts, artikler, perspektiver og events!

Det koster 29 kr. pr. måned, og du kan afmelde dig når som helst.

Start her!
in ,

Flytter hamsterhjulet med? “Man skal turde risikere noget for senere at opdage, at lykken ligger for ens fødder.”

For to måneder siden udgav jeg mit første skriv her på Kiosk, hvor jeg beskrev vores historie om at flytte til Møn i et bofællesskab tre generationer under samme tag. Historien om et ønske om et liv med ro, nærhed og omsorg. Til min datter og til min familie. Og historien om at træde ud af hamsterhjulet – inden det gik i gang.

Men kan man overhovedet det? Altså træde ud af hamsterhjulet, inden hverdagen ruller? Og hvordan undgår man, at hamsterhjulet ikke bare flytter med en, når nu man køber en gård på Møn?

Jeg har spekuleret over det gennem de sidste par måneder. Både dengang og i dag minder jeg mig selv om, at der er flere hverdage end weekender – og, at jeg netop vil leve for hverdagen og skabe et liv uden hverdagstrummerum. Opskriften på dette liv er nok ikke endegyldig, men derimod omskiftelig og foranderlig. Hvad der for mig virker som løsningen i dag, fungerer muligvis ikke i morgen. Dette er også som følge af mit moderskab, som naturligvis går hånd i hånd med min datter Ellies udvikling. Hun er mit livs lys, og at blive mor er min største, vigtigste og mest lærerige opgave.

Jeg har naturligvis et unægteligt bånd til hende, og jeg ser hende og læser hende før nogen andre. Vi er forbundet, og hendes blik og tale rammer mig direkte i hjertekulen. Jeg tilskriver denne forbindelse årsagen til en skepsis, som jeg har haft. En forkert mavefornemmelse egentlig. Måske er det bare mit moderinstinkt, hvem ved? Men uanset hvad står vi nemlig i en situation, hvor vi flere måneder i træk har betalt til en vuggestueplads, som Ellie ikke bruger. Dumt? Ja, muligvis.

Men jeg – og derfor også Ellie – har simpelthen ikke været klar til, at hun skulle starte tilbage i efteråret. Jeg synes vel egentlig nok bare, at det var for tidligt samtidig med en grundlæggende tvivl om, hvorvidt en vuggestue generelt er det rigtige for hende – og for os som familie.

Jeg havde – og har til tider stadig – en bundreel følelse af, at det er forkert, at hun skal starte i vuggestue. I mit hoved bør hun hele tiden være tæt på os og ikke bruge tid med fremmede.

Hun nåede at være der i få dage, før vi alle blev ramt af vuggestuesygdom – som set i bakspejlet vel egentlig blev min undskyldning for, at vi nok hellere måtte udskyde den opstart og i stedet beholde hende hjemme lidt endnu. Noget som lettede mit moderhjerte markant.

Jeg havde – og har til tider stadig – en bundreel følelse af, at det er forkert, at hun skal starte i vuggestue. I mit hoved bør hun hele tiden være tæt på os og ikke bruge tid med fremmede. Jeg ved godt, at det selvfølgelig lyder meget sort/hvidt, for selvfølgelig er pædagogerne utrolig kompetente, omsorgsfulde og hjertevarme – og ser man det med andre øjne, vil vuggestuen kunne bidrage med sociale relationer, nye territorier at udforske og masser af stimuli. Men inderst inde i mig, dybt i min kerne, bor en følelse af, at hun altid skal være lige her. I min favn, hvor jeg mener, at hun har det bedst.

Min tvivl om Ellies vuggestuestart går egentlig nok hånd i hånd med min bekymring for hamsterhjulet – og mit ønske om at træde ud af dette. Min værste frygt er, at vores dage flyder sammen i et samsurium af tidlig morgenaflevering af Ellie, arbejde, sen eftermiddagsafhentning, madlavning, putning og så måske lige en time på sofaen foran noget ligegyldigt i flimmerkassen, inden man selv dejser omkuld. Dage på repeat. Dage, hvor man bare skal overleve. Jeg vil leve. Og jeg vil ikke føle mig fanget i min egen hverdag. Derfor bunder min tvivl om Ellies vuggestuestart nok egentlig i en frygt for, at dette bliver begyndelsen på et hamsterhjul, som jeg så inderligt ønsker at slippe ud af…

Men sandheden er nok egentlig, at det at flytte til Møn ikke friholder mig fuldkomment fra hamsterhjulet – det er i et langt mildere hamsterhjul, men det findes stadig i kulissen. I en Mønsk form.

Min kæreste og jeg besluttede at udskyde vuggestueopstarten og har med hjælp fra min mor og hendes mand (som bor i gårdens anden bolig) kunne hjemmepasse Ellie samtidig med, at vi færdiggjorde medicinstudiet. Det har været et kæmpe privilegie, som jeg naturligvis er klar over, at ikke alle har mulighed for. Men for os gav det mening – og ro. Og netop den nærhed, som jeg eftersøgte på min vej ud af hamsterhjulet. Men mon ikke Ellie snart skal starte i vuggestuen, måske bare et par timer hver formiddag? For at stifte nye bekendtskaber, lære af andre og få nye inputs. Hvis altså mit moderhjerte kan håndtere det.

Moderskabet er en finurlig størrelse. Det er det mest sårbare, men også det stærkeste jeg har oplevet. Og egentlig én lang separationsproces – og i princippet en sorg over dette. Fra baby bliver født og navlesnoren klippes, til barnet begynder at søge væk, være mere og mere selvstændig for til sidst at kunne stå på egne ben, bogstavelig talt. Det er en kæmpe glæde at kunne bistå denne udvikling, men samtidig er det en sorg, at jeg som mor ikke længere er uundværlig. Det er en følelse, som jeg, ligesom så meget andet i moderskabet, ikke var forberedt på, men som jeg hver dag øver mig i at takle. Jeg øver mig i, at jeg som mor skal være det fastforankrede fyrtårn, som står stabilt, og som mit barn altid vil kunne finde tilbage til, når hun bevæger sig ud på ny grund. Og så øver jeg mit i at smile over, hvor fantastisk det det, at mit barn udvikler sig.

Moderskabet er foranderligt. I bevægelse. Organisk. Og jeg tror på, at jeg her på Møn kan skabe et liv og en hverdag med de bedste betingelser.

Måske var jeg i efteråret bare ikke klar til, at mit barn skulle bruge tid i en vuggestue uden mig. Jeg tænkte over alle de øjeblikke, som jeg ville gå glip af, tænkte på, om de mon nu ville kunne passe ordentligt på hende, læse hende og forstå hende – og jeg kunne nærmest ikke holde disse tanker ud. Jeg tvivler stadig, men jeg har nu en dybere ro i min tvivl. Og så husker jeg mig selv på, at for at Ellie kan finde ro, skal hun mærke roen i mig. Den skal forplante sig over i hende og vise hende vejen.  

Når hun skal puttes, synger jeg altid for hende, og Ivan Martinez ”Et hus” er ofte en del af dagens repertoire.

La’ os bygge et hus ud af træ
Hvor vi begge to ka’ bo
Hvor vi begge to ka’ vokse
Hvor vi begge to ka’ gro

Også den rammer direkte i mit hjerte. For jeg drømmer om, at vi her på Møn skal skabe vores eget sted. Et sted, hvor vi kan vokse og gro. Både Ellie, men lige så vel min kæreste Bjarke og jeg selv.

Jeg vil skabe et liv, hvor vi kan blive stærke sammen. Og hvor vi kan lære. For moderskabet er en lang læringsproces – jeg lærer hele tiden Ellie nye færdigheder og kundskaber samtidig med, at hun lærer mig moderskabet med alle dets facetter. Lige som jeg troede, at jeg havde gennemskuet dagsformen og -rytmen, udtænkt det bedste putteritual og opdaget hendes yndlingsspise – ja, så ændrer det sig. Moderskabet er foranderligt. I bevægelse. Organisk. Og jeg tror på, at jeg her på Møn kan skabe et liv og en hverdag med de bedste betingelser. En hverdag, hvor jeg priser mig lykkelig for de store og små ting – for enkeltheden. En hverdag, som jeg elsker at vågne op til.

Så tilbage til hvorvidt man kan træde ud af hamsterhjulet, inden det for alvor ruller? Ja, det tænker jeg – det gjorde vi i hvert fald selv. Det hele startede med beslutningen om et bofællesskab og beslutningen om at springe. Tage springet og købe en gård på Møn. Det havde jeg aldrig forestillet mig, at vi ville turde. Men man skal turde at risikere noget for senere at opdage, at lykken ligger for ens fødder. Og det tror jeg faktisk, at den gør. Altså lykken. Den ligger her på Møn. Kære Møn. Med vidder og fuglefløjt. Med rum og luft. Med kærlighed. Lige her. Så lad os bygge et hus ud af træ – her.

Kunne du lide indlægget?

Indlæg af Emilie Toft

Mit navn er Emilie. Jeg er 27 år, mor til Ellie på 1 år og til januar bliver jeg færdiguddannet som læge - og så har jeg for nyligt bosat mig på Møn i et bofællesskab som 3 generationer under samme tag. Jeg elsker at bruge tid med mine nære relationer og har en forkærlighed det simple liv, økomad og rejser. Jeg håber, at livet på Møn kan gøre op med hverdagens trummerum og give mig selv - og min familie - tid og nærhed. Ro og kærlighed. Og frihed. Her vokser solskin og fred.

Følg med i vores liv på gården på Instagram @undersammetag

Skriv et svar